Carmen i kukkassen

Georges Bizets Carmen er som en af verdens mest populære operaer blevet udvalgt til at blive den første opera filmet i 3D. For operaelskere er det dejligt, at ny teknik ansporer til nye operaoplevelser på det store lærred, men som almindelig biografgænger kan man med god grund spørge sig selv, om 3D-effekten i sig selv er en anledning til at se Carmen, hvis man ellers ikke ville have opsøgt den i biffen.

Umiddelbart er svaret nej. Carmen 3D er bestemt en fin optagelse af en flot opsætning, hvor operanysgerrige med fordel kan hoppe på. Men man skal ikke se filmen for teknikkens skyld, for der er tale om en temmelig traditionel kukkasse-optagelse filmet over fire live-opførelser i Londons Royal Opera House i juni sidste år.

Når 3D-effekten bliver brugt, forstyrrer den ofte mere, end den forstørrer oplevelsen, for sangerne bliver som underlige, små hologrammer. Den nerve man får ved at være helt tæt på deres udtryk og sang med kameraets nærhed, brydes af deres pludselige hop ud i rummet, hvor man tager sig selv i at sidde og tænke på Prinsesse Leia som hologram i Star Wars frem for at lytte til deres sang. Når det er sagt, er Carmen 3D på trods af den ekstra dimension ellers et seværdigt og sanseligt sunget møde med en klassiker.

De fleste kender på forhånd historien om den forførende Carmen (Christine Rice), som lokker soldaten Don Jose (Bryan Hymel) på smuglerafveje, indtil hun i stedet kaster sin kærlighed på tyrefægteren Escamillo (Aris Argiris). Jalousi og tragedie følger, men operaen er indtil da fyldt med hits og underholdende optrin.

Francesca Zambellos roste sceneopsætning går traditionelt til værks, men der er energi i scenerne og kemi mellem sangerne.

I de bedste øjeblikke nyder man på trods af teater- sminken bare at være tæt på, hvor man fornemmer de længselsfulde blikke fra den yndige Michaëla (Maija Kovalevska) eller glimtet i øjnene hos Carmens farverige smuglerveninder. I de mindre heldige øjeblikke bliver nærheden forstyrrende, som når man frygter, at en af de frodige kordamers bryster pludselig vil forårsage en Janet Jackson-skandale på scenen. Ved den forpremiere, jeg så, blev filmen under introduktionen kaldt Barmen i 3D, og der er bestemt bryster i billederne undervejs.

Den britiske mezzosopran Christine Rice synger skønt, men det er ikke altid flatterende at have kameraet helt tæt på under en krævende sangpræstation. Rice har tendens til at vise tænder, når hun afslutter en frase, men det skal man bare vælge at se som et udtryk for Carmens indre vilddyr. Hymel og Argiris giver godt mandligt modspil. Især sammen med Kovalevskas Michaëla får Hymel skabt nogle gribende øjeblikke.

Der er således mange gode grunde til at tilbringe 175 minutter (inklusiv 20 minutters pause) i stærkt syngende selskab. Operaelskere vil nyde at have det bedste sæde i operahuset til prisen af en biografbillet, men som film- elsker er man bedst tjent med at vente på Kasper Holtens anderledes nytænkende Juan, hvor Mozarts Don Juan bliver kastet ud i en hektisk virkelighed og handlingen forankret i moderne problemstillinger.

Carlos Saura gav sit flamenco-bud på Carmen i 1983, Francesco Rosi tog året efter operaen ud i det fri, og andre instruktører har originalt omplantet historien som Mark Dornford-May i sin Berlin-vinder Carmen i Khayelitsha fra 2005, hvor dramaet udspiller sig på kliksproget xhosa i en syd- afrikansk township. I Carmen 3D er der ud over den nye teknik ikke meget nyt.

Carmen 3D. Instruktion: Julian Napier. Komponist: Georges Bizet. Dirigent: Constantinos Carydis. Engelsk. Synges på fransk og vises med engelske undertekster. CinemaxX i København, Århus og Odense samt 10 andre biografer landet over