’Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?’

Det passer, hvad man siger om hende. Tess Holliday får virkelig al trafik til at standse. Det kan hun gøre bare ved at posere op ad en mur i Red Hook, en Brooklyn-bydel i New York, omkranset af en sværm af fotografer. Som en vampet modesuperheltinde er hun iført korset med sort kappe. Og dét bliver bemærket.

»Kør bare videre, røvhuller,« råber hun og vinker affærdigende af de måbende billister.

»Har I aldrig set en tyk pige i undertøj før?«

Alle tilstedeværende griner, men hun ikke så meget som smiler. Det er et bistert blik, hun sender. Hun er mere irriteret end triumferende.

Men måske har de virkelig ikke set en tyk pige i undertøj før. I det mindste ikke i så glamourøs en kontekst. Selv i et USA, hvor tøjstørrelsen L efterhånden må udvides med adskillige foranstillede X’er, har livsstilsmagasiner en forkærlighed for den slags modeller, der fremdeles er meget tynde, meget høje, hvide og unge.

I januar, da hun skrev kontrakt med modeagenturet Milk Model Management, blev 29-årige Holliday den første XXL-supermodel – en problematisk betegnelse, for lige siden har det prædikat klæbet til hende. Ikke at det er deskriptivt forkert, men fordi det låser hende fast i en ekstraordinær identitet, som hun gerne så blev mødt med langt mindre opmærksomhed.

Holliday har røde svulmende læber og kastanjebrunt hår, der falder i glinsende lokker. Men det er ikke så meget hendes kønne ansigt, der gør hende til noget særligt. Det er hendes krops dimensioner. Det generer hende ikke det fjerneste at blive kaldt »tyk«, siger hun.

»For mig er det bare et ord. Jeg er blevet kaldt tyk hele mit liv. Men jeg er jo tyk, så derfor ville det være åndssvagt af mig at blive vred over det.«

Holliday har tæt på en million likes på sin Facebook-side og næsten 800.000 følgere på Instagram. Og med hver af sine i reglen ganske kontante statusopdateringer på de sociale medier forstærker hun sin position som en inspirationsfigur, der forstår at trodse og udæske alle slags vogtere af kvindekropsidealer.

»Til alle jer, der slås på min væg, siger jeg bare: Få jer et liv, få jer en terapeut, ring til en psykolog eller æd en burger, for fanden. Så bliv dog voksne.«

Der er selvfølgelig et paradoks på spil her. For ved at gå ind i en karriere som fuldtidssupermodel er Holliday trådt ind i en verden, der pr. definition gør netop dette: vogter over et kvindekropsideal. Uanset hvor radikalt afvigende hun er med sin størrelse og attitude, handler hendes job stadig om at blive set og bedømt på sit udseende. Men det lader ikke til at genere hende.

»Er det ikke bedre at have en stemme inden for modebranchen, der kan tale imod alt det lort? Sympatiserer jeg med alt det, som modemagasinerne gør? Nej, og det lægger jeg ikke skjul på. Så enkelt er det.«

De over 700.000 Instagram-posts på #effyourbeautystandards viser, at Holliday rykker noget for rigtig mange.

Nægter at forsvare sig

Hun startede hashtagget i 2013 i vrede over mængden af de ubehagelige online-kommentarer, hun tiltrak hver gang hun f.eks. uploadede billeder af sig selv i badetøj. Hun erklærer sig i mellemtiden helt overvældet af de overstrømmende tilkendegivelser, hun lige siden har fået fra ikke bare andre kvinder med en stor figur, for hvem det er en grænseoverskridende modig handling at uploade billeder af sig selv. Men også fra eksempelvis unge bøsser, der kæmper med at forlige sig med deres kropsbillede.

Hollidays fotosession tog seks timer i kvælende hede, og nu sidder vi omsider på en café. Hele vejen igennem har hun opført sig som et korrektiv til klicheen om modeller som intetsigende eller fåmælte påklædningsdukker. På et tidspunkt fyrede en midaldrende afroamerikansk fyr et kompliment af, da han gik forbi.

»Hvad tror fyre, de kan opnå ved at råbe efter mig,« spørger hun, imens hun flytter vægten til sin anden fod og justerer på sin kappe.

»De er lis’som: Hun bliver så vild med mig, jeg skal helt klart have hendes telefonnummer. Men jeg må indrømme, at sorte fyre virkelig elsker mig. Nogle gange glemmer jeg det, men når jeg så kommer til et sort kvarter, bliver jeg altid lige mindet om det.«

Senere, da hun med noget besvær har mast sig ned i et par Christian Louboutin-stiletter og tilføjet en hel del ekstra højde til sine 165 cm, siger hun stille og roligt til fotografen:

»Hvis ikke du får de her sko ordentlig med på billedet, fucker jeg dig op!«

Under hele seancen er Hollidays kæreste, Nick Holliday, en vennesæl og snakkesalig australier med et kæmpemæssigt hipsterskæg, til stede og foregriber og imødekommer hendes mindste behov: en frugtsnack, et glas vand, en solskærm.

