Svampe 33.1 (s. 1-25)

SVAMP 33 

1996

SVAMPE er medlemsblad for Foreningen til Svampekundskabens Fremme, 

hvis formål det er at udbrede kendskabet til svampe, både videnskabeligt og 

praktisk. Foreningen afholder hvert år en række ekskursioner, svampeudstillinger, 

foredrag og kurser. 

Indmeldelse sker ved at indsende 110 kr. (ved bopæl i udlandet 120 kr.) samt 

tydeligt navn og adresse til: 

Foreningen til Svampekundskabens Fremme 

Postboks 168 

2670 Greve 

Giro 9 02 02 25 

SVAMPE udkommer to gange årligt, næste gang til august. 

SVAMPE is issued twice a year. Subscription can be obtained by sending Dkr. 

120 to: 

The Danish Mycological Society 

P.O. box 168 

DK-2670 Greve, Denmark 

telephone/fax: +45 4369 9802 

Please give name and address clearly. 

REDAKTIONEN 

Jørgen Albertsen 

Olsbæk Strandvej 71A, 2670 Greve 

tlf. & fax: 43 69 98 02 

Jens H. Petersen 

Fuglesangsallé 88, 8210 Århus V. 

tlf.: 86 10 00 96 

Jan Vesterholt 

Kærvænget 32B, Gl. Sole, 8722 Hedensted 

tlf.: 75 89 34 42 

SVAMPE 33 er korrekturlæst af Steen A. Elborne & Mogens Holm, fotosat hos 

PR Fotosats og trykt hos Quickly Tryk A-S.

Om sjældenhed i mykologien 

Flemming Rune, Institut for bygningsbiologi, Harløsevej 9, 3320 Skævinge 

Jeg har en meget speciel hobby: at fotografere 

gamle, krogede egetræer. Jo ældre og større, desto 

bedre. I vinterlys, i forårslys, i sommerlys og i 

efterårslys. Jeg begyndte på det som dreng og er 

aldrig rigtig holdt op med det igen. Af samme 

grund har jeg helt fra drengetiden været vant til 

at finde snesevis af oksetunger (Fistulina hepatica) 

hvert efterår. Oksetunger vokser på gamle 

egetræer, helst over 200-300 år gamle, og det er 

lige den slags egetræer, jeg har opsøgt i alle kroge 

af kongeriget. 

Med tanke på de flere hundrede mycelier af 

Oksetunge, jeg har fundet gennem årene, virker 

det lidt underligt, når Morten Lange (1990) i 

„Nordens svampe“ kalder arten for sjælden. 

Ferdinandsen & Winge (1943) nøjedes dog med 

at kalde den for ret sjælden, og Jens H. Petersen 

mener i „Danske storsvampe“, at den er en hist 

og her-svamp. Forklaringen på denne forskel i 

opfattelse kunne være, at Morten Lange måske 

er temmelig ligeglad med gamle egetræer, og 

ikke gider rende hen til dem i tide og utide, mens 

Jens H. Petersen som fotograf med sans for naturens 

linier, netop har øje for dem og ustandselig 

opsøger dem. 

Men det kunne også tænkes, at forfatterne arbejder 

med forskellige sjældenhedskriterier. For 

hvad betyder sjælden egentlig? Betyder det, at 

forfatteren sjældent ser arten i naturen? Betyder 

det, at arten rent faktisk ikke vokser i forfatterens 

hjemegn? Betyder det, at substratet for arten 

er sjældent? Eller betyder det, arten har ganske 

særlige krav til fugt, temperatur og jordbund? 

Kan en sjælden art godt være almindelig i 

visse mindre områder inden for en floras dækningsområde, 

men helt mangle i resten, så den 

„gennemsnitligt“ bliver sjælden? Og er det rimeligt 

at angive en sådan sjældenhed? 

Registreringsproblemer 

I den danske rødliste har Vesterholt & Knudsen 

(1990) skrevet et lille afsnit om specielle problemer 

ved registrering af svampe, hvorfra jeg vil citere 

et par passager: „Det store antal svampe, og 

det lille antal mykologer gør, at kendskabet til 

mange arter er mangelfuldt“; „Når vi snakker 

om hyppigheder og forekomster på specielle 

tidspunkter og i forskellige biotoper, mener vi 

frugtlegemernes forekomst. Vi er nødt til at antage, 

at antallet af frugtlegemer også et et udtryk 

for den enkelte arts hyppighed, uden at det nødvendigvis 

er sandt“; „For nemheds skyld må vi 

antage, at der er et lineært forhold mellem de 

frugtlegemer, vi registrerer, og forekomsten i 

form af mycelier i jorden“. 

Med andre ord, den registrering vi lægger til 

grund for vores sjældenhedsvurdering, vil altid 

bygge på et mangelfuldt kendskab til organismerne, 

og den kan ikke dreje sig om en fuldstændig 

registrering af organismerne i alle deres livsstadier 

og -former, men kun om en del af deres 

forekomst. 

Et eksempel på denne problematik er det hidtil 

uløste mysterium om Ægte Hussvamps (Serpula 

lacrymans) umådelige hyppighed i alle Europas 

gamle, fugtplagede bygninger med mursten, 

mørtel, cement og tømmer, men tilsyneladende 

næsten fuldstændige fravær ude i naturen 

her i Europa. Gennem de senere år er det blevet 

bekræftet, at frugtlegemer af Ægte Hussvamp 

rent faktisk optræder på fugtige skråninger i Himalaya 

og i Rocky Mountains. Og det har ført til 

vilde teorier om, at svampen skulle være ført til 

Europa fra Indien med engelske koloniskibe i 

svundne tider og ligesom rotteplagen og den sorte 

død have spredt sig fra de engelske havnebyer 

over Europas usunde bygninger. 

Men mon ikke der i stedet er tale om et registreringsproblem? 

Ægte Hussvamp sætter kun 

frugtlegemer under ganske særlige forhold: helst 

fuldstændig vindstille og i hvert fald stor, konstant 

fugtighed gennem længere tid, og myceliet 

har et stort substratkrav og kræver rigelig adgang 

til kalk- og/eller jernholdige materialer til 

stimulering af væksten for at opnå tilstrækkelig 

størrelse til frugtlegemsætning. I fugtige nordeuropæiske 

bygninger er disse krav ofte opfyldt, 

men ude i naturen kun meget sjældent. 

Ægte Hussvamp kunne meget vel have eksisteret 

på dødt træ i naturen fra gammel tid, men 

1

først når dette er blevet indbygget i huse, er 

frugtlegemerne blevet almindelige. Hvordan har 

Ægte Hussvamp så kunnet sprede sig i naturen. 

Ja, ét enkelt frugtlegeme på en fjern alpeskråning 

eller i en fugtig norsk skærgård kan producere 

milliarder og atter milliarder af sporer gennem 

flere uger, nok til at etablere utallige mycelier 

i jord og dødt ved i mange, mange kilometers 

omkreds. Og set over en mangetusindårig horisont, 

kan hele Europa være blevet fyldt med 

små, kummerlige, uidentificerbare hussvampemycelier 

uden frugtlegemer og strengmycelium 

mange gange siden sidste istid. Det er kun teori, 

men dog ikke mindre sandsynligt end de fantasifulde 

drømme om englændere på vej over oceanerne 

med indiske hussvampe. 

Registreringsproblemerne for svampe vil aldrig 

kunne overvindes på grund af svampenes 

mykolog-fjendske natur med forskellige usynlige 

eller uidentificerbare livsstadier. Med tiden bliver 

vi godt nok klogere og kan art for art revidere 

vores overblik, efterhånden som nye iagttagelser 

gøres. Men også da gælder det om at holde 

hovedet koldt. For en mere effektiv eller kyndig 

registrering af en bestemt art kan let tolkes, som 

om arten er under udbredelse. Prikkort for 

svampes udbredelse er umådeligt afhængige af 

den geografiske fordeling af mykologernes aktiviteter. 

Nogle kalder dem endda lidt nedsættende 

for „mykolog-kort“, fordi de i hvert fald viser, 

hvor mykologerne har været. Derfor er det som 

oftest kun let genkendelige arter som f.eks. 

Kløvblad (Schizophyllum commune) og Judasøre 

(Auricularia auricula-judae) man eksemplificerer 

spredning ved, fordi man der regner med, 

at man har med så umiskendelige arter at gøre, at 

de ikke tidligere kan have været overset. Man 

må dog stadig have registrerings-problematikken 

i baghovedet konstant, når man reviderer sin 

sjældenhedsopfattelse. 

Absolut og arbitrær sjældenhed 

Man kan således tale om både absolut og arbitrær 

sjældenhed. Den absolutte sjældenhed er 

den virkelige, statistiske forekomst af den enkelte 

organismes tilstedeværelse i alle dens livsformer 

og -stadier. Den arbitrære sjældenhed er den 

skønsmæssige eller man kunne næsten sige vilkårlige 

sjældenhed, som vi er i stand til at anslå 

efter de personlige og anden/tredjehånds oplysninger 

vi hver især har. 

2 

Dermed er sjældenhedsdiskussionen dog kun 

lige begyndt, for selv om man opstiller den hypotese, 

at vi var i stand til at angive absolut sjældenhed 

i stedet for arbitrær sjældenhed, så vil den 

absolutte sjældenhed være betinget af en lang 

række faktorer, der komplicerer angivelsen. 

Arealbetinget sjældenhed 

Enhver sjældenhedsangivelse kan kun gælde for 

et bestemt, veldefineret område. Gøres området 

lille nok, vil enhver art kunne kaldes sjælden, gøres 

området stort nok, vil mange arter kunne kaldes 

almindelige. Man må derfor gøre sig klart, 

akkurat hvilket område man forsøger at skønne 

over, og om en gennemsnitlig sjældenhedsangivelse 

for det område giver nogen mening. I en 

bog om jordens folk vil man for eksempel med 

fuld ret kunne kalde kinesere for almindelige. 

Der findes en hel milliard af dem. Men en færing, 

der vil forsøge at sælge spisepinde på Suderoy, vil 

næppe kunne bruge den oplysning til noget. Der 

findes nemlig ikke en eneste kineser. 

Når det drejer sig om svampe, er arealbetinget 

sjældenhed som regel knyttet til en eller flere af 

de faktorer, der er gennemgået nedenfor: klima, 

substrat eller jordbund. „Ren“ arealbetinget sjældenhed 

møder man antagelig kun, når der er oceaner 

eller andre barrierer, som sporer eller andre 

spredningsenheder ikke kan spredes over, og da 

tales som regel ikke om sjældenhed, men om absolut 

fravær. Jens H. Petersen (1995) taler i sin 

bog Svamperiget om „makro-udbredelser (=biogeografien)“ 

der skyldes historiske eller klimatiske 

forhold, til forskel fra lokale udbredelser, hvor 

landskabs- og jordbundsforhold er afgørende. 

Der findes et stort antal svampearter, som kun forekommer 

enten i Europa eller i Nordamerika, 

endskønt de udmærket kunne vokse i den anden 

verdensdel, hvis de blev hjulpet derover. 

Det så vi i afskrækkende grad med filtrusten 

Cronartium ribicola, der oprindelig voksede i naturligt 

samliv med Cembra Fyr i Europa og 

Asien, men ikke i Nordamerika. Da den blev 

sendt over Atlanten med nogle småplanter af 

Weymouths-Fyr, viste den sig at have så gode 

vækstforhold i Canada og USA, at den ødelagde 

tusinder af kvadratkilometer fyrreskov, fordi den 

amerikanske Weymouths-Fyr ikke havde nogen 

modstandskraft. Her har altså været tale om ren 

areal- eller afstandsbetinget sjældenhed (fravær). 

Et andet eksempel er vor velkendte Grøn

Fluesvamp (Amanita phalloides). Den er ligeså 

sjælden i USA, som den er almindelig i Europa. 

På trods af livlig mykologisk aktivitet, blev den 

første gang med sikkerhed samlet i 1967 i Maryland. 

Kort efter stødte man på den i New York 

og Pennsylvania, og nu findes den også i Delaware, 

New Jersey, Virginia, Rhode Island, Massachusetts, 

California, Oregon og Washington. 

Man mener, den er indført tidligere i århundredet 

som mykorrhiza-partner til prydtræer i jord 

og nu er under udbredelse i Amerika. Men af en 

eller anden grund er den stadig sjælden i alle stater, 

hvor den er fundet (Tanghe 1983). 

Muligvis behøver der dog slet ikke at være 

oceaner som spredningsbarrierer. Vi har flere eksempler 

på svampe, der kun findes på den ene 

side af Øresund og tilsyneladende ikke kan finde 

vej over vandet. Håret Judasøre (Auricularia 

mesenterica) har gennem mange år været kendt i 

Skåne, men af en eller anden grund er den endnu 

aldrig fundet i Danmark, skønt vi tilsyneladende 

kan tilbyde den de samme vækstbetingelser og 

substratmuligheder her. 

Om man så kan opretholde en ren arealbetinget 

sjældenhed, når arten først er til stede i et 

mindre område, er en anden sag. Teoretisk vil 

den vel altid brede sig uhæmmet til alle sider, såfremt 

der ikke er fysiske, næringsmæssige eller 

klimatiske faktorer til at stoppe den. Såfremt 

den tiltagende udbredelse af Kløvblad og Judasøre 

er reel, så er dens nuværende forekomst 

derfor formentlig blot et midlertidigt, menneskeskabt, 

ustabilt stadium, der vil stabiliseres i løbet 

af en kortere årrække. Det samme gælder for udbredelsen 

af Blækspruttesvamp (Clathrus archeri), 

der første gang blev fundet i Mellemeuropa i 

1914 efter introduktion fra New Zealand, og som 

nu har bredt sig til de fleste europæiske lande. 

Om Grøn Fluesvamp nogensinde bliver almindelig 

i USA, må tiden vise. 

Klimatisk betinget sjældenhed 

Det bringer os til diskussionen af den første af de 

tre faktorer, hvortil arealbetinget sjældenhed 

som regel er knyttet, nemlig klimatisk betinget 

sjældenhed. Og igen må vi erkende, at vort kendskab 

til svampenes liv er begrænset. Det er let 

nok at antage, at mange mediterrane svampearters 

sjældenhed i Nordeuropa har med temperaturforskelle 

at gøre. Der findes forskellige vækstoptima 

og tolerancespektre, som kan umuliggøre 

SVAMPE 33, 1996 

en arts vækst eller i hvert fald frugtlegemsætning 

under særligt varme eller kolde forhold, men forskelle 

i nedbørsfordeling eller jordbundsomsætning 

som følge af de klimatiske forskelle kan 

måske have lige så stor betydning. 

En del arktiske svampearter, der ikke forekommer 

længere mod syd, kunne være eksempler 

på klimatisk betinget sjældenhed, for eksempel 

Arktisk Støvbold (Calvatia cretacea). 

Det er velkendt, at dens frugtlegemer efter modning 

kan bestå i adskillige år i tundravegetationen 

og muligvis afgive spiringsdygtige sporer i 

årevis. I et varmere (og mere fugtigt?) klima ville 

frugtlegemerne næppe kunne overleve mere 

end en enkelt sæson, og svampen ville derfor 

ikke kunne benytte denne flerårige livsstrategi 

for sin spredning der. 

Spredningsproblemer kunne også tænkes at 

skabe en klimatisk betinget sjældenhed for visse 

arter af stjernebolde og støvbolde, der især forekommer 

i tørre steppeegne. Liden Skivebold 

(Disciseda candida), Læderbold (Mycenastrum 

corium) og Steppe-Stjernebold (Geastrum corollinum) 

findes i tørre steppelignende områder fra 

det østligste Europa mod vest til Danmark, hvor 

vi stort set kun møder dem i det tørre „Storebæltsklima“, 

med lavere nedbør og højere temperatur 

om sommeren end i resten af Danmark. 

Deres frugtlegemer er alle meget løst-siddende 

og kan let i blæsevejr løsnes fra myceliet og trilles 

af sted, så sporer drysses ud over et stort område. 

I fugtige og mindre åbne omgivelser har de slet 

ikke de samme spredningsmuligheder, og det kan 

meget vel være afgørende for deres overlevelse. 

Tropiske og subtropiske arter kan tilsvarende 

være tilpasset høje temperaturer. I urtepotter og 

drivhuse støder vi jævnligt på arter af den lille 

parasolhatteslægt Leucocoprinus – måske vor 

mest almindelige urtepotte-slægt af hatsvampe – 

men udendørs møder vi kun sjældent medlemmer 

af slægten på vore breddegrader. De sarte 

frugtlegemer er meget følsomme over for udtørring, 

og de fleste arter kræver 20°C eller mere for 

at sætte frugtlegemer. Slægtens udbredelse er tydeligt 

klimatisk begrænset. På samme måde er 

stinksvampe-slægten vidt udbredt i troperne, 

men i tempererede egne har den kun få arter. 

Om det også er en klimatisk betinget sjældenhed, 

der kommer til udtryk i forekomsten af Satans 

Rørhat (Boletus satanas), er vanskeligere at 

afgøre. Den forekommer kun i den sydlige halv- 

3

Oksetunge (Fistulina hepatica) er almindelig på et sjældent, men særdeles iøjnefaldende substrat: gamle ege helst 

over 200 år. Her på Bregneegen i Jægerspris Nordskov, 17.10.1984. Foto Flemming Rune. 

del af Danmark, og i Skandinavien i øvrigt skal vi 

ud til Sveriges lune og solrige Østersø-lokaliteter 

(Gotland) for at finde den. Men samtidig har den 

ganske særlige krav til jordbundens kalkindhold 

og måske også til mykorrhiza-værternes næringstilstand, 

så der er mange faktorer, der spiller ind. 

