Kurt Westergaard: ’Den almindelige muslim er årets mand’

»Det har ikke ligefrem været et annus horribilis,« siger Kurt Westergaard og klør sig i skægget.

»Men det har været et år, hvor der er nogle stærke følelser, der er slået ind i vores tilværelse. På den ene side had og foragt. På den anden side sympati og medfølelse.«

Hadet og foragten mærkede tegneren bag den mest berømte af Jyllands-Postens 12 Muhammed-tegninger nu allerede sidste år.

I november 2007 blev han kontaktet af Politiets Efterretningstjeneste. De oplyste ham om, at visse personer havde konkrete planer om at myrde ham. Så han og konen skulle straks pakke deres ting. De kunne under ingen omstændigheder få lov at blive i parcelhuset i Århus.

Sympatien og medfølelsen mærkede Kurt Westergaard til gengæld fra familie og venner. De bakkede ham op og stillede på intet tidspunkt spørgsmålstegn ved det valg, han havde truffet, da han i 2005 tegnede profeten Muhammed med en bombe i turbanen.

Ligesom de ikke lod ham høre for, at han i september måned i år holdt tale på Dansk Folkepartis landsmøde.

Eller at han kort efter sagde ja til at illustrere Lars Hedegaards kontroversielle bog Groft sagt – en opsamling af de bedste eller måske snarere mest provokerende af skribentens udfald i Berlingske Tidende mod muslimer og blødsødne humanister.

Efter næsten et år på mange forskellige hemmelige adresser rundt omkring i landet er 73-årige Kurt Westergaard og hans kone nu tilbage i deres hjem.

Huset er i mellemtiden blevet opgraderet til en lille fæstning, afskærmet fra omverdenen med stål og panserglas og forsynet med højteknologisk overvågningsudstyr.

Men med tegnerens egen kunst på væggen og hans kones julepynt på bordene er her nu alligevel hyggeligt.

Kurt Westergaard serverer smørrebrød. I sin lædervest og karakteristiske røde bukser og med et fuldskæg, der engang var rødt, men nu er næsten hvidt, ligner den store mand en mellemting mellem julemanden og Hemingway.

Det er dagen, hvor Folketinget med det smallest mulige flertal har vedtaget den såkaldte tuneserlov. Det er alt sammen til ære for Kurt Westergaard. Og så selvfølgelig resten af rigets sikkerhed.

Selv virker tegneren imidlertid ikke særlig optaget af den nye lov. Han er da glad for, at man holder godt øje med den 37-årige tuneser, der blev arresteret for mordplaner imod ham tilbage i februar, fortæller han.

Men Kurt Westergaard føler sig godt beskyttet af PET og har egentlig mest ondt af tuneseren, som han opfatter som en, der er havnet i fanatismens vold, fordi han er frustreret og ikke kan overskue sit liv og sin tilværelse.

Og så bliver man altså modigere med alderen, tilføjer han: »Jeg har den fordel, at jeg er 73 år. Reelt er der jo ikke meget at risikere. Det er vældig betryggende. Hvis jeg havde været yngre og havde små børn, ville det have set anderledes ud.«

Krigen

Købmandssønnen voksede op i landsbyen Døstrup i Himmerland. Det var et trygt sted på Danmarkskortet, hvor alle kendte hinanden, og informationsniveauet var det samme. Alle vidste nogenlunde lige meget om hinanden og verden udenfor.

Han var seks år gammel, da tyskerne besatte landet. I første omgang fik det bare knægtene fra landsbyen til ubekymret at lege krig med hinanden. Og det var jo sjovt nok. Det eneste problem var sådan set, at det var svært at rekruttere tyskere til legen.

Men mod krigens afslutning ramte alvoren Døstrup. En kolonne af pjaltede, magre russiske krigsfanger kom marcherende til landsbyen. De blev spærret inde i forsamlingshuset, der blev indhegnet med pigtråd.

Lille Kurt kiggede på fra den anden side af gaden, hvor hans fars købmandsforretning lå, og hvor familien boede. Og pludselig kunne han se, at krig var noget uhyggeligt noget:

»Det var så på det tidspunkt, jeg foretog subversive action,« fortæller han.

Han havde taget tid på den tyske vagtpost, der gik rundt om pigtrådshegnet omkring forsamlingshuset, og vidste nogenlunde, hvor lang tid det tog for soldaten at nå rundt om området.