De er ikke gift endnu, men hun tog hans efternavn, da hun skrev modelkontrakt. Før da hed hun Tess Munster, et navn hun tog efter tv-serien The Munsters, der handler om en familie af venlige monstre.

Med håret sat op i en knold og al makeup tørret af ansigtet bestiller hun en pain au chocolat og en kop varm chokolade og besvarer et opkald fra Rilee, hendes niårige søn, som hun fik, da hun var 20 og arbejdede i Walmart. Hun har brudt alle bånd til hans far.

Da hun har talt færdig med Rilee, nipper hun til sin varme chokolade og siger: »Alle har deres laster, men mine er synlige.«

Det gælder også trøstespisning, som hun nægter at undskylde.

»Hvis jeg har været ude og skyde fotos hele dagen og vil have en fucking kop varm chokolade og en chokoladecroissant, så er det altså dét, jeg æder. Det betyder ikke, at jeg så spiser på samme måde både til morgenmad, frokost og aftensmad, men det er i orden, hvis jeg har lyst. Ingen falder over berømtheder, der ryger en eller to cigaretter eller over folk, der poster et foto på Facebook af dem selv med en drink ved fyraften. Så hvorfor skulle det ikke være okay for mig? Livet er fuld af lort, så hvorfor dømme nogen for at prøve at håndtere det, så godt de kan?«

Stor fisk i lille dam

Når man hører om Hollidays barndom og teenageår er det til at forstå, hvorfor hun kan mene, at livet er »fuld af lort«.

Hun voksede op i de amerikanske sydstater, og hendes familie nåede at flytte mindst 40 gange, før hun blev 10 år. Adspurgt om, hvorfor, svarer hun direkte: »Min far har visse brister«.

Ham har hun også brudt al kontakt til.

»Når man bliver voksen og skal vælge, hvem man vil omgive sig med i sit liv, er det i orden at fravælge dem, der sårer dig og gør dig ked af det. Selv hvis det er et familiemedlem. For mig har familie ikke særlige privilegier. Jeg har givet ham mange chancer, og han blev ved med at behandle mig dårligt. Så besluttede jeg bare: ’Du skal ikke længere være en del af mit liv’.«

En anden mand præsterede dog at smadre hendes familieliv endnu mere. Da Holliday var ni år gammel, blev hendes mor skudt i hovedet af sin nye kæreste, som efterfølgende blev tiltalt for mordforsøg.

Holliday og hendes bror flyttede derpå ind i en campingvogn i hendes bedsteforældres baghave, mens hendes mor kom sig over sine skudsår. Moderen er dog stadig lammet og handicappet i dag. Holliday fortæller om disse begivenheder i et forbløffende lidenskabsløst toneleje.

»Den 22. juni var det 20 år siden,« siger hun og trækker på skuldrene. »Så det er længe siden. Men min mor er her stadig, og det er pissebesværligt. Hun har stadig voldsomme smerter. Hun lider, men hun er der.«

Det var Hollidays mor, der bakkede hende op, da hun ville gå ud af skolen i en alder af 16 år, da mobningen imod hendes datter – på grund af hendes vægt, blege hud og handicappede mor – var blevet utålelig.

»Jeg mødte op første skoledag på mit tredje år i high school, men her var det det samme lort, og jeg sagde bare til mig selv, at det her gider jeg ikke være med til længere,« siger Holliday.

Hun anede ikke, hvad hun skulle stille op med sit liv, men ville bare så langt væk fra Mississippi som muligt. Hun nævner Tim Burtons film Big Fish:

»Jeg elsker den film, for den var også en stor fisk i en lille dam, som bare gerne ville væk fra. Det var sådan, jeg følte det.« Efter nogle år i Alabama tog Holliday til Seattle med den dengang etårige Rilee, tre kufferter, 700 dollar og en vag forhåbning om at finde arbejde som kosmetolog.

Hun havde prøvet modelarbejde, da hun var 15, og var rejst helt til Atlanta til en audition, men fik at vide, at hun var for stor og ikke høj nok, selv for XXL-modeller.

Så da hun i 2009 postede nogle billeder af sig selv, som hun havde taget til Rilees far, på hjemmesiden Model Mayem, tænkte hun ikke nærmere over det.

