Udstilling om queerkunst og J.F. Willumsen er æstetisk uinspireret og meget lidt queer
Jens Ferdinand Willumsen var en vild kunstner. Hans lille radering Frugtbarhed fra 1891 står som et programmatisk værk for en nyskabende og dristig kunst, der kuldkastede den akademiske tradition og indførte et nyt formsprog. Værket vakte regulær skandale, da det blev vist på Den Frie Udstilling i 1891 – sammenslutningens debutudstilling.
Skildringen af kunstnerens gravide hustru, Juliette Meyer, blev anset som upassende, og fremstillingens naive karakter blev opfattet som barnagtig og ubehjælpsom. Dermed satte Willumsen scenen for en kunstnerisk karriere, hvor han aldrig svigtede udi evnen til at afvige fra forventningerne og normerne.
I det lys giver det måske mening at organisere en udstilling om queerkunst i Willumsens Museum. Han var ikke en helt almindelig kunstner, og han var ikke en helt almindelig mand.
Biografien såvel som æstetikken i Willumsens oeuvre tenderer temmelig konsekvent det normbrydende og afvigende, som også er centrale associationer knyttet til begrebet queer. Men når det er sagt, er det værd at minde om, at queer først og fremmest er et begreb, der refererer til køn, seksuel orientering og seksualpraksisser.
Det mandlige geni
Oprindelig var queer et skældsord, som nedsættende blev brugt om såkaldte seksuelle afvigere. Men nogle af de homoseksuelle, biseksuelle og transseksuelle, som fik prædikatet klistret på sig som en hån, begyndte at bære det med stolthed og refererede til sig selv som queers.
I 1990’erne udviklede der sig på amerikanske og europæiske universiteter seksualpolitiske og aktivistiske skoler omkring feltet queer theory, der gennem analytisk arbejde og aktivisme kritiserede og udfordrede patriarkatets dominerende heteronormativitet.
Om Willumsens kunst gnidningsløst kan omfattes af dette begreb er et stort spørgsmål.
Trods alle de afvigende og mærkværdige træk inden for Willumsens oeuvre er det nemlig samtidig forankret i en stærkt modernistisk og patriarkalsk genitænkning. At der overhovedet findes et helt museum – et såkaldt enkeltmandsmuseum – viet til hans kunst er det bedste vidnesbyrd om dette.
Willumsen er grundigt institutionaliseret og normaliseret som den modernistiske billedkunsts faderskikkelse på dansk grund. Netop på grund af denne dybe indlejring i en patriarkalsk logik er det vanskeligt at forene hans kunstneriske praksisser med begrebet queer.
Man kunne så forestille sig, at en udstilling, der alligevel dristede sig til det, anvendte disse gnidninger og spændinger til at manifestere nogle interessante konflikter. Desværre er dette ikke tilfældet i den aktuelle udstilling Fra Klassisk til Queer, som har til hensigt at etablere dialog mellem indlånte værker fra en række samtidskunstnere og et uddrag fra Willumsens oeuvre såvel som fra hans skitsebøger og hans kunstsamling.
Snarere end at skabe gnistrende og spændingsfyldte møder mellem forskellige æstetiske udtryk og kunstneriske strategier efterlader udstillingen indtryk af en uengageret kuratering, der hverken gavner Willumsen, de deltagende samtidskunstnere eller det kritiske projekt, som queerteorien er.
Idealforestillinger
Det er ikke de enkelte værker, som er med på udstillingen, der er skyld i det. Tværtimod er der rigtig gode bidrag, som i hovedsagen også giver god mening i forhold til udstillingens tematik.
To kollageværker fra 1967 af Per Kirkeby falder dog helt udenfor. Kollagerne er fra Kirkebys popkunstneriske periode og viser udklip af kvindelige modeller fra modemagasiner blandet med tegning.
