Man kunne godt foranlediges til at tro, at landstrænerne for de største VM-favoritter tjener mest.

Men så kan man roligt tro om igen, for det er ikke altid tilfældet. Faktisk er det landstrænerne fra nogle af VMs mere 'tvivlsomme guldkandidater', der virkeligt skummer fløden, når årslønnen skal opgøres.

Og umiddelbart skulle man mene, at en landstræner, som har vundet både VM og EM, burde være en kurfyrstelig høj gage værd, men i landstræner-branchen hænger indtægt og succes tilsyneladende overhovedet ikke sammen.

Den britiske avis The Daily Mail har lavet en liste over de højst betalte landstrænere ved VM-slutrunden i Brasilien, og herunder kan du se, hvem der scorer flest penge på tjansen.

10. Jürgen Klinsmann, landstræner, USA

Nu er 'soccer' som bekendt ikke nationalsporten i Guds eget land, og det er måske derfor, at den tidligere tyske landsholdsangriber 'kun' scorer en årsløn på 14,4 mio. kr. i rollen som landstræner for USA. I forhold til andre amerikanske sportsgrene må det formodes at være en hyre, der hører til i den lette ende, men mon ikke 'Klinsi' er ganske tilfreds.

9. Alberto Zaccheroni, landstræner, Japan

Trådte til som landstræner for Japan umiddelbart efter slutrunden i 2010 og har haft pæn succes ved bl.a. at vinde Den Asiatiske Cup og Den Østasiatiske Cup samt har kvalificeret landet til verdensmesterskaberne. Den slags kan man godt lide hos det japanske fodboldforbund, der mener, at italieneren er mindst 15 mio. kr. værd om året.

8. Louis van Gaal, landstræner, Holland

Umiddelbart skulle man mene, at en landstræner med så stor erfaring som van Gaal burde ligge lidt højere på listen, men det er stadig pænt at hive 15 mio. kr. hjem årligt. Han kan formentlig se frem til en noget højere hyre på sin kommende arbejdsplads, Manchester United, men det er vel også en slags penge at have scoret 30 mio. kr. på at kvalificere Tulipanlandet til VM-slutrunden.

7. Vicente del Bosque, landstræner, Spanien

Den nok mest succesfulde landstræner gennem de seneste seks år scorer ikke engang halvdelen af den årsløn, som den bedst betalte landstræner ved VM gør. En anelse absurd i betragtning af at Spanien har syntes nærmest uovervindelige i landsholds-sammenhæng de senere år, hvor det er blevet til både verdensmesterskab og europamesterskab med del Bosque ved roret. Det vurderer det spanske fodboldforbund til at være en årsløn på 18,6 mio. kr. værd.

6. Joachim Löw, landstræner, Tyskland

Han er Tysklands store satsning og håb, den gode Joachim Löw, men kan man vinde verdensmesterskaber med en landstræner, der tjener 19,8 mio. kr. om året? Det mener det tyske fodboldforbund i hvert fald, at man kan. Det kan også være, det er derfor, den tyske landstræner har bijobbet som frontfigur for 'creme-firmaet' Nivea ved siden af landstræner-tjansen de seneste mange år?

5. Ottmar Hitzfeld, landstræner, Schweiz

I betragtning af, at Ottmar Hitzfeld står i spidsen for et land, der næppe kommer til at vinde VM de næste 100 år, så er det en ganske fornuftig løn, han hiver hjem på årsbasis. Den tidligere Dortmund- og Bayern-træner har vundet både Champions League og Bundesligaen og kan derfor nemt kræve en høj hyre, og med det generelt høje lønniveau i Schweiz er det vel ikke så underligt, at han hæver 20,6 mio. kr. i årsløn.

4. Luiz Felipe Scolari, landstræner, Brasilien

Han har kun én opgave, og det er at vinde VM med Brasilien. Men han har prøvet det før i 2002, hvor han netop førte Brasilien til VM-guld, så han ryster nok ikke på hånden. Og de har fået ham til en billig penge hos det brasilianske fodboldforbund. 'Sølle 21,8 mio kr.' koster det at hyre en landstræner, der kan vinde VM-guld, så man må sige, at Brasilien har investeret fornuftigt - eller har de været for fedtede? Det vil tiden vise.

3. Cesare Prandelli, landstræner, Italien

23,8 mio. kr. hiver Prandelli hjem på årsbasis, og når det nu ikke helt kan udelukkes, at Italien kan gå hen og vinde VM, så er det vel penge givet godt ud. Førte trods alt Italien til en EM-finale for to år siden, men viste ikke ypperlige taktiske kompetencer ved den lejlighed, da hans land blev banket med 4-0 i finalen - i øvrigt af den spanske landstræner, der tjener fem millioner kr. mindre end ham selv. Det kan man så lige tænke over.

2. Roy Hodgson, landstræner, England

Hvis England skal vinde VM, så skal de stramme ballerne og præstere over niveau, alt imens de beder til de højere magter om, at alt kommer til at gå deres vej i hele juni måned. Med andre ord bliver det traditionen tro op ad bakke for fodboldens hjemland, der som regel altid selv forventer, at de kan hente VM-guld. Det engelske fodboldforbund har vurderet, at Roy Hodgson er manden til at realisere denne målsætning, og dét får han helt præcis 32,3 mio. kr. i årsløn for. 

1. Fabio Capello, landstræner, Rusland

Ruslands italienske landstræner gør alle de andre landstræneres løn til skamme med sine 62 mio. kr. i årsløn. Det er det tredobbelte af, hvad eksempelvis den spanske og brasilianske landstræner får, skønt deres chancer for at vinde VM er væsentligt større. Det er man ligeglad med i Rusland, eller også er Capello bare ufatteligt god til at forhandle sine kontrakter. Selv om han er en dygtig og erfaren træner, så kommer resultaterne for Ruslands vedkommende næppe til at afspejle landstrænerens tårnhøje løn.