Om forventninger og en særlig rødhåret pige

For et par dage siden skrev en af mine amerikanske Facebook-kontakter i sin statuslinje om ishockeyfinalen ved vinter-OL mellem USA og Canada: »As if US athletes were going to beat a team who have been made robust by socialized health care«.

Det var sjovt, og det var symptomatisk for Canadas rolle, tænkte jeg. Canada har det med at blive defineret i forhold til og i skyggen af USA. Det flamboyante USA over for det mere snusfornuftige Canada. En canadisk det går nok-attitude (og måske en snert af vi har fat i den lange ende) over for en amerikansk det SKAL motherf***ing gå, og hvis ikke jeg kommer med i American Idol, er jeg og min familie færdige-attitude. Og det er symptomatisk, at Canada bliver fremhævet for sit offentlige sundhedssystem. For dét ved vi om Canada. Den har vi hørt før. Men vi har ikke hørt så meget andet.

Da jeg og to veninder besluttede at tage på en road trip igennem den østlige del af Canada i to uger i juli måned, fra Toronto over Montreal og nationalparken Gaspésie til Prince Edward Island, besluttede vi derfor samtidig at tage ud i intetheden. Uvidenheden. Vi havde ikke særlig mange canadiske narrativer at læne os op ad. Vi følte os som pionerer. Blikket først idiosynkratisk fæstnet på USA, og så drejede vi lige blikket en gang opad på kortet. Og det føltes mærkeligt befriende. Vi følte, at vi havde valgt en destination, vi (måske illusorisk) kunne have lidt for os selv. Jo, Toronto skulle efter sigende være lidt New York-agtig, og så var der Gaspésie, som en af os havde hørt skulle være latterligt smuk. Og så vidste vi, at Anne fra Grønnebakken kom fra Canada. Men det var i grove træk det.

Forventningerne til turen var meget forskellige. Jeg selv og den ene veninde, til dagligt folkedrabsekspert, var personificeringen af armbøjninger med én arm kl. fire om morgenen: lidt for meget af det gode. Jeg var nogle dage inden afgang trådt ud af min comfort zone og ind i Fjeld og Fritid, hvor jeg havde købt et par komfortable vandresandaler og havde det rigtig godt med det. Og både Folkedrabsekspert og jeg havde på selve afrejsedagen valgt at være præventivt beredte og havde iført os en friluftskultur i form af rummelige shorts og praktiske kasketter. Folkedrabsekspert havde derudover pakket sovepose, lommekniv og pandelygte. Dér var min veninde, Regnskabschefen, ikke. Som to survivaballs hentede Folkedrabsekspert og jeg denne tømmermandsramte dame, som luften for længst var gået ud af. Hendes overlevelse bestod i at kaste de mest essentielle ting i kufferten, mens vi ventede uden for lejligheden med rank ryk, stive smil og et manisk friluftsblik. Fem cocktailkjoler blev blandt andet pakket samt en squashbold, skulle det vise sig en uge inde i ferien, og ikke en sovepose i sigte. »Det var en meget kraftig Amarone,« sagde hun i bilen.

Heldigvis kunne Canada rumme både sovepose og cocktailkjole. Vi gik fra et ellers gennemgående urtet outdoor type-look til at være queens of cocktail-convenience i Montreal og Toronto, hvor især Montreal charmerede og lærte mig, at jeg ikke kunne fransk, mens Toronto mimede New York i gadestruktur et logaritmepapir i jumbostørrelse men ikke i energi. Nok fordi vi var der om sommeren, hvor de studerende og alle andre flygter fra byens varme. Og vi fik brugt soveposen i Gaspésie, som det kræver lidt friluftsvilje og ikke mindst en bil at komme til, hengemt som parken er i det østligste hjørne af Canada. Her lejede vi vandrestøvler og besteg Mont Albert, og en rute på 19 kilometer i meditativ ensomhed og blev som ægte rookies ædt op af black flies, der gav os et spedalsk look flere måneder efter og en lige så langtidsholdbar følelse af samhørighed. Og vi sov i hytter uden lås på døren med kamin og køjesenge. Og vi havde hele intetheden for os selv.

Vores tur sluttede med at genopleve én kendt canadisk fortælling; Anne fra Grønnebakken. Serien, der kører i juleloop på TV 2, og som er baseret på bøger af Lucy Maud Montgomery og handler om den forældreløse Anne, der bliver adopteret af et ældre søskendepar på Prince Edward Island i New Foundland. Vi identificerede os alle med pigen med det viltre røde hår og det iltre temperament dengang i 80erne og 90erne.

Ifølge seriens natur-shots måtte Prince Edward Island være sindssygt smuk, og det var den også. Og befriende stilfærdig. Ikke, at der ikke blev lukreret på Anne-fortællingen (at Canada, når det virkelig gælder, HAR sans for indædt salgsorienteret iscenesættelse, fik vi bevist, da vi besøgte Niagara Falls på Canada-siden. Som om nogen havde kastet et diodenet ud over Vegas). Anne-fortællingen blev skamredet. Anne-teaterstykker, Anne-souvenirbutikker, en Anne-park, hvor man kunne besøge (en rekonstruktion af) Grønnebakken og få taget et billede arm i arm med Anne og Gilbert, Annes hadeobjekt og senre mand.

Men alligevel står stilfærdigheden stadig stærkere i hukommelsen end cirkusset. Måske fordi store dele af PEI er fredet. På strandene står således et lokumsskur og ikke et luksushotel. Selv hovedbyen Charlottetown er afdæmpet, på grænsen til søvnig. Og tager man på ferie på øen, er man sandsynligvis canadier (eller Catherine Zeta-Jones og Michael Douglas, som vi af den lokale radio blev informeret om ferierede på øen), og man kommer for at spille golf, cykle øen rundt iført lovpligtig cykelhjelm, spise sig Canada-buttet i hummere eller for at komme sig over noget.

Mest af alt husker jeg Canada for en rummelighed. Canada er et af verdens tyndest befolkede lande. Og det kan du mærke, når du kører igennem det canadiske landskab. Du.er.alene. Lange strækninger uden at møde så meget som en telefonpæl. Og du føler dig som en gæst. Naturen bestemmer. Huse, der er blevet opført, har en ærbødighed over sig. »Jeg stiller mig lige her, hvis det er o.k. med dig, canadiske bakketop.« Og naturen siger på den anden side, »du skal være så velkommen, men fucker du mig op, smadrer jeg dig. Én snestorm, og du er færdig.«

Det er også en mental rummelighed. Måske forårsaget af et offentligt sundhedssystem, måske forårsaget af geografien. Måske alt muligt andet. I hvert fald var venligheden grotesk. Da jeg fik en fartbøde for at lade mig forføre af vores Pontiac G6s hestekræfter, der stod i så markant kontrast til min egen Peugeot 106s ditto, af radio, automatgear og egen overgearethed, var betjenten elskværdigt afdæmpet. For han forstod. Det var da møgærgeligt. Og sådan var det hele vejen igennem det østlige Canada. De forstod. Og selv om mindet måske er malet med rosenrød feriebegejstring, føles det sandt.

Prince Edward Island: www.gov.pe.ca. Gaspésie National Park: ww.tourisme-gaspesie.com/en/parcs.html