»Jeg havde fået min bedstemor til at smøre et fadfuld rugbrød med leverpostej. Jeg stod foran vores hus bagved nogle buske. Og da vagtposten var forsvundet rundt om hjørnet, vidste jeg, hvor lang tid jeg havde. Jeg styrtede over vejen og rakte fadet ind gennem pigtråden. Og i løbet af 10 sekunder havde de grabset alt til sig.«

Religionen

Det var fanatisme, der havde ført til de menneskelige lidelser, han så under krigen, forstod Kurt Westergaard senere. Han husker også tilbage på et andet udslag af fanatisme i sin barndom.

»Jeg skulle gå i søndagsskole engang imellem. Min far var jo købmand, og der var en del medlemmer af Indre Mission i landsbyen. Og de var selvfølgelig potentielle kunder. Så jeg skulle hen og vise flaget,« fortæller han.

Men missionærerne havde ikke meget held med at redde knægtens sjæl. Han blev snarere skræmt væk fra religionen end ledt på den rette vej:

»Der skete et eller andet med min religionsopfattelse. Der var lige så meget snak om helvede som om himlen. Det var en enorm åndelig voldtægt mod børn. De var jo fundamentalister. Hvis man var fra et indremissionsk hjem og skejede ud, kunne man godt holde sig væk. Hvis en ung pige blev gravid, blev hun udelukket fra familien.«

»Jeg kan huske, at jeg blev dybt forfærdet. Jeg kigge op på den blå himmel og tænkte, at der var langt op til Gud, men Fanden var lige nedenunder. Det var det syn på verden, man fik af at gå i søndagsskole. Det var barske sager,« siger han.

Men det var først i gymnasietiden i Randers, at han blev intellektuelt udrustet til at forstå og formulere sin afsky over for den religion, han havde mødt om søndagen hjemme i lillebyen.

»Jeg fik nogle redskaber at bearbejde det med. Der kom andre ting ind i min tilværelse. Jeg begyndte at kunne stykke en ny verdenserkendelse sammen, fordi jeg blev præsenteret for en masse tankegods og opdagede muligheden for at tænke i andre baner,« fortæller han.

Ytringsfrihed

I 1970'erne stødte den læreruddannede Kurt Westergaard igen på fanatismen. Han var leder på en institution på Djursland under Statens Åndssvageforsorg og havde endnu ikke forfulgt sin drøm om at blive bladtegner.

Både i sit arbejdsliv blandt pædagoger, lærere og humanister og på rejser i Østeuropa oplevede han ortodokse marxister, der ikke kunne acceptere andre politiske ideologier end deres egen og blindt besang østeuropæiske lande som paradisiske mønsterstater.

Det gjorde stærkt indtryk på ham, og i dag er han ikke i tvivl om, at det er hans møde med alverdens afskygninger af fanatisme, der ligger til grund for hans insisteren på ytringsfriheden:

»Hvis du bliver fanatiker, mister du den mest konstruktive følelse, vi har, nemlig tvivlen. Du får styr på tingene. Du får en ny, måske meget stærk identitet. Og du får dette praktiske, meget indskrænkede syn på tilværelsen. Jeg vil tro, at fanatismens psykologi er ens, både når det gælder politik og religion. Og jeg er helt sikker på, at vi bliver nødt til at tale fanatikerne imod, fordi de ikke må få lov at ensrette den måde, vi taler om verden på.«

»Vi kan da ikke leve med, at der er noget, vi ikke må skrive om. At der er en religion, som vi skal tage på med fløjlshandsker,« siger Kurt Westergaard, der ikke fortryder sin tegning af Muhammed og er overbevist om, at et af hans store forbilleder ville være enig med ham:

»Jeg kunne godt tænke mig, at gamle Poul Henningsen kunne have manifesteret sig i den situation, som vi er havnet i med Muhammed-tegningerne. Han ville ikke hade islam, men gå ind for religionsfrihed. Og jeg tror også, at han langt hen ad vejen ville kunne forstå, hvad det er, der sker i de muslimske miljøer. Men han ville altså også forsvare ytringsfriheden og demokratiet til det sidste,« fastslår tegneren, der placerer sig selv i midten af det politiske landskab og holder på, at han er en frisindet, kulturradikal demokrat og ikke den intolerante højrefløjsfanatiker, som mange gerne vil gøre ham til.

