Andeby er splittet i to: Legendarisk tegner har i årtier fået ande-fans helt op i det røde felt

Af Søren Dalager Ditlevsen
Tegninger: Don Rosa

Okay, så Joakim von And selv ønsker altså ikke at udtale sig til pressen.

Han kender ellers den ret så legendariske ande-tegner Don Rosa virkelig godt, for de to har været så tæt forbundet, som noget menneske nu kan være det med en fiktiv karakter.

Don Rosa, der i dag fylder 70 år, har nemlig dedikeret størstedelen af sit liv til netop Joakim von And.

”Jeg blev født for at kunne tegne og fortælle Joakim von And-historier. Det er min åbenbare skæbne,” har den amerikanske tegner selv fortalt.

Hold da op!

Hvis man lige tænker over det, er det alligevel en ret vild ting at sige om noget, som de fleste anser som noget lidt ligegyldig børneunderholdning.

Men sådan så Don Rosa det ikke. Langtfra.

Og da han i slutningen af 80’erne endelig fik sit drømmejob som professionel andetegner, tog han opgaven ekstremt seriøst.

Faktisk så seriøst, at det blev alt, alt for meget for mange Andeby-fans...

Keno Don Hugo Rosa • Født 29. juni 1951

• Tegner og forfatter bag cirka 90 ande-historier

• Udgav den første i 1987 og den foreløbigt sidste i 2006.

• Vinder af den prestigefyldte tegneseriepris Eisner-award i 1995

Satte mestertegners univers i system

Uden den mindste smule ironiske distance kortlagde, tegnede og fortalte Don Rosa med en enorm detaljegrad om fantasillionærens liv. Han gav ænderne en kompleks familiehistorie og systematiserede universet med årstal og korrekte referencer til virkelighedens historiske begivenheder.

Drivkraften kom fra et helt liv som glødende ande-fan, og hans store forbillede var den gamle mestertegner Carl Barks. Det var ham, der havde skabt Joakim von And og mange af Andebys andre berømte indbyggere.

Mestertegnerens produktioner fra 40’erne, 50’erne og 60’erne var i årevis blevet hyldet som de ypperste ande-tegninger overhovedet, og derfor blev hele Don Rosas kortlægning også baseret på netop oplysninger fra Barks historier.

Don Rosa kaldte disse oplysninger for ”barksianske fakta”, og selv ikke de mindste ting blev ignoreret.

For eksempel fortæller Barks i en lille sidebemærkning i en historie fra 1955,
at Joakim von And fik sin velkendte røde uldfrakke hos en marskandiser i Skotland i 1902.

Dén bemærkning bliver i en Rosa-historie udvidet til en hel scene, hvor det bliver forklaret og uddybet, præcis hvordan det foregik.

Episk fortælling blev vendepunkt

Don Rosa var oprindeligt uddannet ingeniør, og hans både historiemæssigt og tegneteknisk detaljerede historier skilte sig markant ud blandt 80’ernes og 90’ernes andre ande-tegnere.

Ikke mindst den episke 12 kapitler og over 200 sider lange fortælling ’Her er dit liv, Joakim’ om, hvordan Joakim von And blev så rig, cementerede i 90’erne hans position som tidens største aktive ande-tegner.

’Her er dit liv, Joakim’, der af nogle betegnes som en graphic novel mere end en tegneserie, var en kronologisk opbygget fortælling komplet med årstal og stamtræer. Det hele naturligvis nøjsomt baseret på de ”barksianske fakta”.

Desuden udbyggede og nuancerede historien i høj grad også Joakim von Ands personlighed, som Carl Barks i sine historier sjældent havde gjort ret meget ud af.

Fortællingen vandt i 1995 den prestigefyldte amerikanske tegneseriepris Eisner Award og bliver den dag i dag anset som Don Rosas absolutte hovedværk.

Stemningsfuld scene fra kapitlet ’Den sidste von And’ i ’Her er dit liv, Joakim’.