Man kunne forestille sig, at Satans Rørhat her i 

Skandinavien først og fremmest er klimatisk betinget 

sjælden, mens den i resten af Europa først 

og fremmest er jordbundsbetinget sjælden. 

Substratbetinget sjældenhed 

Svampearternes krav til substratet er naturligvis 

en afgørende betingelse for deres forekomst. 

Man kan dele arternes sjældenhed som følge af 

substratkrav op i fire grupper: 1) almindelige arter 

på almindeligt substrat, 2) almindelige arter 

på sjældent substrat, 3) sjældne arter på almindeligt 

substrat, og 4) sjældne arter på sjældent substrat. 

4 

Oksetunge, som blev omtalt i artiklens begyndelse 

hører klart til gruppe 2. I gruppe 1 findes 

utallige arter, antagelig størstedelen af dem der 

er angivet som „meget almindelig“ i den lokale 

svampeflora. Men arterne i gruppe 3 og 4 er vanskeligere 

at gruppere med sikkerhed. 

En detalje af meget stor vigtighed er nemlig 

den enkelte svampearts evne til at kolonisere 

substratet. Arter med særlige krav til sporespirings-omstændigheder 

og til vækstforhold for det 

første spæde mycelium ville man kunne forvente 

at finde i gruppe 3 og gruppe 4, men i hvilken er 

ofte svært at sige. Man kunne tale om en „fysiologisk 

betinget sjældenhed“, der i virkeligheden 

er afledt af den klimatisk betingede sjældenhed. 

Priksvamp (Poronia punctata) var førhen vidt 

udbredt på hestepærer i Europa, omend næppe 

super-almindelig, men nu er den uhyre sjælden 

og findes kun på særlige lokaliteter som f.eks. 

Øland. Antallet af heste er faldet drastisk i Vest-

Judasøre (Auricularia auricula-judae) er tiltagende almindelig på gamle hyldetræer, helst langs havet. Hvorfor 

kan sjældenhed ændre sig med tiden? Sorø Sønderskov, 29.10.1984. Foto Flemming Rune. 

europa gennem dette århundrede, men dog er 

der stadig hestepærer rundt om på markerne i de 

fleste egne. Men som Christian Lange (1995) helt 

rigtigt bemærker, så er hestepærer ikke længere, 

hvad de har været. De er ikke så grove og ufordøjelige 

som tidligere, men er i stedet et let nedbrydeligt 

produkt iblandet masser af godt hø og 

kraftfoder. Og det kunne meget vel betyde, at 

det oprindelige hestepære-substrat er blevet 

sjældent. 

Konsekvensen er derfor, at man ved enhver 

substratbetinget/fysiologisk betinget sjældenhedsangivelse 

reelt burde gruppere sjældenheden 

som ovenfor for ikke at blive misforstået. 

En særlig detalje i forbindelse med substratbetinget 

sjældenhed opstår ved udarbejdelse af 

rødlister over svampe. Hvis substratet er en 

værtsplante, der selv er rødlistet, skal svampen 

der lever på/af den, så også automatisk rødlistes? 

Værtsplanten kunne eksistere som haveplante, 

SVAMPE 33, 1996 

selv om den er truet i naturen, og så har svampen 

jo sit substrat der, omend ikke i „naturlig“ form. 

Jordbundsbetinget sjældenhed 

Jordbunden fungerer i princippet som substrat 

for de jordboende nedbrydere blandt svampene, 

omend svampenes reelle substrat er de organiske 

(plante)dele, der ligger i eller på jorden. Jordbundsbetinget 

sjældenhed kan opfattes som en 

sidegren af substratbetinget sjældenhed, dog 

med den væsentlige forskel, at jordbunden er et 

umådelig vidtstrakt og trinløst variabelt substrat. 

Jordbundsbetinget sjældenhed er ikke som 

egentlig substratbetinget sjældenhed et spørgsmål 

om en ± tilstedeværelse af substratet, men 

om jordbunden ligger inden for den meget forskellige 

variationsbredde, der tolereres af den 

enkelte svampeart. 

Visse arter trives bedst ved en meget lav pH i 

jorden, f.eks. Brusk-Vokshat (Hygrocybe laeta), 

5

mens andre foretrækker en meget høj pH, f. eks. 

Spidspuklet Vokshat (Hygrocybe persistens). I 

praksis spiller jordens gødskning og evt. kalkindhold 

en stor rolle for surhedsgraden og dermed 

for fungaen, og jordbundsbetinget sjældenhed er 

derfor i meget høj grad menneskeskabt i vor del 

af verden. 

Graden af forstyrrelse af de øverste jordlag, 

hvor svampenes mycelium holder sig, f.eks. ved 

pløjning, har ligeledes betydning for mange 

svampes sjældenhed. Det er tydeligt, at oppløjning 

af en skovbund, som det mange steder sker 

i oldenår for at fremme selvforyngelse, ændrer i 

hvert fald den fruktificerende del af fungaen i 

skovbunden totalt. Det skyldes antagelig både 

næringsmæssige forhold og forhold, der har med 

myceliets alder og etableringsgrad at gøre. Måske 

kunne man i visse tilfælde tale om en „aldersbetinget 

sjældenhed“. 

Endelig er visse svampearters jordbundskrav 

meget snævert tilpasset en bestemt og måske 

sjælden type jordbund. Brandpletsvampe er et 

eksempel herpå. De vil altid være meget sjældne, 

som regel helt fraværende, hvis ikke jorden er 

påvirket af bål eller brand med den særlige næringsfrigørelse 

det medfører. 

Den forudsætningsløse (mis)forståelse 

Der er ingen tvivl om, at enhver sjældenhedsangivelse 

i en svampebog kræver en lang række tillægsoplysninger 

for at blive forstået korrekt. For 

læseren, der ingen forudsætninger har, vil en angivelse 

som „meget sjælden“ eller „meget almindelig“ 

reelt ikke fortælle noget som helst om 

chancen for at finde den pågældende art, med 

mindre der fortælles, hvad den pågældende sjældenhedsgrad 

præcis er betinget af. Og det er ikke 

altid gjort med at angive bredden af plantesamfund, 

arten kan findes i. 

Moser (1983) angiver, at Rød Fluesvamp 

(Amanita muscaria) findes i „løv- og nåleskov“, 

hvilket er ganske rigtigt. Gennemsøger man 100 

kvadratmeter løv- og nåleskov et tilfældigt sted i 

Danmark, vil chancen for at finde en Rød Fluesvamp 

dog være særdeles lille. Men opsøger man 

især arealer, hvor Birk og Gran står blandet og 

har en græsrig undervegetation, så er chancen 

stor. Tilsvarende vil chancen for at finde en Oksetunge 

i en gennemsnitlig egeskov ikke være 

særlig stor. Men går man specifikt efter gamle 

egetræer over 300 år, vil chancen være umådelig 

6 

stor. Kender man samtidig sine gamle egetræer, 

kan man i virkeligheden være langt sikrere på at 

finde en Oksetunge, når sæsonen er i gang, end 

på at finde en Rød Fluesvamp. Og dog findes der 

næppe en svampebog, der kalder Rød Fluesvamp 

for mindre almindelig end Oksetunge. 

Man skal således være meget forsigtig med at 

lave sjældenhedsangivelser uden præcist at forklare, 

hvad man mener. Man må angive, både 

hvad sjældenheden for den enkelte art er betinget 

af, og hvad målestokken inden for disse betingelser 

er. Den erfarne feltmykolog, der har været 

på 45 svampeture i de jyske egekrat med lidelsesfællerne 

den seneste sæson, vil ofte udbryde: „Jamen, 

den art er vældig almindelig. Den så jeg tre 

gange sidste år“, hvilket betyder, at det ved brug 

af hans og alle hans kollegers forudsætninger og 

viden lykkedes at finde sølle tre frugtlegemer på 

45 svampeture i en ganske særlig del af det danske 

landskab. Mange andre svampeplukkere ville 

muligvis ikke finde blot et enkelt i et helt liv. 

Jeg vil ikke i denne artikel forsøge at lave forslag 

til standardisering af sjældenhedsangivelser 

på baggrund af de ovennævnte tanker og problemer, 

hvor ønskværdigt det ellers ville være at 

have en sådan række „sjældenheds-standarder“. 

I første omgang har det været min hensigt at sætte 

nogle tanker igang ved at påpege en del (men 

langt fra alle) problemer ved sjældenhedsbedømmelser. 

Måske vil andre mykologer kunne 

bidrage med deres syn på sagen, så man i fællesskab 

kan udvikle et anvendeligt og brugervenligt 

system, der ikke på forhånd kompromitterer sig 

selv på grund af omstændelighed eller pladskrav. 

Forslag efterlyses . . . 

Litteratur 

Ferdinandsen, C. & Ø. Winge 1943. Mykologisk Ekskursionsflora. 

2. udgave. – København. 

Lange, C. 1995. Øland – et mekka for svampeinteresserede. 

– Svampe 32: 6-13. 

Lange, M. 1990. Nordens svampe. En felthåndbog. – 

København. 

Moser, M. 1983. Kleine Kryptogamenflora IIb/2. Die 

Röhrlinge und Blätterpilze. – Stuttgart. 

Petersen, J.H. 1995. Svamperiget. – Århus. 

Petersen, J.H. & J. Vesterholt (red.). 1990. Danske 

storsvampe. – København. 

Tanghe, L. J. 1983: Spread of Amanita phalloides in 

North America. – McIlvainea 6 (1): 4-8. 

Vesterholt, J. & H. Knudsen 1990. Truede storsvampe 

i Danmark – en rødliste. – København.

Internationalt svampefarveseminar i 

Härnösand 1995 

Det 7. Internationale Svampefarvesymposium afholdtes 

i Härnösand i Sverige fra den 4. til den 8. 

september 1995. 

Hjørdis Katharina Lundmark og den svenske 

svampefarvesymposiekomite havde arrangeret et 

meget spændende og inspirernde svampefarvesymposium. 

I symposiet deltog 147 personer fra 10 forskellige 

lande: Australien (5), Danmark (5), England 

(11), Estland (1), Finland (7), Island (1), Norge 

(36), Scotland (13), Sverige (60) og USA (8). De 

5 deltagere fra Danmark var: Lillian Andersson, 

Ida Howalt, Eva Pabst, Susanne Thorbæk og Jytte 

Albertsen. 

Vi fem startede turen en meget tidlig søndag 

morgen, hvor vi mødtes i Helsingør ved Sverigesbåden. 

Efter 14 timers togrejse med et par skift 

undervejs ankom vi til Härnösand kl. 21. Härnösand 

ligger på Sveriges østkyst ca. 500 km nord 

for Stockholm. Nærmeste større by er Sundsvall. 

Härnösand er en by med ca. 27.000 indbyggere og 

den ligger i det smukke Västernorrland. 

Mandag begyndte aktiviteterne på Murberget. 

Murberget er et museumsområde i udkanten af 

byen. På museumsområdet findes, dels en ny museumsbygning, 

dels en samling små træhuse beliggende 

omkring kirken, og en gruppe gamle 

bjælkehytter, som udgør en slags frilandsmuseum. 

Den nye museumsbygning blev hovedrammen 

omkring svampefarvesymposiet. 

Mandag formiddag mødte alle deltagere med 

Miriam Rice (USA) og Hjørdis Lundmark (Sverige), 

to af svampefarvningens pionerer. Foto Susanne Thorbæk. 

SVAMPE 33, 1996 

Miriam Rice (USA). Foto Susanne Thorbæk. Herover 

symposiets logo, som er bygget op omkring den 

kemiske formel for antrakinoner, der er blandt de 

bedste farvestoffer i svampe. 

vævede, strikkede, hæklede og filtede ting – og 

med svampefarvede knapper, garner og silke. 

Førstesalen på museumsbygningen blev i løbet af 

formiddagen til en meget flot udstilling hvor udstillerne 

selv præsenterede deres ting. Det blev et 

meget farvestrålende syn, der mødte alle gæster 

og udstillere, da udstillingen om aftenen åbnedes 

af Miriam Rice – svampefarvernes pionerer. 

De næste dage summede museet af aktivitet. 

11 farvegrupper spredt rundt i de små træhuse og 

i hovedbygningen stod bøjet over farvegryderne. 

Efterhånden som garnerne blev færdige, blev 

de hængt til tørre uden for hovedindgangen til 

museet. 

De fleste grupper farvede uldgarner, og en 

gruppe farvede silketørklæder. Fra alle farve- 

7

Billedtæppe med titlen Høst af Elin Alver (Norge). 

Foto Jytte Albertsen. 

grupperne lød en blanding af svensk, norsk, engelsk, 

finsk og dansk. Heldigvis havde de fleste 

lært sig en del latinske svampenavne, så vi kunne 

finde ud af, hvilke svampe vi farvede med! 

Den svenske farvekomite havde besluttet, at 

vi kun skulle farve med alunbejdset garn, og ikke 

anvende de andre bejdsemidler som jernsulfat, 

kobbersulfat og tinklorid på grund af forurening 

af miljøet. De fleste svampefarvere bruger for- 

8 

Inger Naess (Norge) med svampefarvet silke. Foto 

Jytte Albertsen. 

bejdset garn for at få svampefarverne til at binde 

bedre på garnerne. Resultaterne med det alunbejdsede 

garn blev meget fine. Farverne gik fint 

på garnet. Farverne bliver mere dæmpede på 

alunbejdset end på tinbejdset garn. En anden 

ting, som svenskerne gjorde anderledes, var at 

komme garn og svamp i gryden samtidig, i stedet 

for at si svampen fra inden garnet kommes i. Garnet 

blev de fleste gange pænt, jævnt farvet, blot 

var det lidt besværligt at få alle svamperesterne 

ud af garnet bagefter. 

En af farvegrupperne skulle farve blåt med 

Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon imbricatus). 

Garnet blev behandlet efter alle kunstens regler. 

Gryden blev rystet så der kom ilt til garn og 

svamp, pH blev justeret med salmiakspiritus – og 

resultatet blev en grå farve, som med meget god 

vilje kunne kaldes svagt blå. Blåfarvning med 

svampefarver er lunefuld og giver tit problemer. 

På udstillingen var der dog en del blå tekstiler, så 

nogle gange lykkes det! 

Da alle garner var tørre, blev de fordelt, så alle 

deltagere fik en farvekrans med hjem. 

Ind imellem farvningen var der andre aktiviteter 

på museet, bl.a. papirfremstilling af svampefibre 

ved Miriam Rice, filtning og vævning på stor 

skaftevæv. Udendørs var der en dag demonstration 

af fåreklipning, kartning og spinding på rok. 

Vejrguderne viste sig meget venlige de første 

fire dage, så vi nød alle det flotte sensommervejr 

til udendørsaktiviteterne og på svampeekskursionerne. 

Der blev arrangeret adskillige ekskursioner 

til gode lokaliteter for farvesvampe, og det 

lykkedes os bla. at finde en del Grenet Frynsesvamp 

(Thelephora palmata), Blodrød Slørhat 

(Cortinarius sanguineus), Cinnoberbladet Slør-

hat (C. semisanguineus) og Sortfiltet Netbladhat 

(Paxillus atrotomentosus). 

I forhallen til museet blev alle de indsamlede 

svampe lagt frem og navngivet, efterhånden som 

de blev bragt ind. Ved siden af svampeudstillingen 

stod den svenske tegner Rolf Lidberg og lavede 

tegninger af de indsamlede svampe. Mange vil 

sikkert kende Rolf Lidberg for hans troldebilleder. 

Det var fantastisk at se, hvordan han med 

svampen i den ene hånd og farvekridtet i den anden 

på få minutter kunne fremtrylle en flot tegning. 

Tirsdag var der foredrag om farvesvampe og 

farvestofferne i disse. Foredraget blev holdt af 

Klaus Høiland fra Norge, og Hans Marklund fra 

Härnösand viste lysbilleder. De slørhatte vi kalder 

kanelslørhatte indeholder gode farvestoffer – 

antrakinoner. Antrakinonerne giver røde og gule 

farver på garnet, og farven er meget lysægte. En 

kanelslørhat kan indeholde flere forskellige antrakinoner, 

og kan give flere forskellig farver. De 

røde farvestoffer går først på garnet, de gule senere. 

Vil man således have klare røde farver, skal 

man have garnet kort tid i farvesuppen, og derefter 

lægge det i rent vand til farvetiden (ca. 1 time 

) er gået. Jo længere garnet er i farvesuppen, jo 

flere gule farvestoffer går på garnet. Ved at jonglere 

med pH kan endvidere opnås et utal af 

røde, orange og gule farver. Svampefarve-komi- 

Spinding på rok udenfor museet. Foto Jytte Albertsen. 

SVAMPE 33, 1996 

teen havde valgt den kemiske formel for antrakinon 

som logo for symposiet. 

