21-årige David Hup har bundet sit halvlange hår op i en knold og piller ved sit skæg, mens han taler med sin kammerat i en af fællesstuerne i Startblok Riekerhaven. Startblok er, som navnet antyder, en ’start’ i en samling blokke eller rettere containere i udkanten af Amsterdam, hvor 282 flygtninge og 283 hollandske studerende eller unge med arbejde, alle i alderen 18 til 27 år, har boet sammen siden i sommers.
»Jeg ville helst ikke konkludere noget, før jeg flyttede ind. Men jeg forventede en stor kulturforskel, men også at flygtningene på mange måder ligner os europæere,« siger David Hup.
Han sidder ved et spisebord, hvor der ryges og drikkes øl. Ved et andet sofabord sidder et par arabere. En ung, mørk fyr laver kødsovs til sin spaghetti i køkkenet. Den ene væg er dækket af billeder fra rejse- og kunstmagasiner. Rummet ligner så mange andre kollegiefællesskaber, der er lidt smårodet og ikke så meget hjemlig hygge udover et lille plastikjuletræ, der står tændt i hjørnet, og en buket blomster i en vase, stadig i cellofan.
Boligprojektet med de 565 containere på en nedlagt sportsplads er for eksempel tiltænkt unge, der gerne vil kombinere socialt engagement med deres boligform. Og Information er flyttet ind nogle dage for at følge integrationen i praksis.
For den 20-årige syrer Omar Ismaiel gjaldt det bare om at komme væk fra asylcentret, hvor han havde boet næsten et år, efter han var flygtet over Middelhavet fra Zabadani, den by, hvor det syriske oprør begyndte.
Dagene gik, han var i sikkerhed, men utålmodigheden med at komme videre med sit liv voksede. I Syrien læste han til arkitekt.
»Jeg lærte ingenting på centret, ventede bare. Jeg ville bo hvilket som helst sted, bare det ikke var på et center,« siger han.
Nu bor han på værelse nummer 93 på en lang gang, hvor alle døre er ensfarvede, sammen med andre syrere, hollændere, eritreanere, en enkelt fra Pakistan og en enkelt fra Ghana.
Omars værelse er 23 kvadratmeter og meget rødt. Det er ham selv, der har bestemt farven, fordi det nederste vindue på hans værelse er rødt. En rød sofa og et rødt IKEA-bord i samme nuance står presset op ad væggen. På den anden væg hænger der tegninger af folk, som Omar selv laver.
Portrætter af hans far, en mangafigur og Ragnar Lothbrok fra HBO-serien Vikings hænger over ham, mens han lytter til arabiske musikvideoer fra et stort tv, han har fået billigt på genbrugspladsen.
»Dem, der får deres eget hus, har det ikke så godt som mig. For de har ikke nogen kontakter og vil få sværere ved at finde job i fremtiden,« siger han, når man spørger ham, hvilke fordele der er ved at bo sammen med hollandske unge.
Sille Veilmark
Gode intentioner
Omar er gang-ansvarlig på første etage i sin blok. Det var en opgave, han fik tildelt, fordi han er god til engelsk, taler en smule hollandsk og generelt er en rolig fyr. Egentlig skal han bare sørge for, at folk kender reglerne, hvis der udbryder brand, og for at beboerne ikke har konflikter. Selvom gangen stadig mangler sammenhold og arrangementer i fællesstuen, forsøger Omar alligevel at være social.
»Nogle gange ryger jeg vandpibe med min nabo. Han er hollandsk,« fortæller han.
Men Omar bruger størstedelen af sin fritid med sine syriske venner. Onsdag aften på det, der ellers har været en regnfuld forårsdag i hans nye land, betyder det at slænge sig i et par hvide sofaer i en større lejlighed, hvor to af hans bedste venner bor. De er også fra Syrien.
En techno-udgave af Games of Thrones-soundtracket bliver sat på et tv. Klokken 23 spiser de aftensmad bestående af friturestegt brød med ris, yoghurt, tahin og ristede peanuts.
De tager hver en ske og går om bord i to fade. Efter aftensmaden bliver der serveret fire forskellige slags kager og vandpiben tændes. De taler om alt fra musikvideoer til det kommende valg, og ikke mindst deres situation.
Mohanad Saeed på 23 er så ikke begejstret for Startblok:
»Fra starten blev vi lovet sociale aktiviteter med hollænderne, men der er ingen,« fortæller han. Mohanad har været i Startblok i seks måneder. Han har været i Holland siden september 2016.
»Til at begynde med var jeg meget optimistisk. Jeg havde forestillet mig kollegieværelser ligesom i American Pie, men jeg savner kommunikation her. Hollænderne er meget mere direkte, ærlige og selvstændige end os. De er gode mennesker, men vi nærmer os hinanden med babyskridt.«
»Jeg savner at være i stand til at være sød og hjælpsom,« siger han. Han ved godt, at hans situation også er påvirket af det, han slæber rundt på fra flugten.
Men også de hollandske unge har måttet erkende, at gode intentioner ikke altid er nok til at opbygge sociale relationer. For eksempel bygger Startblok på et selvstyrende koncept, hvor 15-20 procent af de hollændere, der bor her, også arbejder for Startblok. Det betyder ekstra arbejde, men også mulighed for at udleve sit sociale engagement, forklarer 25-årige Fleur Eymann.
»Jeg arbejder rigtig meget. Som regel til klokken 21 om aftenen, og så går jeg jo bare hjem. I hverdagene er det svært at have tid til at være social på gangen. Når jeg så laver noget socialt, er det for det meste med de andre, der også arbejder for Startblok,« siger hun.
Hun sidder alene i et halvkoldt containerklubhus med udsigt til de andre hvide containerblokke. Med høretelefoner i ørerne holder hun et skypemøde ved et interimistisk bord, hvor ølkasser er stablet på hinanden. En spånplade fungerer som bordpladen. Stolene er blå og af plastik.
Rummet er fyldt med oppustede balloner til den fødselsdag, hun og hendes kolleger skal holde for en af de andre ansatte, inden de skal have aftenmøde.
Også David fortæller, at skridtet for at blive en del af et fællesskab nok er noget større for flygtningene, end det er for hollænderne.
»De første fire måneder havde flygtningene ikke meget at lave, fordi de ventede på at starte i sprogskole. Men hollænderne havde liv, der allerede fungerede, så egentlig burde de have gjort noget mere for fællesskabet. De har flest ressourcer,« siger han.
Men David Hup ser stadig Startblok som et »frodigt integrationsprojekt med masser af motivation og initiativ.«
»Det kunne bare være bedre. Der er et stort hul imellem dig og flygtningene. Der er for få, der egentlig deltager i fællesskabet, og dem, der er ansvarlige for fællesskabet på gangene, er nødt til at gøre det ved siden af deres studie eller job,« siger han.