Nu får heste fra Viegård et nyt liv – bliver transporteret i lastbil til internat

30 heste fra Viegård Stutteri bliver nu kørt til hesteinternatet Nyt Hesteliv ved Odense, hvor de aldrig bliver solgt fra.

Viegård transport og hest
Foto: Michéle Vandborg Nielsen & Tyrell Cotant + Grafik: Esben Kock Jensen, TV MIDTVEST

Det bliver fejret med lys og flag, når en flok demonstranter fredag eftermiddag sender de sidste af i alt 30 heste afsted fra Viegård Stutteri mod et nyt liv på et hesteinternat på Fyn.

Og det har været en længe ventet dag for Michéle Vandborg Nielsen, der har været arrangør af mange demonstrationer mod stutteriejer John Byrialsen og stutteriet i Skals ved Viborg.

- Det er vigtigt for os, at hestene kommer videre og får et godt hjem. Vi har kæmpet så længe for de heste, så det er en form for afslutning. Vi står med flag og lys, fordi det er så glædeligt, at nu får nogle endelig lov til at flytte, understreger hun.

I oktober sidste år blev John Byrialsen og Viegård Stutteri begæret konkurs, og det betød, at to kuratorer overtog driften af de godt 400 heste, som stutteriet råder over. Dem forsøger de nu at sælge.

Og 30 af de heste er nu blevet solgt til et nyt hjem i Blommenslyst ved Odense, hvor hesteinternatet Nyt Hesteliv ligger.

- Det er utroligt dejligt og befriende, at vi endelig kan hjælpe de her heste. Det er sjældent, vi oplever så stor en sag. Der har været forfærdelige billeder af dyrene, som ikke har fået den nødvendige hjælp, og det er bare en kæmpe, kæmpe sag, siger Janne Junker, der er formand for Nyt Hesteliv.

De 30 heste fra Viegård Stutteri bliver kørt i lastbil til Fyn, og herfra vil hestene aldrig blive solgt videre. I stedet vil hestene komme til plejefamilier, hvor internatet vil følge hestenes liv til evig tid.

De første 10 heste ankom til Nyt Hesteliv torsdag aften.

De dårligste heste får nyt hjem

Torsdag blev den første lastbil med heste kørt til Fyn, mens det sidste læs bliver transporteret fredag ved 15-tiden.

Ifølge formanden for Nyt Hesteliv er det de dårligste heste, der bliver kørt til øen.

- Vi har valgt de heste, der havde mest brug for hjælp. Det er ældre hopper, for det er nok dem, der har mindst chance for at komme videre. Det er nogle, der skal arbejdes med, siger Janne Junker og fortsætter:

- Nu skal de falde til stille og roligt, og så skal vi finde nogle plejefamilier til dem. Men det vil være en længere proces at finde de rigtige plejefamilier. Vi håber dog, at rigtig mange vil melde sig.

Det er Nyt Hesteliv, der indtil videre selv har betalt omkostningerne for flytningen af hestene. Men de håber at få støtte og sponsorer.

- Vi har satset, men vi håber, at mange vil støtte økonomisk. Vi håber på meget støtte, så vi kan hjælpe hestene. Vi vil i hvert fald løse opgaven så godt, som vi kan, siger hun.

Ifølge formanden Janne Junker skal hestene nu have ro og under kærlig behandling, inden de bliver sendt ud i plejefamilier.

Nyt Hesteliv bliver drevet af seks personer i det daglige, og så er der frivillige og praktikanter, der også hjælper til.

Alle hestene fra stutteriet sælges engros, så opkøbere skal lægge billet ind på mindst 30 heste ad gangen for at sikre, at de nye købere har nok kræfter til at håndtere dem.