Men få dage senere ringede en agent, og inden længe var hendes ansigt at se på busser, billboards og i reklamer for Heavy; en dokumentarfilm om superfede amerikaneres kamp for vægttab. Få år efter flyttede Holliday til Los Angeles og fik meget mere modelarbejde, alt imens hun arbejdede som sekretær for en tandlæge.

Nu dukkede hun op i Nylon Magazine og på forsiden af People, medvirkede i en kampagne for makeupproducenten Benefit og blev af Vogue Italia udnævnt til verdens mest markante XXL-model. Dette førte igen til, at hun blev kontaktet af den legendariske fotograf David LaChapelle, som hun arbejder sammen med om et fortsat hemmeligt projekt. Sidste år sagde Holliday stillingen som tandlægesekretær op.

Miss Piggy er rollemodel

Hollidays billeder er udtryksfulde, men hendes udstråling har i nok så høj grad at gøre med hendes personlighed og holdninger.

Få supermodeller tiltrækker så mange ubehageligheder online som Holliday. Dem forsøger hun at ignorere, og det samme gør hun efterhånden med sin voksende fanskare. »Før var jeg altid på Reddit,« fortæller hun, »men så sagde Nick, at hvis jeg blev ved, ville han tage min mobil fra mig. Jeg kan simpelthen ikke klikke på alle de artikler, der bliver skrevet om mig, se på alle fotos eller deltage i alle diskussioner om min helbredstilstand«.

Det sker jævnligt, at fans kommer Holliday til undsætning, når hun udsættes for fatshaming. Som en af dem skrev på Twitter: »Min eneste bekymring for Tess Hollidays sundhed går på, at hun skal få en øjeninfektion af at tørre sine øjne med 100-dollar-sedler.«

»Det var ret sjovt,« siger Holliday og fortsætter:

»Men også lidt overdrevet. Lige nu har jeg kun 4.000 dollar på min konto, fordi jeg afventer en del honorarer«.

Hun indrømmer gerne, at hun tjener langt mere end sekretærlønnen på 20.000 dollars om året. F.eks. føler hun sig ekstravagant nok til at købe et par Gucci-sandaler til sin bedste venindes nye baby.

»Det ville hun først ikke have. ’Nej, nej, nej, sagde hun’. Tag dem nu, sagde jeg … du kan altid give mig dem tilbage igen, når jeg får min næste unge«.

Og det ønsker Holliday sig. Hun og Nick mødtes online, efter at han havde sendt hende en besked over det sociale medie Tumblr, hvor han udtrykte sin beundring for den inspiration, hun gav andre kvinder.

Det tændte hun på, og inden længe forlod Nick Holliday Melbourne for at mødes med hende.

»Det var helt vildt, for den her fyr var bare så hot. Jeg tænkte: ’Jeg har ikke en chance med så lækker en mand’. Jeg havde aldrig før haft lækre kærester. Når man er så tyk som jeg, virkede det utænkeligt at få fat på dem. Det var også det, mine venner sagde: ’Du må nøjes med mindre. Du kan ikke både få en lækker kæreste og en sød fyr, du må vælge det ene eller det andet’. Men så sagde jeg: ’Jeg fortjener at få begge dele’.«

Hele dagen viser Hollidays forlovede sin hengivenhed. Han trækker et lille stykke tape fra et trusseindlæg af hendes sandaler, hvor det har sat sig fast. Og på et tidspunkt lægger han kærligt hånden på sin kærestes bagdel.

»Man kan give den et godt gammeldags klask,« siger han.

Holliday ignorer ham og fortæller, at hun i starten ikke var særlig sød ved ham.

»Jeg var aldrig blevet behandlet så godt før og vidste ikke rigtig, hvordan jeg skulle opføre mig. Så jeg var temmelig led over for ham. Måske har det noget at gøre med mit problem med faderfigurer. Min ven Nadia, der også er XXL-model, poster billeder af sin far og fortæller, hvor højt hun elsker ham. Det kan jeg slet ikke leve mig ind i.«

Holliday har let ved at lade sig distrahere, indrømmer hun. Da jeg spørger til hendes tatoveringer, svarer hun imidlertid fokuseret.

»Alle de kvinder, jeg har på mine arme, har det til fælles, at de var pisseligeglade,« siger hun. De omfatter Mae West, Dolly Parton og endnu en feministisk heltinde: Miss Piggy fra The Muppet Show.

»Miss Piggy er en stor pige og glamourøs, og folk synes, det er latterligt, når jeg fremhæver hende som rollemodel, men det har hun været. Hun var uforskammet og sexet, og folk lagde mærke til hende, og hun var stor, men pisseligeglad,« fortæller Holliday.

»Jeg ser ikke mig selv som en model,« siger hun pludselig med samme prima donna-attitude som sin yndlingsgris.

»Jeg er mere et helt varemærke«.

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen