Anne Linnet skriver hver eneste dag, før og efter frokost

Når Anne Linnet står op om morgenen og har været nede og aflevere sine børn, er det første, hun gør, når hun kommer hjem for det meste at sætte sig ved sit flygel, hvor hun kan blive en hel dag. Flygelet er gammelt og gyldenbrunt og har en varm og dyb lyd.

Da hun var lille, tog hun ofte ned til Tønder fra Aarhus for at besøge sin mormor, og så tog mormoren, der var meget åndelig, lille Anne med i kirke. Bagefter tog de hjem til Annes mormor og spillede de kirkesange, de lige havde hørt, og mormoren forklarede Anne, hvad de handlede om, sang for sang. Da mormoren døde, arvede Anne flygelet, de havde siddet og sunget ved, og nu har Anne Linnet skrevet og indspillet sit seneste album Sange til livet ved det, hvilket for hende føles som en »stor cirkel«. Albummet er 50 sange eller næsten 200 minutter langt, og Linnet kalder det selv for et »livsværk«.

Da jeg skal møde Anne Linnet i foyeren på hendes pladeselskab Sony Music, er hun lidt forsinket, men det tilgiver man hurtigt, for da hun ankommer, ser hun så rockstaragtig ud i store solbriller, blåt powersuit og læderstøvler. Vi sætter os i et mødelokale, hvor der ligger de fire plader, der tilsammen udgør værket, hver CD med en smilende, vemodig eller betænksom Linnet på. »Den er blevet flot, ik’,« spørger hun stolt.

Linnet udstråler en rolig autoritet: som en, der har set det meste og er svær at slå ud. Om pladen siger hun: »Den handler om livet rammet ind i afslutninger og død og nye begyndelser. Og alt derimellem. Hvis jeg skulle sige noget overordnet om albummet, så handler det om tro, håb og kærlighed«. Man skulle næsten tro, at Linnet var blevet lidt religiøs, men det er hun ikke, i hvert fald ikke bogstaveligt talt, men omvendt, siger hun på sin hæse jyske manér, er det jo også sådan, at »alt, hvad der er større end lige bord og stol, er lidt religiøst, så på den måde er det lidt religiøst det hele.«

Før og efter frokost

Sangene er minimalistiske klaverballader, nedtonede og håbefulde. Det kirkelige anstrøg er vistnok tydeligere end tidligere i karrieren, men faktisk mener Linnet ikke, at der er så meget nyt i selve musikken, når man lige lytter efter.

»Jeg har altid gået efter det helt clean, det helt enkle nordiske tonesprog. Jeg gør det bare, og jeg tænker kun over det, når jeg er i sammenhæng med nogle musikere, der smækker en 7-9-13 på hele tiden«. Hun gestikulerer en akkord med hånden. »Det kan jeg slet ikke have!« siger hun og ryster med hovedet. En 7-9-13 (lærer jeg) er en ekstra klavertone, der udvider akkorden, så den bliver mere kompleks end dur og mol. Linnet snakker mest om musik på denne måde, som om den er helt indlysende, og det meste forklaring ville være overforklaring.

Desuden er der faktisk heller ikke noget nyt i lyrikken, påpeger hun – for Linnet har altid været draget mod at skrive om almengyldige, universelle emner, som alle kan opfange et spor af sandhed i. Hun fortæller: »Hvis jeg kigger på de sange, jeg har skrevet gennem livet, så kan jeg se, at jeg altid prøver at afgive noget tro og afgive noget håb. På »Tusind stykker« starter det for eksempel med en, der har det svært, og så siger de sidste linjer pludselig: ’Jeg er her for dig’«. 

Anne Linnet har slet ikke tal på, hvor mange sange hun har skrevet i sit liv. Hun skriver hver eneste dag, før og efter frokost. »Nogle sangskrivere går bare og venter på, at den hellige inspiration kommer eller noget,« siger hun. Hun har oplevet sådan et lynnedslag nogle få gange som for eksempel med »Smuk og dejlig«.  Som hun siger: »Den kom bare – bang!«.

Men for det meste er hun systematisk i sin sangskrivning, og tænker på et emne i lang tid, går tur og brainstormer, før hun en dag får en sang skrevet ned i en kladde, retter, streger ud, bytter ord rundt og den slags. Hvis en sang ikke passer på hendes igangværende projekt, kommer den ned i skuffen. Det var det, der i sin tid skete med »Forårsdag«, der lå der i 18 år, før den pludselig passede på albummet Jeg er jo lige her fra 1988. Med hendes nye album har hun fået luget lidt ud i skuffen. 

Linnet er i det hele taget lykkelig over, at hun altid har haft en »passion« at stå op til, nemlig musikken, som hun »aldrig ville kunne klare en dag uden«. Fra enden af det lange sorte mødelokalebord deler Linnet visdomsord ud med en sjælden ublufærdighed: »Det værste, der kan ske i et menneskeliv,« siger hun, »er, hvis man føler sig håbløs. Hvis man giver op og lægger sig til at sove.«

Det poetiske kvindeliv

Det er efterhånden en sagnfortælling, hvordan Anne Linnet tilbage i 1973, i afmagt over at der kun var »drengebands«, samlede Asta Elbæk, Ulla Eriksen, Lone Poulsen og Lis Sørensen, for at starte Danmarks første kvindeband. Pigerne øvede hårdt – for ingen af dem var på professionelt niveau, inden de gik i gang. »Vi var forskellige, men vi havde meget respekt for hinanden, og fordi vi skulle blive gode sammen, så voksede vi også sammen«. 

Anne Linnet mener, at det vigtigste, man kan gøre for at holde håbløsheden på afstand, er at dedikere sig til noget. »Det bliver måske sværere og sværere at klare livet i vores tid. Det er vigtigt det der med håbet for fremtiden.«

Hun mener, at det at gå passioneret ind i sine relationer eller en sag kan være den bedste måde at holde sig håbefuld på. Eksempelvis når verdens mange kriser føles uoverskuelige. »Det giver mening for mange at gå passioneret ind i – helt personligt at gøre noget for klimaet. At tage, hvad ved jeg, madspildsproblematikken og gøre det til en mærkesag, man brænder for.«

Det er bedst ikke at tænke det som en abstrakt sag, men en medmenneskelig gestus, synes hun: »Klimaet er vigtigt for kærligheden til de næste generationer. Hvis man tænker sådan, kan man mærke, at det bliver bedre, hvis man selv yder noget.«

Da Shit og Chanel blev dannet, handlede det først og fremmest om musikken, men det var også banebrydende. »Vi var jo et feministisk projekt, uden at vi egentlig havde planlagt det. Og kvindebevægelsen gjorde hurtigt ’Smuk og Dejlig’ til en temasang,« siger hun. En ting var, at det var et kvindeband, noget andet at der aldrig var blevet sunget om kvinders følelsesliv på den måde. »Jeg fik en åbenbaring, da jeg hørte Joni Mitchell: Musik og tekst skulle fusioneres,« siger Linnet. 

Drengebands fokuserede mest på musikken, hvor hurtigt man kunne spille på sin guitar, og mindre på hvad de sang. Det var et mål for Shit og Chanel at gøre kvindeliv poetisk. »Jeg synes bare, det er dejligt, at man kunne udtrykke sådan nogle ting, ting som i tidligere generationer bare har været lukket inde i det enkelte menneske,« siger Linnet.

Det var også vigtigt for Linnet at vise, hvad der sker, når piger dedikerer sig til at lære at spille et instrument og får det fællesskab, et band kan give. »Drengene har altid været gode til at lukke sig inde i garagen og øve sig. Når pigerne er i den alder, begynder de måske med sminke og at blive interesseret i drengene.« Linnet ville gerne have pigerne til at tænke: ’Hvis hun kan spille guitar, så kan jeg også lære det’. I kølvandet på Shit og Chanel dukkede der også et hav af kvindebands op.

