Journalist, kommunikationsrådgiver og forfatter Line Baun Danielsen er vokset op i en skilsmissefamilie. Hun besluttede tidligt, at hun aldrig selv ville skilles, men sådan gik det ikke. Hun kunne dog tage noget af sin egen erfaring med, da hun pludselig var mor til to skilsmissebørn.
Hvad ser du af dine forældre i dig selv?
»Jeg ser utrolig meget af mine forældre i mig selv. Jeg har arvet min fars interesse for journalistik og sport, og så har jeg arvet hans perfektionisme. Han var sådan en, der både havde pressefolder i cowboybukserne og midterskilning i græsplænen. Min mor har givet mig en nysgerrighed på verden og en kæmpestor rejseglæde, fordi hun tog mig med ud at rejse, fra jeg var helt lille.«
»Samtidig har jeg meget bevidst prøvet at gøre noget andet end mine forældre. Det vigtigste var, at jeg ikke ønskede at blive skilt, ligesom mine forældre gjorde, da jeg var en lille pige. Det lykkedes dog ikke. Jeg blev selv skilt for en del år siden, og det er nok den største ærgrelse, jeg har i mit liv.«
Hvordan var det at komme til erkendelsen af, at du selv skulle skilles – ligesom dine forældre?
»Det var meget svært at erkende over for mig selv, fordi jeg følte det som et nederlag. Det synes jeg, at det er, når to mennesker må kaste håndklædet i ringen på den måde, fordi det ender med at gå ud over børnene. Børnene vil altid lide et afsavn – de betaler prisen, når forældrene går hver til sit, mens de voksne måske får sig et nyt og bedre liv. Det er børnene, der bliver fanget i det, og det har jeg også selv været, dengang jeg var barn.«
Har dine egne erfaringer som skilsmissebarn påvirket den måde, som du har håndteret din egen skilsmisse på?
»Jeg vil sige det sådan, at en af de ting, som var meget vigtige for mig, da min eksmand og jeg blev skilt, var at opretholde en god relation familierne imellem. Sådan at farmor stadig var en del af min og drengenes verden, når de var hos mig – og omvendt. Det var også vigtigt, at vi stadig kunne holde jul og fødselsdage sammen på tværs af familier. Det synes jeg har været en gave, at vi fik til at lykkes. Det er jeg simpelthen så glad for. For var der noget, jeg selv syntes var meget smertefuldt, da jeg var barn, var det den streg, der blev trukket mellem fars og mors familier.«
Hvorfor tror du, at det var på den måde dengang?
»Man skal huske på, at alting var meget anderledes dengang. Jeg var halvandet år, da mine forældre blev skilt, for det var i 60erne. Skilsmisser var slet ikke så almindelige, og man havde derfor ikke meget erfaring med den slags. Mine forældre gjorde det så godt, de kunne, og de har begge to altid været en stor del af mit liv.«
Hvorfor var det så vigtigt for dig, at du ikke selv skulle skilles?
»Man bliver jo splittet ad i to, når man er barn i en skilsmisse. Man kommer til at leve to parallelle liv. Der er bestemt ingen forældre, der mener noget ondt med den måde, som de lever på, men det kan bare ikke undgås, at der vil være lidt forskel hos forældrene. Det vil altid være to forskellige liv, som barnet lever. Der skal ryddes op på én måde det ene sted og en anden måde det andet sted.«
»Det kan også være, at man må opføre sig friere, spiser anderledes eller noget helt fjerde hos den ene forælder. Ligegyldigt hvad giver det et splittet liv, og jeg tror, at nogle børn bliver virkelig gode til at indordne sig og undertrykke deres egne behov, fordi de ønsker fred og ro. Jeg har altid selv været en pleaser, og det tror jeg godt, min opvækst kan have haft indflydelse på.«
»For når man endelig havde en uge med mor eller med far, ville man bare gerne have det rart. Man gik gerne den ekstra mil for ikke at være besværlig eller umulig. Men ja, jeg blev skilt selv, og så må man også bare sige, at sådan er det, og tage ved lære.«
Hvordan kom du til den erkendelse, at du skulle se på det ud fra en positiv tilgang?
»Et liv lærer en mange ting. Man ved godt, at når man eksempelvis går igennem en skilsmisse, så gør det ondt. Man er ked af det, og det er ikke rart. Men en dag er den smerte til at leve med, og man kan begynde at se positivt på det. Det er, ligesom man også møder andre bump igennem livet, som man også lærer at leve med. Man skal øve sig i at se de gode ting.«
»Eksempelvis savner jeg min far hver eneste dag, selvom han har været død siden 1997. Men i stedet for at gå og græde over det tænker jeg på alle de glade minder, jeg har med ham. Det er en øvelse, men erfaringen lærer os, at det, som vi ikke dør af, bliver vi stærkere af. Man bliver klogere af at have været igennem et forløb, der ikke har været positivt.«
»Jeg har oplevet sygdom, jeg har oplevet masser af smerte, jeg har oplevet skilsmisser og parforhold, der bristede. Jeg har oplevet forældre, der blev syge, og forældre, der døde, Det er jo ikke, fordi mit liv ikke har indeholdt triste ting. Men det handler om, hvordan man tackler dem, og jeg er blevet meget dygtigere til at se lysere på tingene med alderen. Derfor er det skønt at være der i livet, hvor jeg er i dag.«
