Hønsestrik og hakkeorden

Hvorfor skal vi læse om strikning, så længe der er krig i Syrien og flygtningekrise i Europa? Sådan har flere læsere spurgt, siden vi i sidste uge i dette kulturtillæg bragte en artikel om antifeministiske tendenser i tidens strikkebøger. »Hvis man skal diskutere strikketøj og strikning, så har man for lidt at bekymre sig om,« som en forarget læser skrev – mens en anden gik skridtet videre og lige frem opsagde sit abonnement under henvisning til avisens manglende »proportionssans«.

»Sådan var det også i 1970’erne,« siger Ninon Schloss, der var aktiv i kvindebevægelsen, da Kirsten Hofstätter udgav sin første bog om Hønsestrik i 1973.

»I det venstreorienterede miljø var der ikke andet end hån til overs for projektet. ’At komme der med sit latterlige strikketøj og tro, at det ville føre til en revolution!’ Mange på venstrefløjen forsømte ikke en lejlighed til at sige, hvor dumt det var.«

I dag er ordet hønsestrik gledet ind i vores hverdagssprog, og strikkestilen er blevet et genkendeligt symbol på halvfjerdsernes politiske brydningstid. Men virkeligheden er, at bogen, der har lagt navn til det hele, nær aldrig var blevet til noget. Oprindelig havde Kirsten Hofstätter – der døde i 2007 – sendt sit manuskript til udgivelse hos Reitzels Forlag under titlen Strikkemanifestet. Men forlaget var ikke begejstret for den antikapitalistiske strikkebog, og Kirsten Hofstätter blev i stedet henvist til det venstreorienterede forlag Røde Hane. Her blev bogen imidlertid også afvist med den begrundelse, at den ikke var ideologisk nok, og så besluttede Kirsten Hofstätter sig for at udgive bogen selv. Hun kaldte sit nye forlag for Røde Høns, dels som en kritisk replik til den mandsdominerede forlagsbranche, der havde afvist hende, og dels som en ironisk kommentar til den generelle opfattelse af kvinder som en flok kaglende høns. Men efter en samtale med forlaget Røde Hane endte hun alligevel med at ændre navnet, og i 1973 kunne forlaget Hønsetryk så udgive sin første bog under titlen Hønsestrik.

Opråb mod garnfirmaer

Det første oplag på 4.000 blev udsolgt i løbet af seks dage, andet oplag på 6.000 var væk efter en måned, og snart havde bogen solgt i mere end 50.000 eksemplarer. Succesen var iøjnefaldende, ikke mindst fordi bogen var et meget konkret opgør med samfundets kapitalistiske forbrugerisme. I bogen formulerede Kirsten Hofstätter sit ærinde på denne måde:

»Hønsestrik er et OPRÅB mod garnfirmaerne, der nægter at udlevere en strikkeopskrift, uden at man samtidig køber det garn der anbefales til opskriften! Hønsestrik er et OPGØR med de sædvanlige strikkebøger, der altid angiver et bestemt garnfabrikat til hver opskrift! Hønsestrik er et OPRØR mod de fastlåsende opskrifter, der ikke får strikkere til at digte og fantasere i strikketøjet!« Bogens succes resulterede i et boom af farverige trøjer og bluser af restgarn med hjemmelavede mønstre, navne, symboler og politiske budskaber. Aldrig havde så mange danskere på tværs af alder og køn kastet sig over strikketøjet. Men blandt de mange bogstavkombinationer på den yderste venstrefløj var modtagelsen hård, fortæller Ninon Schloss, der selv anmeldte Hønsestrik i Information i 1974 og siden hjalp med udgivelsen af de to efterfølgende hønsestrikbøger.

»Der var en meget stærk modstand over for hønsestrikken fra de venstreorienterede. Strik var noget kvindagtigt, man ikke kunne tage seriøst. Der var mange fornuftige perspektiver i hønsestrikningen, men dem havde den daværende venstrefløj overhovedet ikke blik for, fordi der stort set ikke var nogen dengang, der var økologisk indstillet – og slet ikke på venstrefløjen,« siger hun.

Det havde Ninon Schloss heller ikke selv været, da hun i 1970 – som en af initiativtagerne til Rødstrømpebevægelsen – marcherede ned ad Strøget i København med bh’en uden på tøjet. For rødstrømperne var det fra begyndelsen en politisk prioritet at få afskaffet de hjemlige sysler og overdraget dem til industrien, så kvinderne i stedet selv kunne komme ud på arbejdsmarkedet og konkurrere med mændene. Som Aleksandra Kollontaj, en kvindelig russisk revolutionær og bevægelsens ledestjerne, formulerede kursen: »Man bør ikke spilde sin tid med selv at fremstille tingene. En hær af særligt uddannede arbejdersker vil udføre dette arbejde i morgendagens kommunistiske samfund.«

Noget kvindefims

Det var midt i denne virkelighed, at Kirsten Hofstätters ’gør det selv’-bog dumpede ned og vakte intern splid i kvindebevægelsen.

»Så vidt jeg husker var der ingen mænd, der gik til angreb på hende. Det var i dén grad venstreorienterede kvinder, som synes, at det var pinligt, at nogen fra egne række begyndte på sådan noget kvindefims,« siger Ninon Schloss.

Gradvist begyndte eftertanken dog at indfinde sig blandt kvindeforkæmperne, og pludselig kunne man høre flere af dem spørge sig selv, om de i opgøret med det forhadte patriarkat måske var kommet til at skylle lidt for mange ting ud med badevandet. Hvis ingenting længere var hjemmelavet, og alting blev overladt til produktionsmidlerne, hvad skulle der så blive af bæredygtigheden, økologien og miljøet?

»Udgangspunktet for Rødstrømpebevægelsen var, at vi ikke gad den rolle, kvinder traditionelt var blevet presset til. Men i 1974 skrev jeg en kronik i Information under overskriften »Økofeminisme?« hvor jeg spurgte, om der måske alligevel var noget i den traditionelle, kvindelige kønsrolle, som vi havde brug for,« siger Ninon Schloss.

I kronikken udpegede Ninon Schloss kvindesagens nye kampplads og dilemma: »Den økologiske bevidsthed må betyde en skærpelse af kønskampen, for jeg gider sgu ikke at sidde der ved syæsken lige som min mor gjorde hver aften, da vi var små,« skrev hun.

Samme dilemma har med 45 års forsinkelse ramt ned i nutidens tanker om en samfundsmæssig omstilling til mere klimavenlige livsformer. For hvad sker der med kønsrollerne, hvis vi alle skal til at leve mere enkelt? Hvem skal stoppe sokkerne og hvem skal lave maden?

Kirsten Hofstätter nåede ikke selv at opleve den renæssance, hendes bøger i disse år har fået, og som i 2013 resulterede i, at Hønsestrik i en uge lå øverst på listen over de mest efterspurgte bøger på antikvariat.net.

»Men det ville utvivlsomt have glædet hende at vide,« siger Ninon Schloss.

Selv glæder hun sig til gengæld ikke over den aktuelle kritik, der dømmer strikkehistorier ude på grund af manglende væsentlighed.

»Jeg fik for meget af den tankegang i 1970’erne, og jeg kan ikke tage kritikken alvorligt. Hvem siger, at jeg ikke også bruger tid på flygtningekrisen og krigen i Syrien? Men livet er sgu for kort til udelukkende at plage sig selv med krig og ødelæggelse – og det hjælper man i øvrigt heller ikke nogen flygtninge ved.«