Katte og mænd

Bølgerne gik (også dengang) højt i kvindebevægelsen. Da der havde været 8. Marts-fejring i Fælledparken i 1975, skulle Shit og Chanel spille til efterfesten, men fordi mænd var forment adgang, kunne bandets lydmænd ikke komme ind. Det syntes bandet var noget vås, så de nægtede at spille og indrykkede efterfølgende en annonce i musikmagasinet MM, hvor der stod, at de glædeligt spillede for »hunde, katte, mænd og kvinder«. 

Det er stadig Linnets klare overbevisning, at det er vigtigt, at også mænd deltager i kvindekampen. »Mænd har jo også masser at kæmpe med,« siger hun og uddyber: »Kvinder er opdraget med i generationer at lave mad og holde hus og føde børn og passe dem. Men manden har jo haft det åg, at han var den, der skulle forsørge og være stærk og have et arbejde, hvor han tjente nogle penge. Det har da været hårdt for mange mænd.« Hun afslutter med en vis finalitet: »Kønskampen skal være en fælles kamp.«

Linnet synes, det er spændende, at der igen er kommet stort fokus på ligestilling. Eller som hun formulerer det på klassisk Linnet-manér: »Det er superfedt, at der bliver gået til vaflerne nu.« Hun har set lidt forundret på, mens ligestillingsspørgsmålene har stået stille de seneste årtier. »Der var en stor kamp i 70’erne og 80’erne, og så gik den i sig selv og blev ildeset der i 90’erne,« observerer hun. »Det var, som om unge kvinder begyndte at tænke: ’Ej, men måske var det meget godt det der med at blive forsørget’,« griner hun.

Der var heller ikke nogen kvindeopblomstring i det danske musiklandskab i de »kedelige 90’ere«, som hun kalder dem. Linnet boede i Italien mellem 93 og 95, og da hun kom hjem, fandt hun intet nyt under solen. »Jeg kom hjem igen og tænkte: ’Der må være nogle nye bands, nogle nye sangerinder’. Men det var der så ikke. Eller jo der var Kashmir – drengeband – igen! Og der var Dizzy Mizz Lizzy – drengeband – igen!«

»Det er sgu gået langsomt,« opsummerer hun. »Jeg har fuld respekt for de der piger, der går fuld skrue ind i den nye feminisme – det er supervigtigt, og det er nu, i de her år det skal ske. Det er på tide.« Linnet har selv en transkønnet datter, P. Linnet. Som det gælder for mange andre unge transkønnede, har det haft sine udfordringer, fordi der er »mange ting, man skal igennem,« siger Anne Linnet. Men det har aldrig været svært for hende som mor at vænne sig til: »Jeg synes, det er så dejligt at se hende glad. Og jeg er sikker på, at det er hun,« siger hun stolt.

Grøde i luften

I det hele taget er hun stolt; af sin livsvej, af at være stifter af Danmarks første kvindeband og af at have haft kræfterne til at være i musikverdenen hele vejen igennem. Heldigvis er det danske musiklandskab, hun nu beskuer, et spændende et. Hun kigger rundt på de mange billeder af kvinder, der hænger på Sonys kontorer, hvor vi sidder: »Jeg synes, der er mange af de unge kvinder i musikken, der vil noget og brænder for det og er passionerede omkring det,« siger hun håbefuldt. Med andre ord: »Der er grøde i luften«.

Linnet, der ellers aldrig har orket at arbejde sammen med andre, fordi hendes sangskrivningsproces er så specifik, øjner endda et par af de nye stjerneskud som potentielle samarbejdspartnere. Hun lyder overrasket: »Det har jeg ikke mødt før. Der er et par stykker, som jeg tænker: Det kunne sgu være fedt at lave en sang eller et projekt sammen med hende,« siger hun i en mystisk tone og vil selvfølgelig ikke afsløre hvem.

Og hvad så nu? Hvad så efter et »livsværk«? Linnet er en arbejdshest, så ud over de mange julekoncerter hun om lidt skal ud at spille, skriver hun lige nu på en bog om sin mor, der ville være blevet 100 år næste år. »Hun var fuld af energi ligesom mig,« siger Linnet og smiler. »Det er sgu nok der, jeg har det fra.«