Heideggers moralske katastrofe
Da de første af den tyske filosof Martin Heideggers såkaldte Sorte Hæfter udkom i 2014, blev det slået fast, at Heidegger under nationalsocialismen energisk udviklede sit filosofiske apparat til at understøtte sin forlængst indgroede antisemitisme.
Efter udgivelsen af hæfterne var det ikke længere muligt at opretholde myten om, at Heidegger blot havde været medløber og opportunist. Skeletterne begyndte at vælte ud af skabet.
For heideggerianere har det heller ikke været muligt at opretholde den læsning af filosoffens værk, der splitter det op i to skarpt adskilte dele: en offentlig del, der rummer hans abstrakte filosofi, og en privat, der består af personlige optegnelser og breve.
De to verdener viser sig at være én. Af hæfterne fremgik det, at antisemitismen var forankret i hans filosofis grundtanker. Af hans personlige korrespondance fremgik det desuden, at han var motiveret af sin racisme.
Alvorlige følger
Det har allerede fået alvorlige følger for fortolkning og administration af mandens filosofiske arvegods. Freiburgerfilosoffen Günter Figal, formand for det tyske Heidegger-Selskab og indehaver af Heideggers professorat, trådte tilbage. Heideggers »infame« og »afskyelige« antisemitisme gjorde, at han ikke længere følte sig i stand til at repræsentere filosoffen.
Og en ny mistanke opstod. Kunne det tænkes, at redaktører og udgivere af de ultimative Samlede Værker, mere end 100 bind, i det redaktionelle arbejde med tekster og originalmanuskripter havde forskønnet mesterens ord?
Familien Heidegger, de testamentariske rettighedsejere, bestemmer frem til 2046, hvem der må citere hvad fra værket. Men i et af Heideggers værker havde nye redaktører opdaget, at en forgænger var kommet for skade at fortolke forkortelsen »N.soz.« som »Naturvidenskab« og ikke som »Nationalsocialisme«, en mere nærliggende læsemåde. Den uheldige fejl havde sneget sig med i foreløbig tre udgaver.
Stort pres
Presset blev efterhånden for stort. Heideggers barnebarn Arnulf Heidegger, der administrerer familiens rettigheder, gav efter, og i torsdags udkom det tyske ugeblad Die Zeit med belastende udtog af Heideggers breve til broren Fritz. De personlige breve er skrevet mellem 1930 og 1946, og udgivelsen hedder Heidegger und der Antisemitismus.
Bladets to medarbejdere Alexander Cammann og Adam Soboczynski, sidstnævnte den ene af Die Zeits to kulturredaktører, kalder afsløringerne af Heideggers »egne usminkede oplysninger om hans politiske sindelag« for »sensationelt nye«. Her viser Martin Heidegger sig »direkte og utilsløret antisemitisk«, skriver de.
At Heidegger var et upolitisk menneske, der kun beskæftigede sig med de højeste materier, som hans tilhængere mener, holder ikke. Heidegger var overordentligt velinformeret om den politiske dagsorden. Brevene afslører, at modviljen mod jøder og jødedom lå dybt i ham.
Af uddragene fremgår det, at Heidegger i december 1931, altså 13 måneder før Hitlers magtovertagelse, omsider så tågen lette, og at intet mindre end »Europa og Aftenlandets kulturs frelse eller undergang« nu stod på dagsordenen. Tyskland »vågner«, som det hedder med en gentagelse af en kendt naziparole.
Boggaver
Heidegger opmuntrer sin bror med boggaver, bl.a. Hitlers erindringer Mein Kampf og dengang kendte værker af højrenationale, antidemokratiske forfattere. I juli 1932 ærgrer Martin Heidegger sig over mediernes forløjede behandling af Hitlers morderbande S.A. Kort før valget i juli 1932 anbefaler han, at man overlader den politiske »midte som tilflugtssted for kvinder og jøder«.
Læs også: Achtung – hvor det minder om vores egen tid
Kort efter Hitlers definitive magtovertagelse beklager han sig i april 1933, få dage før han med Hitlers velsignelse tiltræder som sit universitets rektor, småfornærmet over, »at på grund af embedsmandsloven forsvinder her i mit tilfælde tre jøder, sådan at jeg må gøre arbejdet – uden assistent – helt alene«.
Som om det var jødernes skyld, at han nu sidder dér i arbejde til halsen. 4. maj 1933 glæder han sig over, at han »af sin inderste overbevisning« er trådt ind i NSDAP.
»Nu skal vi ikke længere tænke på os selv, men kun på helheden og det tyske folks skæbne.«
Lillebroren bør følge hans eksempel.
Ligger ved Stalingrad
I januar 1943, hvor udryddelseskrigen mod Sovjetunionen var gået endeligt i stå, og den tyske værnemagt frøs til døde i det omringede Stalingrads ruiner, kan Heidegger fortælle, at en af hans tidligere bedste studerende »ligger« ved Stalingrad.
Filosoffen har som opmuntring sendt ham sin fortolkning af Platons berømte »hulelignelse« i det filosofiske hovedværk Staten. Hvis skriftet er nået frem, er det nærliggende at tro, at det er blevet brugt som lokumspapir.
Et par måneder efter krigens slutning, i juli 1945, vånder Heidegger sig under sin onde skæbne:
»Her er det meget lidt skønt. Vi er blevet pålagt at huse kz-folk i vores lejlighed.«
Med kz-folk må han mene overlevende og til det yderste forkomne koncentrationslejrfanger, der efter lejrenes befrielse stod uden alt midt mellem de tyske ruiner. Overordnet set: »Alt står slet til og værre end i nazitiden.«
I påsken 1946, altså næsten et år efter Hitler-rigets endelige undergang, går hans tanker til de millioner af tyskere, der er blevet fordrevet fra tyske regioner øst for Oder-Neisse-grænsen, altså fra landområder, der nu er enten russiske eller polske. Den »frygtelige skæbne«, der er overgået dem, overstiger »alle forbrydernes organiserede rædselsgerninger«.
Her hentyder Heidegger formentlig bl.a. til tilintetgørelsen af Europas jøder, altså Shoah, et emne, han aldrig kunne bekvemme sig til at gøre sig seriøse tanker om, ja knap nævne ved sit eget navn.
Han skynder sig tåget at tilføje, at denne folkefordrivelse ydermere er værre, end hvad »vi har oplevet« i årene mellem 1933 og 1945, altså under Hitlers regime. For Heidegger personligt var disse år dog knap så byrdefulde, selv om hans to sønner kom i sovjetisk krigsfangenskab.
Soboczynski og Cammanns nådesløse konklusion lyder: »Tilfældet Heidegger er en intellektuel såvel som moralsk katastrofe i tysk åndshistorie.«