Afgiften på Storebæltsbroen er en økonomisk mur, der deler Danmark i to

Der blæser en kold vind ned gennem det store bælt, der deler Øst- og Vestdanmark. Koldt for dem, der ikke har råd til at færdes over broen, dem, der ikke bliver begunstiget af pendlerfradrag eller får broafgiften betalt af arbejdspladsen eller på anden vis.

Koldt for den fynske folkepensionist, der vil passe sine syge børnebørn på den anden side af broen, eller den datter, som har en syg, gammel far på Sjælland, der skal følges på sygehuset eller flyttes på plejehjem.

Det koster dyrt at færdes på tværs af landet, og med den manglende offentlige transport i de fleste yderområder i Storebæltsregionen er færdsel i egen bil en absolut nødvendighed for at kunne komme frem.

På trods af at den oprindelige hensigt med Storebæltsbroen var, at den skulle samle landet, er Danmark stadig delt i to. Det er en økonomisk mur, der deler landet i to dele. Den store toldmur, afgiften på Storebæltsbroen. Den deler effektivt landet for enhver, der ikke har råd til at betale, og den hæmmer udvikling og bosætning i regionen.

Broen er betalt

Oprindeligt lød anlægsomkostningerne på 21,4 mia. kr. i 1988-priser ifølge Storebælts egen hjemmeside. Selv med udgangspunkt i sideløbende vedligeholdelse og høje rentesatser, er det svært at tro på, at broen endnu ikke er betalt.

Når politikere alligevel fastholder dette, så skyldes de forlænger tilbagebetalingstiden igen og igen og skjuler behændigt for offentligheden, at broens oprindelige anlægsomkostninger faktisk er betalt for meget længe siden, hvilket bl.a. den tidligere vej- og trafikchef i Vejdirektoratet Knud Erik Andersen har gjort opmærksom på i Børsen.

At tilbagebetalingstidens forlænges skyldes, at der gang på gang bliver trukket penge ud af Storebælts billetkasse til andre infrastrukturprojekter og politiske aftaler. Det skete f.eks., da venstreregeringen indgik politiforlig med Socialdemokratiet, LA, DF og De Konservative i 2015.

Broen har ifølge tal fra Sund & Bælt medført indtægter på mere end 58 mia. kr. frem til i dag, hvilket langt overstiger de 38 mia. kr. (2018 værdi), broen kostede at bygge.  

Hvis man betaler af på sit lån nede i banken, og banken vælger at bruge pengene og ikke nedskrive den gæld, man betaler af på, har banken svindlet med de penge, der skulle afdrages på gælden. Så simpelt er det!

Når politikerne for mere end 20 år siden har indgået en aftale med brugerne om en afdragsordning på betaling af et stykke infrastruktur, og brugerne nu har betalt mere end anlægsbyggeriet kostede tilbage, og politikerne fortsat kræver penge, ja, så er der tale om overlagt politisk svindel. Om regulær og arrogant grådighed hos politikere, der mishandler og fattiggør en region og dens bosætning, dens samfærdsel og dens borgere.

Solidarisk finansiering

Der var en gang i dette lille land, hvor kloge statsmænd havde visioner om, at det skulle være let at færdes frit for både rig og fattig. Dengang, for næsten 100 år siden, i en tid med stor fattigdom og arbejdsløshed, i skyggen af Første Verdenskrig og på kanten til Anden Verdenskrig, da gik man sammen og tænkte stort og solidarisk, man tænkte på hele landet.

Årene var 1920-1935. Den gamle Lillebæltsbro, dengang en teknisk og økonomisk kraftanstrengelse, blev bygget med solidarisk finansiering på grundlag af politikernes visioner om at gøre Danmark til et land, hvor mulighederne var ens for alle borgere.

Alle delte regningen for den velfungerende infrastruktur, fordi en velfungerende infrastruktur var en absolut nødvendighed for udvikling, vækst, bosætning og samfærdsel.

Der blev bygget broer, tunneler og veje, og det gav et boost i landet og et tiltrængt løft i den mentale opfattelse af et sammenhængende land og solidaritet på tværs af landsdelene.

