Højt oppe under loftet i Per Morten Abrahamsens lyse atelier svæver et par vinger af hvide fjer.

Bøjlerne på dem passer over et par skuldre - i 2009 var det Trine Dyrholms, da skuespilleren stod bag glasdøren i et køleskab i Brugsen, lige under piskefløden og foran letmælken på tilbud.

Nøgen på nær vingerne på ryggen, med et insisterende blik lige forbi en undrende Brugsen-mand og direkte på dig.

Per Morten Abrahamsen slog for alvor igennem med sine iscenesatte portrætter til magasinet Press og har udstillet på blandt andet Aros og Den Sorte Diamant. Virkeligheden bliver ganske særlig og symbolladet på fotografier, når den har passeret gennem fotografens iscenesættende hjerne - som også fem fototalenter erfarer i programserien 'Årets mesterfotografer' på DRK, hvor han er dommer.

Virkeligheden skal spænde ben

Men faktisk bliver hans billeder allerbedst, når virkeligheden griber forstyrrende ind og spænder ben for hans idé, fortæller han. Også da Trine Dyrholm stod i køleskabet:

- Jeg havde tænkt, at hun skulle stå der i fryseboksen som naboens kølige datter, men så kommer der pludselig sådan en Brugsen-mand, der går rundt og registrerer varer. Så greb jeg det, og han er med i billedet. Det er jeg enormt glad for, og jeg vil ikke tage æren for det, for det er ikke mig, der har fundet på det. Det er faktisk virkeligheden, understreger Per Morten Abrahamsen.

- Det er selvfølgelig også, fordi jeg har fundet ud af, at det kan være et virkemiddel for mig. At jeg skal have benspænd for, at jeg kan lykkes.

Ingen onde, søde eller sexede rekvisitter

Tilbage til vingerne på Trine Dyrholms ryg. For brugen af rekvisitter er også kendetegnende for Abrahamsens portrætter.

- Rekvisitter kan formidle en historie. Er der en rekvisit, kommer der altid et nyt element ind, og det kan få beskueren til at stille spørgsmål til billedet.

I en stor reol i hans atelier ligger og hænger rekvisitter fra hans lange karriere. Abemaske, gevær, vinger, korset. Men brugen af rekvisitter i fotografier opstår af associationer, ikke planlægning, forklarer Abrahamsen:

- Jeg er ikke et intellektuelt menneske. Jeg tænker ikke, hvad det kunne være for en rekvisit, der viser noget bestemt. Det er ikke så konkret, og jeg har ikke kategorier med onde rekvistitter, søde rekvisitter og sexede rekvisitter.

En krykke til kommunikation

Selv om rekvisitten ender som en del af billedet, og dermed er fundet frem for motivets skyld, bruger fotografen også rekvisitter som en måde at kommunikere med den person, han fotograferer.

- Den, man fotograferer, skal jo også forholde sig til dén rekvisit, så det kan være en krykke til kommunikation med personen. Jeg lavede en udstilling i sommer, hvor jeg fotograferede 50 mennesker. Jeg havde 10 minutter med hver, og hver havde en rekvisit med, og rekvisitten gjorde det muligt at kunne lave et billede af dem på 10 minutter. Rekvisitten var omdrejningspunktet for os at mødes omkring, en katalysator mellem dem og mig, fortæller Per Morten Abrahamsen.

Se mere til Per Morten Abrahamsens tilgang til portrætfotografering i programserien 'Årets Mesterfotografer' på DRK, hvor han tirsdag klokken 21.40 giver fem fototalenter en opgave - med benspænd.