Anders Fogh Rasmussen: »Jeg er ikke antikinesisk, og jeg går ind for samarbejde med Kina«

– Hvad ville du gerne opnå med konferencen?

»Vi vil fortsætte vores arbejde med at samle verdens demokratier i en alliance, der bedre kan imødegå presset fra diktaturstater og autokrater, hvad enten det er Kina eller Rusland. I de seneste 15 år er frihed og demokrati gået tilbage i hele verden. Nu er der behov for at vende den udvikling.«

– Det er anden gang i træk, at Alliance of Democracies har inviteret Taiwans præsident Tsai Ing-wen. Også demokratiaktivisten Nathan Law fra Hongkong var inviteret. Hvorfor er det vigtigt at have dem med?

»Alle stemmer i debatten om Kinas fremtid bør høres. Selv om jeg er fuldstændig på linje med den politik, der hedder ét land – to systemer, har vi stadig friheden til at invitere det andet system til vores konference.«

– Burde Danmark efter din mening anerkende Taiwan og indlede diplomatiske forbindelser med landet?

»Nej, for vi anerkender jo princippet om ét land – to systemer (ideen om, at Taiwan og Hongkong hører til Kina, men får lov til at opretholde et friere politisk system, red.). Men vi arbejder for, at Taiwan kan være med i WHO, hvor kineserne har fået dem smidt ud. Jeg mener dog ikke, at der er nogen modsætning mellem at anerkende regeringen i Beijing og invitere Taiwan til at deltage i samarbejdet.«

– Men ville det ikke være bedst i tråd med demokratiske idealer?

»Det kan man selvfølgelig argumentere for. Men hvis vi pludselig anerkendte Taiwans regering, ville det jo være et brud med ét land – to systemer-politikken. Det må de to lande klare indbyrdes. Kineserne påstår, at vi blander os i deres interne anliggender, men det er noget vrøvl – de blander sig i vores ved at ville bestemme, hvem vi må invitere til konferencer i Danmark.«

– I 2008 udtalte du, at den økonomiske frihed i Kina også ville føre til politisk frihed. I år sagde du, at Kina er en trussel mod demokratiet på globalt plan. Hvad var det, du tog fejl af i din oprindelige analyse?

»Frem til 2012 var Kina mere eller mindre på rette spor. Men siden Xi Jinping kom til magten, er landet blevet stadig mere nationalistisk og udenrigspolitisk aggressivt. Jeg er ikke antikinesisk, og jeg går ind for samarbejde med Kina – men jeg er imod den form for nationalisme og den kommunistiske aggressivitet, som styret udviser.«

– Den kinesiske regering reagerer især på, at Jeppe Kofod var inviteret til konferencen. Hvilken betydning tror du, det vil få for Danmarks forhold til Kina, at han deltog?

»Alt, hvad Jeppe Kofod sagde på konferencen, lægger sig fuldstændig op ad EU’s linje, så jeg kan ikke forestille mig, at Kina vil straffe Danmark isoleret. I så fald synes jeg, at EU bør reagere og stå bag Danmark.«

– Er det vigtigere at markere sig over for kineserne end at samarbejde om at løse klimakrisen?

»Sådan kan man ikke gøre det op, mener jeg. Vi har brug for kineserne, hvis vi skal løse klimakrisen. Men der er principper, vi ikke kan give køb på, heriblandt ytringsfriheden.«

– I nullerne ville du demokratisere Irak, nu vil du demokratisere Kina. Midlerne og landene er meget forskellige, men er projektet ikke lige så håbløst i dag?

»Det er i hvert fald ikke blevet lettere. Da Kina blev medlem af WHO i 2000, troede vi, at hvis vi åbnede det globale marked for Kina, så ville vi få udryddet fattigdom. Vi var overbeviste om, at bedre økonomiske muligheder ville få landet til åbne sig politisk. Sådan var det også indtil 2012, hvor regimet skiftede. Derfor er det blevet sværere, og derfor er vi også nødt til at tage kraftigere midler i brug i forhold til Kina. Det kan ikke nytte noget, at man af hensyn til profitten giver køb på principperne.«