Martin Heidegger viste os den verden, som filosofien og vores fordomme skjulte
Martin Heidegger (1889-1976) var en skandaløs tænker. Han dedikerede sit hovedværk Væren og Tid fra 1926 til sin læremester Edmund Husserl, men fjernede dedikationen i de år Hitler var ved magten – angiveligt fordi Husserl var jøde.
Det har hele tiden været kendt, at han var medlem af Nazistpartiet fra 1933 til 1945, og det blev længe forsvaret som en stor tænkers vilkårlige vildfarelse i det politiske livs triviliateter. Men antisemitiske passager fra Heideggers såkaldte sorte hæfter, der først er blevet udgivet længe efter hans død, har belastet ham fundamentalt.
Han skriver for eksempel, at »verdensjødedommen, der opildnes af emigranter, som er blevet lukket ud af Tyskland, er ubegribelig.«
Formanden for Heideggerselskabet er trådt tilbage, fordi han ikke længere vil repræsentere Heidegger, som er blevet sværere og sværere at forsvare. Men det ændrer ikke ved, at han sandsynligvis er det tyvende århundredes mest indflydelsesrige tænker.
Heideggers ærinde var at rive hele den filosofiske tradition ned, fordi den skjulte den sande forståelse af væren. Han mener, at vores almindelige forståelse af os selv og verden er præget af en filosofi, som har misforstået eksistensen og virkeligheden.
Filosofien har antaget, at vi skal forstå ting i verden, som vi ser dem foran os, når vi betragter dem. Og at verden er en samling af alle de forskellige ting, og at mennesket står uden for og kigger på dem.
Men sådan lever vi slet ikke, hævder Heidegger, og sådan skal vi hverken forstå tingene, verden eller os selv.
Tag en dør som eksempel på en genstand. Døren er ifølge Heidegger først og fremmest noget, vi tager fat i og går igennem for at komme ind i et andet rum. Det vigtigste er ifølge Heidegger, hvordan vi bruger døren, når vi ikke tænker over det.
Vores almindelige omgang med tingene er ikke iagttagelser af genstande, men brug af tingene som værktøj og tegn. Verden er således ikke en samling løsrevne genstande, men en helhed af henvisninger, vi forstår og betjener os af. Og mennesket står almindeligvis ikke fremmed uden for verden, men er fortrolig med tingene og tegnene i den. Vores brug af tingene er anderledes end vores betragtning af dem, pointerer Heidegger.
Når døren går i stykker, træder vi et skridt tilbage og ser på den som en isoleret genstand. Det er sådan filosofien har beskrevet verden, anfører Heidegger. Vi har forvekslet undtagelsestilstanden, hvor vi betragter tingene, og normaltilstanden, hvor vi bare bruger dem. Og derfor må man ifølge Heidegger gøre op med vores sprog og vores tænkning for at nå frem til en mere oprindelig forståelse af mennesket, verden og historien.
Den senere Heidegger siger det på en anden måde: Floden er ikke bare vand, som løber foran vores øjne. Floden kan derimod være energi til et kraftværk eller strømmen i en gammel digters poesi.
Heidegger lytter således til poesien og tankerne hos de ældste græske filosoffer for at nå frem til den forståelse af væren, som han mener, vi har tabt. Han udvikler sit helt eget dunkle sprog til at nå frem til den forståelse af verden.
Hans underlige begreber kan virke komiske, og hans radikale opgør med hele den moderne verden er indimellem latterligt overdrevet.
Men han er umulig at komme udenom som tænker. Han har vist os den verden og det menneske, vi kendte i forvejen uden at vide det, fordi filosofien og vores almindelige antagelser dækkede over det.