Da han tegnede Muhammed med en bombe i turbanen, forklarer han, var det ikke for at stigmatisere den almindelige muslim, men for at påpege, at terrorister henter deres ammunition i islam. Og dem, der mener, man er racist, hvis man siger den slags, kan selv være racister. For deres automatreaktion er muligvis velmenende, men den er også nedladende, mener Kurt Westergaard, der synes at opfatte sin Muhammed-tegning som endnu et stykke subversive action, denne gang imod den politiske korrekthed og ikke tyskerne:

»Jeg har et demokratisk credo, der siger noget i retning af, at jeg tager dig alvorligt, og derfor kritiserer jeg dig. Vi kan jo ikke have, at der er nogle mennesker, som vi ikke må kritisere. Hvis vi ikke gjorde det, ville det være en diskrimination af dem,« siger han og tilføjer:

»Jeg har skam ikke noget imod andre kulturer. I min egen familie er vi seksualglobalister og har fundet ægtefæller i så forskellige lande som Peru og Iran.«

Legale synspunkter

Men hvordan kan det være, at en erklæret kulturradikal seksualglobalist vælger at illustrere en bog af Lars Hedegaard, der bl.a. skriver, at muslimer i Danmark »opfører sig som en besættelsesmagt« og er »opdraget til at betragte vantro som undermennesker og friheden og demokratiet som perversioner?«

»Lars Hedegaards tolerance over for muslimer er nok mindre end min egen. Jeg er aldrig gået løs på religionerne, medmindre der er grund til det. Jeg har ikke noget problem med nogen religion som sådan,« siger Kurt Westergaard.

– Men det har Lars Hedegaard vel med islam?

»Ja, han kan godt være skrap, men jeg har anset mig selv som en illustrator, der prøver at visualisere noget af det, han skriver. Og det har jeg prøvet at gøre så loyalt som muligt."

– Og det har du ikke noget problem med at gøre, selvom du kan være uenig?

»Nej, det har jeg ikke. Så skulle jeg jo sidde hveranden dag og have problemer med de kronikker, jeg illustrerer på Jyllands-Posten. Der er jo også nogle meninger i, som ligger et stykke fra mine egne. Nej, i ytringsfrihedens navn synes jeg, man har krav på at få en loyal illustration, hvis man ytrer sig i en avis.«

– Men er det ikke farligt at stille sig til rådighed for at hjælpe enhver holdning på vej?

»Jo bestemt. Det er klart, at der er ting, som jeg ikke ville have med at gøre. Men jeg synes, det er helt legalt, at Lars Hedegaards meget skarpe synspunkter kommer ud. For jeg synes, jeg har oplevet, at der er kommet en vældig debat i gang. Og det kan jeg godt lide.«

– Men er Lars Hedegaard ikke netop en af de fanatister, du selv taler om?

»Nej, det mener jeg bestemt ikke. Hans form er krasbørstig, og det kan man synes om eller ej, men jeg mener, at han skal have lov at komme til orde.«

– Er det samme generøsitet, der gjorde, at du valgte at stille op til Dansk Folkepartis landsmøde?

»Ja, nu er det jo blevet lidt af en mediehistorie. Men det begyndte med, at jeg blev inviteret og samtidig fik en liste over gæstetalere. Og der var jo ikke nogen, der var medlem af partiet. Jeg faldt for eksempel over general Hillingsøs navn. Og jeg fik at vide, at jeg selv kunne bestemme, hvad jeg ville tale om. Så jeg spurgte Jyllands-Postens informationschef, om det var i orden.«

– Og det kom han til at sige ja til?

»Ja, det gjorde han. Men så fandt jeg bagefter ud af, at det var chefredaktøren altså ikke så glad for. Så jeg måtte stille til en kammeratlig samtale, og hans argument kan enhver avismand forstå. Man skal ikke bringe sig i en situation, hvor man kan kompromittere sin avis. Det kan man jo komme til, hvis man optræder i partipolitisk sammenhæng. Og det er et ræsonnement, som jeg egentlig godt kan se fornuften i.«

Muslimen på gaden

Da vi bliver afbrudt af telefonen, kommer Kurt Westergaard i tanke om, at en tysk avis fornylig ringede ham op for at spørge, hvem han ville udnævne til Man of the Year. Han valgte den almindelige muslim på gaden.

»Han er en spændende figur, synes jeg. Ham, jeg møder, og som jeg kan se genkender mig. Et par gange er det lykkedes mig at komme til at snakke med ham. Men vi når ikke rigtig frem til en forståelse. Og det kan man nok heller ikke forlange,« siger han.

»Jeg spekulerer på, hvad han egentlig tænker. Og så kan jeg jo hurtig få stablet nogle fordomme på benene om, at han sikkert ikke selv ville slå mig ihjel, men ikke ville have noget imod, at en anden gjorde det. Men jeg vil gerne have mine fordomme demonteret. De duer jo ikke. Måske skulle man klappe ham på skulderen og sige ’Hør nu her, gamle ven, skulle vi ikke få snakket lidt om tingene’? Og jeg prøver også nogle gange at komme til at tale med ham. Men det lykkes mig aldrig rigtig.«