Ræveskab får andre dyr til at trives

Antallet af ræve er faldet på Amager på grund af ræveskab. Det har betydet, at der er kommet flere harer, fasaner og vadefugle. Ræveskaben breder sig nu til Nordsjælland og er formentlig også på vej til det øvrige Sjælland.

Vinter giver risiko for, at ræveskab spreder sig yderligere, fordi rævene lever tættere sammen på denne tid af året.

Der er kommet flere harer, fasaner og vadefugle på Amager, fordi sygdommen ræveskab har tyndet kraftigt ud i antallet af ræve, oplyser Skov- og Naturstyrelsen.

Ræveskaben breder sig nu til Nordsjælland og er formentlig på vej til det øvrige Sjælland, og derfor tyder meget på, at de sjældne harer og fugle er ved at få bedre muligheder for at stige i antal.

Ræveskab er en hudparasit, der angriber og svækker vilde ræve. Parasitten er ikke i sig selv dødelig, men fordi rævene klør pelsen af, får de svært ved at holde varmen og dør til sidst af kulde og sult.

Hvis man ser en syg ræv, som er så svag, at den ikke flygter, når man nærmer sig, skal man ringe til Falck. Selskabet kommer så og afliver dyret.