Jeg er jo ikke sådan glamour, men et rigtigt menneske

Ikke siden Maude i Matador har en dansk kvinderolle fyldt så meget i seernes bevidsthed som Sarah Lund i Forbrydelsen. Det er i al fald interviewerens påstand, da jeg mødes med Sofie Gråbøl alias Sarah Lund på biblioteket i Informations lokaler i Store Kongensgade. Den sammenligning skal lige fordøjes. »De er selvfølgelig meget forskellige,« skynder jeg mig at sige. »Der er sikkert også lighedspunkter, hvis vi tænker os om,« siger Sofie Gråbøl imødekommende.

– Hvilke?

»Hvis Maude havde fået en sag, kan det godt være, hun ville have vist sig at have samme råstyrke som Sarah Lund. Hendes problem er, at det har hun ikke, hvorfor det hele bliver til neuroser og kvindelig selvdestruktion. Hvis Sarah Lund ikke havde en sag, tror jeg også, at hun ville destruere sig selv på en eller anden måde«

– Hvorfor?

»Min percept af hende er, at hun er en kvinde med en kæmpe smerte. Det kan godt være, det slet ikke kommer ud over skærmen, når man ser serien, men det er meget vigtigt for mig at vide det, når jeg spiller hende. Jeg har en stærk fornemmelse af hendes dna. I virkeligheden ser jeg krimigenren som eksistentiel, en metafor på livet. Og den har sine regler. Opdageren er en arketype. På den ene side en helt, på den anden side en misfit, som ikke passer ind i systemet.«

– Det opleves vel meget tydeligt i serierne om Beck og Wallander, som er fortabt i privatlivet? Det er bare et stort glas whisky, og så videre med efterforskningen i én uendelighed …

»Opdageren skal betale en høj pris. Den regel har altid været en del af mit credo. Opdagerens benzin og drivkraft er at bringe retfærdighed for offeret og dets familie, men med Sarah Lund har jeg altid følt, at hun ikke er retfærdighedens kriger. Hun er mere forbundet med gerningsmanden end med offeret. Hun jagter noget, hun ikke selv forstår, som er mørkt og grusomt.«

– Har du en viden om hendes baggrund, som seerne ikke får?

»Nej, det har ikke interesseret mig. Der er skuespillere, der laver det, der hedder en karakterbibel om personens baggrund. Det gør jeg ikke. Manuskriptet er min bibel. Jeg har ikke behov for at formulere en barndom for Sarah Lund, selv om jeg har en fornemmelse af den. Jeg forholder mig udelukkende til det, der står på papiret i manuskriptet. Hvis man fastlægger en rute alt for kraftigt, så dør det.«

Forinden har vi talt om Sofie Gråbøls egen barndom, hvor hun en del af årene boede i et kollektiv på Frederiksberg.

»Min mor besluttede det. Hun har sikkert læst en annonce i Information, og så var vi til en audition eller samtale,« fortæller hun.

»For mig var det ekstremt lykkeligt. Der var altid nogen hjemme, altid nogen at snakke med på ens egen alder, og man kunne også trække sig tilbage til sit eget værelse. I virkeligheden synes jeg, at hele konstruktionen med små kernefamilier er meget skrøbelig. Jeg ved heller ikke, om vi er skabt til den. Den lykkefølelse, som jeg oplevede i det store hus på Frederiksberg, er den samme, som jeg i dag finder på et filmhold eller under et prøveforløb på et teater.«

– Allerede som teenager fik du et brag af et gennembrud i flere film i træk. Hvordan var det?

»Meget voldsomt, og det var også et tilfælde, at jeg blev skuespiller. Jeg kan ikke finde en dybere forklaring. Da jeg var 17, var der en annonce, hvor instruktøren Henning Carlsen søgte en ung pige til filmen Oviri. Så foreslog min mor mig at prøve det, og efter tre samtaler fik jeg rollen. Prøvefilm brugte man ikke dengang. På den tid havde jeg ikke et fast billede af, hvor livet ville føre mig hen. Det var som at stige på en karrusel, som andre drejede.«

– Hvad ville du ellers være blevet?

»Det har jeg tænkt over. Jeg tror, jeg var blevet lærer eller sådan noget. Men i mine tidlige 20’ere flirtede jeg med tanken om at blive teolog. Et semester fulgte jeg forelæsningerne på et fakultet, men det var bare en faible, og jeg mærkede straks, at det var uden krop.«

– Har du et gudsforhold?

»Helt bestemt, men det bor ikke i kirken, og jeg har ingen praksis med bøn. For fem år siden blev jeg døbt, fordi min niece bad mig være gudmor. Men jeg har stadig en diskussion kørende med mig selv, om jeg skal være medlem af folkekirken eller ej.«

– Har du generelt svært ved at træffe beslutninger?

»Jeg er ofte i syv sind, hvis ikke 14 eller 21. Fuldstændig fortabt kan jeg se tingene fra alle sider. Det er jeg alt for god til.«

– Det er vel en positiv egenskab?

