... Han er kendt for sin satiriske streg på Politiken, men har desuden været med til at lave og illustrere flere kogebøger, ikke mindst ’Kvinderne ud af køkkenet!’.

Hvad har du af gastronomisk interesse?

”Da jeg var ung og blev gift første gang, var det med en rødstrømpe. De skulle ud på arbejdsmarkedet, og en skulle jo lave mad, og da jeg gik hjemme og studerede, blev det mig, så på den måde lærte jeg det. Jeg stjæler selv med arme og ben, hvad jeg kan få af opskrifter rundt omkring. Jeg har engang siddet en hel aften i et køkken i Barolo og skrevet ned, hvad de lavede. Hende, der lavede maden, hed Carla, og når hun kogte spaghetti, så løftede hun låget, puttede hånden ned i gryden og mærkede lidt på spaghettien, om den var kogt. Det imponerede mig ret meget. Jeg har prøvet det siden, men jeg har brændt mig hver gang.”

Hvordan er du selv i et køkken?

”Det kommer an på, hvem du spørger. Men jeg har da fået ros for nogle af de retter, jeg har lavet. Selv synes jeg, at jeg er skidegod. Jeg er gladest for at lave italiensk mad. Det er noget enklere at lave end fransk, så man kan nemmere blære sig. En af de bedste spaghettiretter er at tage en håndfuld salvie, putte det ned i smør, smelte smørret og koge noget spaghetti ved siden af. Så er du en fantastisk kok, hvis du kan finde ud af det. Den sidste opskrift i kogebogen ’Kvinderne ud af køkkenet!’ er spaghetti med krabbekløer og østershatte med lidt krydderier i. Det er en blærerøvsret, selv om den er nem at lave.”

Hvad er din yndlingsrestaurant?

”Min far og mor var kun på restaurant én gang i deres lange ægteskab, og det var mig, der inviterede dem. Min far lovede at invitere min mor på Lorry, da han ville giftes med hende. Det var en stor danserestaurant i Pile Allé, men det fik han aldrig gjort, så da jeg blev voksen, inviterede jeg dem derud. Jeg går selv oftere ud, og bare de serverer god spaghetti, så er jeg glad. Jeg har det princip, at det er vigtigere, hvem man sidder sammen med på en restaurant, end hvad man spiser. Men jeg tager tit op til en restaurant oppe på Strandvejen, der hedder La Vela, fordi jeg spiller fodbold med Marco, der har den. Maden er skidegod, bortset fra at han har franske ambitioner, så det er ikke altid, at der er nok spaghetti på tallerkenerne. Så skælder jeg ham ud.”

Har du en yndlingskok?

”Det er Søren Gericke. Han siger altid nogle fantastisk kloge ting. Da min kogebog udkom første gang i starten af 80’erne, snakkede han om Det nordiske køkken og sagde: ’Når folk opdager, hvad det er, så bliver det helt vildt.’ Der var han 25 år forud for sin tid. Jeg har en aftale med ham om, at vi skal lave en bog fra Island, hvor han skal lave mad, og jeg skal skrive ned, hvad han siger. Det sidste bliver eddermame svært.”


Hvad var dit bedste måltid nogensinde?

”Jeg kommer tit i en bestemt landsby i Italien, og jeg elsker helt vildt at gå ned i et lokalt vinkooperativ, hvor alle bønderne kommer ned med deres druer. Her køber jeg en dunk med fem liter rosé vin, laver en god gang spaghetti med rosmarin, og sætter mig op på terrassen om eftermiddagen og kigger ud. Det er lækkert. I gamle dage var jeg på et filmblad, der hed Levende billeder. I nærheden lå en jugoslavisk restaurant i Skt. Peders Stræde, som to israelere ejede. De havde kun én ret, der var værd at æde, og det var lammekød med hvidløg. Masser af hvidløg. Men vi elskede at komme dér. Når jeg kom hjem derfra, sagde min kone, at jeg skulle sove på sofaen.”

Hvordan bruger du din tilgang til gastronomien i dit arbejde?

”Jeg er ikke bange for at dumme mig. Jeg har ofte lavet noget, som smagte virkelig grimt og serveret det for folk. Det er ikke noget, der ødelægger min nattesøvn. Højst deres. Og når man laver 3-4 tegninger om dagen, er det ikke alle, der bliver gode. Når jeg skriver om mad, er det mere en fortælling om, hvad der sker i forbindelse med madlavningen, end selve retten, jeg skriver om. For eksempel spiller jeg fodbold med to italienere, som elsker at lave mad, og i den forbindelse er det jo vigtigt at fortælle om deres alternative måder at spille fodbold på. Og ikke mindst den mad, vi spiser bagefter. Det lykkedes os engang at få en af dem til at drikke en øl og spise en rød pølse efter kampen. Men han hældte 7-up i øllen for at få den til at smage af noget og trak skindet af pølsen, fordi han mente, at skindet var giftigt. Hvilket det formentligt også var.”


Se også:  »Stéphanie Surrugue: "Jeg er håbløst gammeldags når det gælder mad" »

Bliv ven med gastro på facebook »