Anders Fogh Rasmussen tager bladet fra munden i FE-sag: 'Det er aldrig forbudt at bruge sit hoved'

Den tidligere statsminister og Nato-generalsekretær mener, at regeringen har svigtet sit ansvar.

Statsminister Mette Frederiksen bør gøre en ende på FE-sagen, før den gør endnu mere skade på Danmarks omdømme, siger tidligere statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen.

Anders Fogh Rasmussen har både været statsminister og generalsekretær i Nato. Han ved godt, hvordan efterretningstjenester arbejder på kryds og tværs af landegrænser, og han ved, hvad samarbejdet er værd.

Ikke så lidt må man forstå.

Men Danmarks troværdighed i det internationale efterretningssamarbejde har lidt alvorlig skade på grund af den såkaldte FE-sag, hvor chefen for Forsvarets Efterretningstjeneste, Lars Findsen, sidder fængslet, og tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen er sigtet for landsforræderi.

Skylden er regeringens. Også statsminister Mette Frederiksens (S), mener Anders Fogh Rasmussen. Derfor må hun også tage ansvaret på sig og lukke sagen, inden skaden bliver endnu større.

- FE-sagen er ved at køre fuldstændig af sporet, og vi ønsker at stoppe den, inden skaden bliver endnu større på grund af en forkert håndtering fra regeringens side, siger han.

"Vi" er ham selv og tidligere udenrigsminister for Venstre Uffe Ellemann-Jensen. I fællesskab har de over to og en halv A4-side for første gang ytret sig i den spektakulære sag, og det sker med en kritik af det, de kalder "overreaktionen i 2020" og sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen fra december sidste år.

Anders Fogh Rasmussen har sammen med tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen (V) formuleret kritikken af regeringen over to og en halv A4-sider, som er sendt til danske medier.

- Regeringen har skadet Danmarks troværdighed og undermineret tilliden mellem Forsvarets Efterretningstjeneste og de udenlandske samarbejdspartnere, skriver de.

'Vidste alt' om spionsamarbejde

Tiden skal skrues halvandet år tilbage for at finde roden til kritikken.

Her sendte det tilsyn, som skal holde øje med, at de danske efterretningstjenester overholder loven, en pressemeddelelse ud med hård kritik af Forsvarets Efterretningstjeneste, men som en konsekvens af det arbejde FE udfører, er der flere spørgsmål end svar, når det gælder substansen.

DR har tidligere beskrevet, at sagens kerne er et hemmeligt samarbejde med den amerikanske efterretningstjeneste NSA, hvor FE har givet amerikanerne adgang til et yderst trafikeret datakabel, altså store mængder information, der kan rumme danskernes private kommunikation.

Efter pressemeddelelsen bliver flere ledende medarbejdere i Forsvarets Efterretningstjeneste hjemsendt, men i december sidste år rensede en undersøgelse foretaget af tre landsretsdommere dem og FE for alle mistanker.

Alligevel blev FE-chef Lars Findsen anholdt og fængslet bare få dage inden, og for bare nogle uger siden kom det frem, at også Venstres tidligere forsvarsminister, Claus Hjort Frederiksen, er sigtet. Begge efter straffelovens paragraf 109 der handler om landsforræderi, men offentligheden ved ikke, hvad der præcist giver anledning til sigtelserne.

- Det, vi kan konstatere, er, at den daværende forsvarsminister, Trine Bramsen - og selvfølgelig også statsministeren - vidste alt om det samarbejde, der foregår mellem Danmark og udlandet, siger Anders Fogh Rasmussen og fortsætter.

- Alligevel hælder man fem medarbejdere ned ad brættet - smider dem under bussen - når der kommer en kritik fra et tilsyn i stedet for at påtage sig det politiske ansvar for samarbejdet mellem Danmark og andre udenlandske efterretningstjenester.

