Efteråret er anderledes, end det plejer. Jeg savner det sædvanlige

Så sidder jeg her igen. Der er nærmest nøjagtigt gået et år, siden jeg sidst sad her (jeg har slået det op!). Igen er jeg iført latexhandsker; igen sidder jeg foran en stor ramme med et net, fuldt af nedfaldne blade, iblandet valnødder, som skal have pillet haserne af og gemmes.

Og nøjagtig ligesom forrige år trækker skræppende gåseflokke hen over hovedet på mig. Kæmpemæssige, uregelmæssige kiler, ved siden af og bagved hinanden, så de omtrent dækker himlen, når de passerer. Kort efter en mindre, trekantet flok, som flyver med nærmest geometrisk præcision. Det afhænger af arten, hvad de foretrækker, men ét har de alle tilfælles: De skræpper og skræpper! Jeg forestiller mig, at de underholder hinanden med, hvad de har oplevet, hvor de har dykket og snadret i sommerens løb, eller måske hvor meget de glæder sig til at se deres vinterkvarter igen. I hvert fald virker de opstemte.

Forsinkede efterårsfarver

Og igen i år falder solpletterne lavt ind mellem grenene. Men til forskel fra forrige år har træerne stadig de fleste af deres blade, og de er først nu, på tærsklen til november, ved at antage deres røde og gyldne efterårsfarver. Det er usædvanligt.

Selv er jeg trukket i min quiltede heldragt og har et tørklæde om halsen, så jeg er fint skærmet mod den blæst, der også har lidt mere fart på end forrige år. Nu sidder jeg i mit selvskabte læ og hasper valnødder. Det får nærmest én til at smelte sammen med omgivelserne, hvor småfuglene hopper pippende rundt i buskene og ignorerer nok så skræppende gæs. Og mig.

Valnødderne i hjulbøren er allerede begyndt at lugte muggent, det har været et vådt efterår. De skal skylles i Atamon, før de bliver lagret og gemt, men det redder dem til gengæld også, så jeg er ikke bekymret. Tværtimod føles det ligefrem beroligende, at noget er, som det plejer at være i et år, hvor så meget har opført sig helt anderledes, end vi er vant til: Varmt for tidligt, tørt, hvor vi trængte til regn, sjaskregn hvor ukrudtet gerne måtte dæmpe sig lidt, stormflod! – Og samtidig sommer for længe. Endnu har vi ikke haft nattefrost, jeg har endnu ikke set rim på en morgengræsplæne.

Det er alt sammen usædvanligt. Og jeg savner det sædvanlige.

Jeg har også før nævnt min bekymring for tilbagegangen i sommerfugleantallet, som i høj grad skyldes, at deres levesteder forsvinder.

Afpillede kålstokke

Men for én enkelt art er det ikke tilfældet, nemlig for kålsommerfuglen. Bare den får kål, er den helt tilfreds med livet! Lige netop dér er det mig, der er utilfreds. Jeg plejer ganske vist at tage de hvide, flagrende vinger i grønkålen roligt, for hvis jeg blot hver morgen piller larverne af, plejer kålen at klare sig fint.

Men ikke i år! Kålen har nærmest vrimlet med larver, uanset hvor mange jeg pillede af. Den næste dag var der lige så mange igen, og de var næsten lige så store som før, som om de havde fordoblet deres størrelse på en nat. Jeg slap først af med dem, da der slet og ret ikke var en bid mere at gnaske. Så nu sidder jeg med udsigt til totalt afpillede kålstokke med strittende, hvidlige ribber.

Jeg har ladet stokkene stå. Dels er det et ret komisk syn, som jeg har kunnet fremvise for besøgende, der selv havde gjort deres erfaringer med årets grønkål. Så havde vi det at grine af. Dels ved jeg af erfaring, at kålen godt kan finde på at spire igen fra toppen.

I lang tid så det dog ud til, at de små bæster havde fortæret selv de allerøverste spirer, også de så alle sammen afgnavede, brune og visne ud. Men nu, efter en lille måneds tid, begynder kålen faktisk at sætte små blade igen. Ikke fra toppen, men fra undersiden af ribberne, helt inde ved stammen. Allerede nu er de så store, at jeg kan få øje på dem derfra, hvor jeg sidder.

Er det mon det varme vejr, der har frelst min kål? Skal jeg bare være glad for det, eller skal jeg håbe på snarlig nattefrost, så kållarvernes allersidste chance for at snacke et sent måltid forpurres?

Jeg er i tvivl. Jeg savner det sædvanlige.