Med fare for at få den halve verden på nakken, vil jeg gerne slå et slag for skvalderkål som spiselig, flerårig grøntsag. De fleste haveejere kender skvalderkål som noget genstridigt ukrudt, og det er da fuldstændig rigtigt at det er en livskraftig fætter med rigeligt gåpåmod og udholdenhed, men set gennem et andet sæt briller har du en kilde til ‘uendelige’ mængder næringsrig mad.
Skvalderkål kan bruges i alverdens retter i køkkenet. Smagen er lidt markant, nogle siger et sted mellem selleri og persille, men jeg synes faktisk ikke den minder om noget som helt andet jeg kender, og derfor kan den godt kræve lidt tilvænning. Plukker du de helt unge blade, som endnu er blanke og ikke foldet helt ud, er de skønne i en salat, som grønt drys eller som krydderurt i en dressing. De lidt ældre blade, som har fået en mat overflade, er bedre i tilberedt mad, hvor du kan bruge dem i stedet for spinat eller grønkål i et væld af retter. Klassikerne her i huset er madtærter, grønne deller eller som et frisk pust i vinterens sidste suppe. Du kan også bruge skvalderkål i pesto, greenies eller som chips bagt i ovnen med olie og salt. Mulighederne er mange, men smagen er også lidt speciel, så oftest lader jeg kun skvalderkål udgøre en del af det grønne i en ret. Og har man høstet alt for meget skvalderkål, må man altid gerne dele rovet med hønsene eller kompostbunken.
Skvalderkål skyder frem allerede i starten af marts, hvor der ikke er så meget andet at plukke, hverken i haven eller naturen, så det er kærkomment med lidt frisk grønt at putte i maden. Til at starte med skyder skvalderkålen langsomt frem, men midt i april er der rigeligt at tage af, og det er også her du kan danne dig et overblik over, hvor langt rødderne har bevæget sig under jorden i løbet af vinteren🙄 Hos mig må de hjertens gerne være under hækken, men i køkkenhaven (som ligger langs hækken) plukker jeg skvalderkålsbladene, *så snart* jeg ser dem, i håb om at den holder lidt lav profil der, uden at jeg behøver at endevende mine gravefri bede for rødder. Hvis der ikke er nogle blade, kan den jo ikke lave fotosyntese, og dermed få energi til at fortsætte invasionen. Den har dog masser af energi i rødderne til at skyde igen, så der skal plukkes jævnligt, for at den ikke genopbygger energidepoterne - men tanken om at man plukker mad ER altså bare mere motiverende end at luge ukrudt. Ved at plukke ofte vil du kunne høste friske unge blade i lang tid.