Kvindelige skønhedsstereotyper, uden tvivl, men gentagelsen af idealtyper ad infinitum synes her mere at afspejle en fascination af emnet end en kritik. Med andre ord forekommer værkerne at bekræfte heteronormativitetens kønskoder i stedet for at udfordre dem, hvorfor det står tilbage som et stort spørgsmål, hvorfor de er medtaget på udstillingen.
Så er det lettere at se, hvordan Lea Guldditte Hestelunds værk Orlando fra 2015 indgår som både et stærkt tematisk og visuelt bidrag. Tre store, fotografiske bannere viser kunstneren selv i bodybuilderpositurer, efter hun gennem træning har modificeret sin krop i antikkens maskuline idealbillede.
Værket finder et historisk ekko i en helt anden sal, hvor man kan se sider fra Willumsens fotografiske albums med kvinder, der styrketræner og poserer for kamera. Dette er et af udstillingens få, vellykkede dialogpunkter, der åbner for refleksioner over sammenhænge mellem idealforestillinger om krop og køn på forskellige historiske tidspunkter.
Helt galt går det med præsentationerne af Lærke Posselts fotografiske portrætserie Q* Bending Gender fra 2014-2017 og Ester Fleckners træsnit Contraposers fra 2018. Disse værker bliver vist i det lange gangareal i museets ældre del, hvor den ene vægside er beklædt med glasmontrer. Posselts fotografier af personer, som er vanskelige at kønsidentificere, vises på væggen i en lineær ophængning.
Fleckners værker, som mere abstrakt kredser om kønsklassifikationens voldelige karakter, vises inde i montrerne, selv om de allerede er i glasrammer. Posselts fotografier kan man ikke komme på ordentlig afstand af, Fleckners træsnit er placeret i uskønne omgivelser, der intet godt gør for værkerne.
Afradikalisering
A.K. Dolvens 16mm-film Amazon fra 2005 bliver projiceret ved indgangen til salen med Willumsens monumentalværk Det store relief. Filmen varer kun halvandet minut og skildrer i korte glimt en bueskytte, der spænder sin bue. Skyttens brystparti er nøgent på nær en ensidet brystholder, så man visuelt bliver mindet om de mytologiske amazoner, som også titlen henviser til.
Værkets mytologiske klangbund spiller godt sammen med de mytologiske referencer i Det store relief, men med en helt anderledes kompleksitet end den dualistiske skematik, som Willumsen i sit relief arbejdede inden for.
Endelig kan man også opleve Ugo Rondinones fotografiske serie I don’t live here anymore fra 2000, hvor kunstneren har morphet sit eget ansigt sammen med unge, kvindelige fotomodellers ansigter.
Den rumlige sammenstilling af Rondinones serie og sider fra Willumsens udklipsmapper eller hans skitser til Judith og Holofernes er imidlertid hverken visuelt eller tematisk befordrende for noget – dertil er de kunstneriske interesser og udtryk for fjerne fra hinanden, trods den vage sammenhæng omkring populærkulturelle billeder.
Udstillingen ender derfor som et tomt postulat, der udvander og afradikaliserer begrebet queer, mens den intenderede idé om dialog mellem samtidskunsten og Willumsen i vid udstrækning forbliver uforløst. Begrebet queer bliver brugt som en uforpligtende garnering snarere end som et middel til at gentænke kunstens muligheder.
I lyset af at museet ellers har en af de stærkeste traditioner i Danmark for at lave originale og udfordrende dialogudstillinger, bliver det så meget mere slående, hvor lidt gennemtænkt og udstillingsæstetisk ubehjælpsom denne udstilling virker. Havde kunstnerne været inviteret til med frie hænder at skabe nye værker i dialog med Willumsen, var udkommet nok blevet en hel del mere interessant end den uinspirerede og meget lidt queer udstilling, der nu vises.
’Fra Klassisk til Queer’. J.F. Willumsens Museum. Frederikssund. Indtil den 9. juni.