Den nye Askepot svigter feminismen

Det er det måske mest berømte eventyr af alle: en historie om en ludfattig ung pige, der undslipper voldelig trældom takket være trylleri, og fordi hun elskes af en kongelig ætling i et bekvemt nærliggende palads. Hvordan er det muligt ikke at holde af alt ved Askepot?

Men umiddelbart før Kenneth Branaghs genindspilning af den klassiske Disney-film fra 1950’erne får premiere, er der udbrudt forbitret debat. Frozen og Brave, de to seneste Disney-tegnefilm blev begge rost for at have stærke og temperamentsfulde heltinder. Ifølge kritikere svigter Branaghs Askepot helt at leve op til dette forfriskende nye forbillede.

Modreaktionen begyndte i USA. På pressemøder og promotion-turneer blev både instruktøren og filmens skuespillere mødt med kritiske spørgsmål om Askepots talje i den ikoniske blå balkjole.

Forhøret kommer oven på en tilfældigt affyret bemærkning fra den i forvejen topslanke skuespiller Lily James, der sagde, at hun havde været nødt til at holde sig til ’flydende kost’ for at trække i det pinefuldt stramme corsage, der gav hende en ekstraordinært smal talje. Branagh så sig nødsaget til at fastslå, at skuespillerindens kropsform var helt naturlig og ikke spor digitaliseret. I sidste uge erklærede James, at taljedebatten »både var dødirriterende og dybt kedsommelig«. Og hun tilføjer:

»Hvorfor skal kvinder altid udpeges på grund af deres krop? Hvorfor skal der overhovedet køre en sådan diskussion? Hvorfor skal jeg hele tiden retfærdiggøre mig selv? Det har lige været Kvindernes Internationale Kampdag, og det føles altså ret trist, at det her stadig skal være et tema.«

»Prinsesser kan være store forbilleder. De kan lære os om sorg og tab og har store hjerter,« siger Lily James

Kritikken fortsætter

Men kritikerne er ikke indstillet på at klappe i. Dr. Rebecca Hains, forfatter til bogen The Princess Problem og professor i reklame- og medievidenskab ved Salem State University i Massachusetts, siger, at Askepot kun er det seneste eksempel på, at filmindustrien pusher urealistiske kropsbilleder og stereotype budskaber til unge piger.

»Lige siden vi så de første stillfotos fra filmen, har der været grund til bekymring,« siger hun.

»Det, vi her ser formidlet, er et urealistisk skønhedsideal og en overdreven kropstype, og når skuespillerinden ligefrem selv siger ’åh, mit korset sad så stramt, at jeg ikke kunne spise’, synes jeg, det bliver rigtig problematisk. Som også plottet allerede er det. Hvor tapper er denne pige overhovedet? Hun skal åbenbart møde en prins, før det går op for hende, at hun ikke behøver lade sig udnytte.«

Dr. Rosie Campbell, der forsker i kønspolitik ved Birkbeck, University of London, siger: »Historien er ganske enkelt chokerende i sin primitivitet. Det overdrevne fokus på skønhed, den totalt lyserøde overmaling af en Disney-rollemodel. Ikke så underligt, at det stadig er en kamp i dag at få unge kvinder til at gå ind i politik.«

»Skal vi anlægge en mere optimistisk vinkel, synes jeg, det er værd at lægge mærke til, hvor meget ubehag så åbenlyst ekstreme budskaber vækker blandt mange unge kvinder i dag. Det er den slags, der gør det sværere for dem at ignorere, at de stadig har noget at kæmpe imod. Det var sådan, den fjerde bølge af feminisme begyndte: Unge piger er blevet langt bedre klædt på til at imødegå den slags.«

Ifølge Amy Morin, psykoterapeut og forfatter til bogen 13 Things Mentally Strong People Don’t Do hævder, at virkningen af filmiske forbilleder som Askepot aldrig bør undervurderes.

’Stærk og selvstændig’

»Børn lærer om sig selv, om andre mennesker og om verden i almindelighed ud fra, hvad de ser og hører,« siger Morin. »Børn indoptager en mængde underliggende budskaber fra medier, såsom tv-reklamer, tegneserier og bøger. De kan nogle gange være subtile og andre gange åbenlyse. Men med tiden kan disse mediebudskaber ændre, hvordan børn tænker og opfører sig,« siger hun og tilføjer:

»Mange eventyr, især dem med prinsesser, kan sende et helt forkert signal til børn. At lade børn få adgang til gentagne usunde budskaber og kønsstereotyper kan have en skadelig indflydelse på børn. Det er vigtigt for forældre at overvåge nøje, hvad deres børn bliver udsat for og gøre det jævnligt. Dermed siger jeg ikke, at børn aldrig må få lov til at få fortalt eventyr fra gamle dage. Men forældre bør så føre samtaler med deres børn om de budskaber, disse fortællinger formidler og afbalancere disse med andre mediebudskaber, der kan modvirke sådanne stereotyper.«

For andre er eventyr blot dette: et gammeldags stykke folkloristisk fantasi, der kan varme et romantisk hjerte.

Sadie Gennis, klummeskribent ved det britiske TV Guide skriver:

»At skamme en kvinde ud for at være for tynd er ikke spor bedre end at skamme hende ud for at være for tyk. Det hjælper ingen og er ikke udtryk for nogen som helst sund feminisme. Det er uheldigt, at der har været så stor fokus på James’ kropsfigur. Jeg mener heller ikke, at det er korrekt, at hun fremstilles som et rent offer i filmen, der skal reddes af en prins. Hun fremtræder snarere som en modig ung kvinde, der nægter at lade sig definere af sine omstændigheder.«

Branagh insisterer selv på, at han har ønsket at portrættere Askepot som en stærk og selvstændig karakter, der ikke kender noget til Prins Charmings kongelige identitet ved deres første møde.

»Hun skulle ikke være et passivt offer, ikke vente på, at en mand kom for at redde hende. Det var slet ikke et budskab, jeg gik efter at udsende.«

»Hun er snarrådig, god, eftertænksom, stærk. Hun stiller spørgsmål om, hvorfor hendes stedfamilie behandler hende så grusomt. Der er en grund til, at hun beslutter sig for at blive i huset. Hun afviser ikke tanken om at lave husarbejde – det er for hende ikke noget, man skal skamme sig over. Og hun reagerer med stor værdighed på de overgreb, hun udsættes for.«

Nu er turen kommet til, at biografgængerne kan danne sig deres egen mening.

Eventyret om Askepot havde premiere i danske biografer den 12. marts

© The Observer og Information Oversat af Niels Ivar Larsen