’Her er dit liv, Joakim’ blev et stort vendepunkt for Don Rosa, og han blev hurtigt udråbt til at være manden, der skulle løfte arven efter Carl Barks, der var gået på pension i 1960’erne.

Men at løfte arven efter en mand, der af fans blev betragtet som en slags halvgud, var langtfra uden problemer.

Lagt for had

Store grupper ande-fans kaldte hans historier alt fra ”smagløse” og ”forkerte” til ”uoverskuelige” og ”totalt forvirrende”.

Rosa selv er også blevet omtalt som en ”kætter”, og på en af de største Carl Barks-fansider på Facebook, blev der for kun få måneder siden opfordret til at skrue ned for tonen, når det handlede om Rosa.

- Hans kritikere mente, og mange mener stadig i dag, at hans systematisering af universet og alle viderefortællingerne på Carl Barks’ historier har ødelagt det fantasifulde univers. De synes simpelthen, at han forklarer en masse ting, som slet ikke behøver blive forklaret, siger Andeby-ekspert Thomas Schrøder, der kender alt til den gamle konflikt.

På det seneste har han nemlig beskæftiget sig indgående med Don Rosa under sit arbejde på bogen ’Don Rosa 70 år’, som lige er udkommet.

Derudover er Thomas Schrøder er også selv Andeby-fan og færdes i de til tider ganske hårde tegneseriemiljøer, hvor der ofte ikke lægges fingre imellem, når snakken falder på Don Rosa.

- Bølgerne kan gå virkelig højt. Jeg har ikke set nogen være oppe at slås, men på verbalt plan kan det godt beskrives som en decideret slåskamp, fortæller Thomas Schrøder.

Don Rosas Von And veg aldrig tilbage for en god fægtekamp. Her gøres der klar til duel i kapitlet ’Den nye slotsherre’ i ’Her er dit liv, Joakim.’

Også selvom Rosa gik på pension i 2008, blusser debatten stadig op med jævne mellemrum.

Det skete blandt andet, da Egmont for nogle år siden udgav hans ’Samlede værker’ i en stor, eksklusiv bogserie – en ære, der hidtil kun var forundt den gamle mester Carl Barks.

Blandt andet var tegneseriemagasinet Nummer 9 tilsyneladende ikke vitterligt begejstrede for idéen, og spurgte i et interview Thomas Schrøder, som havde været med til at lave bogserien, om følgende:

”Helt ærligt – Don Rosas Samlede Værker! Svarer det ikke til, at et pladeselskab kastede sig over at udgive bokssættet ’Kandis – complete and remastered’? Smagløst og unødvendigt?”
Tegneseriemagasinet Nummer 9

Et spørgsmål om kærlighed

Og her er vi så tilbage ved de spørgsmål, som Joakim von And øverst i artiklen ikke ønskede at svare på:

Hvorfor i alverden kan en tegnet and få folk op i det røde felt på den måde?

- I bund og grund handler det jo om kærlighed. Kærlighed til universet og figurerne. Og som mange jo godt ved, så kan kærlighed altså få bølgerne til at gå virkelig højt, forklarer Thomas Schrøder.

Kærlighed kan virkelig få folk (og ænder) op i det røde felt. Fra ’Fangen ved Sølvstrømmen’, 2006.

Han vurderer, at en stor del af konflikten til dels også bunder i, at mange af kritikerne er vokset op med Barks’ gamle univers.

- Og sådan nogle nostalgiske minder fra barndommen har jo virkelig stor betydning.

