Japan- og Honduras landstrænere trækker sig

Alberto Zaccheroni er færdig som japansk landstræner. I Honduras siger Luis Suarez stop.

Alberto Zaccheroni har trukket sig som japansk landstræner. (Foto: © TOSHIFUMI KITAMURA, Scanpix)

Italieneren Alberto Zaccheroni har stået i spidsen for det japanske fodboldlandshold for sidste gang.

Den erfarne træner tog onsdag konsekvensen af Japans skuffende VM-præstationer og trådte tilbage efter en slutrunde, hvor et stærkt besat japansk hold blot hentede et point.

- Jeg er skuffet og utilfreds med resultaterne. Jeg ville virkelig gerne have taget holdet et skridt videre og kvalificeret det til næste runde, og jeg er dybt skuffet over det her. Jeg udtog holdet og lagde taktikken, så jeg tager det fulde ansvar, siger Zaccheroni.

De forsvarende asiatiske mestre indledte VM med at tabe 1-2 til Elfenbenskysten. Det blev fulgt op af en målløs kamp mod Grækenland, hvor grækerne var en mand i undertal i mere end en halvleg.

Exit blev dødsstødet

Og tirsdag kom så det endelige dødsstød, da Colombia overlegent slog et modløst japansk hold med 4-1.

- Jeg har fortalt spillerne og folkene omkring holdet, at jeg har været glad for og stolt over at være deres træner. I de sidste fire år har jeg lagt hjerte og sjæl i forsøget på at gøre holdet stærkere.

- Jeg har forsøgt at skabe et hold med tempo og intensitet, og jeg mener ikke, at det var forkert. Jeg mener, holdet skal fortsætte ad samme spor, som det har taget i de seneste fire år, siger Alberto Zaccheroni.

Også farvel til Suarez

Honduras skal også finde ny landstræner. Luis Fernando Suarez er trådt tilbage for landet, der indkasserede tre nederlag ved fodbold-VM i Brasilien.

- Jeg er ked af, at det ikke lykkedes for os. Jeg er ikke tilfreds med det, vi opnåede under VM. Jeg tror, at holdet vil få gode resultater i fremtiden, men jeg tror, at en anden kan overtage mit job og skaffe resultaterne.

- Dette er den sidste dag af min kontrakt, og jeg har selv taget beslutningen om at stoppe, siger 54-årige Suarez.

Onsdag blev det til et 0-3-nederlag til Schweiz. Desuden tabte Honduras i gruppe E med 0-3 til Frankrig og 1-2 til Ecuador.

Luis Fernando Suarez blev Honduras-landstræner i 2011. Det er tredje gang, at Honduras var med til en VM-slutrunde i fodbold.

/ritzau/dpa