Et rigtigt menneske
»Der findes ikke nogen, som ikke på et eller andet tidspunkt er blevet berørt af Robin Williams,« sagde den amerikanske komiker og podcastvært Marc Maron i sin meget bevægende indledning til et fire år gammelt interview med kollegaen Robin Williams, som Maron i anledning af Williams’ pludselige død mandag fandt frem.
For mange var Williams stadig det nysgerrige rumvæsen Mork fra Ork, der første gang dukkede op i komedieserien Happy Days (1978-79), og som siden fik sin egen serie, Mork & Mindy (1978-82), hvor han tumlede rundt på Jorden, evigt fascineret af menneskenes mærkelige adfærd. Den rolle var Williams gennembrud.
For andre var han den energiske standupkomiker, der nærmest eksploderede på en scene og kunne tage en hvilken som helst situation og vende den til noget sjovt, mens han imiterede kendte personer i et hæsblæsende tempo og improviserede, så ikke en lattermuskel var uberørt. Robin Williams havde funny bones – han var født sjov – og det faldt ham naturligt at få andre mennesker til at grine.
For det meste var det en leg, som han elskede, og han kunne skrue op og ned for galskaben og tempoet. Men tvivlen, desperationen og tomheden sneg sig indimellem ind på ham, og gennem årene kæmpede han med misbrug af alkohol og stoffer og den depression, som efter alt at dømme endte med at få ham til at tage sit liv i en alder af blot 63 år.
Ren Robin Williams
Jeg bilder mig ind, at jeg selv opdagede Robin Williams takket være Barry Levinsons Good Morning Vietnam (1987), hvor han spiller radioværten Adrian Cronauer, der kommer til Vietnam under Vietnamkrigen for at underholde tropperne. Det lykkes ham, men han gør militærledelsen vred med sin løsslupne og provokerende stil. Det er ren Robin Williams, men film og rolle rummer også de alvorligere undertoner, som hans øvrige filmkarriere og liv var fuld af.
Det kan godt være, at jeg dengang i 1987 allerede havde set Williams i titelrollen i George Roy Hills bittersøde John Irving-filmatisering, Verden ifølge Garp (1982), eller som den klassiske russiske musiker Vladimir, der hopper af til USA i Paul Mazurskys En russer i New York. Begge film demonstrerede, hvor god en skuespiller Williams var, hvor fantastisk en timing han havde i de komiske scener, og hvor følsom og sårbar han kunne være, når situationen og rollen krævede det.
Størst indtryk gjorde han dog på mig – og vel hele min generation, født i 1970’erne – i rollen som læreren John Keating i Peter Weirs fine coming of age-fortælling Døde poeters klub (1989), der i 1950’erne rusker op i en fornem, stokkonservativ kostskole med sine progressive ideer. »Carpe diem«, grib dagen, blev ikke bare kampråbet for de undertrykte elever på skolen, der lærte at elske poesi, men også for mig og mine venner, og selv om det ikke altid har været nemt eller muligt, er det en god ambition at have.
Varme og humanisme
Robin Williams medvirkede i et hav af film og tv-serier op gennem en karriere, der begyndte i midten af 1970’erne, hvor den banebrydende sorte komiker Richard Pryor opdagede Williams og tog ham under sine vinger. Gennem årene optrådte Williams på scenen med sine egne shows, og sveden løb af ham, mens han gravede dybt i hovedstolen og talte om sex, stoffer, politik og livet generelt.
Alle, der kendte Williams, beskriver ham som et lynende begavet, godt og empatisk menneske, der med årene lærte, at han ikke altid behøvede at optræde og være på, når han var sammen med andre mennesker. Han kunne godt tillade sig at være sig selv og bare sige goddag, når han kom ind i et lokale i stedet for at opføre et helt cirkusnummer.
Hans varme og humanisme er tydelig i de fleste af hans film, og disse egenskaber var hans styrke og en gang imellem hans svaghed som skuespiller. Enkelte film var velmente, men alt for følelsesfulde og sentimentale – blandt andre Livet længe leve (1990), Patch Adams (1998), Robotmennesket (1999) – mange andre fandt en tilfredsstillende balance mellem netop følsomhed, humor og drama.
Indfølende og loyal
Robin Williams er ganske enkelt fremragende i rollen som Parry, der er blevet gal efter at have mistet sin kone i Terry Gilliams fabulerende Fisher King (1991), og han er guddommeligt morsom som åndens stemme i animationsfilmen Aladdin (1992) – man får fornemmelsen af, at instruktørerne har givet ham lov til bare at improvisere løs i en mikrofon. Williams er skiftevis sjov og sårbar i Chris Columbus’ undervurderede Mrs. Doubtfire (1993), hvor han spiller en arbejdsløs skuespiller, der må forklæde sig som en skotsk barnepige for at få lov til at se sine børn.
Han formidler dygtigt smerten bag den joviale facade som psykologen, der skal hjælpe Matt Damons modvillige Will i Gus Van Sants Good Will Hunting (1997) – en præstation, der indbragte Williams en Oscar. Og psykopatien lurer uhyggeligt under overfladen i både Christopher Nolans Insomnia (2002) og Mark Romaneks One Hour Photo (2002), to film, der viste nye, dystre sider af Williams skuespiltalent.
Og sådan kunne man blive ved.
Williams havde en omfattende og alsidig karriere, både som komiker og som skuespiller. Han var en af de allerstørste – »kongen«, kalder Marc Maron ham – og vil blive savnet. Heldigvis har vi filmene at mindes ham med, også The Birdcage (1996), hvor Nathan Lane er den flamboyante del af et bøssepar og Williams den anden, mere afdæmpede, som med sit kropssprog og små manerer skaber balance og tegner et indfølende og loyalt portræt af (endnu) et rigtigt menneske. Ligesom Robin Williams selv.