Øjeblikkets måske varmeste FCK-hit Christian Poulsen må stå udenfor i søndagens Superliga-kamp i Esbjerg. Den 21-årige midtbanespille pådrog sig midt i første halvleg af onsdagens pragtkamp to trælår efter kontante konfrontationer med Lazio-spillere.



»Jeg mærkede det lidt i pausen, men siden blev låret jo unægtelig holdt godt varmt i de sidste 45 minutter. Torsdag formiddag nøjedes vi alle med at lunte lidt omkring ved træningen.

Det samme forsøgte jeg efter de behandlinger, som jeg i eftermiddag fik på briksen, men det stod hurtigt klart, at jeg ikke bliver klar mod Esbjerg,« rapporterede en ærgerlig Christian Poulsen i aftes.

Også til U/21-landsholdets træningskamp på tirsdag i Ukraine måtte FCK-spilleren i går eftermiddag sende afbud.

Et afbud, der i øvrigt faldt et tørt sted hos FCK-sportsdirektør Niels Chr. Holmstrøm, der ikke var begejstret ved udsigten til at skulle udsætte sin formstærke midtbanespiller for »uvedkommende« slid før næste fredags Superliga-kamp mod AB i Parken.

»Som det kører for mig, har jeg stor lyst til at være med i det hele.

Men da landsholds-truppen samles søndag aften, og da jeg har aftalt nye behandlinger mandag formiddag, var der ingen anden udvej end at melde afbud til landsholdet,« siger Christian Poulsen.

I Rom er der trods august-heden isnende kuldegrader dels mellem den italienske presse og Lazio-lejren fortsat, dels nu også mellem Lazio-præsident Sergio Cragnotti og cheftræner Dino Zoff.

Cragnotti er ikke særlig tilfreds med, at Zoff ikke skiftede Lazios ny, spanske 320 mio. kroners investering Mendieta på banen i onsdags i København.

»Det er naturligvis vores cheftræner, der bestemmer den slags ting. Men direkte adspurgt synes jeg hverken, at det kører særlig godt for vores ny 3-5-2 system eller for holdet som helhed,« siger Cragnotti spidst.

En slet skjult kritik, som Rom-pressen i går straks tog til sig og skærpede til denne trussel: Hvis Zoff om 10 dage på Stadio Olimpico snubler over FC København og misser Champions League, vil han på stedet være forhenværende i S.S. Lazio.

Som ny træner nævnes allerede den tidligere Udinese- og Milan-chefcoach Alberto Zaccheroni.