Brandes endte i pistolduel over en anmeldelse. Strunge anmeldte bare sig selv
Den fejlagtige
Da Karen Blixens Syv Fantastiske Fortællinger udkom i 1935 var modtagelsen meget blandet. Langtfra alle anmeldere i den hjemlige litterære andedam var klar til Blixens særlige skrivestil.
Hans Brix skrev i Dagens Nyheder, at bogen var »uden for al Moral«, mens en bornert Frederik Schyberg i Berlingske Tidende tog anstød af den »grænseløse erotiske Nyfigenhed« og ikke mindst af »Perversiteten«: »Ordet er grimt, men der findes intet andet, naar man skal betegne den Kendsgerning, at der i de syv Fortællinger ingen normale Mennesker findes,« skrev han lang tid før ordet queerlitteratur blev kendt.
Den største historiske fejldom tegnede Richardt Gandrup fra Aarhuus Stiftstidende sig dog for, da han om Syv Fantastiske Fortællinger kort og godt slog fast: »Nogen blivende Plads i dansk Digtning vil den ikke komme til at indtage.«
Andre så mere klart. I Tilskueren udråbte Paul la Cour Syv Fantastiske Fortællinger til »et Stykke Verdenslitteratur«, i Politiken kaldte Tom Kristensen slet og ret bogen for »genial«, mens Otto Rung fra Berlingske Aftenavis sammenlignede forfatterens ankomst til dansk litteratur med at »se den flyvende Hollænder sejle ind i Langelinies Baadehavn mellem Amatørklubbens Søndagsbaade«.
Den forfalskede
I 1985 udkom digteren Simon Lacks Verdenssøn. Digtsamlingen blev anmeldt i Politiken af en af tidens helt store lyrikere, Michael Strunge, der skrev om bogen: »Men dette er ikke nederlagets poesi, for Lack har skønheden med sig og behersker sin depression gennem poesiens spinkle, men bæredygtige struktur. Han kan flyve.«
Hvad hverken Politiken eller dens læsere imidlertid vidste, var, at anmelderen var den samme som forfatteren. Gemt bag pseudonymet Simon Lack var Michael Strunge, der altså selv havde skrevet den digtsamling, han nu i avisens spalter roste for dens »skønhed«.
Mistanken om et dubiøst sammenfald begyndte snart at sprede sig og gav de følgende dage anledning til en serie af detektiviske artikler i Politiken.
Først anslaget den 29. april: »Mystik om den nye digtsamling Verdenssøn, der er udgivet af pseudonymet Simon Lack – Hvem er det i virkeligheden?«
Så konfliktoptrapningen den 1. maj: »Det menes nu afsløret, at Michael Strunge skjuler sig bag pseudonymet Simon Lack. En sammenlignende analyse mellem to breve afsendt fra henholdsvis Strunge og Lack viser et klart sammenfald mellem skrivemaskine, brugen af grøn kuglepen og håndskrift.«
Og endelig forløsningen den 2. maj: »Digteren Michael Strunge indrømmer, at det er ham, der gemmer sig pseudonymet Simon Lack.«
Den lidt for hurtige
I 1964 anmeldte en ung Jørgen Leth jazztalentet Roland Kirks koncert i KB-hallen. Leth var ikke videre imponeret og kaldte koncerten »en standardprøve på, hvad han kan udrette med indtil fire instrumenter samtidig«. Problemet var bare, at Kirk aflyste sin koncert i sidste øjeblik på grund af en udmattet bassist, som havde optrådt flere gange den dag, og ikke kunne vride mere jazz ud af strengene.
I sin bog Det uperfekte menneske skriver Leth, at han havde hørt Roland Kirk spille på Jazzhuset Montmartre to uger tidligere. Og at han ikke var vild med det. »Jeg tænkte, skidt med Roland Kirk, ham har jeg næsten lige hørt. De er her, de spiller, tænkte jeg, jeg ved, hvordan de spiller. Jeg tager en taxa ind til bladet nu.«
Den slags går selvfølgelig ikke opmærksomme avislæsere næsen forbi, og dagen efter bragte Politiken følgende spørgsmål: »Det er i sandhed interessant at læse Politikens omtale om, hvorledes Roland Kirk tog sig ud på scenen – i betragtning af, at han overhovedet ikke optrådte!«
Anmeldelse udløste ramaskrig i de danske jazzkredse, som tidligere havde beskyldt Leth for at anmelde koncerter uden at have overværet dem, og nu blev redaktionen bestormet med hadefulde læserbreve. Kontrabassisten Erik Moseholm truede endda med at trække sig ud af Den Danske Jazzkreds, hvis ikke Leth gjorde det i stedet. Leth røg ud med fuld (jazz)musik.
De helt korte
Nogle gange siger få ord mere end mange. At sige meget på kort plads var en disciplin, som anmelder Hans Brix mestrede til perfektion, og siden han bragte minianmeldelsen ind i dansk presse i 1930’erne, har den været imiteret mange gange – især udi nedsablingens kunst.
En af hans korte henrettelser var af Johannes
