Syge ræve i Aalborg Kommune

Der er udbrud af sygdommen skab blandt ræve i Aalborg Kommune. Hunde-og katteejere skal være opmærksomme på, at deres dyr kan blive smittet.

De seneste to uger har Aalborg Kommune skudt tre ræve med sygdommen skab. Rævene er skudt ved Lundbykrat ved Gistrup. Der er desuden lokaliseret skab blandt ræve ved Frejlev. Det oplyser naturvejleder og skytte ved Aalborg Kommune, Klaus Godiksen.

Ræveskab skyldes en hudsnylter - skabmiden - som får ræven til at klø hårene af, så den i løbet af få måneder dør af kulde, vægttab og sygdom. Hvis man ser en ræv, der har mistet hår, og hvor hårene har fået en grålig farve, kan den altså være smittet med skab.

Sygdommen bryder ud blandt ræve cirka hvert 7. år og kan smitte andre dyr, som hunde og katte, men også mennesker. Dyreejere skal derfor være opmærksomme på, om deres kæledyr begynder at få eksem og klø.
Sygdommen er dog nem at behandle.


Seneste nyt

fra Nordjylland