»Det er det også, men nogle gange kan jeg misunde dem, der har et sort-hvidt perspektiv. Dog, det er noget, der passer godt til at arbejde med tv-serier, hvor det i den grad går ud over stepperne. Når jeg er tilstrækkeligt presset, kan jeg tage meget hurtige beslutninger. Det har bragt mig i nær kontakt med min mavefornemmelse: at registrere ens inderste impuls, tro på den, følge den og eksekvere den. Har jeg for lang tid til at tænke, kan jeg fare fuldstændig vild i mit eget hoved. Hvis jeg som ung skulle have besluttet at blive skuespiller, tror jeg aldrig, jeg var blevet det. Men jeg har da truffet store beslutninger om at få børn og gå fra hinanden.«

– En tid arbejdede du i en boghandel. Hvorfor?

»Da skuespil-karrusellen havde kørt nogle år, kom der en stille tid. Jeg skulle tjene nogle penge, simpelthen. Det var en spirituel boghandel, Strubes på Lille Triangelen. Helt barnligt syntes jeg, det var sjovt at stå bag en disk og sige: ’Hvad skulle det være?’ Den leg, jeg faktisk legede mest som barn.

– Interesserer du dig for bøger?

»Jeg gjorde, da jeg var yngre, men så fik jeg travlt og børn oven i hatten. Nu får jeg ikke læst.«

– Hvor mange børn har du?

»Gudrun på 11 år og Bror på otte.«

– Opkaldt efter Bror Blixen?

»Nej, ham opkalder man ikke børn efter …«

– Har børnene boet hos dig?

»Vi har delt, men ikke efter et system. Jeg hører andre snakke om systemer med 9-5 eller 8-6 dage hos den ene og den anden. Med mit arbejde og mine børns fars – han er instruktør og filmklipper – er der hektiske perioder med fravær, andre, hvor man er helt til stede.«

– Hvordan har du opdraget dine børn?

»Ordet opdragelse har jeg det svært med og også med regler og faste rammer. I mit hjem var der et ligeværdigt forhold mellem børn og voksne, og jeg havde stor frihed til at gøre, hvad jeg ville. Det var fantastisk, men måske var der også for meget fravær af forældreansvar og rammer. Jeg må erkende, at det har jeg taget med over til mine børn. Jeg tror på diskussion og response i forholdet til børnene.«

– Hvad har du diskuteret med dem?

»Alt. Hvor meget de må spille computerspil for eksempel. Jeg har prøvet med en autoritær regel om, at de kun må spille en time om dagen. Så går det fint … i 14 dage. Så diskuterer vi det igen, og det er jo en form for forhandling, der foregår konstant. Et lille Christiansborg. Jeg tror på dialog.«

– Har du en livsanskuelse?

»Livet er noget rod. Det er bare med at favne det!«

– Hvordan er det at være hele Danmarks Sofie?

»Det er rart!«

– Kan du gå i fred på gaden?

»Der kommer jævnligt folk hen og siger hej. Jeg slapper af omkring det og føler det faktisk som en form for familierelation. Da jeg var helt ung, syntes jeg, det var mærkeligt, at folk, jeg ikke kendte, havde en mening om mig – rigtig eller forkert. Jeg kunne blive irriteret, blufærdig og også selvbevidst. Sådan har jeg det ikke mere. Når man har en serie på sendefladen, er der en massiv opmærksomhed. Det er jeg blevet meget uneurotisk omkring.«

– Hvad er attraktionen ved at være skuespiller, når man har skæve arbejdstider og skal stå til rådighed for pressen osv.?

»Det primære er selve arbejdet, hvor jeg bliver væk i processen. Det er der, du selv bliver forløst. I modtagelsen ligger der også en tilfredsstillelse. Men nu er jeg færdig med Sarah Lund. Hun tilhører publikum, og jeg er videre til en spillefilm.«

– Som er?

»En Søren Kragh-Jacobsen-film over I lossens time af Per Olov Enquist.«

– Kan du forestille dig at gå videre til en international karriere?

»Jeg ved det ikke. Hvis den rigtige rolle kommer.«

– ’Forbrydelsen’ blev en overvældende succes i Storbritannien, men ikke som ’remake’ i USA med andre skuespillere. Hvad gik galt?

»Jeg har kun set to afsnit, og det var da fint, men når du sidder og ser den, tænker du, hvad er det, der mangler, for historien og dramaturgien er jo den samme? I vores projekt var der en sjæl, som var en syntese af nogle energier, vi kastede ind i puljen. Et konglomerat af nogle bestemte mennesker på et bestemt tidspunkt. Det er det, der hedder kemi, og det er selve essensen af kunstnerisk arbejde. Det evige mysterium. En kreativ kædereaktion, som aldrig kan forudsiges.«

– Du har udtalt for nylig, at du ikke selv synes, du er smuk. Det vil de fleste mænd ikke være enige i, men hvor stammer den selvopfattelse fra?

»Det er en realisme, jeg er født med. Mange englændere, som var begejstrede for Forbrydelsen, sagde alle som en, at det er så vidunderligt, at jeg ikke er smuk. Jeg synes heller ikke, jeg er grim, men jeg forstår, hvad de mener. Jeg er jo ikke sådan glamour, men et rigtigt menneske. Det tager jeg som en stor kompliment. Jeg erkender, at jeg egentlig er et ret almindeligt menneske.«