Vil have rygerlunger på cigaretpakkerne

Der skal billeder af kræftsyge lunger og dårligt tandkød på cigaretpakkerne. Det mener EU's forbrugerkommissær, som opfordrer EU-landene til at vise rygningens skadelige virkninger på pakkerne.

Rygerlunger på cigaretpakke. Billede fra EU-Kommissionens billeddatabase, som er stillet til rådighed for medlemslandene (© Europa-Kommissionen)

Rygerlunger, gule tænder og andre skadelige virkninger af rygning skal gøres synlige for folk.

Det mener EU's forbrugerkommissær, Markos Kyprianou, som vil have droppet tekstadvarslerne på cigaretpakkerne til fordel for kontante og makabre fotos.

- Vi har efterhånden vænnet os til de små tekstadvarsler, som vi nærmest ikke lægger mærke til. Et billede siger mere end ord, og det bliver hængende meget længere i ens hoved, siger Markos Kyprianou.

Forbrugerkommissæren ser rygningen som en af de største trusler mod den europæiske sundhed, og derfor opfordrer han medlemslandene til at droppe fløjlshandskerne og tage grovere midler i brug.

Ikke ny idé

Ideen om de dystre billeder på cigaretpakkerne er ikke ny. Allerede i 2000 vedtog EU-Parlamentet, at rygerne skulle skræmmes med billeder af sorte lunger.

Nogle år efter fulgte EU-Kommissionen efter og opfordrede medlemslandene til at visualisere rygningens følger på cigaretpakkerne. Kommissionen stillede samtidig en database med billeder af blandt andet røgsyge organer på cigaretpakker til rådighed.

Billederne i databasen hører dog ikke til de mest downloadede på nettet. De er faktisk ikke havnet på nogen af de europæiske cigaretpakker endnu, og det irriterer forbrugerkommissær Markos Kyprianou.

- På en tur til Thailand så jeg cigaretpakker med meget uhyggelige billeder på. Så vi skal ikke tro, at vi er forrest med det her i Europa. Vi kan også lære af, hvad man gør i andre lande.

Omkring 650.000 europæere mister hvert år livet på grund af rygning. 12.000 af dem er danskere.