Høje Gladsaxe

Kort beskrivelse

Planen over boligbyggeriet, Høje Gladsaxe, omfattede 1921 lejligheder fordelt på fire­, ni­ og 16­etages blokke. Tempoet var imponerende. Der blev færdiggjort fire lejligheder per arbejdsdag – noget helt uhørt. Bygningerne er opført af bærende betonelementer, der danner tværvægge, og også dækelementerne er af jernbeton. 

De lette, ikkebærende facadeelementer er udført af træ og leveret færdige fra fabrik med glas, maling og isolering, ligesom installationer og inventar blev leveret færdiggjort til montage. Den minutiøse planlægning medvirkede til et lavt mandtimeforbrug, fordelt med cirka den halve tid på fabrik og den anden halvdel på byggepladsen.

Som et barn af tiden blev bebyggelsen fra starten udstyret med meget store parkeringsarealer og garageanlæg, et stort butikscenter, kirke, bibliotek, gymnasium, skoler, børneinstitutioner, fritidshjem, plejehjem og store sportsarealer – et lille samlet samfund, hvor der er taget højde for alle behov for alle aldersklasser.

Uddybende beskrivelse

Fra Dansk Betonarkitektur af Jørgen Hegner Christiansen

Boligbebyggelsen Høje Gladsaxe vakte ved opførelsen berettiget opsigt på grund af sine dimensioner, avancerede byggeteknik og arki­tektur, der adskilte den markant fra samtidens boligbebyggelser. Den smukke beliggenhed ved Utterslev Mose var et medvirkende ele­ment, hvad enten den opleves i det klare sollys eller i den mørke nat, hvor de fem højhuse ligger som en skærmvæg på bakketoppen, højt hævet over den lavtliggende mose, og funkler med lysene fra de tusinde vinduer.

Oprindelsen til bebyggelsen ligger dog helt tilbage i 1940’erne, og efter adskillige forhand­linger mellem Gladsaxe Kommune og Køben­havns Kommune, der ejede en del af jorden, blev man enige om en bebyggelsesplan med overvejende høje huse. Argumentet var, at man på den måde kunne friholde mest muligt areal til ophold for børn og voksne på de smukt beliggende jorde.

Her hører man et ekko af Le Corbusiers frem­tidsvisioner fra 1920erne, hvor befolkningen boede i højhuse på søjler i parklignende omgivelser, således at naturen var friholdt for be­byggelse. I 1947-52 fik han opført sit første bolighøjhus, Unité d’Habitation i Marseille, en vertikal haveby i 12 etager med 337 lejligheder, butikker, restauranter og børnehave på taget, som straks blev vidt berømt i arkitektkredse.

Fem boligselskaber fik overladt projektering og opførelse, og de oprettede et fællessekretariat, der hyrede tre arkitektfirmaer til opgaven, som så oprettede en fælles tegnestue. Bebyg­gelsen skulle opføres efter regeringens såkaldte montagecirkulære fra 1960, hvorefter der de følgende fire år skulle opføres 7500 lejligheder over hele landet ved hjælp af nøje planlægning og højt udviklede industrielle metoder. Beton­elementtyper og -størrelser var de samme som dem, man havde udviklet til Ballerupplanen, men dog med en betydelig tillempning til det specielle i opgaven samt de arkitektoniske krav, arkitekterne stillede.  

Der er ingen tvivl om, at montagecirkulæret var direkte medvirkende til opbygningen af den danske betonelementindustri og til dens efter­følgende førerstilling, også internationalt.

Det sociale og funktionelle program svarede til det samtidige for Albertslund Syd, men her på højkant. Bydelen var tænkt som et landmark, en port til København, placeret i passende nærhed til naturen.

Efter en nøje planlægning af byggeprocessen startede byggeriet i 1962, og planen omfattede 1921 lejligheder fordelt på 4-, 9-og 16-etages blokke. Tempoet var imponerende. Byggetiden for blokkene med 16 etager var kun fem måneder, og dem på ni etager fire og en halv måned. Der blev fær­diggjort fire lejligheder per arbejdsdag – noget helt uhørt. Byggeperioden blev opdelt i firetimers intervaller og planlagt et helt år frem. Hele arbejdsforløbet blev illustreret i simple diagrammer, der viste, hvem der arbejdede hvor i hver eneste firetimers periode. En imponerende indsats i en tid uden digitale hjælpemidler og et godt eksempel på, hvor langt man kunne komme i montagebyggeriet med detaljeret planlægning og styring.

Lejlighedsstørrelserne varierer fra et til fem rum, med trerums lejligheder som den fremher­skende. Bygningerne er opført af bærende betonelementer, der danner tværvægge, og også dækelementerne er af jernbeton. De lette, ikke-bærende facadeelementer er udført af træ og leveret færdige fra fabrik med glas, maling og isolering, ligesom installationer og inventar blev leveret færdiggjort til montage. Den minutiøse planlægning medvirkede til et lavt mandtime­forbrug, fordelt med cirka den halve tid på fabrik og den anden halvdel på byggepladsen.

Som et barn af tiden blev bebyggelsen fra starten udstyret med meget store parkerings­arealer og garageanlæg, et stort butikscenter, kirke, bibliotek, gymnasium, skoler, børneinsti­tutioner, fritidshjem, plejehjem og store sports­arealer – et helt lille samfund, hvor der var taget højde for alle behov for alle aldersklasser. Det var også nødvendigt, de henved 7000 beboere i slutningen af 1960’erne havde langt til indkøbsmuligheder og sociale ydelser. Bebyggelsen er en hybrid, der forsøger at tolke tanken om by og landskab i ét. Men der er nærmest ingen kontakt til det pulserende liv i storbyen.

I 1990-1992 blev de fem 16-etages blokke renoveret og moderniseret på sydsiden af A5 Tegnestuen efter alvorlige problemer med nedbrydning af betonen, men også for at udnytte den passive solvarme. Alle altanbrystnin­ger blev erstattet af glasinddækninger med blå rammer, opdelt af vandrette og lodrette alumi­niumbånd, der danner kvadrater over to og fire etager, hvilket har ændret facadeudtrykket.