30.000 bil-entusiaster skabte trængsel på Rømø

Rømø Motor Festival tiltrækker hvert år bil-entusiaster i tusindevis til stranden på ved Lakolk på Rømø.

Hele lørdag skulle man væbne sig med tålmodighed for at komme til og fra Rømø, hvor der var stor tilstrømning til Rømø Motor Festival.

Syd- og Sønderjyllands Politi vurderer, at der var 30.000 gæster på Rømø lørdag, hvor det tog mere end en time at komme over dæmningen til vadehavsøen.

- Bortset fra den trafikale trængsel, så forløb arrangementet i god ro og orden. Vi havde patruljer på Rømø helt frem til i nat - og klokken 01 var stranden ved Lakolk tømt for biler, siger vagtchef Henrik Sønderskov, Syd- og Sønderjyllands Politi, søndag morgen.

Rømø Motor Festivals officielle program sluttede lørdag - men der er søndag fortsat mange motorglade tilbage på Rømø sammen med deres vintageracerbiler og –motorcykler.

Rømø Motor Festival

Rømø Motor Festival blev første gang gennemført i 2016 og er afholdt hvert år siden i slutningen af august.

Her dyster kørere af vintageracerbiler og –motorcykler fra før 1947 på en 202 meter lang bane i det faste sand på Lakolk, der er en af Europas bredeste strande.

Køretøjerne dyster to og to mod hinanden, og reglerne er ganske enkle – det gælder om at komme først.

Motorfestivalen er en hyldest til de historiske motorløb på stranden på naboøen Fanø, der fandt sted i 1919-24.

Der lægges stor vægt på det historiske, og derfor skal alle deltagere og frivillige bære tøj, der matcher den årgang, som deres køretøj har. Publikum opfordres også til at lege med på den historiske dresscode.

Rømø Motor Festival har budt på konstant fremgang siden starten i 2016. Dengang deltog 60 køretøjer, mens tallet i 2019 var steget til 115 fordelt på 13 forskellige lande. Tilskuertallet har også været støt stigende, og de to seneste år med omkring 30.000 gæster.