Den lugter lidt af ådsel, snylter på andre planters rødder og bliver bestøvet af fluer.

Verdens største blomst er ikke en synderligt rar fætter. Blomsterne tilhører familien Rafflesiaceae, og forskere har nu sammenlignet forskellige slægter inden for familien, for at finde ud af, hvordan - og hvorfor - blomsterne bliver så store som de gør.

Resultaterne er nu blevet publiceret i det amerikanske tidsskrift PNAS og de sydøstasiatiske blomsters udvikling overrasker botanikerne.

Parasitblomster

Modsat de fleste andre planter, består Rafflesiaceae-familiens blomster kun af selve blomsten og har hverken rødder, grene eller blade. Blomsten benytter heller ikke fotosyntese til at omdanne solens stråler til energi, men vokser i stedet som en parasit på en særlig vin-plante, og stjæler næring fra værten.

Vinen kan se relativt lille ud ved siden af planten, og størrelsesforholdet illustreres for eksempel i videoen herunder.

https://www.youtube.com/watch?v=ZgHhDsJSXOI

Forskellige slags vokseværk

Forskerne har sammenlignet to af de allerstørste blomsterslægter, nemlig Sapria og Rafflesia. Sapria-blomsterne bliver op til 20 cm brede og har ti blomsterblade, mens Rafflesia kan blive op til 1 meter bred med dens fem blomsterblade.

Her har de set, at de to blomster vokser på forskellig måde. Begge har de et "kammer" i midten af blomsten: et hulrum, hvor støvdragere eller -fangere sidder gemt væk, afhængig af om det er en han- eller hunblomst. Men hvor det åbne tag af dette hulrum hos den store blomst dannes samtidigt med de fem blade, og kommer frem når de folder sig ud, så bliver hulrumstaget på den lille blomst først dannet til allersidst - sammen med bestøvningsorganerne.

Et lille skridt på vejen

For ikke-botanikere vil det nok lyde som en lille opdagelse, men forskellen på de to ellers nært beslægtede blomster er en del af et større arbejde med at forstå parasit-blomsterne. I 2009 opdagede man, at blomsterfamilien tilhører Barbadoskirsebær-ordenen, og som navnet antyder altså udspringer fra en helt anderledes plantetype.

Grunden til at forskningen indenfor blomsten går så relativt langsomt er, at blomsterne er svære at finde i naturen. Blomsten dannes som et lille skud, der i løbet af et års tid vokser til fodboldstørrelse. Dernæst springer blomsten ud, hvorefter den efter blot en lille uge dør bort igen.

For hurtigt at tiltrække fluer der kan hjælpe med bestøvningen, begynder blomsten at udsende en lugt af råddenskab, og har derfor fået tilnavnet "ligblomsten". Det lidet flatterende navn deler blomsten i øvrigt med Amorphophallus titanum, der sidste år tiltrak stor opmærksomhed, da den sprang ud i Botanisk Have i København.