Klaus Højland fortalte også om andre farvestoffer 

i svampe. Den meget eftertragtede farvesvamp 

Rødlig Okkerporesvamp (Hapalopilus rutilans) 

indeholder store mængder polyporsyre, 

som i basisk miljø farver garnet violet. Noget nyt 

vi lærte var, at Olivengrøn Slørhat (Cortinarius 

venetus) indeholder et stof, der får det farvede 

garn til at fluorescere i ultraviolet lys. Det blev demonstreret 

allerede på åbningsaftenen, da en 

gruppe dansere optrådte helt i sort med stærkt 

fluorescerende bånd om pande, håndled og ankler! 

Fredag var den sidste dag på museet. Udstillingen 

blev pillet ned, der var officiel afslutning 

med bla. optræden af lokale folkedansere. Senere 

på dagen fik vi som byens gæster en rundtur i 

Härnösand by og blev inviteret på hvidvin hos 

„lenshøvdingen“ (amtmanden) i hans hjem. Om 

aftenen gav byen afskedsmiddag i logen. Vi blev 

budt laks, rensdyr og vin, og der var taler og 

sange. Det blev en meget festlig afslutning på et 

flot arrangeret svampefarvesymposium. 

I 1997, afholdes det næste internationale 

svampefarvesymposium. Det bliver på østkysten 

af USA. Måske ovenstående vil give nogle lyst til 

at deltage, eller til at kaste sig ud i hekseri med 

svampefarverne! 

9

En ganske særlig svampetur 

For en del år siden var jeg guide på en svampetur 

i Nordsjælland. Turen udgik fra Esrum Kloster, 

og vi var vel knap 20 deltagere fra en lokal 

forening. Selv om det havde været forfærdelig 

tørt, og høsten af spisesvampe antagelig ville 

blive skuffende, gik vi med frisk mod af sted 

mod skoven, en halv kilometer borte. 

Vore bange anelser viste sig at holde stik. Ud 

over et par halvtørre ametysthatte og en Bredbladet 

Væbnerhat, der havde set bedre dage, 

var svampekurvene stort set tomme, da vi et par 

timer senere gik ud gennem skovbrynet. Vi satte 

kursen tilbage mod Esrum Kloster, og gik 

småsludrende ad den smalle sti mellem de grønne, 

lavtliggende, fugtige enge. 

Ude på engene stod flokke af sortbrogede 

køer og græssede bag det høje ståltrådshegn. 

Fluerne summede, solen skinnede, og trods den 

magre svampehøst var det en aldeles dejlig dag. 

Da fik en af deltagerne øje på en gruppe store, 

hvide prikker mellem køerne ude på engen. Jeg 

blev bedt om at vurdere chancen for, at det var 

champignon'er, og der kunne vist ikke være nogen 

tvivl. I hvert fald skulle det undersøges. 

Næsten hele selskabet klatrede over ståltrådshegnet, 

børn såvel som et par aldersstegne 

herrer på henved de firs. Køerne trak sig forsigtigt 

tilbage og lod os passere, og ganske rigtigt: 

mark-champignon'er i hobetal. Der blev plukket 

rent, og alle var enige om, at den rigtige vej 

tilbage til klosteret måtte være tværs over midten 

af den store græsningsmark. Måske var der 

flere svampe. 

Så var det, vi bemærkede, at en bil var standset 

ved hegnet, langt borte på den anden side af 

marken oppe i nærheden af klosteret. En mand 

var steget ud og var på vej over hegnet. Vi tænkte 

først, at han nok også ville samle svampe, 

men snart stod det klart for alle, at det var os, 

han var interesseret i, snarere end markens 

svampe. Med knyttede hænder, frakken knappet 

op i halsen og meget lange skridt stilede han 

direkte mod vores lille selskab. Hans attitude 

forekom absolut ikke venlig, og vi gav os til at 

diskutere, hvordan vi skulle gribe situationen 

an. 

Mulighederne for flugt blev analyseret, men 

hurtigt afvist, ikke mindst på grund af selskabets 

ældre deltagere. Manden kom hastigt nærmere, 

og vi erkendte, at vi nok måtte tage en 

10 

mulig konfrontation „i stiv arm“. Således forberedte 

forsøgte vi at smile og se venlige ud, da 

manden nåede inden for hørevidde. 

Alligevel kom det som et chok, da han råbte 

af sine lungers fulde kraft: „Hva' fanden render 

I og laver på min mark“. Egentlig er det ikke 

sikkert, det interesserede ham så meget, men 

som børn, der får skideballe af deres skolelærer, 

fremstammede vi et næsten uhørligt svar: „Samler 

svampe“. 

„Hvem i hede hule H... har givet jer lov til at 

samle svampe på min mark“, brølede han videre, 

og nu var han helt tæt på. Et ganske tåbeligt 

spørgsmål. For da det var hans mark, og han 

ikke havde givet nogen lov, så fandtes der ganske 

simpelt ikke et svar, der ville kunne tilfredsstille 

ham. Alligevel var der én der forsøgte med 

lille stemme: „Det er der ingen, der har“. 

Manden blev nu endnu mere hidsig og mandede 

sig op til den helt store udladning: „Sig 

mig engang, er I klar over, at det er den slags 

kraftidioter som jer, der gør det fuldstændig 

umuligt at holde kreaturer her. Evig og altid bliver 

mit hegn trådt ned, så kvæget løber ind i 

skoven. Og så skal jeg stå skoleret for skovrideren, 

og betale erstatning, og spilde en hel dag 

med at fange dyrene, og reparere mit hegn, og 

ved I hvad det koster mig? Ved I måske det?“ 

På sin vis var det betryggende, at han ikke 

beskyldte os for tyveri af sine svampe, for lovbrydere 

det var vi jo absolut. Men når han blot 

var vred over, at vi havde krydset hans hegn, 

som vi slet ikke havde gjort nogen skade på, så 

syntes vi faktisk, han var gået lidt over stregen. 

Men manden skummede af raseri og forlangte 

et udspil. 

Her kunne vi naturligvis have givet udtryk 

for vores ærlige mening og sagt: „Årh, hids dig 

dog lidt ned, mand“, eller „Bare rolig, vi trådte 

ikke særlig hårdt, da vi kravlede over hegnet“. 

Men det ville jo nok have været som benzin på 

et bål. Så der blev i stedet et par sekunders dræbende 

tavshed, hvor fronterne var trukket op, 

og alt disponibelt skyts blev indstillet. Det føltes 

som timer. 

Da tog selskabets ældste deltager ordet, en 

distingveret, høj, hvidhåret herre med guldbriller, 

hvid skjorte og mørkeblå jakke. Han tog sin 

bløde alpehue af og holdt den andægtigt for 

brystet, mens han med rolig og mild røst sagde: 

„De har fuldstændig ret. Vi har handlet aldeles

hensynsløst ved sådan bare at trænge ind på Deres 

mark med risiko for at ødelægge hegnet. Nu 

hvor De fortæller os det, kan vi godt se, at det 

må være uudholdeligt for Dem hele tiden at 

skulle stå model til de ulykker, som vi andre påfører 

Dem. Vi undskylder allesammen meget. 

Det var virkelig tankeløst af os.“ 

Landmanden rettede sig lidt op, mens den 

venlige, ældre herre lod undskyldningerne 

strømme. Og da ordet „tankeløst“ faldt, kunne 

vi se, at damptrykket helt gik af kedlen: „Nåh ja, 

sådan var det heller ikke ment. Det er jo ikke 

specielt Jer, jeg har noget imod. I er jo ordentlige 

mennesker, kan jeg se. Men der kommer så 

mange varylere og ødelægger ens ting... Men I 

samler svampe, siger I. Har I fundet noget 

godt?“ 

Manden var nu næsten afkølet og henvendte 

sig til den ældre herre, der tydeligvis måtte være 

selskabets leder. At det skulle være en fløs som 

mig, der styrede turen, forekom helt forkert. 

„Sikke no'en store hvide no'en, der. Hva' er det. 

Ka' de spises?“ Den venlige ældre herre, der 

tidligere på turen havde betroet mig, at det var 

hans livs første svampetur, tog nu landmanden 

under belæring, og på den mest rolige, behagelige 

og charmerende måde fortalte han om svampene 

i kurven, om oplevelserne i naturen under 

svampejagten, og om de velsignelser, der ventede 

hjemme i køkkenet. 

Landmanden blev snart ét stort smil, og 

snakken begyndte at gå lystigt. I modsætning til, 

hvad nogle rabiate miljøaktivister mener, så er 

landmænd som regel særdeles glade for naturen. 

Og da han efter nogen tid spurgte, om der 

fandtes et sted, hvor man ligefrem kunne lære at 

plukke vilde svampe, så fik han både adresse og 

gironummer til svampeforeningen. 

Efter snakken fulgte han med os op mod 

klosteret og løftede omhyggeligt op i ståltrådshegnet, 

så ingen deltagere kom noget til. Han 

undskyldte meget, at han var blevet så ophidset 

og ønskede os god fornøjelse hjemme i køkkenerne. 

Høfligt afslog han at få et par af de 

champignon'er, som vi havde stjålet på hans 

mark. Han ville sør'me selv finde nogen til aftensmaden. 

Og da turen var afsluttet, og jeg kørte hjem i 

min bil, kunne jeg se en mand gå rundt mellem 

køerne, langt borte, søgende mellem græsset, 

med piben dampende op over kasketten. Af og 

SVAMPE 33, 1996 

til samlede han noget hvidt op fra græsset, kiggede 

grundigt på det, lugtede til det, men rystede 

så på hovedet, og smed det væk igen. Gad 

vidst om svampeforeningen fik et nyt medlem 

den dag. Diplomatiet havde i hvert fald vist sin 

styrke. 

Flemming Rune 

Mykologi – et mandefag 

Det er ganske vist! Mykologi er et mandefag. I 

de foregående fem numre af Svampe begrænser 

de kvindelige bidrag sig til et par siders tekst. 

Kun to ud af foreningens ni bestyrelsesmedlemmer 

er kvinder, og af foreningens 124 diplomtagere 

er de 85 mænd. Gad vidst hvor alle kvinderne 

er henne? Står de derhjemme ved suppegryderne 

og tilbereder alle de svampe, som 

mændene finder? 

Eller holder de strikkeklub, mens mændene 

iført regntøj og gummistøvler søger mykologiens 

sandheder? Ja, jeg spør' bare . . . 

Flemming Rune 

Diplomtagere 1995 

Følgende personer har bestået diplomprøve 

i svampekundskab i 1995: 

Bodil Vestergaard, Brabrand 

Kristian Nielsen, Brabrand 

Ruth Nielsen, Silkeborg 

11

Søger, saa skulle I finde . . . (Mat. 7,7) 

Inspireret af Jan Vesterholts artikel „Sæsonens 

art“ i Svampe 31 (1995), og med ovenstående 

bibelcitat in mente, satte jeg mig for, på mine 

forårsture i skoven, at lede efter Laeticorticium 

quercinum, der snylter på Ege-Sprækkeskive 

(Colpoma quercinum), eller i hvert fald er afhængig 

af den på en eller anden måde. 

I første omgang glemte jeg mit forsæt, men 

da Benny T. Olsen på foreningens planlægningsmøde 

den 20. marts 1995 viste mig et særdeles 

velvoksent eksemplar, der dækkede adskillige 

centimeter af en vissen egegren fra Kongelunden, 

fik jeg blod på tanden. 

Den 22. marts var jeg på en længere tur i 

Gribskov, hvor jeg fandt den neglelaklignende 

svamp allerede på den første eg, jeg undersøgte. 

Samme dag fandt jeg den nogle kilometer nordligere 

i en relativt ung egeplantning efter få minutters 

søgen. 

Det gjorde mig for alvor opsat, og jeg „ofrede“ 

derefter et kvarters tid på at søge efter 

svampen på alle mine senere ture. 

Kun i to skove søgte jeg forgæves efter den 

„sjældne“ svamp, inden jeg besluttede, at dens 

sæson nok var slut, og at jeg herefter ville hellige 

mig min hovedinteresse inden for svamperiget: 

spisesvampe. 

De to Laeticorticium-fattige skove var Nørreskoven 

på Als og Ganløse Eget i Nordsjælland. 

I alt lykkedes det mig at finde Laeticorticium 

quercinum på ikke mindre end ni forskellige lokaliteter, 

heraf de otte i Nordsjælland, så det er 

nok rimeligt at antage, at den slet ikke er ualmindelig, 

men blot overset, i hvert fald i Nordsjælland, 

og at det ikke skulle undre mig, om 

den er almindeligt udbredt i hele landet. 

De ni fundsteder fremgår af nedenstående 

liste. 

FYN: rasteplads N for Nr. Åby, 28.5.1995 – NØ- 

SJÆLL.: Tisvilde Hegn, østlig del, 1.5.1995; Hornbæk 

Plantage, midt i skoven, 14.5.1995; Gribskov, N for 

Enghavehus, 22.3.1995; Gribskov, S for Kagerup 

trinbræt, 22.3.1995; Gribskov, Tumlingevang nær 

Esrum Sø, 4.6.1995; Jægersborg Hegn, 26.3.1995; 

Lille Hareskov, 26.4.1995; Boserup Skov, N for 

sanatoriet, 12.5.1995. 

I 1994 blev Laeticorticium quercinum, som 

nævnt i Jan Vesterholts artikel, fundet på to lokaliteter 

i det østdanske, nemlig Geelskov (af 

12 

Betty Klug-Andersen) og Kongelunden (af 

Benny T. Olsen). 

Desuden er den i 1994 fundet i Ravnsholt 

Skovs sydlige del (Benny T. Olsen, uden belæg). 

Indtil nu er arten således kendt fra i hvert fald 

11 lokaliteter i Københavns omegn! 

Jeg har sendt belæg af alle mine ni fund til 

Jan Vesterholt, der efter sigende gerne modtager 

fund eller oplysninger om fund fra andre 

dele af landet, så bare klø på! – Søger, saa skulle 

I finde . . . 

Bjørn W. Pedersen 

Efterlysning 

I Svampe nr. 31 skrev jeg om morkler på træflis 

og opfordrede læserne til at fortælle mig om 

eventuelle fund. Siden har jeg modtaget en del 

breve, som jeg hermed siger foreløbig tak for, 

men jeg har en formodning om, at der kan være 

flere fund. I nogle af svarene har jeg fornemmet 

en vis modvilje ved at røbe sit gode morkelsted. 

Denne frygt er imidlertid ubegrundet, dels er 

jeg ikke interesseret i en mere detaljeret stedsangivelse 

end „Sjælland“ eller „Vestsjælland“ 

eller lignende, dels tyder alt på, at morkler kun 

kommer én gang på en træflislokalitet. Men 

sidstnævnte er et af de centrale spørgsmål, så 

oplysninger om fund gennem to eller flere år vil 

have meget stor interesse. 

Mogens Holm

Hvordan går det med Frost-Sneglehat? 

Jan Vesterholt, Kærvænget 32B, Gammelsole, 8722 Hedensted 

Hvordan går det med Frost-Sneglehat (Hygrophorus 

hypothejus)? Et lidt underligt spørgsmål, 

for den er da ganske almindelig i sandede fyrreskove 

i Danmark, og der er al mulig grund til at 

tro, at den har det udmærket sådanne steder. 

Men kan man være sikker på, at den også vil 

have det fint om ti år? 

Den hollandske rødliste 

Da hollænderne udsendte deres rødliste over 

truede svampe (Arnolds 1989), vakte det opsigt, 

at så mange „almindelige arter“ blev opfattet 

som truet i Holland. Bl.a. var Almindelig Kantarel 

(Cantharellus cibarius) og Lærke-Rørhat 

(Suillus grevillei) at finde på listen. Ja faktisk 

var ni af ti Suillus-arter (slimrørhatte), der kendes 

fra Holland, rødlistede, dvs. alle arter med 

undtagelse af Brungul Rørhat (Suillus luteus). 

Tilsvarende er samtlige 16 arter af slægten Sneglehat 

(Hygrophorus) og 16 af 18 arter fra rørhatslægten 

Boletus rødlistede. Set heroppe fra 

forekommer det næsten utænkeligt, at sådanne 

arter skulle være i fare for at uddø nogen steder 

– og så oven i købet i så kort afstand fra vore 

egne grænser! 

I den hollandske rødliste, som rummer 944 

arter, er hyppigheden angivet både før og efter 

1970, så vidt det har været muligt. I praksis kan 

det være vanskeligt inden for de svampegrupper, 

hvor der i de senere årtier er sket større 

taksonomiske landvindinger. Hollænderne opererer 

med seks trin af hyppighed, CCC svarende 

til meget almindelig, CC til almindelig, C til 

ret almindelig, R til ret sjælden, RR til sjælden 

og RRR til meget sjælden. Hertil kommer den 

syvende kategori „forsvundet“. 

En stor del af arterne på den hollandske rødliste 

er mykorrhizadannere fra mager jordbund, 

som er anbragt på rødlisten, fordi de er blevet 

sjældnere. Årsagen til deres tilbagegang angives 

at være luftforurening, især kvælstofnedfald 

(eutrofiering) og forsuring. 

De brune pigsvampe (Hydnellum, Sarcodon, 

Phellodon og Bankera) er gået voldsomt tilbage 

i Holland. Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon im- 

SVAMPE 33, 1996 

bricatus) er således gået fire trin ned fra „alm.“ 

til „m.sj.“, og Vellugtende Læderpigsvamp 

(Phellodon melaleucus) er gået tre trin ned fra 

„ret alm.“ til „m.sj.“. 

