Jeg bad min mor ringe til Christians mor.

Jeg havde byttet mit Charizard-Pokémonkort væk ovre i fritteren. En handel jeg havde fortrudt, og nu skulle mama altså redde trådene ud.

Om jeg nogensinde fik mit kort tilbage, kan jeg ikke helt huske. Men jeg kan ikke helt udelukke, at jeg måske har været en af de dér møgirriterende unger, der tog sagen i egen hånd og fiskede mit gamle kort op fra dybet af bøger og fordærvede rugbrødsmadder i Christians skoletaske.

Men én ting kan jeg huske: Pokémon, 00’ernes helt store dille, opslugte ALLE mine vågne barndomstimer.

Både i skolen når jeg byttede Pokémon-kort, i fritidshjemmet når jeg spillede Pokémon-spillet på min GameBoy, og derhjemme når jeg så Pokémon-tegnefilmen på tv.

I dag er det 25 år siden, at Pokémon første gang så dagens lys – og dermed også efterhånden en del år siden, jeg lagde gerningen som pokémontræner på hylden.

Men selvom jeg brugte hele min barndom på fænomenet, er der alligevel meget, jeg ikke anede om Pokémon.

Her er nogle af de ting, der overraskede mig mest:

Hvis du har spillet Pokémon eller set tegnefilmen, har du måske tænkt over, at nogle af de små skabninger til forveksling ligner insekter. Og det er der en god grund til.

For Satoshi Tajiri, der er skaberen af Pokémon, elskede som barn at fange og samle på insekter. Det gav ham øgenavnet ’Dr. Bug’, men barndomsinteressen endte altså med at danne grobund for konceptet bag Pokémon.

Som teenager havde Satoshi Tajiri en stor interesse for arkadespil, der i slutningen af 70’erne og starten af 80’erne var the shit med revolutionerende spil som ’Space Invaders’, ’Pac-Man’ og ’Donkey Kong’.

Satoshi besluttede derfor at starte fanmagasinet Game Freak til andre arkade-elskere. Det var også herigennem, han kom i kontakt med Ken Sugimori, som han senere skulle udvikle ’Pokémon’ sammen med.

Snart begyndte Game Freak også at lave sine egne arkadespil, men i løbet af 80’erne var der ved at ske et skift. Arkadehallerne fik færre og færre besøgende, fordi hjemmekonsoller fra blandt andet Atari, Sega og Nintendo begyndte at blive populære.

I 1989 udgav Nintendo den sidenhen legendariske håndholdte konsol Game Boy, og Satoshi blev aldeles forelsket i den. Han besluttede, at hans næste spil skulle udvikles til den – i stedet for til arkademaskinerne.

Satoshi havde en idé om, at de små monstre i hans kommende spil ’Pokémon’ skulle ligne insekter, og han blev derfor især inspireret af Game Boy’ens mulighed for at forbinde til en anden GameBoy via et kabel:

”Jeg forestillede mig insekter bevæge sig frem og tilbage gennem kablet,” har Satoshi forklaret.

Udviklingen begyndte allerede året efter i 1990, og da spillet var færdigt seks år senere, blev det tydeligt, at Satoshi havde valgt rigtigt.

Arkadehallerne var på vej i graven, og Game Boy’en stortrivedes.

Oprindeligt skulle spillet have heddet ’Capsule Monsters', men de japanske skabere måtte droppe navnet af rettighedsmæssige årsager.

I stedet valgte de navnet ’Pocket Monsters' – udenfor Japan forkortet til ’Pokémon’.

At Pokémon-universet ikke bare har overlevet, men også udviklet sig markant gennem 25 år, betyder, at firmaets samlede salgstal over tid er decideret astronomiske.

For eksempel oplyser virksomheden selv, at de i alt gennem alle årene nu har solgt 368 millioner videospil og anden Pokémon-relateret software samt 30 milliarder Pokémon-kort.

Bare lige for at sætte det i perspektiv, så svarer det til, at hver dansker skulle have 68 Pokémon-spil eller software og 5.000 kort liggende derhjemme.

Hvor mange penge, Pokémon-brandet har tjent i alt i de 25 år, er svært at finde præcise troværdige kilder på. Men nogle bud
lander på over 600 milliarder kroner. Det skulle angiveligt være mere end andre stærke kulturelle brands som Marvel Cinematic Universe, Mario og James Bond har tjent i deres levetid… tilsammen!

Pokémon-fænomenets gennemslagskraft bliver også tydelig, når man finder ud af, hvor mange steder maskotten Pikachu optræder uden for spillekortene, tegnefilmen og videospillenes rammer.

Nordøst for New Zealands kyst ligger en lille ø i det sydlige Stillehav - Niue. I 2001 besluttede de sig for at afbillede Pikachu og flere andre pokémon på deres valuta, Niue dollar.

I 2008 blev et protein, der sender elektriske impulser fra ørerne til hjernen, kaldt Pikachurin - opkaldt efter den mest berømte pokémon Pikachu.

