Jette gi’r et juletræ: - Jeg ved selv, hvor meget glæde julehjælp kan give

Jette Flensborg tilbyder julehjælp i form af et juletræ til trængte familier.

Familien har overtaget 10.000 juletræer.
Familien har overtaget 10.000 juletræer.
Foto/Grafik: Privat/Jonas Bach Sørensen, TV MIDTVEST & Colourbox

For mange er julen ikke komplet uden et juletræ.

Men julen er en dyr tid, og endnu engang søger rekordmange julehjælp for at kunne klare sig igennem.

Derfor vil 29-årige Jette Flensborg fra Over Isen ved Isenvad i Midtjylland også gerne hjælpe ved at tilbyde sin egen form for julehjælp.

Hun har nemlig overtaget 10.000 juletræer, og hun vil give nogle af dem væk til økonomisk trængte familier.

- Jeg har haft lidt dårligt samvittighed over, jeg endnu ikke havde doneret noget, for det gør jeg altid i julen. Så kom jeg på, at det skulle da være juletræer i år, fortæller Jette Flensborg.

Jette Flensborg er ikke i tvivl om, at der nok skal blive stor rift om juletræerne.
Jette Flensborg er ikke i tvivl om, at der nok skal blive stor rift om juletræerne.
Foto: Privatfoto

Ved årsskiftet flyttede hun og manden nemlig ind på en gård, hvor juletræerne fulgte med. Og hun ved selv, hvilken forskel det kan gøre, når man modtager en hjælpende hånd. 

- Da jeg var barn, var min mor alene med fire børn. Der var to år i træk, hvor vi fik julehjælp, og jeg husker tydeligt den glæde, det gav, og den glæde skal man da give videre, fortæller hun.

Stadig træer tilbage

Derfor har hun delt et opslag i to grupper på Facebook, hvor hun skriver, at hun vil donere ti juletræer til økonomisk trængte familier.

Her har modtagelsen været overvældende, også selvom alle træer i skrivende stund endnu ikke er afsat.

- Der er mange, der synes godt om opslaget, og skriver hjerter derinde, så det er dejligt at se. Jeg har en aftale med en, der kommer og henter et træ på fredag, og så har to andre skrevet, de rigtig gerne vil have et, fortæller juletræsdonoren. 

Hun forventer, at der i løbet af tirsdag eftermiddag vil komme godt gang i henvendelserne, når folk har fået fri fra arbejde eller måske lige får vendt tanken med deres familie. 

Men har man besluttet sig, så er det ganske nemt at få fingrene i sit nye juletræ. 

Jette og manden kan nemlig godt levere det til dem i Ikast-området.

- Derfor er det også "kun" ti juletræer. For hvis alle gerne vil have dem leveret, så går der jo også lidt tid med det, og jeg har to børn på 1,5 og tre år, der også gerne skal have lidt opmærksomhed, lyder det med en grin fra Jette Flensborg.