Jeg må med skam oplyse, at jeg aldrig har været kortbærende medlem af en fanklub. Hvilket egentlig er underligt, i betragtning af den kapacitet for idoldyrkelse, mit yngre jeg besad.
Det hele begyndte med sangeren Donovan, men ingen tvivl om, at det ubestridt største navn blandt såvel ungerne som de unge hjemme på vejen i de ligeglade 1960’ere var Liverpool-kvartetten The Beatles, som vi ikke blot beundrede, men skamløst elskede.
Fordi de var så nemme at holde af, men også fordi deres musik overskred alder og køn. Ville man virkelig skille sig ud, og frivilligt skabe sig et image som utilpasset outsider, skulle man bare sige noget grimt om the fab four. Så var man sikret et liv ude i kulden.
Selvfølgelig var jeg for konform til at indtage en så ikonoklastisk attitude, måske fordi jeg oprigtigt og (dengang) fuldstændig ukritisk beundrede og tilbad John, Paul, George og Ringo som erstatning for den gud eller de guder, der aldrig rigtig har talt til mig på den måde. Som i øvrigt alle jeg kendte, troende såvel som hedninge og kannibaler: Ingen over eller bare ved siden af! Bandet var en i enhver given situation gangbar fællesnævner, mødte man ukendte jævnaldrende, og skulle have gang i konversationen, kunne man bare lægge ud med et »Har du hørt den nye Beatles-plade?«
De der juleplader, altså
For i årene 1963-1969 var der altid en sådan i spil. Slag på tasken udsendte gruppen årligt en to-tre singler og ét til to album, og som (ikke altid gældende) tommelfingerregel var numrene på singlerne ikke at finde på lp’erne, så der var sgu næsten altid noget nyt fra den kant at tale om. Og som med James Bond-film var alle naturligvis feinschmeckere, ja selv folk, der ikke interesserede sig for musik, havde en mening om, hvorvidt den seneste skive fra den kant var om ikke bedre end så i det mindste på niveau med den foregående.
Som oftest var de mirakuløst nok bedre, det var som om hvert pip fra den kant signalerede et kulturelt skred frem mod en både bedre og musikalsk set mere interessant verden. Fra »She Loves You« til »Strawberry Fields Forever« på bare fem år, get out of here! Det var bedre end religion, uanset hvad den slags nu har at tilbyde af evigt liv eller genfødsel eller hvad der udloves som bonus i den forbindelse. The Beatles gjorde simpelthen livet her på kloden værd at leve.
Så hvorfor var jeg ikke medlem af The Beatles Fan Club, som for eksempel Johnny nede i nummer 18 var!? Hm, en blanding af inkompetence, dovenskab og mangel på midler forekommer nærliggende, men det betød jo så, at jeg hverken modtog nyhedsbrevene (der altid startede med ordene »Dear Beatle People«) eller den årlige juleplade.
Det med nyhedsbrevene gjorde ikke så meget, da de fleste af os alligevel ikke forstod et kuk engelsk, men de der juleplader, altså. De kom som såkaldte flexi discs, ultratynde og meget lette skiver, der lagdes oven på en ’rigtig’ single, hvorefter en mønt placeredes på grammofonens pickup, så den ikke skøjtede hen over rillerne.
Her tales kult. I forvejen var Johnny et forkælet enebarn, således fik han bare uden videre et trommesæt af sine forældre, hvilket udløste en blanding af misundelse, forargelse og beundring hos vejens drenge, idet tomme dåser og kasseroller slået på med grydeskeer var det tætteste på Ringo-status, flertallet turde håbe på. Han var endvidere kendt for at være både smålig og nøjeregnende, så der skulle virkelig fedtes igennem for at få lov til at komme hjem til ham for at høre dem.
Som da Moses hørte Gud tale
Forventningerne var så store, at vi ikke kunne tillade os andet end total begejstring, da vi endelig fik mulighed til at aflytte de forjættede skiver, der mestendels bestod af småsnak, taksigelser samt afsyngning af stumper af julesange. Ikke desto mindre lyttede vi til dem med tilbageholdt åndedræt, lidt som da Moses hørte Gud tale til sig fra en brændende tornebusk, forestiller jeg mig. Også selvom vi måske ikke helt forstod, hvad der blev sagt. Alt med The Beatles var pr. definition godt, så selvfølgelig var der tale om verdens bedste juleplader. Eller noget.
Der udsendtes syv i alt af slagsen i årene 1963-1969, og de hører til den mindst substantielle del af Beatles-kataloget, selvom originalerne i dag går for beløb, der svarer til et mindre rækkehus i Rødovre. For at råde bod derpå, og velsagtens også vride de allersidste slanter ud af fænomenet, er de syv singler nu blevet klangligt opdaterede (remasteret, som det hedder) og udsendt på vaskeægte farvet vinyl i tilhørende boks med illustreret hæfte og hele baduljen. Og de syv singler er, hvad de er – snapshots fra en tid, hvor afstanden mellem idoler og fans var langt større end i dag, hvor man via de sociale medier nærmest kan komme med sine stjerner på toilettet, hvis det er det, man tænder på.
Beatles-tosser
Sjovt at høre hvordan tonefaldet skifter fra de tre tidligste juleplader, der består af oplæsning (fortolkning, snarere, da de tydeligvis har svært ved at tage det alvorligt; således er de første ord, man hører »Hello, this is John speaking with his voice …«) af tekster, skrevet af pressesekretær Tony Barrow tilsat mishandling af kendte julesange som bonus til de mere gennemarbejdede og gakkede fra hhv. ’66 og ’67, til de sidste to i serien, hvor de individuelle bidrag (på det tidspunkt hang de fire herrer hinanden ud ad halsen) er smukt redigeret sammen til et hele af dj’en Kenny Everett.
Målgruppen her er naturligvis samlere og andre Beatles-tosser. Dem er der som bekendt en del af, inklusiv yours truly, som dog kender sin begrænsning og for længst har opgivet at kunne betale sig til originalerne.
Og rigtigt er det, at disse syv singler næppe vil blive spillet med samme intensitet og hyppighed som bagkatalogets andre titler, men det vil ikke desto mindre være fryd at hive dem frem en gang i mellem, for eksempel når en anden Beatles-ramt person skal illumineres og/eller imponeres. Og så er de faktisk lidt skægge. De fik i hvert fald denne her juleskeptiker i en stemning, der kan betegnes som mildt nisseagtig.
The Beatles: ’The Christmas Records’ (Apple/Universal)