{{ $t('header.giftcard') }} {{ basket.quantity }} 0 {{ $t('header.basket') }}

Pasning af stedmoderblomster og hornvioler

4. april 2024
Hornvioler

Er stedmoderblomster og hornvioler det samme?

Stedmoderblomster og hornvioler ligner nok hinanden og har mange af de samme egenskaber, men er ikke den samme blomst. Hornviol hedder på latin Viola cornuta og stedmoderblomst hedder Viola tricolor. De tilhører altså den samme planteslægt af violer, men er forskellige arter.

Generelt siges det, at man kan se forskel på de to arter på blomsternes størrelse. Stedmoderblomster har som regel store blomsterhoveder, mens hornviolernes blomster er små. Derudover er stedmoderblomsterne etårige sommerblomster og hornviolerne er stauder, der kommer igen år efter år.

Stedmoderblomster og hornvioler sælges dog på de samme tidspunkter af året og sætter de samme krav til plantning og pasning, hvorfor denne vejledning gælder begge arter.

Stedmoderblomster og hornvioler blomstrer på trods af frost

Stedmoderblomster og hornvioler er skønne forårsbebudere, men er du klar over, at de også kan blomstre langt ud på efteråret? Grunden til at violerne blomstrer i det tidlige forår og sene efterår skyldes, at de faktisk trives med de lavere temperaturer, som efteråret og foråret bringer med sig.

I det tidlige forår og sene efterår, hvor der stadig er risiko for nattefrost, kan du sagtens plante violerne ud i havens krukker og bede. Blomsterne tåler nemlig let frost, så de kan sagtens stå udenfor på disse tider af året. Violerne kan godt klaske lidt sammen i frostvejr, men de vil hurtigt rette sig ud igen, når temperaturen stiger til plusgrader.

I efteråret blomstrer violerne kraftigt med deres smukke farver lige indtil vinteren melder sin ankomst. Nogle blomstrer endda over vinteren også. Stedmoderblomster og hornvioler lader sig nemlig næsten ikke påvirke af vind og vejr.

Der er ingen overraskelse, at stedmoderblomster og hornviolerne er nogle af de mest populære planter til haven. Både i bede og krukker pryder plantens blomstring I flere måneder. Typisk er blomstringen mindre i vintermånederne, hvor det bliver meget koldt, men fortsætter muntert igen, når foråret melder sin ankomst.

Hornvioler
Hornvioler

Violer findes i alverdens farver

Violer, som stedmoderblomsterne og hornviolerne hører til, findes i et væld af smukke varianter i et væld af farver; gul, hvid, lyserød, blå, orange og rød. Der findes stedmoderblomster og hornvioler med store og små blomster samt hængende stedmoderblomster, der gør sig godt i ampler eller andre hængende krukker.

Der er altså masser af muligheder for at lyse haven op med violer i det tidlige forår og sene efterår, hvor haven ellers er tilbøjelig til at se lidt kedelig ud. Blomsterne kan i efteråret kombineres med andre efterårsplanter som lyng, bjergte og skimmia.

Du kan også plante blomsterløg under violerne. Planter du ud i efteråret, vil de blomstre samtidig med blomsterløgene i foråret, så du får et sandt blomsterflor.

 

Pasning af stedmoderblomst og hornviol

Generelt er stedmoderblomster og hornvioler nemme at passe og pleje, uanset om du planter dem i bede eller krukker. Der er et par simple ting, du skal huske, for at dine stedmoderblomster og hornvioler trives optimalt. Begge blomster skal placeres i halvskygge til fuld sol i en næringsrig jord og vandes regelmæssigt.

Planter du stedmoderblomster eller hornvioler ud i havens krukker, er det vigtigt, at du sørger for godt dræn, fx leca, i bunden af krukken. Blomsterne bryder sig nemlig ikke om våd jord.

Når temperaturen er lav og eventuelt når helt ned under frysepunktet, fortsætter stedmoderblomster og hornvioler med at gro og blomstre. Det gælder både i foråret og i efteråret. Her skal blomsterne gødes hver fjortende dag for at stimulere blomstringen.

Fjerner du visne blomsterdele, vil du ligeledes fremskynde dens blomstring. Når stedmoderblomsterne afblomstrer i foråret, kan du erstatte dem med smukke og farverige sommerblomster. Hornviolerne er flerårige stauder, hvilket betyder, at de kommer igen næste år.

Hornvioler

Ofte stillede spørgsmål

Stedmoderblomster kan plantes i det tidlige forår, hvor der stadig kan komme lidt let frost. Det klarer de nemlig fint, som en af de få sommerblomster. Er der stadig hård nattefrost, bør du vente lidt endnu.

Stedmoderblomster blomstrer hele foråret. Nogle gange kan de blomstre hen på sommeren, hvis vejret er køligere. Du kan forlænge blomstringen ved at nippe visne blomster af løbende. 

Navnet stedmoderblomst kommer nogle steder af, at det nederste kronblad sammenlignes med en stedmoder, der sidder på to stole (bægerblade). De to næste kronblade er hendes egne døtre, som har hver sin stol og flotte, spraglede kjoler. De to øverste kronblade er steddøtrene, som deles om en stol og har ensfarvede, simple kjoler.