Længe ventet Harry Potter-genforening skaber undren: Hvorfor er hun ikke med?

Et tv-show, hvor skuespillerne fra 'Harry Potter' genforenes, vækker furore hos flere anmeldere. For forfatteren J. K. Rowling mangler.

Slænget fra Hogwarts er med i HBO's markering af 20-årsjubilæet for Harry Potter. Men hende, der skabte det hele, er ikke med. (© HBO)

Fans af 'Harry Potter'-universet får en forsinket julegave nytårsdag.

I 'Harry Potter 20th Anniversary - Return To Hogwarts', der vises på HBO Max, vil skuespillerne fra den gamle klan fra Hogwarts samles for at nørde om Harry Potter og tale om, hvordan det var at være med i filmene.

Skuespillere som Daniel Radcliffe, Emma Watson og Rupert Grint vil blandt andre være til stede. Men forfatteren bag bøgerne, J. K. Rowling, får ikke plads i en af stolene i studiet, skriver blandt andet BBC. I stedet vil hun medvirke i form af et kort arkivklip fra 2019, hvor hun fortæller, hvor svært det var at finde skuespilleren, der skulle spille Harry Potter.

Fraværet af forfatteren skaber undren hos flere anmeldere, som allerede har set genforeningen.

Blandt andet skriver The Times, at selvom showet er en "charmerende, men til tider sukkersød genforening", så mangler det hovedingrediensen – nemlig J.K. Rowling selv.

- Det er, som om at de unge royale har en løssluppen fest på Buckingham Palace og ikke har inviteret dronningen med.

- Hvor er J.K. Rowling, når vi har mest brug for hende, spørger anmelderen i den britiske avis The Telegraph og sender kun to stjerner af sted.

Det amerikanske medie Variety er også nogle af de heldige, der har haft mulighed for at se programmet før tid. Her konstaterer man også J.K. Rowling fravær og kalder det "interessant", men skriver samtidig, at det giver god mening, at programmet fokuserer på filmenes gennemslagskraft og ikke kvinden bag.

HBO, der står bag programmet, har ikke været ude med en forklaring, men flere anmeldere nævner den række af shitstorms, som forfatteren J.K. Rowling har været i over de senere år.

J.K. Rowling, der skabte 'Harry Potter'-universet, har gjort sig upopulær med flere, der anser hende for at være transfobisk. (Foto: © SUZANNE PLUNKETT, Ritzau Scanpix)

Cancel culture eller bare upassende?

I sommeren 2020 delte den britiske forfatter en artikel på Twitter, der havde overskriften: Mennesker, der menstruerer. Den overskrift fik hende til at skrive:

- Mennesker, der menstruerer. Jeg er sikker på, at der plejede at være et ord for disse personer. Hjælp mig, en eller anden, tweetede J.K. Rowling, der helt tydeligt refererer til ordet "kvinder" i sit tweet.

Efterfølgende fik J.K. Rowling kritik for, at hun i sit tweet ikke anerkendte, at der findes transkvinder, som ikke har menstruation, eller transmænd, som har menstruation.

Derefter fulgte flere sager, hvor forfatteren blandt andet blev kritiseret for i en ny bog, at lade en seriemorder klæde sig ud som kvinde. Senest i denne måned skabte endnu et af hendes tweets ballade på de sociale medier.

Denne gang handlede det om, at politiet i Skotland vil registrere et overgreb, som er begået af en person, der identificerer sig som kvinde, men som har et mandligt kønsorgan, som en kvinde.

Til det skrev hun:

- Krig er fred. Frihed er slaveri. Uvidenhed er styrke. Individet med penis, der voldtager dig, er en kvinde.

Den danske fan Maiken Bredahl Carlsen er ærgerlig over, at J.K. Rowling ikke selv deltager i showet. (© HBO)

De kontroversielle tweets har fået flere skuespillerne fra 'Harry Potter'-filmene til at tage afstand fra forfatteren. Blandt andet skrev Daniel Radcliffe, at transkønnede kvinder er kvinder.

- Alle, der siger andet, udvisker identiteten og værdigheden hos transpersoner. Det går imod alle råd givet af professionelle sundhedsorganisationer, som har langt større ekspertviden på området end Jo (J.K. Rowling, red.) og jeg, skrev Daniel Radcliffe blandt andet.

Derimod argumentererede J.K. Rowling for sine ytringer, fordi hun selv har været udsat for et seksuelt overgreb i sin ungdom, og at hun er udsat for såkaldt cancel culture, hvor man bliver udskammet på grund af sine holdninger.

Fan: Jeg er frustreret

Den danske Harry Potter-fan Maiken Bredahl Carlsen har glædet sig længe til at se programmet, og hun regner med, at det vil blive et følelsesladet gensyn. Men hun synes, det er et kæmpe problem, at forfatteren bag bøgerne ikke er med.

- Jeg er meget frustreret. Harry Potter-universet havde ikke eksisteret, hvis det ikke var for hende. Hun har jo ikke gjort noget ulovligt. Hun har ytret en holdning, som hun har ret til at have. Så kan man være uenig eller ej, men jeg synes, det er respektløst ikke at inkludere hende, siger hun.

Maiken Bredahl Carlsen understreger, at hun er uenig i J.K. Rowlings tweets, og så peger hun på muligheden for, at J.K. Rowling selv kan have ønsket ikke at medvirke på grund af de sager, hun har været igennem.

Men kan det ikke virke respektløst over for transpersoner, hvis HBO vælger at hylde hende?

- Men hvad har hendes personlige holdning med Harry Potter at gøre? Harry Potter har givet så meget accept og fællesskab, og så forstår jeg ikke, hvorfor man skal skabe en sammenhæng mellem hendes professionelle liv og hendes private holdninger. Man ser jo også politikere medvirke i andre tv-shows, uden at tv-showet blåstempler deres holdninger, siger Maiken Bredahl Carlsen.

DR har forsøgt at få en kommentar fra HBO om, hvorfor J.K. Rowling ikke optræder i programmet, men det har på nuværende tidspunkt ikke været muligt at få en kommentar.