Husker du Trine Panum Kjeldsen? Her er hun i dag

Trine Panum er mest kendt for sine 18 år på TV2. Men i 2014 tog hun orlov, skiftede spor og satsede på livet som kunstmaler. Fredag den 19. marts fylder hun 50

Trine Panum skiftede livet som tv-vært ud med et liv et som kunstmaler. Fredag den 19. marts fylder hun 50 år. (Arkivfoto) – Foto: Christian Liliendahl/Ritzau Scanpix
Udgivet Opdateret

I mange år tonede Trine Panum Kjeldsen frem hjemme i de danske stuer og leverede nyhederne på TV2.

– Når den røde lampe i kameraet blinkede, var jeg tændt. Det har jeg været lige siden, sagde hun i 2014 til Aalborg Universitet, der lavede et portræt af hende.

Men i 2014 blev livet som journalist med skarpe deadlines og holdarbejde skiftet ud med et noget roligere et af slagsen som kunstmaler med penselstrøg og mere ensomhed.

– Det har ikke været et fravalg af TV2. Det har været et tilvalg af kunsten og det kreative liv, sagde hun i 2014 om valget til Aalborg Universitet.

I løbet sine 18 år på TV2 var Trine Panum, som 19. marts fylder 50, i mange år nyhedsvært på TV2 Nyhederne og vært på det populære program “Station 2 Efterlyst”.

Men det hele startede med et praktikophold på det daværende TV Aalborg. Hvor tingene var mere håndgribelige, end de var boglige – modsat danskstudiet på Aalborg Universitet.

– Havde jeg ikke haft praktikopholdet på TV Aalborg, var min karriere måske aldrig blevet tv. Men da jeg havde været på stationen i få dage, vidste jeg, at det var DET, jeg skulle lave mere af.

Det sagde hun i 2014 til Aalborg Universitet.

Hård start på karrieren

Livet som kunstmaler startede ikke helt nemt for Trine Panum.

– Er Trine Panum Kjeldsen da kunstner? Nej. Hun er ikke kunstner, hun er kreativ. Hendes frembringelser er kunstneriske, men bliver dermed ikke kunst.

Sådan skrev Line Rosenvinge, der er kunsthistoriker i en klumme til kunstmagasinet Kunsten.nu tilbage i 2014.

Det citat var ifølge Trine Panum en forsmag på, hvor hård kunstverdenen kan være.

– Sikke en velkomst, tænkte jeg. Jeg var overrasket over, at jeg skulle have de tæsk, og at kritikken var så personlig, sagde hun til Berlingske i 2020.

Men Trine Panum klarede den og arbejder stadig som kunstmaler. Hun udstiller både i Danmark og i udlandet. Hun har sit eget galleri i Bagsværd, som hun har haft lige fra starten.

Skal fejres hjemme

Privat er hun gift med Lars Sten Pedersen. Sammen har de tre børn.

– Jeg er i dag en langt bedre og gladere udgave af mig selv. Og det må du også gerne citere min mand for at sige, sagde Trine Panum til Berlingske i 2020.

Fødselsdagen skal fejres hjemme i Bagsværd med mand og børn.

– Jeg håber, de overrasker mig. Jeg har gået og prikket lidt til dem. Jeg håber ikke, jeg selv skal stå og lave mad, siger Trine Panum grinende.

Powered by Labrador CMS