For omkring 1.200 år siden kom de første mennesker til den afsidesliggende Påskeø - eller Rapa Nui, som den hedder på de lokales sprog.

Sejlende ud fra andre øer i Stillehavet stødte de på øen, slog sig ned og byggede mystiske og fascinerende stenansigter, som Påskeøen i dag er kendt for.

Da de ankom, var øen grøn og dækket af palmer, og de var nødt til at rydde små områder for at de kunne bygge huse og anlægge haver med grøntsager.

Med tiden ryddede de mere og mere af skoven, og det skulle vise sig at være katastrofalt. Palmetræerne beskyttede nemlig jorden mod erosion, men med store områder fældet, begyndte økosystemet på den lille ø at forandre sig.

Det blev sværere og sværere at få ting til at vokse, og plante- og dyrearter forsvandt helt. Det har gennem tiden fået flere forskere - heriblandt Thor Heyerdahl og Jared Diamond - til at argumentere for, at befolkningstallet på øen derfor måtte være faldet drastisk, fordi de fik sværere og sværere ved at dyrke jorden.

Det har derfor været den alment accepterede forklaring, at befolkningen på et eller andet tidspunkt i historien blev færre og færre, men nu viser ny forskning, at de tager fejl.

Ved at tidsbestemme en række jordprøver fra arkæologiske udgravninger på hele øen, har en gruppe forskere vist, at den menneskelige aktivitet er vokset langsomt, men konstant gennem hele øens forhistorie. Det tyder altså på, at befolkningstallet ikke faldt drastisk.

For Welmoed Out, der er arkæobotaniker på Moesgaard Museum og selv har forsket i Påskeøens arkæologi, virker de nye forskningsresultater meget overbevisende.

- Metoden i undersøgelsen er rigtig stærk, og jeg er enig i deres konklusion om, at befolkningen stille og roligt voksede og ikke pludselig skrumpede, siger hun og fortsætter:

- Både vores egen forskning her på Moesgaard Museum og fra flere andre forskergrupper tyder på, at menneskene på Påskeøen var fleksible og fandt veje til at fortsætte deres liv på trods af ændrede miljøforhold, siger hun.

Planterester afslører menneskelig aktivitet

Mere end 200 jordprøver fra 47 arkæologiske udgravninger på øen har holdet af forskere fra USA og England dateret.

- Prøverne er fra forseglede, uforstyrrede lag med plante- og dyrerester i jorden, hvor det er tydeligt at se, at de har været håndteret af mennesker. Det kan eksempelvis være, at de er fundet sammen med rester af konstruktioner eller genstande, der er blevet opvarmet over ild eller fragmenteret på en bestemt måde, der kun sker ved menneskelig aktivitet, siger Welmoed Out.

Med alle prøverne dateret har forskerne samlet dataen fra alle mulige forskellige tidspunkter i øens beboede historie og plottet dem ind på en tidslinje. På den måde har de kunnet se, hvornår og hvor meget menneskelig aktivitet der har været på øen.

Ved hjælp af en række modeller og en ny metode til omhyggelig databehandling har de så forsøgt at regne sig frem til antallet af indbyggere på øen over tid.

- Indbyggertallet i alle deres modeller voksede konstant. Der er altså intet, der tyder på, at ændringer i økosystemet på øen førte til, at store dele af deres samfund kollapsede i forhistorien, siger hun.

Mere arbejde for det samme udbytte

Selvom befolkningen på øen altså ikke faldt drastisk mellem år 1300 og 1500, som flere forskere tidligere har troet, ændrede øboernes liv sig, fortæller Welmoed Out.

- Selvom befolkningen ikke blev mindre på grund af ændringerne i øens lokale økosystem, tvang det dem til at dyrke jorden på en ny måde. Hvor de før havde haft haver i skyggen af træerne, gik de over til såkaldte stenhaver, siger hun.

Træerne gav både skygge og holdt på næringen i jorden, så planter som yams, taro, søde kartofler og sukkerrør kunne vokse der.

Uden træernes skygge måtte øboerne i stedet samle massevis af sten til deres haver, som kunne beskytte jorden mod vind, fordampning af vand og i at blive skyllet væk. Og det var hårdt arbejde.

- Det har helt klart krævet meget mere arbejde per kvadratmeter have, de skulle opdyrke. Så det har været et hårdere liv, siger hun.

Havde tid til at fremstille masser af rød farve

På trods af at livet blev hårdere for øboerne, havde de alligevel tid til at fremstille rød farve fra okker. Det viser Welmoed Outs egen forskning, som hun lavede for et par år siden i samarbejde med forskere fra Universiteter i Tyskland og Spanien.

- Der er blevet fundet rigtig mange okkergruber, hvor de fremstillede rød farve. Det var en meget klar rød farve, som blev produceret ved ristning af pigmenter, og det har altså været meget tidskrævende at fremstille, siger hun.

Med andre ord har øboerne været omstillingsparate, da øens økosystem begyndte at ændre sig. Og de har stadig haft tid til at producere pigment til aktiviteter, der ikke har handlet direkte om overlevelse, men måske mere har haft en religiøs og æstetisk funktion, forklarer hun.

Det ændrede sig dog, da det første europæiske skib anløb på en påskedag i 1722.

Fra 2-3000 til 111 indbyggere

Påskesøndag 1722 opdagede den Hollandske navigatør Jakob Roggeveen øen. Han gik i land og blev der i en uge.

På dette tidspunkt boede der omkring to- til tre tusinde mennesker på øen. Før han forlod øen igen, kom han da også i karambolage med øboerne og endte med at dræbe ti eller tolv af dem.

Fra da af vendte europæiske skibe tilbage til øen med jævne mellemrum, men lod for det meste øboerne være. Indtil december i år 1862.

Den vinter ankrede et peruviansk slaveskib op ud for øen. Omkring 1.500 mænd og kvinder på øen blev enten dræbt eller indfanget til slaveri. Det var næsten halvdelen af befolkningen.

Slaveriet blev dog fordømt i det meste af verden, og i 1863 fik de slaver, der stadig var i live, lov til at vende tilbage til øen. De medbragte dog sygdomme som tuberkulose, kopper og dysenteri, som endte med at dræbe næsten hele øens befolkning.

Omkring 1870 var der kun 111 af de oprindelige folk tilbage på øen.