Stig Pedersen fra D-A-D får beskeder fra både kvinder og mænd, som vil mere end blot tale om musik.

Det skriver Facenews.dk.

Med sine lyse krøller, vilde kostumer og ekstravagante to-strengede basser er Stig Pedersen fra nationalorkesteret D-A-D en af det mest markante skikkelser på den danske musikscene.

Men den 46-årige showman er også kendt som en fast bestanddel af det københavnske natteliv, hvor rygtet lever op til rockstjerne-forventningerne, når det kommer til interessen for stærke sjusser og ditto fra langbenede skår.

'Skal vi være kærester?'

Populariteten blandt det modsatte køn kan Stig Pedersen tydeligt mærke på sin Facebook-profil, men beskederne fra bejlere er ikke altid lige almindelige, fortæller han til Facenews.dk.

- Der er nogle gange stalkere, som kontakter mig med mærkelige historier om, at de har fundet budskaber i bandets tekster, de tolker som tegn på, at vi skal være kærester - eller det som er værre..., siger Stig Pedersen, der ikke lader sig gå på af den aparte kontakt:

- Som en offentlig person, må man jo tage den slags med.

D-A-D er aktuelle med albummet DIC.NII.LAN.DAFT.ERD.ARK, men den store medieomtale har ikke betydet hverken færre eller flere beskeder på Facebook.

- Trykket af beskeder er stagnerende, siger Stig Pedersen kryptisk.

To-meter høje mænd

Faktisk er det ikke kun hunkønsvæsner, der kontakter bassisten med specielle opfordringer på Facebook, men når en interesseret husar gør kur, håndterer ko-punkeren det på sin helt egen måde.

- Når en to-meter høj mand skriver til mig, så bilder jeg mig selv ind, at vedkommende bare er interesseret i musikken, eller hvilket gear jeg spiller på. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han måske har af andre hensigter, griner Stig Pedersen.

Selv om damerne gerne vil have fingrende i den høje stjerne, mødes Stig Pedersen aldrig med de kvindfolk, der kontakter ham på Facebook.

- Man må ikke gå i seng med sine fans, siger han lumskt.

At være rockstjerne med et rygte som kvindernes ven blev Stig Pedersen på pinligste vis gjort opmærksom på fra uventet front.

- Til en familiefest fortalte min lille nevø, at der findes en Facebook-side om mig med navnet 'Danmarks mest virile mand'. Men det er dog ikke en side, jeg selv følger, understreger Stig Pedersen.