Så du VM i fodbold i 2014, så bemærkede du måske, at Japan havde et gult, pelsklædt væsen som maskot? Du kan nok godt gætte, hvem det var.

I dag har de fleste nok svært ved at forestille sig, at Pikachu ikke skulle være frontfigur for Pokémon. Men oprindeligt var det faktisk den lille lyserøde Pokémon Clefairy, der skulle have været maskot for tv-serien.

Ejerne besluttede dog i sidste øjeblik at lave ændringen, da de følte, at den grove og ret hidsige Clefairy mest ville appellere til drengene, hvorimod Pikachu ville ramme bredere.

Det vides ikke, om Pikachu har været på slankekur de seneste 23 år, men vores lille, gule ven har i hvert fald ændret form, siden vi så ham for første gang i 1998.

Dengang var han en buttet - ja, nærmest rund - følgesvend i universet. Men som årene er gået, er han blevet mere slank og smidig i sit udtryk.

Den hval-lignende Pokémon Wailord er med en længde på 14,5 meter en af de største i spillet.

Alligevel har hvalen kun en vægt på 398 kg. Med de mål ville den have et BMI på 1,9 – og faktisk ville dens massefylde teoretisk set være så lille, at den ville have problemer med at holde sig i vandet.

Er du ligesom mig, har du sikkert brugt utallige timer på at fange den sidste Pokémon i Game Boy-spillet. Nummer 151 - Mew.

Du har været i tvivl, om det overhovedet kunne lade sig gøre. Men dine venner fortalte dig teorier om, hvordan det kunne lykkes, og du så billeder af andre, der havde den - så du fortsatte ihærdigt.

Mysteriet omkring Pokémon 151 begyndte ifølge nogle af de oprindelige udviklere, da en programmør, i sidste øjeblik inden spillet skulle udgives, fjernede noget udvikler-data fra det hukommelseskort, som spillet lå på, og dermed frigjorde en lillebitte smule plads.

Han valgte at bruge pladsen på for sjov at tilføje en ekstra pokémon. Det var angiveligt slet ikke meningen, at spillerne skulle kunne få fat i den, men var blot tænkt som en sjov lille hemmelighed for spillets udviklere.

Da spillet udkom, gik det ikke super godt med salget. Men efterhånden som rygtet om den hemmelige pokémon begyndte at sprede sig, gik det bedre.

Flere mener, at Pokémon kan tilskrive en stor del af sin succes til netop den omtale, som den hemmelige pokémon Mew skabte.

Kreative folk fandt senere ud af, at der er en måde at fange Mew på. Det kræver dog en lille smule manipulation med spillet, hvor du udfører en række trin ud fra nogle meget specifikke instruktioner.

Det indbyggede kodesystem skal manipuleres, så den næste Pokémon, du løber ind i, er Mew - som du derefter kan fange. Du kan blandt andet finde en guide til det her.

Var man desperat, kunne man også snyde sig til en Mew ved at investere i en såkaldt Xploder. Det var en fysisk dims, man kunne tilslutte sin GameBoy.

Nogle forældre har måske en drøm om, at de kan få deres børn til se ’Cirkeline’ eller ’Emil fra Lønneberg’, der foregår i et noget roligere tempo end en tv-serie som ’Pokémon’, hvor der er skruet godt op for både lyde og farver.

Præcis hvor vildt Pokémon kunne være for indtrykkene, kom til udtryk i 1997, hvor eksplosioner i røde og blå farver i et af afsnittene i tv-serien var årsag til, at 635 japanske børn fik epileptiske anfald. Episoden er aldrig blevet vist siden.

Ligeledes blev afsnittet ‘Beauty and The Beach’ også hurtigt taget af skærmen. Dog af helt andre årsager: en af karaktererne havde iført sig en badedragt med underlige, oppustelige bryster, hvilket ikke faldt i god jord.

I de første Pokémon-spil var der en særlig by ved navn ’Lavender Town’, som mange valgte at skyndte sig igennem, fordi underlægningsmusikken var helt uudholdelig at høre på.

Og det er måske ikke så underligt.

Melodien består nemlig af såkaldte isokroniske toner, der kan være vældig ubehagelige at lytte til. I hvert fald, hvis du var barn. Nogle af tonerne er nemlig så høje, at de ofte ikke kan opfanges af voksne.

En myte går på, at lige netop melodien i ’Lavender Town’ gav flere børn hovedpine, næseblod og søvnløshed – og at 200 i foråret 1996 endte med at begå selvmord.

Det skal dog understreges, at det er en myte, og at intet underbygger denne påstand.

Lyt til melodien fra 'Lavender Town'her.

Har du spillet meget Pokémon som barn? Så er der stor sandsynlighed for, at du har fået Pokémon på hjernen.

Et studie fra Stanford University viser nemlig, at hvis vi i en tidlig alder er blevet eksponeret meget for et bestemt visuelt udtryk - som for eksempel pokémon - så bliver et område i hjernen programmet til at reagere på det.