Rosa selv er også godt bekendt med kritikken, som han er blevet spurgt ind til mange gange. Men ifølge bogen ’Her er dit liv, Don Rosa’ fra 2011 foreslår han selv en ganske simpel løsning på problemet:

Nogle læsere vil måske føle, at denne serie er en stor fejltagelse, ligesom de fortsættelser jeg nogle gange laver til Barks’ klassikere. Det vil jeg ikke benægte ... Jeg vil endda gå så langt som at melde mig enig! Men hvis du har det sådan, er mit eneste forslag simpelthen at lade være med at læse serien.
Don Rosa

Elsket og hadet for det samme

Til trods for den højlydte kritik, blev Don Rosa alligevel yderst populær, og han tilskrives ofte en stor del af æren for at vende faldende salgstal på Anders And-bladet i 90’erne.

I Finland solgte blade med hans historier endda så godt, at man måtte sætte prisen op på dem.

- Paradoksalt nok er mange af de ting, som Don Rosa får kritik for, præcis det samme, som hans fans elsker ham for. De synes, at det er superfedt med alle detaljerne, stamtræet og hele udbygningen af universet, forklarer Thomas Schrøder, der karakteriserer sig selv som ’barksist’.

- Men jeg elsker Rosas historier lige så meget. Jeg kan læse dem igen og igen.

Og hvem ved – måske bliver det en dag Don Rosas fans, som kommer helt op i det røde felt, når en ny stor ande-tegner kommer til og rører ved deres allerhelligste historier?

5 ting, du måske ikke vidste • Don Rosas familie er oprindeligt udvandrere fra Europa ligesom Joakim von And. Der er endda også en smule skotske aner i familien, selvom den – som hans navn antyder – primært stammer fra Italien.

• Rosa havde ikke den nemmeste barndom. Han har forklaret, hvordan hans mors yndlingsbeskæftigelse var at drikke, og hvordan han stort set altid blev overladt til sig selv.

• I 1970 var Carl Barks gået på pension, og Rosa og en ven lavede en undergrundshistorie om, hvad der var sket med Andebys beboere, siden deres storhedstid i 1950’erne. I historien skyder fætter Højben sig selv i hovedet under et spil russisk roulette, Fedtmule er blevet en hjemløs drukkenbolt, og Bedstemor And er blevet senil og er kommet til at stege fætter Guf i ovnen. Efter mange års udnyttelse ender Anders And også med at slå hans onkel Joakim ihjel med en stor sten.

• Rosa stoppede sin karriere i 2008 dels på grund af problemer med synet – og dels på grund af utilfredshed med især Disneys lønvilkår.

• Don Rosa er stort set ukendt i USA. I Europa og især i Skandinavien er der derimod lange køer, når han er i landet for at give autografer og tegne fan-tegninger.

Credit


Publiceret 29. juli 2021

Tekst og research: Søren Dalager Ditlevsen


Udvikling: Jesper Winther, Casper Glumsøe Bach og Tommy Faldt Pedersen


Grafik: Mathis Birkeholm Duus


Redaktør: Marie Søndergaard og Lasse From


Afdeling: DR Ung Digital og DR Viden


Tak til: Svend Skytte, Storyhouse Egmont.


Kilder: Forlægger og redaktør Thomas Schrøder, tegner og Don Rosa-fan Karoline Stjernfelt. ’Her er dit liv, Joakim’ fra 1997. ’Don Rosa 70 år’ fra Storyhouse Egmont 2021. 'Her er dit liv, Don Rosa' fra forlaget Afart 2017. Dokumentarfilmene ’ The Scrooge mystery’ fra 2018 og ‘Life and times of Don Rosa’ fra 2010. Carl Barks-fangruppe på Facebook. Kritik af Don Rosa fundet: i Nummer 9, på Twitter, i Berlingske Tidende 14/08/1992, i DDF(R)appet, og DR’s ’Den 11 time’ fra 21/09/2009.


Det manipulerede tegneseriepanel i toppen af artiklen er fra første side i ‘Her er dit liv, Joakim’, tekster ændret med tilladelse fra Storyhouse Egmont og Disney. Øvrige Don Rosa-tegninger er originale og tilhører Storyhouse Egmont og Disney og er ligeledes bragt med tilladelse fra samme.