Oprørt og rystet

Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen bekræfter, at de i deres tidligere positioner har været orienteret om det fortrolige efterretningssamarbejde, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne omtaler.

- Vi har bidraget til at sikre en politisk opbakning til dette samarbejde, uanset hvem der havde regeringsansvar, skriver de.

Tilsynets kritik gjorde dem "oprørte", men at regeringen efterfølgende sendte ledelsen i Forsvarets Efterretningstjeneste hjem og har sigtet Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen "ryster" dem.

- Som formand for regeringens sikkerhedsudvalg har statsministeren givet grønt lys for både overreaktionen i august 2020 og for sigtelsen mod Claus Hjort Frederiksen i december 2021. Disse spørgsmål har naturligvis været behandlet i regeringens sikkerhedsudvalg. Ellers ville der have været tale om en alvorlig pligtforsømmelse fra statsministerens side, skriver Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen.

Er man ikke nødt til at reagere, hvis man får at vide, at der foregår noget ulovligt?

- Det er aldrig forbudt at bruge sit hoved, og der er mange måder at reagere på, siger Anders Fogh Rasmussen.

- Hvis der er nogle, der mener, at den tidligere chef for Forsvarets Efterretningstjeneste eller andre bør sanktioneres, kunne man have gjort det på mange andre måder end ved at rejse sagen i fuld offentlighed, siger han.

Hans opfordring går på, at man nu "begynder at tænke sig om", som han formulerer det.

Lukker munden på kritikere

Skaden er sket, og i sit arbejde som international rådgiver i sin virksomhed Rasmussen Global mærker Anders Fogh Rasmussen det.

- De ser på det med vantro.

Anders Fogh Rasmussen forlod statsministeriet for at blive generalsekretær i forsvarsalliancen Nato. Siden har han drevet sit eget internationale rådgivningsfirma Rasmussen Global. Her deltager han i Copenhagen Democracy Summit på vegne af organisationen Alliance of Democracies. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

- Folk spørger, når jeg møder op i udlandet, om de her solgt oplysninger til russerne og kineserne? Det er næppe det, der er tale om, siger han og afviser at forholde sig til de specifikke og uvisse anklager.

Men bare signalet i, at den tidligere spionchef og en tidligere forsvarsminister er sigtet, et har konsekvenser, mener han. Og risikerer at få det fremover.

- Hver eneste gang vil udlandet spørge sig selv: Kan vi nu have tillid til, at at efterretningstjenesterne i Danmark arbejder ordentligt med de oplysninger, vi giver, og det betyder, at vi kan gå glip af vitale oplysninger fra udenlandske efterretningstjenester, forklarer han.

Men statsminister Mette Frederiksen kan i det mindste forhindre, at skaden bliver større.

Anders Fogh Rasmussen opfordrer hende til at kalde regeringens sikkerhedsudvalg sammen og indstille til Anklagemyndigheden, at sagen stoppes.

- Det vil gøre det endnu værre, hvis vi fortsætter, fordi der kommer spotlys på den i flere omgange, siger han.

I videoen herunder kan du høre Anders Fogh Rasmussens opfordring til statsminister Mette Frederiksen.

Kursen, som regeringen har sat, er ikke køn. Faktisk er den ikke et retssamfund som Danmark værdig, mener den tidligere statsminister og peger specifikt på sigtelsen af sin partifælle, tidligere forvarsminister Claus Hjort Frederiksen.

- Regeringen bør ikke kunne lukke munden på sine kritikere ved at lade dem trække ind i hemmelige retssager, hvor selv sigtelsen og tiltalen er ukendt for medlemmerne af Folketinget, siger han.

Både Claus Hjort Frederiksen og Lars Findsen fortjener ifølge Anders Fogh Rasmussen og Uffe Ellemann-Jensen en ordentlig behandling, men frem for alt, fortjener de danske sikkerhedsinteresser at blive taget alvorligt af regeringen, skriver de.