Området kaldes fusiform gyrus og er lokaliseret i en hjernefold lige bag øret. Regionen er egentlig kendt som det sted i hjernen, der reagerer på billeder af dyr, men har du brugt store dele af din barndom på Pokémon, vil du ikke kun reagere på mus og skildpadder, men også på Pikachu og Squirtle.

Som så mange andre har Pokémon også haft stereotypiske karakterer, der kunne opfattes stødende.

Første gang det skete var med Pokémonen Jynx, der var sort i hovedet og havde store røde læber. Hun blev opfattet som et negativt stereotyp på en Afroamerikaner, og udviklerne ændrede derfor hendes farve fra sort til lilla.

Et andet tilfælde er karakteren Brock. Skaberne var bekymrede for, om folk ville reagere negativt på hans meget smalle øjne og besluttede at erstatte ham med en anden karakter i tv-serien. Det varede dog kun ved, indtil skaberne og forfatterne indså, at fansene savnede den lidt goofy og pigeglade karakter og derfor gav ham comeback i de efterfølgende sæsoner.

I 2016 tog ‘Pokémon Go’ verden med storm.

Ideen blev dog allerede præsenteret den 1. april 2014 af Google – vel at mærke som en aprilsnar. De kaldte det for ‘Pokémon Challenge’ og inviterede brugerne til at fange animationsmonstrene gennem Google Maps-appen.

Men John Hanke, chef hos spilvirksomheden Niantic, syntes, det var en så god idé, at han talte med folk fra Google for at høre, om aprilsnarren kunne realiseres.

To år senere blev Pokémon Go en af historiens største succeser indenfor mobilspil.

At mobilspillet ’Pokémon Go’ var en succes, skal man vist have boet i en pokéball for ikke at have opdaget. Men når jeg i dag ser tilbage, var det alligevel vildere, end jeg huskede.

I løbet af sommeren 2016 var aviserne fyldt med historier om folk, der brød ind på private ejendomme for at fange sjældne Pokémon. Et amerikansk studie viste også, at spillet kunne være årsag til op imod 150.000 trafikuheld alene i USA.

At folk havde blikket rettet stift mod skærmen uden at have øje for deres omgivelser, blev også tydeligt, da superstjernen Justin Bieber på et tidspunkt sammen med hundrede andre kunne vade næsten ubemærket rundt i Central Park i New York i jagten på en sjælden Pokémon.

Jægerne samles ofte de samme steder, og det er ingen tilfældighed. Firmaet bag spillet gav nemlig virksomheder mulighed for at betale for at få flere Pokémon til deres område for at lokke potentielle kunder til. Det tilbud benyttede blandt andre Burger King ved Nørreport sig af.

Pokémon-kortenes popularitet blandt børn har i perioder været så voldsom, at det har skabt alvorlige problemer.

”Eleverne truer hinanden med tæv og snyder og bedrager for at få kortene,” udtalte en skoleinspektør på en sønderjysk skole i år 2000.

Skolen endte med at forbyde de populære kort.

Flere andre steder i verden oplevede man lignende problemer, og folkene bag blev beskyldt for at benytte ”uimodståelige” og ”uansvarlige” markedsføringstaktikker målrettet børnene.

”Børnene ser ud til at ville gøre hvad som helst for at få fingrene i dem (…) Jeg mener faktisk, at fremstillerne af Pokémon bevidst bruger børnenes besættelse,” udtalte lederen af den britiske sammenslutning af lærere.

Andre mente dog ikke, at et forbud var vejen frem. En barndomsforsker pointerede eksempelvis, at lærere, forældre og pædagoger i stedet skulle forsøge at forstå fænomenet og deltage mere i legen.

Flere religiøse grupper har også set sig sure på Pokémon-universet gennem tiden – også i Danmark.

Det gælder blandt andet frikirkebevægelsen Missionskirken, der i 2019 kunne fortælle, at de havde opdaget en direkte forbindelse mellem Pokémonkort og satan selv.

”Der er nogen, som har haft en eller anden sygdom i kroppen, som har hørt hvad vi har oplevet og besluttet sig for at skaffe sig af med deres Pokémonkort. Så er deres sygdom eller fysiske skavank også forsvundet på mirakuløs vis”, fortalte en af kirkens medlemmer i et interview med nyhedsprogrammet ‘19Direkte’.

Uanset, om du er troende eller ej, håber jeg ikke, du har brændt dine Pokémonkort.

Jeg valgte selv at give mine kort væk til et yngre familiemedlem - hvilket potentielt kan have kostet mig en mindre formue.

For selvom man dengang syntes, det var dyrt at betale 30 kroner for 10 Pokémon-kort, er prisen steget voldsomt siden.

For et par uger siden blev et af verdens dyreste Pokémon-kort, som du kan se herover, solgt på auktion for 2,2 millioner kroner.