Rygerlunger, diabetes og hjertesygdom: Kronisk syge presser kommunerne

En undersøgelse fra Region Hovedstaden viser, at det ikke er hospitalerne, men først og fremmest kommunekasserne, der må holde for, når vi bliver syge.

Den forebyggende indsats mod for eksempel rygersygdommen KOL kunne blive meget bedre, hvis man delte viden om, hvad der virker, når det handler om at få folk til at kvitte smøgerne (Foto: © Linda Kastrup, Scanpix)

En ud af ti borgere lider af diabetes, KOL, hjertesygdom eller demens.

Det er ifølge en ny undersøgelse situationen i 14 hovedstadskommuner.

Samme undersøgelse, der er foretaget af Region Hovedstaden, viser, at de kronisk syge borgere er en dyr omgang for kommunerne, som især står med udgifterne til de syge borgere.

- Det koster os rigtig mange penge at tage os af de kronisk syge borgere. Derfor bliver vi nødt til at blive klogere på, hvad der virker og ikke virker, når vi taler om forebyggelse, siger Steen Christiansen (S).

Han er borgmester i Albertslund og formand for KKR Hovedstaden, der koordinerer kommunernes samarbejde med Region Hovedstaden.

For at komme de mange sygdomstilfælde til livs, skal kommuner og regioner blive meget bedre til at arbejde sammen om at forebygge sygdomme, mener regionsrådsformand i Region Hovedstaden Sophie Hæstorp-Andersen (S).

- Vi bliver nødt til at løfte i flok, og vi bliver nødt til at have et stærkt samarbejde, der også involverer de praktiserende læger, tandlæger, industrien og supermarkeder for eksempel, siger hun.

Og der er i den grad brug mere vidensdeling og samarbejde. Som det er nu, skyder kommunerne med spredehagl, uden at vide hvad der virker, når det gælder om at forebygge sygdomme.

Det mener KORA-professor Jacob Kjellberg, som understreger, at kommunerne kunne spare masser af penge til kronisk syge, hvis de gik mere analytisk til værks.

- Vi kommer aldrig til at vide, hvilke forebyggelsesinitiativer der virker, hvis vi ikke systematisk følger op på det, siger han.

Det er i den erkendelse, at de 29 kommuner i hovedstadsområdet og Region Hovedstaden nu går sammen om en ny sundhedspolitik for i højere grad at dele viden om deres arbejde med forebyggelse.

- Vi vil få to ting ud af det. Det ene er, at borgeren får noget ud af det, og det andet er, at vi får frigjort penge til at gøre andre ting i kommunen, siger Steen Christiansen.