Princippet om solidarisk finansiering af infrastrukturprojekter er blevet fastholdt lige siden for samtlige trafikanlæg, broer, veje og tunneler, der alle blevet opført og vedligeholdt af fælleskassen. Således koster det kun det almindelige bidrag til fælleskassen at køre over Storstrømmen eller under Limfjorden. Ligeledes koster det ikke en klejne ekstra at køre på motorveje i Danmark.

Men da det gjaldt Storebæltsbroen, gik det galt for politikerne. I stedet for at sikre en solidarisk fælleskassebetaling for dette vigtige trafikanlæg, blev politikerne grebet af grådighed, regional kynisme og glemte alt om visioner for landet som en helhed.

Med Storebæltsbroens afgift blev der skabt et monster, som deler landet i to dele. Har du penge, så kan du køre frit, men for den fattige er landet delt.

Malkebroen

Man kan indvende, at det også koster penge at sejle til Bornholm. Men der er tilskud fra fælleskassen til færgerne, og det er faktisk dyrere nu pr. km at køre fra Nyborg til Korsør end at transportere sig til Rønne. Og ja, stod det til mig, så blev alle færgepriser i landet sat ned, så de i pris pr. km modsvarede prisen for almindelig vejkørsel.

Det var da også dyrt, dengang man måtte tage færgen over Storebælt, ingen tvivl om det. Men det kostede også engang penge at sejle over Storstrømmen, men her har borgerne alligevel fået en gratis bro sponsoreret af fælleskassen.

Broen over Storebælt, den måske allervigtigste infrastruktur i Danmark, har ikke modtaget en eneste krone fra fælleskassen, tværtimod er brugerne blevet brandbeskattet og bliver det fortsat.

Malkebroen, kunne man kalde den – en pengemaskine for politikerne. En regional særskat af dimensioner. En overlagt diskrimination af en region, der kvæler dens udvikling og bosætning og fattiggør dens borgere.

Kan det virkelig undre nogen, at storebæltsregionale kommuner må stå med hatten i hånden og tigge sig til en smule kommunal fattighjælp, når politikerne årligt trækker milliarder ud af deres borgere og erhvervsliv til brug for andre regioners gratis trafikanlæg?

Kan det virkelig undre nogen, når bosætningen mangler, og boligsalget hænger fast i dyndet på trods af lave huspriser i udkanten af Fyn og på øerne? Eller når Sprognævnets medarbejdere siger nej tak til at blive flyttet til Bogense for ikke at risikere at blive underlagt toldmuren?

Udkantspolitik i Storebæltsregionen drejer sig tilsyneladende om at kvæle regionen mest muligt via Storebæltsafgiften og nedlæggelse af job, og herefter give almisser og lidt statslige småjob tilbage.

Fyn betaler gildet

Af regeringens & DF’s nye trafikplan fremgår det, at de endelig vil kaste lidt smuler til Fyn ved at udvide den fynske motorvej og lave lidt vestfynsk jernbane, så derfor mener de sig nu berettigede til igen at tage milliarder fra Storebælt. Og de vil tage rigeligt – tallet 7,9 milliarder er nævnt, og det betyder, at der nu frem til 2034 skal betales afgift. Oprindeligt skulle broen have været betalt og gratis fra 2022.

Politikerne vil også lave en tredje Limfjordsforbindelse og masser af jyske motorveje – betalt af fælleskassen, naturligvis. Her er der ingen smalle steder, de sender jo bare regningen til Storebæltsbrugerne.

Tilsyneladende er holdningen desværre, at Fyn skal betale alt selv og samtidig betale for alle andre.

Samtidig står det allerede tindrende klart, at Femern Belt-broen vil have afgørende indflydelse på, om politikerne nogensinde vil gøre det afgiftsfrit at køre over Storebælt, da storebæltsbrugerne minsandten også skal betale for den.

Den interne danske infrastruktur skønnes således af politikerne at være mindre vigtig end at gøre det muligt billigt at fragte varer fra Tyskland til Norge og Sverige. Det underliggende princip er således: Hellere et Danmark delt i øst og vest af en særtold mellem landsdelene end at lægge hindringer i vejen for Femern Belt.

Hvor er rimeligheden henne i alt dette? Hvor er solidariteten?

Hvor er de politikere, der har visioner for hele landet, for samfærdsel, for udvikling og bosætning?

Hvor er de politikere, der vil samle landet, så både rig og fattig kan færdes frit?

Lilli Wendt, efterlønner