; ;
Gemt

Normalt er de forbeholdt kongelige hofleverandører: Nu får virksomheder ekstraordinær tilladelse

12. januar 2024

I en 14-dages periode har alle landets virksomheder og organisationer tilladelse til at anvende kongelige portrætter og den kongelige krone til at markere tronskiftet. 

kongekrone ny.png

Brug af den kongelige krone og portrætter af kongehusets medlemmer er almindeligvis forbeholdt kongehuset, statslige institutioner og de kongelige hofleverandører, men nu har kongehuset åbnet for en ekstraordinær tilladelse.  

Det fremgår på Kongehusets hjemmeside. 

Den særlige tilladelse gives i forbindelse med tronskiftet, der finder sted søndag den 14. januar 2024.  

Tilladelsen betyder, at både virksomheder, organisationer, kommuner, foreninger, medier og butikker fra den 8. januar til den 21. januar må anvende portrætter og kronen til at markere tronskiftet.  

Således kan både portrætter og kronen nu findes som udsmykning i bl.a. butiksvinduer, på beklædningsgenstande og i forbindelse med aktiviteter. Det er vigtigt at være opmærksom på, at portrætterne ikke må anvendes på produkter. Det er f.eks. ikke tilladt at påtrykke portrætterne t-shirts, kopper eller anden merchandise.  

Kager med kroner 
Det Franske Conditori på Frederiksberg i København er en af dem, der har gjort brug af muligheden for at anvende den kongelige krone. I anledning af tronskiftet har bageriet nemlig sat 1.200 særlige tronskiftekager i produktion, som er toppet med en spiselig guldkrone lavet af chokolade. Læs meget mere om tronskiftekagerne her. 

tronskiftekager.jpg

Det er udelukkende tilladt at anvende den kongelige krone og portrætter af kongehusets medlemmer i den afgrænsede periode. Bruger man disse uden for perioden, kan det resultere i en bøde.  

Den kongelige krone

  • Er et af kongehusets og statens symboler. 
  • Forestiller Christian 5.s kongekrone og er udsmykket med flade, firkantede taffelstene. Kronens bøjler forenes øverst på kronen i et rigsæble med et kløverbladskors. 
  • Kun kongehuset, statslige institutioner og kongelige hofleverandører har normalvis tilladelse til at anvende kronen. 
  • Det kan udløse en bøde, hvis virksomheder, organisationer eller andre aktører anvender den kongelige krone uden tilladelse og dermed overtræder straffelovens paragraf 132. 
  • Du kan downloade billedet af kongekronen her, hvor du også kan læse mere om retningslinjerne for anvendelse.

Kilde: Kongehuset.dk og retsinformation.dk

Kontakt

Kommunikation & Presse

Nadia Maja Bech

Journalist/kommunikationskonsulent