Signe Svendsen sendt på jungleeventyr med B.S. Christiansen for TV2.

____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>____simple_html_dom__voku__html_wrapper____>Signe Svendsen har forrygende travlt. Der er bud efter den smukke popprinsesse, der ikke behøver orakler til at fortælle sig, at hun står ved et vendepunkt i sit liv.

TV-arbejdet fylder så meget i hendes liv p.t., at musikken er skruet ned på laveste blus.

I det ene øjeblik står hun i stor balkjole som TV-vært for årets store eventyrbal på Holckenhavn Slot for TV2 Zulu. I det næste er hun på rejseeventyr gennem mudderet i Honduras' jungle for TV2.

I går blev hun færdig med optagelserne af de sidste to afsnit af en ny serie »Oraklerne« for TV2/Zulu, der skal vises i efteråret.

I september vil Signe befinde sig på den anden side af kloden i et par måneder på TV-optagelser for at lave en ny serie »På afveje« med jægersoldaten B. S. Christiansen tværs igennem Honduras.

Men forinden vil hun have sørget for, at 100 piger får opfyldt deres drøm om at være prinsesse for en aften på et rigtigt slot med store kjoler, kavalerer i uniform, karet og, kandelabre.

Selv har hun ikke noget imod at overlade den røde løber til andre.

»Jeg fik udlevet min prinsesse-drøm under Melodi Grand Prix som pop-prinsesse. Jeg overlader gerne den røde løber til andre. Jeg forbinder mest prinsessedrømme med, da jeg var barn og fastelavn. Jeg var aldrig prinsesse, men ballerina.

Min mor hørte meget den tyske punkmusiker Nina Hagen, da jeg var otte-ti år, så jeg klædte mig ud som sort, mystisk prinsesse med sortlakerede negle«.

Selv bliver hun ikke blød i knæene over mænd i uniformer.

»Jeg har aldrig tændt på mænd i uniformer. Det har aldrig sagt mig noget. Jeg vil hellere have dem i shorts og T-shirt«.

Her er det så oplagt at spørge, om Signe har fundet sin egen private drømmeprins:

»Men her må jeg blive dig svar skyldig. Det eneste, jeg vil sige, er, at jeg har det rigtig godt.«

Signe var ikke et sekund i tvivl, da hun blev spurgt, om hun ville med på TV-eventyr i Mellemamerika.

»Jeg sagde ja med det samme. Det er en oplevelse for livet at blive guidet igennem jungle, sump og bjerge af en mand, der har forstand på tingene. Jeg tør netop tage af sted, fordi B.S. er med. Ellers tog jeg ikke med ud til dyr og kryb i en natur, der heller ikke er helt ufarlig. Men bedre rejsekammerat kan man ikke have, når man vil søge udfordringer.

Jeg stoler på mig selv og på, at de valg, jeg træffer, er rigtige for mig. Jeg er ikke i særlig god form eller stærk, men jeg er udholdende, og jeg kan også blive rigtig stædig. Det er det, der driver mig, og det skal nok blive god underholdning, for vi er to meget forskellige mennesker,« siger Signe.

Hun er ikke nervøs for at blive sat i bås som »endnu en blondine, der ikke kan finde ud af noget som helst«.

»Jeg har sagt ja til at tage med som storbypigen, der ikke har prøvet noget som helst, men man kan jo overraske sig selv og andre, hvis man klarer det godt. Det er svært at forestille sig på forhånd, for jeg ved jo ikke, hvordan jeg vil reagere. Det kan jo være, jeg bliver hysterisk. Men jeg er ikke med på præmissen om den dumme blondine og den kloge mand.

Jeg vil være den, jeg er, og ikke spille mere bange, end jeg er. Der skal være plads til mig som person. Jeg skal ikke spille en rolle.

Vil folk have opfattelsen af en sød, forsigtig blondine, der ikke har for meget mellem ørerne, så lad dem have det. Det vigtigste er, at jeg selv ved, hvad jeg er og kan,« siger Signe Svendsen.

Hun indrømmer ærligt, at hun har ladet sig rive med af de mange TV-job.

»Det er jo smigrende, og det er et mere regulært ni til 17-liv. Men når jeg kommer tilbage, ligger verden åben igen. Jeg håber, der kommer et behov for at geare ned og være mere givende end at modtage, og det sker som regel, når man har kedet sig et stykke tid,

Det er ikke kommet som noget »kick« for mig at være på. Det kan aldrig give det samme, som musikken giver, hvor man får respons fra både publikum og bandet. Når du står foran kameraet, er du bare dig selv. Kameraet kan du ikke spille med. Det kaster ikke noget tilbage,« siger Signe Svendsen.



Jægersoldaten B. S. Christiansen tager Signe med tværs gennem Honduras. Oplevelsen kan senere på året ses i TV-programmet »På afveje«. Foto: Annett Bruhn