Efter et års forsøg med kørekort til 17-årige: V klar til permanent ordning

Venstre ser allerede permanent ordning for sig med 17-årige, der kan få kørekort og køre ud i trafikken, hvis de har ledsager med.

Både transportminister Ole Birk Olesen (LA), Rådet for Sikker Trafik og Venstre er enige om, at forsøgsordningen med 17-årige bilister har været en succes indtil videre. (Foto: © Kim Haugaard, Scanpix)

Efter kun et år med en forsøgsordning, hvor 17-årige kan tage kørekort og efterfølgende sidde bag rattet med en ledsager, er Venstre nu klar til at gøre det permanent.

Transportordfører Kristian Pihl Lorentzen mener, at ordningen fungerer så godt, at det er svært at forestille sig, at den ikke skulle fortsætte efter den treårige forsøgsperiode.

- Jeg tør godt spå, at det her bliver en stor succes, og at vi skal sørge for at gøre den her ordning permanent, og det er vi klar til fra Venstres side, siger transportordføreren.

Han understreger, at han vil respektere, at forsøgsordningen løber videre de næste to år og derefter evalueres.

- Jeg var sådan set klar til at gå direkte i gang med ordningen, for når vi kan se, at det fungerer godt i et naboland (Tyskland, red.), så er jeg ikke nervøs, men et politisk flertal ville gerne have en forsøgsordning først, og det er fint med mig, siger Kristian Pihl Lorentzen.

Transportminister vil afvente evaluering

Ifølge tal fra Rigspolitiet har flere end 22.000 17-årige fået kørekort, siden det blev muligt fra årsskiftet sidste år.

Men umiddelbart må Venstre og Kristian Pihl Lorentzen afvente evalueringen af forsøgsperioden, før ordningen kan gøres permanent.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA), der er positiv efter det første år med de 17-årige bilister, fastslår, at beslutningen først skal træffes, når den tre år lange forsøgsperiode evalueres om to år, men:

- Det ser ud til, at det har været en succes. Rigtig mange unge mennesker har benyttet sig af ordningen, og dermed har vi opnået det, vi gerne ville - nemlig at unge mennesker det første år kører med en ledsager i stedet for, at de slippes løs og kører på egen hånd fra start, siger han.

De Konservatives transportordfører, Rasmus Jarlov, vil også afvente evalueringen af forsøgsordningen, før partiet tager stilling til, om de 17-årige også fremover skal have lov til at tage kørekort.

Henning Hyllested, transportordfører for Enhedslisten, mener, at det er dumt at give 17-årige lov til at køre bil.

- Ved at give 17-årige mulighed for at få kørekort så opdrager man jo nogle yngre generationer til, at det er bilen, vi skal transporteres rundt i. Det, synes vi, er skidt. Det er skidt af hensyn til miljøet, at flere og flere kører bil, lyder argumentet mod ordningen.

Enhedslisten er eneste parti i Folketinget, der stemte imod forsøgsordningen.

Rådet for Sikker Trafik er positive indtil videre

Hos Rådet for Sikker Trafik er dokumentationschef Jesper Sølund positiv efter det første år med den nye ordning.

Han mener, at de 17-årige, der får kørekort som led i den nye ordning, hvor de skal have en erfaren bilist som ledsager i det første år, giver bedre bilister:

- Når man får noget rutine og erfaring sammen med en erfaren bilist, så har man en væsentlig lavere risiko. Vi taler omkring 20-25 procent lavere risiko, og det er den gevinst, vi gerne vil have, siger Jesper Sølund.

I Tyskland, Holland og Norge har lignende ordninger nemlig betydet, at de unge bilister, når de fylder 18 år, kører pænere og er involveret i færre trafikulykker end de unge bilister, der først har fået kørekort som 18-årig og slippes direkte ud i trafikken uden ledsager.

- Hvis vi kigger på de 18-årige, når de starter med at køre bil, så har de faktisk en risiko, der er langt større end deres forældres. Derfor er det vigtigt, at man får nedbragt risikoen, når man starter med at køre bil, siger Jesper Sølund.

Hos Rådet for Sikker Trafik er man spændt på at se, hvordan det går med forsøgsordningen i de kommende år, når de 17-årige kørekortindehavere fylder 18 år og dermed må køre uden ledsager i bilen.

Dokumentationschef Jesper Sølund håber, resultaterne bliver ligeså gode, som de har været i Tyskland, Holland og Norge.

- Det kan også ske, at der sker noget andet, men vi skulle gerne opleve det samme i Danmark af dem, der får kørekort efter den her nye ordning. Nemlig at de har en væsentligt lavere risiko end dem, der har en traditionel køreuddannelse, siger Jesper Sølund.