Almindelig Kantarels rødlisteplacering skyldes, 

at den er gået to trin ned fra „m.alm.“ til 

„ret alm.“. Andre gruopvækkende eksempler 

fremgår af tabel 1, som viser ændringerne i hyppighed 

i Holland for 15 udvalgte mykorrhizadannere 

på næringsfattig bund. Det generelle 

billede er, at arterne er gået tilbage, flere endda 

i bemærkelsesværdig grad. 

Også arternes rødlistestatus i Holland fremgår 

af tabel 1. De hollandske rødlistekategorier 

0-4 svarer ikke præcist til de, som anvendes i 

den danske rødliste. 

0: (antagelig) uddød – (probably) extinct 

1: akut truet – threatened with extinction 

2: stærkt truet – strongly threatened 

3: truet – threatened 

4: potentielt truet – potentially threatened 

Sammenlignes definitionerne på de respektive 

kategorier, svarer 0 til den danske uddød (Ex) 

og 4 til sjælden (R). De hollandske kategorier 1, 

2 og 3 svarer til de danske „akut truet“ (E) og 

„sårbar“ (V), men giver en finere inddeling. 

Det hollandske atlasprojekt 

I 1995 udkom så rapporten fra det hollandske 

atlasprojekt (Nauta & Vellinga 1995, anmeldt 

andetsteds her i bladet), og heri bringes dokumentationen 

for de mange mykorrhizadanneres 

tilbagegang i form af søjlediagrammer. 

At dokumentere ændringer i arters hyppighed 

vanskeliggøres naturligvis af, at mængden 

af indrapporteringer er steget markant gennem 

årene. Derfor har Nauta og Vellinga for hver art 

for forskellige tidsintervaller (typisk af 5 års varighed) 

beregnet et indeks, der udtrykker, hvor 

stor en andel af de samlede fundoplysninger fra 

perioden, der stammer fra hver af de behandlede 

arter. Det, man kommer frem til, er altså en 

relativ hyppighed for hver art for hver periode. 

13

Før 1970 Efter 1970 Rødlistestatus 

Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon imbricatus) alm. m.sj. 1: akut truet 

Grovporet Rørhat (Suillus bovinus) m.alm. ret alm. 3: truet 

Lærke-Rørhat (S. grevillei) alm. ret sj. 2: stærkt truet 

Broget Rørhat (S. variegatus) alm. ret sj. 3: truet 

Brunrød Slimslør (Chroogomphus rutilus) ret alm. ret sj. 3: truet 

Grå Slimslør (Gomphidius glutinosus) ret alm. sj. 2: stærkt truet 

Vellugtende Sneglehat (Hygrophorus agathosmus) m.sj. ÷ 0: (antagelig) uddød 

Frost-Sneglehat (H. hypothejus) ret alm. ret sj. 3: truet 

Grå Ridderhat (Tricholoma portentosum) ret alm. sj. 2: stærkt truet 

Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius armillatus) ret alm. sj. 2: stærkt truet 

Cinnoberskællet Slørhat (C. bolaris) alm. sj. 2: stærkt truet 

Brunskællet Slørhat (C. pholideus) ret alm. sj. 2: stærkt truet 

Safran-Slørhat (C. traganus) m.sj. ÷ 0: (antagelig) uddød 

Klidhat (Rozites caperatus) ret sj. m.sj. 1: akut truet 

Prægtig Skørhat (Russula paludosa) alm. ret sj. 2: stærkt truet 

Tabel 1: 15 udvalgte arters hyppighed og rødlistestatus i Holland (efter Arnolds 1989). 

For mange arters vedkommende er der i undersøgelsesperioden 

sket store forskydninger i 

den relative hyppighed. Naturligvis kan en del 

af disse forklares med ændrede indsamlings- og 

rapporteringsvaner, men når man studerer de 

mange søjlediagrammer i atlasset, tegner der sig 

et tydeligt mønster, som ikke kan bortforklares. 

Stort set alle mykorrhizadannere på mager 

bund er i tilbagegang – det samme er overdrevssvampene. 

Figur 1 viser hvorledes udviklingen 

er forløbet for Almindelig Kantarel i Holland. 

Fra tidligere at udgøre omkring en halv procent 

af indrapportereringerne, er den nu nede på at 

udgøre omkring en promille. 

Figur 1: Udviklingen i Holland for Almindelig 

Kantarel (Cantharellus cibarius), opgjort som procentdel 

af de rapporterede fund fra hver periode. 

Kilde: Nauta & Vellinga 1995. 

14 

Flertallet af træboende svampe er enten i relativ 

fremgang i Holland, eller de holder stand. 

Nedbrydere i skovbunden klarer sig generelt rimeligt, 

selv om det kan variere en del fra art til 

art. 

En tilsvarende udvikling i Danmark? 

For os er det interessant at vide, om en tilsvarende 

udvikling har fundet sted i Danmark? 

Måske den lige er startet – måske vi går helt fri. 

Vil vi være i stand til at dokumentere en tilbagegang, 

hvis den finder sted? 

I tabel 2 er det forsøgt at give et overblik 

over ændringer i hyppighed i Danmark for de 

samme 15 arter, som indgår i tabel 1. De danske 

hyppighedskategorier afviger fra de hollandske 

ved at inkludere yderligere et trin, nemlig „hist 

og her“, som er indskudt mellem „ret alm.“ og 

„ret sj.“. 

De ældre danske hyppighedsangivelser stammer 

fra henholdsvis Ferdinandsen & Winge 

(1943) og Lange & Lange (1961), og de er suppleret 

med min egen subjektive vurdering af arternes 

hyppighed i dag. Jeg kunne i stedet have 

brugt oplysningerne fra Danske storsvampe 

(Petersen & Vesterholt 1990) til at udtrykke arternes 

øjeblikkelige status, men i adskillige tilfælde 

har jeg fundet, at en justering var på sin 

plads.

1943 1961 1995 Status 

Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon imbricatus) ret sj. sj. sj. hensynskr. 

Grovporet Rørhat (Suillus bovinus) alm. alm. alm. 

Lærke-Rørhat (S. grevillei) ret alm. alm. alm. 

Broget Rørhat (S. variegatus) hist og her hist og her hist og her 

Brunrød Slimslør (Chroogomphus rutilus) hist og her ret sj. ret sj. 

Grå Slimslør (Gomphidius glutinosus) alm. ret alm. hist og her 

Vellugtende Sneglehat (Hygr. agathosmus) hist og her hist og her hist og her → ret sj. hensynskr. 

Frost-Sneglehat (H. hypothejus) undertiden talrig hist og her ret alm. 

Grå Ridderhat (Tricholoma portentosum) - hist og her hist og her 

Cinnoberbæltet Slørhat (Cortin. armillatus) hist og her ret sj. ret sj. hensynskr. 

Cinnoberskællet Slørhat (C. bolaris) hist og her ret sj. ret sj. 

Brunskællet Slørhat (C. pholideus) hist og her ret sj. ret sj. hensynskr. 

Safran-Slørhat (C. traganus) hist og her - m.sj. hensynskr. 

Klidhat (Rozites caperatus) ret alm. i Nordsjæll. - ret sj. hensynskr. 

Prægtig Skørhat (Russula paludosa) - „m.sj.“ alm. 

Tabel 2: 15 udvlagte arters hyppighed i Danmark. Kilder: Ferdinandsen & Winge 1943 – Lange & Lange 1961 

– eget skøn (1995) – upubliceret bidrag til „Rødliste 95“ (rødlistestatus). 

Jeg tror ikke, man skal lægge for meget i 

Langes (1961) angivelse af Prægtig Skørhats 

store sjældenhed. Af gode grunde skal jeg dog 

generelt afstå fra at vurdere præcisionen af hyppighedsangivelserne 

i de to ældre kilder, men 

hyppighedsangivelser er en vanskelig størrelse 

at håndtere. De kan ofte være baseret på, at bogens 

eller artiklens forfatter gentagne gange har 

set store mængder af en art i en ganske bestemt 

skov. Billedet af skovbunden fyldt med denne 

svamp træder frem på nethinden, når man tænker 

på svampen. Jeg kan absolut ikke udelukke, 

at mine egne vurderinger i tabel 2 kan være farvet 

på denne måde. 

I tabel 2 angives den danske rødlistestatus for 

de 15 arter – eller rettere, det fremgår, at ingen af 

dem er rødlistede i Danmark. I 1995 har svampeforeningens 

fredningsudvalg færdigredigeret et 

forslag til en revideret svamperødliste. Denne 

skal indgå i den kommende „Rødliste 95“, der vil 

være en opdateret version af „Rødliste 90“ (Miljøministeriet, 

Skov- og Naturstyrelsen 1991). 

Heri anvendes også kategorien „X: hensynskrævende“, 

der ikke er en egentlig rødlistekategori. 

Den omfatter arter, som enten på grund af tilbagegang 

eller trusler mod deres voksesteder kan 

forventes at blive sårbare eller truede, hvis den 

negative udvikling fortsætter. 6 af de 15 arter i 

tabel 2 anses for at være hensynskrævende. 

SVAMPE 33, 1996 

Tolkningsproblemer 

Når man skal sammenligne hyppighedsangivelserne 

i tabel 2, er der også andre forhold, som 

kan vanskeliggøre en tolkning. Det måske vigtigste 

forhold er, at de danske nåleskove er af 

ret ny dato, og at de langsomt er ved at „modnes“. 

Dels kunne man forestille sig, at plantagerne 

med alderen blev i stand til at huse arter, 

som ikke trives i „pioner-skoven“, dels kan indvandring 

af arter via sporespredning måske 

tage lang tid. 

Et andet forhold er, at udforskningen af Jyllands 

funga er steget betydeligt i de seneste årtier. 

I den første del af dette århundrede var mykologi 

noget, der foregik på øerne, især i København, 

og der var – groft sagt – kun én veludforsket 

sandet nåleskov i Danmark, nemlig Tisvilde 

Hegn. Vi ved i realiteten ikke ret meget 

om de jyske plantagers funga i de første fire 

femtedele af dette århundrede. Ud over et par 

kongresser i det midt- og vestjyske har kun få 

personer bidraget med oplysninger fra denne 

landsdel. Var plantagerne rigere eller fattigere, 

hvis man eksempelvis går 30-40 år tilbage? 

Fra 1950'erne findes en række interessante 

angivelser fra Herning-området af arter som 

Lakrids-Ridderhat (Tricholoma apium), Duftende 

Orangekantarel (Hygrophoropsis olida) 

og flere af de sjældne, brune pigsvampe (Phello- 

15

don spp. og Hydnellum spp.) (Bülow & Møller 

1959, Christensen 1993, Lange 1963 & Terkelsen 

1950 & 1955). Det har generelt ikke været 

muligt at genfinde disse arter, hvilket måske kan 

skyldes forringede vilkår for svampene. 

Omvendt tyder nyfund af arter som Elfenbens-Mælkehat 

(Lactarius musteus), Lærke- 

Mælkehat (L. porninsis), Orangeporet Rørhat 

(Suillus tridentinus) og Brun Fluesvamp (Amanita 

regalis) fra de senere år (Vesterholt 1986, 

1993 & 1994) på, at der sker en stadig indvandring 

af nye arter. 

De brune pigsvampe 

I sin artikel om Duftpigsvampe (Bankera) og 

Læderpigsvampe (Phellodon) forsøgte Morten 

Christensen (1993) at forholde sig til hypotesen 

om de brune pigsvampes tilbagegang i Danmark. 

Hans konklusion på baggrund af de danske 

fundoplysninger var, at Violetbrun Duftpigsvamp 

(Bankera violascens) og Mørk Læderpigsvamp 

(Phellodon niger) er blevet sjældnere, 

men han mener ikke, at der er sket en generel 

tilbagegang, da de fleste arter er fundet i nogenlunde 

samme omfang i hvert årti siden 1950'erne. 

Denne vurdering er måske rigtig, men 

sammenholdes de senere års fund med den 

stærkt forøgede indsamlingsaktivitet, kunne det 

se ud som om, det er blevet vanskeligere at finde 

de brune pigsvampe – i hvert fald når man 

ser bort fra fund fra et par velundersøgte kalklokaliteter. 

I perioden fra midt i 1950'erne til midt i 1970- 

'erne fandt Alfred Hauerbach pigsvampe masser 

af steder. Vi ved ikke, om han fandt dem alle 

de steder, han kom, eller om han havde en særlig 

næse for at finde dem. Færdes man i dag i nåleplantager 

på mager bund, finder man sjældent 

brune pigsvampe. Var det mon også sådan i 

Hauerbachs tid? Det ved vi ikke, og derfor er 

det ret vanskeligt at sige, om Morten Christensens 

forholdsvis optimistiske vurdering holder 

stik. 

Behovet for overvågning 

Tabel 2 antyder en tilbagegang for et par arters 

vedkommende, omend denne tilbagegang ikke 

svarer til den, der er konstateret i Holland. Især 

har jeg nogle af slørhattene (og måske også 

Klidhat, Skællet Kødpigsvamp og Slimslør-arterne) 

mistænkt for at være i tilbagegang. Min 

16 

antagelse er baseret på, at jeg ikke synes, de er 

så almindelige, som de angives at have været 

tidligere. Samtidig har jeg med baggrund i de 

hollandske erfaringer en klar forventning om, 

at disse arter er blandt de mere følsomme. 

Skal det være muligt at slå alarm, hvis det begynder 

at gå skævt, er det nødvendigt at have 

mere præcise data. Det er nødvendigt at skabe 

dokumentation for arternes udbredelse på nuværende 

tidspunkt, hvor vi må formode, at luftforureningen 

endnu kun har haft begrænset effekt 

på fungaen. Hollænderne har en velbegrundet 

mistanke om, at tilbagegangen for mykorrhizadannere 

på mager bund skyldes kvælstofnedfald 

(eutrofiering) og i en vis udstrækning 

også forsuring. 

I Danmark var det årlige kvælstofnedfald i 

1992 gennemsnitligt 20 kg pr. ha pr. år (Danmarks 

Statistik, Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen 

1994), af samme omfang som i 1982. 

I følge Arnolds (1988) er det tilsvarende kvælstofnedfald 

i Holland på gennemsnitligt 48 kg 

pr. ha pr. år men med betydelige regionale forskelle. 

Altså udviklingen i Danmark går i samme 

retning, blot i et langsommere tempo. 

Vi har grund til at frygte, at de samme forandringer 

kan ske her med nogle årtiers forsinkelse, 

i hvert fald på de lette jorder, hvor effekten 

af kvælstofnedfaldet må forventes af blive 

størst. Hvis der sker en ændring her, har vi 

grund til at formode, at de arter, der er gået tilbage 

i Holland, også vil være blandt de første til 

at reagere i Danmark. Derfor vil jeg foreslå, at 

der indsamles så mange oplysninger som muligt 

om udbredelsen af en række arter, der kan fungere 

som indikator-arter. 

Jeg vil foreslå, at man bruger svampene i en 

biomonitering – at man starter en landsdækkende 

kortlægning af udbredelsen af et antal formodet 

følsomme arter. 

Artsudvalget 

Ved udvalget af arter til overvågningen har jeg 

lagt vægt på en række forhold. For det første 

har jeg ønsket, at de alle var mykorrhizadannere, 

som helt eller overvejende er knyttet til mager 

bund – gerne med forskellige værtstræ-præferencer. 

Desuden har det også været en forudsætning, 

at arterne har vist tilbagegang i Holland, 

så man kunne have en forventning om, at 

noget tilsvarende kunne ske her.

Grå Slimslør (Gomphidius glutinosus) er i perioden frem til 1965 kendt fra 144 lokaliteter i Danmark; hvordan 

ser det ud i dag? Billedet er fra Tisvilde Hegn i Nordsjælland, 3.9.1988. Foto Flemming Rune. 

Brunrød Slimslør (Chroogomphus rutilus) er i perioden frem til 1965 kendt fra 57 lokaliteter i Danmark; hvordan 

ser det ud i dag? Billedet er fra Paras, Tromsø i Norge, 20.8.1992 (JHP-92.110). Foto Jens H. Petersen. 

SVAMPE 33, 1996 

17

Figur 2: Udviklingen i Holland for Grå Slimslør 

(Gomphidius glutinosus), opgjort som procentdel af 

de rapporterede fund fra hver periode. Kilde: Nauta 

& Vellinga 1995. 

Det har også været et naturligt krav, at arterne 

er let genkendelige, så mange personer kan 

deltage i overvågningen. På den anden side mener 

jeg ikke, at de almindelige arter fra tabellen 

er de bedst egnede, for de vil antagelig ikke 

være de første til at reagere synligt, og arbejdsindsatsen 

vil hurtigt blive meget stor. 

Jeg har heller ikke inkluderet rødlistearter 

blandt overvågningsarterne. Naturligvis er det 

også relevant at følge udviklingen blandt dem, 

men det sker jo allerede, og der har tidligere været 

opfordringer hertil her i bladet – en opfordring, 

der naturligvis stadig gælder. 

Ved valget har det også spillet en rolle, at 

man i 1950 iværksatte en såkaldt „mykologisktopografisk 

undersøgelse“, hvor 100 arters udbredelse 

i Danmark blev kortlagt. Undersøgelsen 

kørte frem til midten af 1960'erne. De indsamlede 

data for disse 100 arter er opbevaret på 

Botanisk Museum i København. Heri inkluderes 

også oplysninger om fund fra før 1950. 

De fleste af arterne fra den tidligere undersøgelse 

er uinteressante i denne sammenhæng, 

men Brunrød Slimslør (Chroogomphus rutilus), 

Grå Slimslør (Gomphidius glutinosus), Cinnoberskællet 

Slørhat (Cortinarius bolaris) og Klidhat 

(Rozites caperatus) var blandt de 100 arter, 

og dette gør det muligt at sammenligne den nuværende 

udbredelse med den tidligere. Derfor 

foreslås disse fire arter overvåget. 

Som supplement hertil vil jeg foreslå en registrering 

af fund af følgende seks arter: Vellugtende 

Sneglehat (Hygrophorus agathosmus), 

Frost-Sneglehat (H. hypothejus), Grå Ridder- 

18 

Figur 3: Udviklingen i Holland for Frost-Sneglehat 

(Hygrophorus hypothejus), opgjort som procentdel 

af de rapporterede fund fra hver periode. Kilde: 

Nauta & Vellinga 1995. 

hat (Tricholoma portentosum), Cinnoberbæltet 

Slørhat (Cortinarius armillatus), Brunskællet 

Slørhat (C. pholideus) og Safran-Slørhat (C. traganus). 

De tre rørhatte og skørhatten fra tabel 2 foreslås 

ikke registreret systematisk. De brune 

pigsvampe har der allerede været talrige opfordringer 

til at registrere, så det er der ikke noget 

nyt i. 

De 10 arter, som foreslås overvåget, er gennemgået 

herunder. 

Brunrød Slimslør (Chroogomphus rutilus) 

I Holland er Brunrød Slimslør gået et trin tilbage 

i hyppighed, så den nu er ret sjælden – det er 

altså ikke en af de arter, det er gået hårdest ud 

over. Den er knyttet til sandede fyrreskove, 

hvor den tilsyneladende kan findes på både sur 

og kalkholdig bund. Arten er let genkendelig 

med sine nedløbende lameller, sit sorte sporestøv, 

sine brune farver og sin klæbrige overflade 

på både hat og stok. 

Den er blandt de arter, hvis udbredelse blev 

registereret i den tidligere danske kortlægning. 

Datakortene rummer angivelser fra 57 lokaliteter 

frem til 1965 – 27 fra Jylland, 4 fra de fynske 

øer, 15 fra Sjælland, 7 fra Lolland/Falster/Møn 

og 4 fra Bornholm. Jeg tvivler på, om det vil 

være muligt at finde den på lige så mange lokaliteter 

i dag. Jeg kan kun bidrage med ganske få. 

Tendensen i tabel 2, som viser en tilbagegang 

fra „hist og her“ til „ret sjælden“ er måske korrekt. 

En registrering af dens udbredelse vil kunne 

medvirke til at afklare dette.

Figur 4: Udviklingen i Holland for Grå Ridderhat 

(Tricholoma portentosum), opgjort som procentdel 

af de rapportede fund fra hver periode. Kilde: Nauta 

& Vellinga 1995. 

Grå Slimslør (Gomphidius glutinosus) 

I Holland er Grå Slimslør gået to trin tilbage til 

„sjælden“. At dens andel af de samlede indrapporteringer 

er faldet, ses i figur 2. Den er mykorrhiza-danner 

med Gran (Picea) på mager 

bund. Selv om svampen ændrer sig meget med 

alderen, er den let at kende på de nedløbende 

lameller, det sorte sporestøv, den slimede overflade 

(selv „sløret“ består af slim) og den gule 

stokbasis. 

Også Grå Slimslør var blandt de 100 undersøgte 

arter i den tidligere kortlægning. Der findes 

fundoplysninger fra i alt 144 lokaliteter 

frem til 1965 – 99 fra Jylland, 5 fra de fynske 

øer, 24 fra Sjælland, 10 fra Lolland/Falster/Møn 

og 6 fra Bornholm. Er den stadig lige så almindelig? 

Vellugtende Sneglehat 

(Hygrophorus agathosmus) 

I Holland anses Vellugtende Sneglehat nu for at 

være uddød (sidste fund er fra 1950), men der 

har den aldrig været så almindelig som hos os. 

Den er mykorrhiza-danner med Gran (Picea) 

på mager bund. Dens lyst grå hat og behagelige 

lugt gør den let at kende fra nærtstående arter. 

I Danmark synes den nogenlunde at kunne 

leve op til tidligere tiders hyppighedsangivelser, 

men hvor mange steder er den egentlig fundet? 

Frost-Sneglehat (H. hypothejus) 

I Holland er Frost-Sneglehat gået et trin tilbage 

til „ret sjælden“. Den er mykorrhiza-danner 

SVAMPE 33, 1996 

30 

25 

20 

15 

10 

5 

0 

-1940 51-60 71-80 91-95 

41-50 61-70 81-90 

Figur 5: Danske lokaliteter med fund af Cinnoberbæltet 

Slørhat (Cortinarius armillatus), fordelt på 

årtier. 

med Fyr (Pinus) på sandbund, hvor den især 

kan forekomme talrigt sent på sæsonen. Med 

den brune hat og de iøvrigt gule farver og den 

klæbrige overflade er denne art let at kende. 

Sjældent kan man finde eksemplarer, hvor hatten 

er orange, fordi det brune farvepigment 

mangler. Så kaldes den Gylden Sneglehat (H. 

hypothejus var. aureus). Det vil være naturligt 

også at angive forekomster af denne, men den 

findes næppe, med mindre hovedvarieteten 

samtidig er tilstede. 

De citerede danske hyppighedsangivelser i 

tabel 2 tyder ikke på en tilbagegang, og Frost- 

Sneglehat er ofte meget talrig de steder, hvor 

den findes. Men hvor mange steder findes den? 

Grå Ridderhat (Tricholoma portentosum) 

I Holland er Grå Ridderhat gået et trin tilbage 

til „ret sjælden“. Den er mykorrhiza-danner og 

vokser overvejende med Fyr (Pinus) på sandbund, 

men sjældent kan den findes under andre 

træer, f.eks. Gran (Picea) og Bøg (Fagus). Dens 

klæbrige hat adskiller den fra andre grå ridderhatte. 

I begyndelsen af 1980-erne husker jeg at 

have samlet Grå Ridderhat i mængder (til spisebrug), 

men jeg har ikke set den ret mange gange 

i de senere år. Er det bare mig, der har overset 

den? 

Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius armillatus) 

I Holland er Cinnoberbæltet Slørhat gået to trin 

tilbage i hyppighedsskalaen, så den nu er sjælden. 

Den danner mykorrhiza med Birk (Betula) 

19

Vellugtende Sneglehat (Hygrophorus agathosmus) er uddød i Holland; hvordan har den det i Danmark? Billedet 

er fra Høstemark Skov i Østhimmerland, 12.9.1993 (JV93-862). Foto Jan Vesterholt. 

Frost-Sneglehat (Hygrophorus hypothejus) er stadig ret almindelig i Danmark. Billedet er fra Lild Klitplantage 

i Thy, 21.10.1993 (JV93-1368). Foto Jan Vesterholt. 

20

Grå Ridderhat (Tricholoma portentosum) er gået stærkt tilbage i Holland; hvordan har den det i Danmark? 

Billedet er fra Kærene på Læsø, 15.10.1993 (JHP-95.187). Foto Jens H. Petersen. 

Cinnoberbæltet Slørhat (Cortinarius armillatus). Er den blevet sjældnere i Danmark? Billedet er fra Sverige, 

Dalarne, ved Öjesjön nord for Malung, 20.8.1995 (JV95-286). Foto Jan Vesterholt. 

SVAMPE 33, 1996 

21

0 

-1940 51-60 71-80 91-95 

41-50 61-70 81-90 

Figur 6: Danske lokaliteter med fund af Brunskællet 

Slørhat (Cortinarius pholideus), fordelt på årtier. 

på mager og på fugtig bund, og den er blandt de 

almindeligste arter i de nordiske birkeskove. 

Arten kendes på de karakteristiske, røde stokbælter 

kombineret med voksestedet. 

Lange (1938) omtaler Cinnoberbæltet Slørhat 

som „rather common“, og Ferdinandsen og 

Winge (1943) omtaler den som „hist og her“. 

Ialt er det lykkedes for mig at samle oplysninger 

om i alt 75 lokaliteter med denne art – 40 i det 

jyske område, 4 på Fyn, 16 på Sjælland, 3 på Falster/Møn 

og 12 på Bornholm. Fordelingen på 

årtier er vist i figur 5. 

Selv har jeg kun set arten én gang i Danmark, 

og flertallet af de personer, jeg har henvendt 

mig til, kender til lige så få fund. Der er dog tre 

undtagelser, Olvar Læssøe har dog fundet Cinnoberbæltet 

Slørhat på mere end 10 steder i den 

nordvestlige del af Jylland, Poul Printz angiver 

den som almindelig langs nordkysten af Sjælland, 

og Karen Nisbeth har oplyst om en lang 

række fund fra Bornholm. 

Figur 5 tyder slet ikke på, at Cinnoberbæltet 

Slørhat har været i tilbagegang. Man skal dog 

være opmærksom på, at de nyere data antagelig 

er bedre dækkende end de ældre. De mange 

nyere fund fra Bornholm og fra det nordvestlige 

Jylland modsvares ikke af ældre fund fra de 

samme landsdele, selv om arten uden tvivl har 

været der hele tiden. Var disse landsdele ikke 

medtaget i tabellen, ville billedet i stedet have 

været en tilbagegang. Om Cinnoberbæltet 

Slørhat har været i tilbagegang i visse landsdele 

kan dog ikke afgøres ud fra de foreliggende 

data. 

22 


20 

15 

10 

5 


20 

15 

10 

5 

0 

-1940 51-60 71-80 91-95 

41-50 61-70 81-90 

Figur 7: Danske lokaliteter med fund af Safran- 

Slørhat (Cortinarius traganus), fordelt på årtier. 

Cinnoberskællet Slørhat (C. bolaris) 

I Holland er Cinnoberskællet Slørhat gået tre 

trin tilbage, så den nu er sjælden. Den vokser 

især under Bøg (Fagus) på morbund, men den 

kan også findes under Eg (Quercus), bl.a. i egekrat. 

De fine, røde skæl gør denne slørhat let 

genkendelig. 

Den er blandt de arter, som indgik i det tidligere 

kortlægningsprojekt. Den blev noteret fra i 

alt 84 lokaliteter – 49 fra Jylland, 4 fra de fynske 

øer, 18 fra Sjælland, 12 fra Lolland/Falster/ Møn 

og 1 fra Bornholm. Vil det være muligt at genfinde 

den i samme omfang i dag? 

Brunskællet Slørhat (C. pholideus) 

I Holland er Brunskællet Slørhat gået to trin tilbage 

til „ret sjælden“. Den findes langt overvejende 

under Birk (Betula) på mager bund, ofte i 

fugtigt mos. De kraftige, brune bælter på stokken 

og de violette farver over disse bælter, adskiller 

arten fra andre slørhatte i Danmark. 

De citerede danske hyppighedsangivelser fra 

tabel 1 kunne måske tyde på en tilbagegang. 

Lange (1938) omtaler arten som „not uncommon“, 

og Ferdinandsen og Winge (1943) omtaler 

den som „hist og her“. Jeg har kunnet fremskaffe 

oplysninger om 67 danske lokaliteter – 36 

i Jylland, 4 på Fyn, 17 på Sjælland, 3 på Falster 

og 7 på Bornholm. 

Figur 6 viser de kendte danske funds fordeling 

på årtier. Billedet ligner meget det, som 

omtales under Cinnoberbæltet Slørhat – dvs. de 

fleste nye fund stammer fra det nordvestlige Jylland, 

fra Nordsjælland og fra Bornholm. I 1970erne 

blev Brunskællet Slørhat fundet på 24 lokaliter. 

Kan den stadig findes lige så mange steder?

Safran-Slørhat (C. traganus) 

I Holland anses Safran-Slørhat som uddød, men 

den har aldrig været almindelig der. Den er mykorrhiza-danner 

med Gran (Picea), sjældnere 

med Fyr (Pinus) på mager bund. Den kendes 

fra andre store, lyst gråviolette slørhatte på sin 

stikkende, appelsinagtige lugt og sit brunorange 

kød. Safrankødet Slørhat er bl.a. afbildet i 

Gyldendals Svampebog (Nilsson m.fl. 1986) og 

hos Phillips (1981). 

De citerede danske hyppighedsangivelser tyder 

på en tilbagegang. Om den tidligere forekom 

„hist og her“ som angivet af Ferdinandsen 

og Winge (1943) er dog tvivlsomt. Lange (1938) 

omtaler den som „not uncommon“. 

Jeg har kunnet tilvejebringe data fra 13 danske 

lokaliteter – 11 i Jylland, 1 på Sjælland og 1 

på Bornholm. Der er kun 4 angivelser fra efter 

1962: fra Løvenholm Skov i 1970 (Poul Printz), 

fra Sønder Herreds Plantage på Mors i 1977 

(Olvar Læssøe), fra Stråsø Plantage i Vestjylland 

i 1985 (JV) og fra Tingskoven ved Fjerritslev 

i 1987 (Olvar Læssøe). Dertil kommer et 

par usikre angivelser, jeg har valgt at se bort fra. 

Artens kommende status som „hensynskrævende“ 

kan på baggrund af de foreliggende data 

minde om lidt af en underdrivelse. 

Klidhat (Rozites caperatus) 

I Holland er Klidhat gået to trin tilbage til „meget 

sjælden“. Der er den kun kendt fra sandede 

nåleskove, hvor den antages at danne 

mykorrhiza med Fyr (Pinus). Det seneste 

Hollandske fund er fra 1980 (Nauta & Vellinga 

1995). I Danmark laver den mykorrhiza med 

både løv- og nåletræer. Klidhat er afbildet i 

Svampe 32 (Strandberg og Rald 1995). 

Rald og Strandberg (1994) samlede tilgængelige 

data om denne arts forekomst i Danmark 

for om muligt at skabe dokumention for eventuelle 

ændringer i hyppighed. Deres vurdering 

var, at der måske var tale om en tilbagegang for 

bestanden under Bøg (Fagus) på morbund, men 

at bestanden under Fyr (Pinus) snarere var i 

fremgang i takt med, at fyrretræerne bliver ældre. 

Også denne art indgik i de mykologisk-topografiske 

undersøgelser med ialt 23 angivelser 

fra før 1965 – 9 fra Jylland, 1 fra Fyn, 12 fra Sjælland, 

ingen fra Lolland/Falster/Møn og 1 fra 

Bornholm. Alle disse angivelser var inkluderet i 

materialelisten hos Rald og Strandberg. 

SVAMPE 33, 1996 

Hvilke oplysninger skal indsamles? 

De oplysninger, der ønskes om de omtalte arter, 

er følgende: 

Lokalitetens navn: Den må gerne angives 

med en vis præcision, så det bl.a. er muligt at afgøre 

om to forskellige angivelser vedrører samme 

sted. Angives voksestedet tilstrækkelig præcist, 

vil det også være lettere at eftersøge svampen 

samme sted på et senere tidspunkt. Har 

man mulighed for at oplyse UTM-koordinaterne 

med 1×1 kms nøjagtighed vil det også være 

en fordel, men det er ikke et krav. 

Dato for iagttagelsen: Det er ikke nødvendigt 

at notere mere end én dato pr. lokalitet pr. 

år, men der må gerne angives en dato for hvert 

år, svampen er iagttaget. 

Beskrivelse af voksestedet: Her skal man 

først og fremmest forsøge at fastslå hvilken 

træslægt, arten danner mykorrhiza med, eventuelt 

kan de aktuelle muligheder nævnes. Yderligere 

oplysninger er naturligvis også velkomne. 

Hyppighed: Det ønskes angivet, om arten er 

fundet et enkelt sted (ét mycelium), om den er 

fundet nogle få steder, eller om den er vidt udbredt 

på lokaliteten. 

Man skal naturligvis kun videregive oplysninger, 

hvis man er helt sikker på bestemmelsen. 

Det er ikke nødvendigt at gemme og tørre 

svampene, men er man usikker på sin bestemmelse, 

kan det være en god ide at tørre et frugtlegeme 

eller to alligevel og vedlægge det som 

dokumentation. Hvis man medsender belæg af 

sine observationer, vil de blive deponeret på 

Botanisk Museum i København. 

Hvis man har oplysninger af ældre dato, er 

man særdeles velkommen til at indrapportere 

disse – også selv om det ikke er muligt at skaffe 

lige så detaljerede oplysninger om fundene. 

Når man synes, at en passende mængde data 

er samlet, kan de sendes til mig eller til Henning 

Knudsen på Botanisk Museum i København. 

Man er velkommen til samtidig at indrapportere 

oplysninger om fund af rødlistearter. 

Hvis man er interesseret i at eftersøge arterne 

på de tidligere kendte lokaliteter, kan en udskrift 

af de allerede indtastede data fås ved henvendelselse 

til mig. 

På et senere tidspunkt vil denne artikel blive 

fulgt op her i bladet, og ændringer i arternes 

hyppighed over tid vil blive vurderet ud fra de 

til den tid foreliggende oplysninger. 

23

Cinnoberskællet Slørhat (Cortinarius bolaris) er i perioden frem til 1965 angivet fra 84 lokaliteter i Danmark. 

Hvordan ser det ud i dag? Billedet er fra Båstlund Krat ved Billund i Midtjylland, 7.9.1990 (JV90-309). Foto 

Jan Vesterholt. 

Brunskællet Slørhat (Cortinarius pholideus) er måske blevet sjældnere i Danmark? Billedet er fra Skelhøj 

Plantage ved Ikast i Midtjylland, 27.8.1985 (JV85-706). Foto Jan Vesterholt. 

24

Datakilder 

Ved fremstilling af tabellerne i tabel 5-7 har jeg 

gennemset ekskursionsrapporter mv. fra svampeforeningens 

publikationer gennem tiderne. 

De upublicerede, landsdækkende lister (redigeret 

af postmester J.P. Jensen) er også gennemgået. 

De er opbevaret på Botanisk Museum i 

København. På fungariet sammesteds ligger 

kun fire belæg af de tre arter tilsammen! 

Jeg har modtaget en lang række oplysninger 

fra Betty Klug-Andersen, David Boertmann, 

Jacob Heilmann-Clausen, Steen A. Elborne, 

Mogens Holm, Henning Knudsen, Christian 

Lange, Olvar Læssøe, Thomas Læssøe, Karen 

Nisbeth, Ulla Nørskov, Benny T. Olsen, Jens H. 

Petersen, Poul Printz, Peder Rabenborg, Erik 

Rald og Flemming Rune. De takkes naturligvis 

alle for de mange oplysninger. 

Summary 

Due to the eutrophication and acidification from air 

pollution, many mycorrhizal species from sandy soils 

have been declining drastically in the Netherlands. A 

decline of a similar scale has not been observed in 

Denmark. 

It is here suggested that ten mycorrhizal species 

from nutrient poor soils should be monitored, viz. 

Chroogomphus rutilus, Gomphidius glutinosus, Hygrophorus 

agathosmus, H. hypothejus, Tricholoma 

portentosum, Cortinarius armillatus, C. bolaris, C. 

pholideus, C. traganus and Rozites caperatus will be 

included in the project. None of these are very common 

in Denmark, but on the other hand none are as 

rare as in the Netherlands. 

The eutrophication and acidification is at a lower 

level in Denmark than in the Netherlands, but possibly 

a similar decline in the fruiting of fungal species 

might be expected to occur with some delay. The aim 

of this monitoring project is to provide a documentation 

of possible changes in the Danish funga. 

Litteratur 

Arnolds, E. 1988. The changing macromycete flora 

in the Netherlands. – Trans. Br. mycol. Soc. 90: 

391-406. 

SVAMPE 33, 1996 

- 1989. A preliminary red data list of macrofungi in 

the Netherlands. – Persoonia 14: 77-125. 

Bülow, K. & F.H. Møller 1959. Tricholoma helviodor 

Pilát et Svrcek (Karry-Ridderhat), en for Danmark 

ny Ridderhat. – Friesia 6: 13-15. 

Christensen, M. 1993. Duftpigsvamp (Bankera) og 

Læderpigsvamp (Phellodon) – økologi og udbredelse 

i Danmark. – Svampe 27: 1-11. 

Danmarks Statistik, Miljøstyrelsen og Skov- og Naturstyrelsen 

1994. Tal om natur og miljø. 

Ferdinandsen, C. & Ø. Winge 1943. Mykologisk Ekskursionsflora. 

– København 

Lange, J.E. 1938. Flora Agaricina Danica, vol. III. – 

København. 

- & M. Lange 1961. Illustreret svampeflora. – København. 

Lange, M. 1963. Mykologisk kongres i Brande den 

15.-17. september 1962. – Bot. Tidssskr. 58: 314- 

316. 

Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen 1991. 

„Rødliste 90“. Særligt beskyttelseskrævende 

planter og dyr i Danmark. – Hillerød. 

Nauta, M.M. & E.C. Vellinga 1995. Atlas van Nederlandse 

Paddestoelen. – Rotterdam. 

Nilsson, S., O. Persson & B. Mossberg 1986. 

Gyldendals svampebog. – København. 

Petersen, J.H. & J. Vesterholt (red.) 1990. Danske 

storsvampe. Basidiesvampe. – København. 

Phillips, R. 1981. Mushrooms and other fungi of 

Great Britain and Europe. – London. 

Rald, E. & M. Strandberg 1994. Klidhat (Rozites caperatus) 

– en art i tilbagegang i Danmark? – 

Svampe 30: 27-30. 

Strandberg, M. & E. Rald 1995. Frugtlegemproduktion 

og udbredelse af Klidhat (Rozites caperatus) 

i Tisvilde Hegn. – Svampe 32: 36-40. 

Terkelsen, F. 1950. Sjældnere svampefund i 1948. – 

Friesia 4: 81-84. 

- 1955. Fra pigsvampenes paradis. – Friesia 5: 113. 

Vesterholt, J. 1986. Nye eller sjældne mælkehatte. – 


- 1993. Orangeporet Rørhat (Suillus tridentinus) 

fundet for første gang i Danmark. – Svampe 27: 

15. 

- 1994. Brun Fluesvamp (Amanita regalis) fundet i 

Danmark. – Svampe 29: 34-35. 

- & H. Knudsen 1990. Truede storsvampe i Danmark 

– en rødliste. – København. 

25

Carl-Cedric Coulianos & Ingmar Holmåsen: 

Galler – En fälthandbok om gallbildningar på 

vilda och odlade växter. Interpublishing, Stockholm 

1991. 317 s., illustreret. Pris: Svampetryk 

260 kr. 

Hvorfor skrive om en bog om galler, der jo er misdannelser 

forårsaget af insekter i et svampetidsskrift? Af 

den simple grund, at udtrykket galler faktisk dækker 

over alle misdannelser på planter og derved også kan 

omfatte skader, der er forårsaget af forskellige grupper 

af svampe, især rust- og brandsvampe. 

Disse grupper af svampe er der ikke så mange, der 

regner for rigtige svampe. Mange haveejere og jordbrugere 

kender til deres virke, men at studere dem 

som svampe er der ikke mange, der gør. Og det er 

egentlig lidt en skam. Det er faktisk nogle fascinerende 

svampe med spændende livscykler. Og mange af 

dem kan bestemmes alene ud fra hvad de vokser på, så 

har man et rimeligt plantekendskab, er man allerede 

nået langt. Samtidig er rust- og brandsvampe sommersvampe, 

der er bedst udviklede i planternes højsæson, 

hvor der alligevel ikke er så mange paddehatte at kigge 

på. Bogen er derfor med til at udvide ens svampesæson 

og ikke bare ens horisont. Bogen er et rigt illustreret 

værk over de forskellige misdannelser på planter, 

og mange af rust- og brandsvampene er afbilledet. 

Samtidig er der i bogen bestemmelsesnøgler til alle 

kendte misdannelser for en lang række planter. Det er 

klart, at ikke alle planter er nævnt, men virkelig 

mange er medtaget, og det er en god indgangsvinkel 

til disse organismegrupper. Forsøgsvis slog jeg et par 

af de rustsvampe op, som jeg havde fundet et par 

gange, og næsten alle af dem var illustreret, og resten 

var omtalt i nøglerne. Tilsyneladende har forfatterne 

dog valgt at prioritere sådan, at kun planter, hvor der 

er kendt rigtige insektgaller, er medtaget, mens arter, 

hvor der kun er kendt rust- eller brandsvampe, ikke er 

medtaget. Jeg ledte bl.a. forgæves efter den ret almindelige 

rust på Løg, Puccinia allii. 

Bogen er i samme serie som den kendte „Svampar“ 

og i lige så høj kvalitet som denne, så den kan roligt 

anbefales til alle naturinteresserede. 

26 

Anmeldelser 

Christian Lange 

Marijke M. Nauta & Else C. Vellinga: Atlas van 

Nederlandse paddestoelen. A.A.Balkema 1995. 

352 s., illustreret. Pris 85 holl. gylden. 

Hollænderne har i en årrække haft et atlasprojekt i 

gang, hvor de har registreret udbredelsen af 4300 

svampearter og -varieteter. 270 personer har deltaget 

aktivt i registreringen, og de har indsamlet ialt 650.000 

fundoplysninger, hvilket i sig selv er lidt af en bedrift. 

Det hollandske svampeatlas præsenterer udbredelsen 

af 375 af de mere karakteristiske arter. For hver 

enkelt art gives oplysninger om den geografiske udbredelse 

i Holland og om udviklingen gennem tid. 

Mængden af indrapporteringer er steget markant i 

de seneste årtier, og det gør det vanskeligt at sammenligne 

hyppigheder over tid. Derfor er der for hver art 

for forskellige tidsintervaller (typisk af 5 års varighed) 

beregnet et indeks, der udtrykker, hvor stor en andel 

af de samlede antal fundoplysninger, der stammer fra 

denne art. Ændringer i hyppighed er beregnet ved at 

se, hvorledes dette indeks ændrer sig over tid. Naturligvis 

kan en del relative forskydninger forklares med 

ændrede indsamlings- og rapporteringsvaner, men der 

er et tydeligt mønster, som ikke kan bortforklares. At 

den taksonomiske viden er forøget, giver ikke anledning 

til de store forbehold, da det næsten udelukkende 

er velkendte arter, der er medtaget. 

På den hollandske rødliste, der blev offentliggjort i 

1989, findes der mange arter, som (endnu) er almindelige 

hos os. Dette atlas synes at skabe god dokumentation 

for, at der er sket store forskydninger i den hollandske 

fungas sammensætning. Der påvises en markant 

tilbagegang, især for mykorrhizadannende svampe, 

som er knyttet til mager bund. Det ser rigtig skidt 

ud for de brune pigsvampe og for visse arter af Sneglehat 

(Hygrophorus), Slimslør (Gomphidius), Ridderhat 

(Tricholoma), Vokshat (Hygrocybe), etc. Til gengæld 

er der fremgang for en række trivielle, træboende 

svampe, bl.a. Grenet Stødsvamp (Xylaria hypoxylon), 

Knippe-Svovlhat (Hypholoma fasciculare), Toppet 

Huesvamp (Mycena galericulata) og Bredbladet Væbnerhat 

(Megacollybia platyphylla). Mine „hade-arter“ 

– triste udsigter! 

Bogen illustrerer, at den hollandske rødliste ikke er 

pjat. Forureningen – her ikke mindst med kvælstof – 

er et stort problem, som også kan blive vores, hvis vi 

ikke gør noget for at forhindre det. Jeg synes, at bogen 

er både deprimerende og inspirerende læsning. Efter 

min mening har vi i Danmark behov for at starte en 

målrettet undersøgelse af, hvordan det ser ud i dag for 

en række af de arter, der er gået markant tilbage i Holland. 

Mere om det andetsteds i bladet. 

Atlasset er udgivet med støtte fra det hollandske 

landbrugsministerium, derfor den meget rimelige pris. 

Teksten er naturligvis på hollandsk, men alle afsnit afsluttes 

med et resume på engelsk. I øvrigt er hollandsk 

nemmere at forstå på tryk, end når det udfolder sig for 

ørerne af en. 

Jan Vesterholt

J. van Brummelen: A world-monograph of the 

genus Pseudombrophila (Pezizales, Ascomycotina). 

Libri Botanici Vol. 14. IHW-Verlag, 1995. 

33 figurer med tekst, 8 farvede plancher, 17 fotos 

med mikroskopiske detaljer. Ialt 117 sider. Pris 

96 DM. 

Monografien beskriver slægten Pseudombrophila 

Boud., hvor den hollandske mykolog Joop van Brummelen 

finder det naturligt at samle alle arter af slægterne 

Fimaria Velen. og Nannfeldtiella Eckbl. Desuden 

er fire arter nybeskrevne. Af disse er tre samlet 

inden for de seneste år af Sigmund Sivertsen, Trondheim, 

i Sydamerika. Ialt er der 28 arter, som er opdelt 

i to sektioner: Pseudombrophila med 19 arter, og 

Nannfeldtiella med ni arter. 

Langt hovedparten af arterne forekommer på gødning 

af planteædende dyr og enkelte fugle som gås, fasan 

og rype. Van Brummelen påbegyndte studiet af 

slægtskomplekset i 1962 med en artikel i Persoonia 

„On four species of Fimaria“. Gennem årene er indtil 

nu en halv snes arter blevet beskrevet, mest enkeltvis, 

fra en række europæiske lande. I publikationen fra 

1962 blev ingen danske fund nævnt, men det viste sig 

hurtigt derefter, at to af arterne var relativt almindelige, 

samt at disse villigt dannede apothecier på gødning 

i laboratoriet. 

Det viste sig meget senere at E. Chr. Hansen allerede 

i 1876 i tidsskriftet Hedwigia kort, men formelt korrekt, 

havde publiceret Peziza ripensis, der i 1971 blev 

overført til slægten Fimaria af den amerikanske mykolog 

R.P. Korf. Hansen (1876) beskrev arten på dansk, i 

alle detaljer, med illustrationer i sin berømte guldmedaljeafhandling 

„De danske gjødningssvampe“ (Fungi 

fimicola danici). Arten er nu, over 100 år senere genfundet 

i 1992 og 1995 på gammel kogødning. (Disse 

fund omtales og afbildes i dette nummer af „Svampe“ 

under rubrikken „Usædvanlige danske svampefund“). 

Nannfeldtiella aggregata Eckbl., nu Pseudombrophila 

guldeniae Svrcek blev i 1987 fundet af Aksel Jørgensen 

i Mortenstrup skov, Sjælland. Materialet er opbevaret 

på Botanisk Museum, København, men desværre 

ikke tilgængeligt i øjeblikket. 

Slægten Pseudombrophila har fået det danske 

navn Randbæger (direkte overført fra Fimaria). 

Selv om bogen (heftet) må anbefales varmt som en 

klassisk mønstermonografi, vil den næppe, på grund af 

den høje pris, tiltrække mange, men den bør lånes og 

ses på et bibliotek. 

Henry Dissing 

Jens H. Petersen. Svamperiget. Det naturvidenskabelige 

Fakultet, Aarhus Universitet, 1995. 

344 sider. Pris: Svampetryk 248 kr. 

Da min forlængst afdøde farfar var dreng, delte man 

alverdens liv mellem to riger: planteriget og dyreriget. 

Sådan er det ikke mere. Nu har vi fået otte riger, heraf 

SVAMPE 33, 1996 

et helt rige til svampene. „Mycota“ hedder det på latin. 

Og det har Jens H. Petersen skrevet en ny universitetslærebog/opslagsbog 

om. 

Gennem de seneste årtier har der været grøde i 

vandene omkring svampenes systematik. Mange nye 

teorier og beviser er blevet fremsat, og litteraturen er 

flydt over med mere eller mindre velkvalificerede bud 

på sagernes formodede sammenhæng. Jens har forsøgt 

den vanskelige balancegang og har lavet en helt 

ny gennemarbejdet og højaktualiseret gennemgang af 

det enorme rige. I sig selv en bedrift. Og resultatet af 

et kæmpe-arbejde. 

Jens H. Petersen bekender sig i mange tilfælde til 

„sidste skrig“ inden for svampesystematikken, og det 

må nogle gange siges at være temmelig kontroversielt. 

Men i den forløbne måned er jeg sandt at sige blevet 

helt vild med bogen. Både lærebogs-håndværksmæssigt, 

illustrationsmæssigt og referencemæssigt hæver 

den sig langt over andre svampelærebøger, vi tidligere 

har set på dansk. 

Der er tale om et meget personligt og selvstændigt 

bud på en moderne lærebog, og selv om man kan være 

uenig i en del enkeltheder i bogen, og der naturligvis 

er sluppet nogle „bøffer“ gennem korrekturen, så vil 

jeg gerne udnævne den til den mest interessante svampebog 

på dansk i mange år. 

Ordet svampe tages meget bogstaveligt. Der gøres 

et stort nummer ud af at afgrænse, hvad svampe egentlig 

er, og det er helt på sin plads netop i en bog af denne 

karakter. Således er grupper som slimsvampe 

(Myxomycetes) og ægsporesvampe (Oomycetes) blevet 

bortvist fra svampenes rige. Og ikke nok med det: 

de har fået frataget deres navne. Nu skal de kaldes 

henholdsvis svampedyr og ægsporealger. Men ikke 

nok med det. Ordet flora har Jens H. Petersen forbudt 

i forbindelse med svampe; nu skal det hedde funga. 

Ikke alene med hensyn til fungaen ude i skoven, men 

også med hensyn til de fungaer, man som mykolog har 

stående på reolen. Jeg har nu svært ved at forestille 

mig „Mykologisk Ekskursionsfunga“ eller „Illustreret 

Svampefunga“ i en evt. ny udgave. Et svampe-herbarium 

er endnu ikke omdøbt til et fungarium, men det 

bliver nok rettet i 2. udgave. 

Jens H. Petersen har i det hele taget givet pokker i 

traditionerne og skrevet bogen helt efter eget hoved 

og overbevisning. Oprør fra midten. Og resultatet er 

på mange punkter opsigtsvækkende og fascinerende. 

Bogen er delt op i en generel del om evolution, struktur, 

samliv, svampegeografi og svampeøkologi, og i en 

systematisk del, hvor de inkluderede svampegrupper 

gennemgås. I modsætning til de fleste tidligere lærebøger 

om svampe er den generelle del den største. Og 

det er dybt spændende læsning. 

Man kommer vidt rundt i mykologiens nyeste kroge: 

de allerseneste teorier om svampenes slægtskabsforhold, 

Rayners arbejder med populationsdynamik 

og ikke mindst en nygruppering af de danske „svampesamfund“. 

Især beskrivelsen af svampesamfundene 

27

28 

A 

C 

E 

1 mm 

5 mm 

5 mm 

Fig. 89 – nedbrydere på blade, nåle og stængler. A: rosa frynseskive (Trichopeziza albotestacea) på græs; 

B: børstefod (Crinipellis scabellus) på græs; C: nåle-bruskhat (Micromphale perforans) på nåle af rødgran 

(Picea abies); D: fyrre-fureplet (Lophodermium pinastri) på nål af fyr (Pinus); E: trådfin huesvamp 

(Mycena capillaris) på blad af bøg (Fagus); F: bestøvlet fladhat (Collybia peronata) med sammenvævede 

blade ved stokkens fod. 

Illustration fra økologi-afsnittet i „Svamperiget“. 

B 

D 

F 

5 mm 

1 mm 

10 mm

vidner om forfatterens indgående kendskab til den 

danske funga og giver en hidtil uovertruffen introduktion 

til, hvad man kan finde af storsvampe rundt om i 

vore forskellige plantesamfund. 

Bogens generelle del indeholder meget af det stof, 

som studerende førhen har manglet i skriftlig form, og 

hvor de har været helt afhængige af lærerens velvilje 

(og kyndighed) for at få fat i eller blive orienteret om. 

Nu får de det ikke alene i lærebogsform, men også 

med en rigdom af litteraturreferencer, der i gruppe- og 

projektarbejder kan bruges som indgang til et nærmere 

studium. 

Der er kun én væsentlig anke ved bogens generelle 

del: Jens H. Petersens lidenskab for „storsvampe“, 

dem med frugtlegemer man kan tage og føle på. Flere 

steder skinner den så voldsomt igennem, at man ind 

imellem får det indtryk, at mikrosvampene slet ingen 

betydning har, f.eks. i afsnittet „Nedbrydere af planterester 

i jord“, hvor kun storsvampe er nævnt, størstedelen 

hatsvampe. 

I bogens generelle del savner jeg også en mere indgående 

omtale af de imperfekte svampe. Da de ikke 

udgør en systematisk enhed, kunne man passende 

have gjort lidt mere ud af dem i den generelle del. Det 

er jo f.eks. snart hver eneste måned, man læser om 

problemer med skimmelsvampe i skoler og andre offentlige 

bygninger, og helt centrale slægter som Cladosporium 

og Alternaria nævnes slet ikke i bogen. Jeg 

synes godt hele allergi- og indeklimaproblematikken 

kunne have været ofret en halv side. 

Andre emner, der berøres vel nødtørftigt, er svampekemi, 

både i taksonomisk og industriel sammenhæng, 

og anvendt mykologi i bredeste forstand, herunder 

indsamling af spise- og giftsvampe (og dyrkning). 

Alle siger, at spisesvampe ikke hører hjemme på 

universitetet, men når de studerende ofte vil blive stillet 

til ansvar for netop at have viden om spise/giftsvampe 

igen og igen hele resten af livet, hvorfor dog så 

ikke. Man kan jo nøjes med at referere kort og i øvrigt 

fremstille den anvendte mykologi strengt videnskabeligt 

og med overblik i tabelform. 

Anden del af bogen er en systematisk/morfologisk 

gennemgang af de fire svamperækker, som svamperiget 

iflg. Jens H. Petersen består af: piskesvampe, koblingssvampe, 

sæksvampe og basidiesvampe. I lighed 

med bogens første del, men i modsætning til næsten 

alle andre svampelærebøger, har basidiesvampene 

fået mest plads. Rimeligheden kan diskuteres, men jeg 

synes, at teksten generelt er udmærket, klar og velformuleret, 

uden „unødige svinkeærinder“. 

Den systematiske opdeling er usædvanlig selvstændig. 

Og hvad enten man er enig med forfatteren eller 

ej, så har han i hvert fald tænkt grundigt over sagerne 

og i nogen grad anført tilhørende referencer. 

Piskesvampene og koblingssvampene har fået 

ualmindelig lidt plads, hvad måske er rimeligt nok, 

mens sæksvampene breder sig over et halvt hundrede 

sider med dobbelt så mange originale og strålende il- 

SVAMPE 33, 1996 

lustrationer. Sæksvampene er nok den mest uhåndterlige 

gruppe af svampe overhovedet, og jeg synes Jens 

H. Petersen er sluppet hæderligt fra den umulige opgave 

med at servere dem på en overskuelig måde med 

henvisning til den nyeste litteratur. Visse grupper gås 

der meget let henover, f.eks. laverne, mens andre, 

f.eks. skive- og bægersvampene er lidt bedre tilgodeset. 

Der er oceaner af manglende ting, jeg gerne ville 

have haft med i kapitlet her. Men det er svært at undgå, 

at sæksvampekapitlet svulmer op til det helt uforholdsmæssige, 

så begrænsningens kunst må respekteres. 

Til forskel fra Websters klassiske „Introduction to 

fungi“ får vi ikke den endeløse gennemgang af livscykler, 

men teknikken med at præsentere hver sæksvampe-gruppe 

ved at beskrive én bestemt art (eller flere) 

er her endnu mere udpræget end hos Webster. Man 

kan diskutere, om det er den bedste måde at gøre det 

på, eller om det havde været bedre at beskrive sig hierarkisk 

ned gennem overtaxa, undertaxa og underundertaxa. 

Egentlig tror jeg, artspræsentationen er den 

mest vedkommende metode for den ukyndige studerende, 

da han eller hun umiddelbart kan relatere tekst 

og billeder til en virkelig organisme (som evt. er til stede 

i undervisningen). Men det sætter unægtelig sine 

begrænsninger i den studerendes opfattelse af det hierarkiske 

system fra artsniveau og opefter, og spørgsmålet 

er om det er acceptabelt på universitetet. 

Basidiesvampene er fortrinligt beskrevet og illustreret 

over 70 sider. Deres opdeling støtter sig meget 

til Jülichs kontroversielle system, og det kan der siges 

både godt og dårligt om. Tidens trend netop nu er i øvrigt, 

at selv hatsvampe og poresvampe skal splittes ud 

på adskillige ordener, der igen kan fordeles på næsten 

lige så mange overordener. Der er virkelig gået inflation 

i de højere niveauer. Jeg tvivler på, at det i alle tilfælde 

giver et mere korrekt eller forståeligt billede af 

systemet. 

Bugsvampene („Gasteromycetes“) er ikke behandlet 

som en selvstændig systematisk enhed, men er 

splittet ud under de andre basidiesvampordener, som 

de udviklingsmæssigt formodes at høre sammen med. 

Jeg ved ikke, om det gør det lettere for studerende at 

lære dem, men fagligt kan man jo dårligt indvende noget 

mod det. Rent praktisk samles de fleste bugsvampe 

trods alt stadig i de tre sidste basidiesvamp-ordener. 

Teknikken med artspræsentationer er som ved 

sæksvampene, og jeg synes de inkluderede arter er 

velvalgte, omend man som ved sæksvampene altid 

kunne foreslå 117 andre. Artsbeskrivelserne er korte 

og for det meste rimelige, men den bevidstløse angivelse 

af sporemål og visse andre mikroskopiske karakterer 

for alle arter bliver forhåbentlig ikke pensum for 

de studerende. 

Endelig afsluttes bogen med et lille appendix. Her 

prøver Jens H. Petersen at komme evt. beskyldninger 

om taksonomisk snæversynethed i forkøbet ved at 

29

skrive lidt om slimsvampe og ægsporesvampe (undskyld: 

svampedyr og ægsporealger). Så er de altså alligevel 

med i bogen. Men ikke et ord om svampe her. 

De kaldes konsekvent dyr og alger (undtagen på side 

306). Både på dansk og latin. Og der ofres kun 10 sider 

til forskel fra Websters 100. Hvilken skæbne. Så må vi 

jo håbe, at zoologerne og alge-lærerne tager dem op i 

stedet, og fykologerne (algespecialisterne) må da afgøre 

om ægsporealger egentlig er et godt navn set i 

forhold til andre algegrupper. 

To endnu mindre afsnit om indsamling, konservering 

og mikroskopering af svampe er med til allersidst, 

og de må gerne være lidt mere udførlige i næste udgave. 

Måske endda udvidet med lidt herbarieteknik, og i 

den forbindelse et par ord om „småsvampe“ til forskel 

fra de dominerende storsvampe. Og hvad med lidt om 

nomenklatur, så de studerende ikke tror, at latinske 

navne altid er som amen i kirken? 

Ovenstående anmeldelse har næsten udelukkende 

drejet sig om teksten. Og dog er det illustrationerne, 

der er det allerstørste aktiv i denne bog. Op mod 500 

sort/hvid-fotos og masser af smukke, formfuldendte 

stregtegninger af livscykler og morfologiske detaljer. 

Næsten alle illustrationer er originale og er fremstillet 

med sans for det grafiske indtryk. Alle fotos er 

godt nok optaget i farve, men de gør sig så godt og står 

så usædvanlig kontrastrigt i sort/hvid, at man næsten 

ikke kan være bekendt at ønske sig dem i farvetryk. 

Det drejer sig både om billeder fra naturen og fra mikroskopet, 

hvor strukturer, man ellers ofte „kun“ ser 

tegnet i lærebøger, her står akkurat som man ser dem, 

når ens mikroskop (med visse undtagelser) er indstillet 

optimalt. Man skal være mere end normalt entusiastisk 

svampefotograf for at skrabe så mange pletskud 

sammen. Gad vist hvad det egentlig ville koste at trykke 

dem alle i farve i en engelsk udgave. 

Jens H. Petersens bog er ikke fejlfri. Men da det 

ville give denne anmeldelse en urimelig slagside at begynde 

at remse småfejl op, har jeg i stedet skrevet indvendingerne 

ned og sendt dem til forfatteren. Så kan 

2. udgaven nemlig blive endnu mere fremragende end 

den første. For der er allerede med 1. udgaven tale om 

en aldeles fremragende bog, hvis værdi ikke kan betvivles. 

Det er min sikre overbevisning, at den i mange år 

fremover vil være et overordentlig vigtigt redskab i rekrutteringen 

af unge mykologer i Danmark. Jeg håber, 

den vil blive brugt bredt i svampeundervisningen, også 

på universitetet, på trods af alle indvendinger man 

kunne have. Se at få den oversat til engelsk, så mykolog-spirer 

i resten af verden også kan få gavn af den. 

Herudover vil bogen simpelt hen være obligatorisk 

læsning for enhver dansker, der fremover vil tillade 

sig, at kalde sig svampeinteresseret. 

Flemming Rune 

30 

J. Breitenbach & F. Kränzlin: Pilze der Schweiz. 

Band 4: Blätterpilze 2. Teil. Verlag Mykologia, 

Luzern, Schweiz 1995. ISBN 3-85604-040-4. Pris 

gennem Svampetryk: 800 kr. Pris gennem forlaget: 

158 SFr. Fås i tysk, fransk og engelsk udgave. 

Det fjerde bind i serien om svampene i Schweiz behandler 

en lang række bladhatfamilier – faktisk alle 

undtagen Ridderhatfamilien (behandlet i bind 3, incl. 

Vokshatfamilien), Slørhatfamilien og Skørhatfamilien; 

de sidste to familier tænkes behandlet i seriens afsluttende 

bind. Bindet er opbygget som sine forgængere: 

hver art er afbildet med farvefoto, mikroskopiske 

detaljer og komplet beskrivelse, altsammen samlet 

med tre arter pr. opslag, ialt 465 arter, varieteter og 

former. Den indledes med bestemmelsesnøgler til alle 

arterne, baseret på en blanding af makroskopiske og 

mikroskopiske kendetegn. 

Fotografierne er af samme høje standard som i de 

tidligere bind. Næsten alle er optaget i naturen, enkelte 

oplagt på papir. Som noget nyt i dette bind er fotografens 

navn angivet ved siden af hvert enkelt billede. 

Breitenbach & Kränzlin har taget langt de fleste af billederne, 

men de har desforuden kunnet trække på 21 

schweiziske mykologers fotos, hvilket har gjort artsudvalget 

mere omfattende end ellers muligt. Bindet 

omfatter foruden store svampe som fluesvampe og 

champignoner, der er forholdsvis godt dækket ind i 

andre farvefotoværker, også grupper som Rødblad (90 

arter), Keglehat (40 arter), Blækhat (43 arter) og 

Mørkhat (41 arter), der i ringere grad er fotomæssigt 

repræsenteret andetsteds. Man finder billeder af næsten 

alle de mere eller mindre almindelige danske arter, 

men der er også afbildninger af arter, som sjældent 

eller aldrig har været afbildet fotografisk tidligere, 

f.eks. Cystoderma simulatum, Coprinus kimurae, Conocybe 

intrusa, Pluteus primus, Pluteus brunneoradiatus. 

Alene på grund af farvebillederne er værket værd 

at anskaffe sig. Artsopfattelsen er mestendels sober og 

„germansk“. 

Bogens største fortjeneste er dog den gennemførte 

og ensartede behandling af arterne, ikke mindst de mikroskopiske 

tegninger, der omfatter sporer, basidier, 

cystider og hathud. Der findes ikke magen til i andre 

værker om europæiske svampe. Har man adgang til 

mikroskop, vil en gennembladring af bogens sider i 

mange tilfælde hurtigt kunne føre én til det rigtige resultat 

uden brug af nøgler. En sammenligning af beskrivelserne 

af nærstående arter punkt for punkt, 

kombineret med de gode diskussioner, vil i de fleste 

tilfælde kunne lede til en sikker artsbestemmelse også 

af danske svampe. 

Bestemmelsen af de behandlede svampe er generelt 

god. Forfatterne har et særdeles godt kendskab til 

den internationale mykologiske litteratur (fra Svampe 

henter de således oplysningen om, at Vellugtende 

Knoldfod er parasit på Tåreblad), og de er med på de

nyeste ændringer af de latinske navne. Deres Agaricus 

cupreobrunneus er, som de også angiver i diskussionen, 

formodentlig fejlbestemt, men det er ikke let at 

pege på en anden art, det kunne dreje sig om. Billedet 

af Lepiota oreadiformis viser stærkt indtørrede eksemplarer 

– som godt kunne være fejlbestemte Lepiota 

alba. En art af Cystolepiota og én af Conocybe lader 

de henstå ubestemt. Sådan set et sympatisk træk, men 

det viser også, at forfatterne er amatørmykologer. De 

rapporterer blot, hvad de selv har fundet og forsøger 

ikke at gøre bogen komplet. Bogen erstatter ikke de 

mere dybtgående monografier om de enkelte slægter, 

men i et indledningsafsnit henvises der til videregående 

litteratur, hvor en sådan findes. 

Der synes at være gået noget helt galt, da billederne 

skulle redigeres sammen med teksten. På uforklarlig 

vis er billedet af, hvad der angives at være Psilocybe 

merdaria, ikke denne art, men derimod Psilocybe 

inquilina var. crobula, billedet af Psilocybe subcoprophila 

er Panaeolus olivaceus, Pholiota jahnii er Pholiota 

squarrosa, og billedet af Lepiota perplexa er Lepiota 

echinacea, hvilket sidste man let kan overbevise sig 

om ved at bladre om på siden med Lepiota echinacea, 

hvor et andet billede af samme kollektion er gengivet 

under dette navn! De mikroskopiske tegninger er af 

den art, de foregiver at være. Man må håbe, at fejl som 

disse kan blive rettet i kommende udgaver af bogen. 

En nyskabelse i dette bind, som er særdeles på sin 

plads netop ved disse forskelligartede familier, der tilsammen 

dækker et bredt spektrum af sporefarver, er 

angivelsen af sporestøvets farve ved en farvet stribe i 

marginen ud for fotoet af hver eneste art. Dette er en 

god idé, da de populære svampebøger ofte har alt for 

ufuldstændige forestillinger om sporestøvfarvens variation 

inden for slægterne. Også i bestemmelsesnøglen 

indgår sådanne gradierede farvestrips, idet man under 

punkt 1 kan vælge mellem tre sporestøvfarvegrupper, 

hvori ikke færre end 85 forskellige farvetoner er afbildet! 

Forfatterne har lavet disse farveafbildninger af 

sporestøvfarverne ved simpelthen at lægge en hob fældede 

sporer under en scanner, scanne den ind på 

Macintosh'en og i programmet Photoshop notere, 

hvilke procentdele af farverne cyan, magenta og gul, 

der skal til for at danne farven. Det herved fremkomne 

treleddede tal giver et objektivt udtryk for sporestøvfarven 

og er blevet brugt til at trykke farveprøven 

i bogen efter (farven vises som en gradient, fortyndet 

ned til 60% af den indskannede farve). Desværre er 

realiseringen af projektet til dels mislykkedes. Hos 

slægter som Nøgenhat, Bredblad og Svovlhat savner 

man de flotte violette toner, som det friske sporestøv 

har hos mange arter, og man kan undre sig over, at 

slægter som Rødblad, Skærmhat og Posesvamp kun i 

få tilfælde viser rosa sporestøv, men ellers pranger i 

sortbrune, gråbrune, olivenbrune og gulbrune farvetoner. 

Man savner ægte sort hos Blækhat, Glanshat m.m. 

Forfatterne indrømmer, at 100 % korrekt farvestyring 

kræver større investeringer, og man må endnu en gang 

SVAMPE 33, 1996 

konstatere, at farvereproduktion, næst efter jernbanedriften, 

er noget af det vanskeligste at styre. 

Disse indvendinger skal dog ikke overskygge helhedsindtrykket 

af et omfattende, kompetent og gennemarbejdet 

bind om vigtige svampegrupper. Der er 

ingen andre europæiske serier, der hvad angår illustrationsmaterialets 

omfang og kvalitet blot nærmer sig 

dette flerbindsværk i kvalitet. Lykkes det forfatterne 

at afslutte serien på samme niveau som hidtil, vil man 

dermed have et standardværk om europæiske svampe, 

som næppe vil blive overgået i den nærmeste fremtid. 

Prisen er høj for hele serien, men det er også et værk, 

som man vil nyde at bruge. 

Erik Rald 

Torben Gang Rasmussen: Rørhatte. – Kaskelot, 

Biologforbundets blad nr. 108. 32 s. Pris: 60 kr. 

Biologforbundets sekretariat, Østergade 9, 8450 

Hammel. 

Det er ikke hvert år, der udkommer en bog på dansk 

om rørhatte – det er faktisk en enestående begivenhed, 

at Torben Gang Rasmussen har udgivet dette lille 

hæfte om danske rørhatte. Et fint initiativ, som også 

er blevet nydeligt realiseret. Hæftet rummer farvefotos 

af 30 arter af rørhatte, og yderligere 12 arter omtales 

i teksten. Langt de fleste af fotografierne er særdeles 

gode og instruktive. Nogle af dem har kun fået en 

enkelt spalte at udfolde sig over, men de resterende er 

lige så flot trykt som billederne i Svampe. Billedet af 

Netstokket Indigo-Rørhat viser meget unge eksemplarer, 

og billederne af Spiselig Rørhat og Sommer- 

Rørhat er taget på så lang afstand, at arternes kendetegn 

ikke kan ses, og man blot får indtrykket af, at 

svampene kan vokse temmelig spredt over et større 

stykke af skovbunden. Ellers har de billedleverende 

fotografer gjort et udmærket stykke arbejde. 

De enkelte arter er kortfattet beskrevet, og deres 

økologi og fænologi er vist ved de omsiggribende ikoner, 

som fylder op i alt for mange svampebøger. Kendetegnene 

er fremhævet i et lille orange rektangel, der 

er anbragt ved beskrivelsen af hver art. For to arters 

vedkommende er denne på grund af pladsmangel anbragt 

på farvebilledet – et udmærket ide, som med fordel 

kunne have været brugt for de øvrige arters vedkommende 

også. En kortfattet nøgle, som desværre 

ikke i alle tilfælde går helt til art, samt gode råd om rørhatte 

indleder hæftet. De, der ikke kan bestemme rørhatte, 

kan nok heller ikke gøre det efter denne nøgle, 

selvom Torben Gang Rasmussen gør sit bedste for at 

forenkle sagerne. Man skal dog stadig igennem 8-9 

nøglepunkter for at komme til en så almindelig art som 

Dugget Rørhat. Han stiller meget store krav til svampene 

om at have de rette farver osv. Eksempelvis vil 

man umuligt kunne bestemme farvebilledet på side 27 

af Sod-Rørhat til den rigtige art efter nøglen, da hatten 

er stærkt sprukken. Det er den slags, som gør svampebestemmelse 

svært. 

31

Forrest og bagest 

finder man også noter 

om rørhattenes økologi. 

Også her ser man, at 

forfatteren er en glimrende 

pædagog. Og så 

er det alligevel som om, 

udpenslingen stedvis 

fejer forfatteren med 

sig, så udsagn, som han 

har taget fra andre sammenhænge, 

ligesom 

skifter erkendelsesmæssig 

status. „Snyltende 

rørhat, der lever af 

at opløse bruskbolde, 

en slags støvbold.“ Man 

tror umiddelbart, at 

forfatteren har læst en 

artikel om Snyltende 

Rørhats ernæringsmåde. 

Måske har han, men 

mon ikke, han blot har 

set rørhatten sidde på 

bruskbolden og så 

kombineret navnet med 

en oplysning fra økologibogen. 

Jeg tror ikke, 

at man ved, hvad den 

rørhat egentlig har for 

med de bruskbolde. 

Seks rørhattearter udnævnes 

bagest i hæftet 

til at være urskovssvampe, 

der findes i „overmodne 

bøge- og egeskove“ 

og på „steder, 

hvor skovdriften er indstillet“, 

men i næste sætning 

nævnes det, at de 

også findes langs veje under gamle træer. Det er der 

ikke meget urskovsagtigt ved, og forfatteren reflekterer 

ikke over, at det ene udsagn dementerer det andet. 

Det kan jo være, at de store rørhatte netop holder af, at 

man aktivt friholder omgivelserne omkring træerne for 

opvækst, i skov såvel som i park. Det er ikke alt, hvad 

der står på en rødliste, der kommer lige fra urskoven! 

Erik Rald 

Pegler, D.N., T. Læssøe & B.M. Spooner: British 

Puffballs, Earthstars and Stinkhorns. An account 

of the British gasteroid Fungi. – Royal Botanic 

Gardens, Kew 1995. Pris: Svampetryk 325 kr. 

Den botaniske have i Kew, England følger op på deres 

bog om trøfler (British truffles, anmeldt i Svampe 29) 

med endnu en bog om en udvalgt svampegruppe. Den- 

32 

Søstjernesvamp fra British Puffballs . . . 

ne gang drejer det sig 

om bugsvampene, eller 

som de skriver på forsiden: 

De gasteroide 

svampe. Bugsvampene 

er lige som trøflerne 

ikke nogen systematisk 

gruppe, men en formgruppe 

bestående af 

svampe, der ligner hinanden 

uden at være 

nærmere beslægtede. 

Bogen er skrevet af tre 

forfattere tilsammen; 

David Pegler, Brian 

Spooner og Thomas 

Læssøe. Bogen dækker 

alle de grupper, vi til 

dagligt blot omtaler 

som bugsvampe: Støvbolde, 

stjernebolde, bovister, 

stilkbovister, 

bruskbolde, redesvampe 

og stinksvampe. 

Desuden er bogen suppleret 

med bestemmelsesnøgler 

til basidietrøflerne. 

Bogen begynder med 

en kort terminologi til 

bugsvampe, en omtale 

af deres voksesteder, 

hvordan man samler 

anvendeligt materiale, 

samt et lille afsnit om 

folklore og bugsvampe. 

Siden følger selve artsgennemgangen, 

der 

består af bestemmelsesnøgler 

til artsniveau, 

efterfulgt af en omtale af hver enkelt art, typisk 

med et helt opslag. For hver art er omtalt synonymer, 

udvalgte beskrivelser og illustrationer, diagnostiske 

karakterer, en beskrivelse, samt kommentarer til habitat 

og udbredelse (i England). Hver art er illustreret 

med et foto, en tegning af mikrokarakterer og et udbredelseskort 

for England og Irland. 

Bugsvampe er meget karakteristiske svampe, som 

man for det meste kan placere i den rigtige slægt uden 

problemer. Selvom bogen indeholder bestemmelsesnøgler 

vil den nok for os danskere primært få anvendelse 

som opslagsværk med illustrationer. Jeg har ikke 

haft lejlighed til at afprøve nøglerne, men umiddelbart 

virker de meget fornuftige. Om nøglerne til basidietrøflerne 

står der godt nok, at de er modificerede i forhold 

til British Truffles, men de eneste rettelser er 

sproglige, så det er ikke på grund af trøffelnøglerne, 

man skal købe bogen.

Selvom bogen er engelsk, dækker den fint danske 

forhold. Kun fem danske arter er ikke med: Tulostoma 

fimbriatum, Geastrum melanocephalum, G. smardae, 

samt begge Disciseda-arter. Til gengæld får man så 

omtale af atten arter, der ikke er kendt fra Danmark – 

endnu da i hvert fald. Taxonomisk er der en nyskabelse, 

idet slægten Calvatia splittes og Kæmpe-støvbold 

inkluderes i Calvatia, mens de to vi kender som Calvatia, 

Skællet og Højstokket Støvbold placeres i den nye 

slægt Handkea! Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal mene 

om det. Slægten Handkea er øjensynligt baseret på 

primært mikroskopiske karakterer og jeg synes ikke 

rigtigt, at de berettiger til slægtsniveau, men jeg er 

ikke fortrolig med problematikken, så det får stå 

åbent. 

De fleste vil nok bruge bogen som en opslagsbog til 

kontrol af egne bestemmelser. Hvordan virker artsopslagene 

så? Tja, noget svingende, må jeg sige. Det er 

spændende med billeder af så mange af arterne samlet 

i en bog, men hvorfor er man dog ikke lidt mere kritisk 

over for billedmaterialet? Billedkvaliteten er meget 

svingende og jeg ville gerne have set, at billederne 

havde fået en overhaling, så de virkede lidt mere homogene 

inden trykningen. Det samme gælder desværre 

i endnu højere grad billedteksterne . . . Det må 

have været korrekturlæserens fridag. Ikke nok med at 

teksterne svinger lige fra at rumme komplette kollektionsbetegnelser 

til kun at angive fotografen, men at 

de flere gange rummer deciderede fejl, såsom at angive 

Skåne og Torne Lapmark som tilhørende Danmark! 

Det er simpelthen sjusk! Desværre er det ikke 

bare billedteksterne der er sjusket med. Det kniber 

også med at få litteraturreferencerne med i litteraturlisten 

til sidst. Indtil videre er jeg faldet over fire, der 

mangler, og én, hvor 1878 skal være 1778. Igen har korrekturlæseren 

vist været på pubben for længe. Bortset 

fra disse eksempler på decideret sjusk og hastværk er 

opslagene sådan set informative nok. Mikrotegningerne 

virker lidt grove, men de viser det, de skal. Udbredelseskortene, 

der er samlet til sidst i bogen, kunne 

have været mere interessante, hvis de var fulgt af tilsvarende 

kort over de engelske landskabstyper, så 

man kunne have sammenlignet med svampenes udbredelse 

og lært af det. For ikke-englændere er de kun 

af begrænset værdi. Ellers må man nyde at se de mærkelige 

stinksvampe som de have-glade englændere har 

fået slæbt til England. Og vi synes blækspruttesvampen 

ser mærkelig ud! Bare vent! Nogle af bæsterne ser 

ud som om de kommer direkte fra en science-fictionsplatterfilm 

og jeg ville være yderst betænkelig ved at 

læne mig ind over dem. 

På trods af sjuskefejlene er det en udmærket bog, 

der passer godt til danske forhold – langt de fleste 

danske arter er medtaget. Man kan bestemt blive klogere 

af den. Men jeg håber, de ansætter en korrekturlæser 

til den næste bog. 


Torbjørn Borgen: Svampe i Grønland. Atuak- 

SVAMPE 33, 1996 

kiorfik 1993. 112 s. Udgivet i både en dansk og 

en grønlandsk udgave. 

Dette er den første populærvidenskabelige bog om 

Grønlands storsvampe og bogens forfatter er bosat på 

Grønland og har mere end 10 års erfaring med svampestudier 

der. 

Grønlands funga har været genstand for undersøgelser 

i mere end 100 år, og de afrundedes foreløbig 

med Morten Langes undersøgelser i 1950’erne, der 

mundede ud i videnskabelige artikler med beskrivelser 

af mere end 200 arter fra Grønland. De sidste 10- 

20 års intensive udforskning har flerdoblet antallet af 

arter, og samtidig begyndte behovet for en populærvidenskabelig 

svampebog at melde sig. Den udfordring 

tog Torbjørn Borgen op, og det har ikke forringet hans 

bog, at billederne er taget af 3 fremragende svampefotografer 

med grundigt kendskab til Grønlands funga, 

mens teksten er redigeret af Henning Knudsen, som 

har deltaget i mange svampeekspeditioner til Grønland 

og andre arktiske områder. 

Af bogens ialt 64 billeder står Jens H.Petersen for 

de 59, Steen Elborne for 3 og Erik Rald for 2. Hvert 

billede fylder en halv side og ledsages af beskrivende 

tekst til den afbildede art. Teksten omfatter karakteristiske 

kendetegn, spiselighed, voksested, udbredelse 

i Grønland, hyppighed og forvekslingsmuligheder. 

Den virker sine steder lovlig kortfattet og tør, selv om 

der de fleste steder er ledig plads til forfatterens mere 

personlige erfaringer. 

Forfatteren har med bogen sat sig for at åbne grønlændernes 

øjne for svampelivet, dels fordi det er spændende 

i sig selv, men også fordi der er fine spisesvampe 

iblandt. Da der slet ikke er tradition for at spise 

svampe i Grønland, er bogens første 30 sider viet til en 

koncentreret gennemgang af svampenes biologi og 

udbredelse i Grønland, spiselighed, indhold af næringsstoffer, 

forgiftninger, indsamling, bestemmelse, 

tilberedning og opbevaring. Rækkefølgen, som emnerne 

behandles i, er ikke altid lige logisk, men indholdet 

er udmærket. Afsnittet slutter med en nyttig 

gennemgang af de vigtigste slægter af storsvampe på 

Grønland, og så kommer bogens hovedafsnit med beskrivelser 

af de 64 arter. 

Bogen og dens billeder giver læseren et spændende 

indblik i Grønlands funga, som selvfølgelig har mange 

arktiske og alpine arter, der ikke forekommer i det 

tempererede Danmark. Det slår een, at så mange af de 

afbildede arter nok har fået danske (og grønlandske?) 

navne, mens det latinske stadig er „sp.“! Der er åbenbart 

stadig meget arbejde tilbage med at beskrive og 

publicere de mange kollektioner. Grønlands funga er 

så langt fra færdigudforsket, og denne lille bog vil med 

sikkerhed virke som inspirationskilde for såvel læg 

som lærd i den videre udforskning af Grønlands svampeliv. 

Jørgen Albertsen 

33

Østjylland 

I 1995 holdt østjyderne alle de sædvanlige arrangementer 

– ekskursioner, møder, workshops, kurser 

og offentlig udstilling. 

Årets første begivenhed – workshoppen i kernesvampe 

– blev samtidig en af de mest vellykkede. 

Det var med betydelig entusiasme at de fremmødte 

kastede sig over de små sorte pletter på pinde og 

stængler, som blev indsamlet den 18. marts. Dagen 

efter blev så meget som muligt bestemt i løbet af 

formiddagen, for senere at blive fremvist på det østjyske 

forårsmøde samme eftermiddag. At dette 

kunne lykkes skyldtes dels Thomas Læssøe, der 

som lærer var hidkaldt fra hovedstaden, dels universitetets 

nye video-udstyr der gør det muligt at 

vise præperater fra stereolup og mikroskop på et 

TV-apparat. På svampedagen var der desuden foredrag 

om kernesvampe, bl.a. om de arter der vokser 

på tømmer i saltvand, og det hele afsluttedes med 

lokalafdelingens årlige generalforsamling samt fællesspisning. 

Værre gik det på vore senere workshops, hvor 

meget få deltagere mødte frem. En maj-workshop 

om skivesvampe blev ligefrem aflyst, mens workshoppen 

i november om barksvampe haltede igennem 

med få deltagere. Vi vil nok prøve at holde 

kurser i lidt mere „imødekommende“ svampegrupper 

i fremtiden. 

Heldigvis gik det bedre for andre af vore aktiviteter. 

Begynderkurset holdt således fanen højt 

med fuld besætning (tak til de energiske lærere), 

mens der også var helt god opbakning ved Åbenthus 

arrangementerne på sæsonens mandagsaftener. 

Og som sædvanlig afsluttedes året med et velbesøgt 

julemøde, hvor vi så stribevis af billeder fra året der 

gik. 

Året 1995 vil nok mest blive husket for sæsonen 

der blev væk! Året startede ellers så godt med et 

udmærket, fugtigt forår med masser af skivesvampe, 

morkler mm. I juni så det ud som om sommeren 

ville blive en af disse sjældne somre med masser af 

varme og vand – og mængder af alle de sjældne, varmeelskende 

rørhatte, skørhatte (og kantareller). 

Men nej, lige da det piblede frem, holdt regnen 

inde, og langsomt men sikkert tørrede primordierne 

tilbage hvor de kom fra. Derefter tørke, tørke, 

tørke! På østjysk lokalafdelings weekendtur til Vel- 

34 

Landsdelsrapporter red.: Jens H. Petersen 

lingskovene den 26-27. august sås kun tøndersvampe 

(turen led efter sigende ikke nævneværdigt under 

dette, da deltagerne hyggede sig gevaldigt!). På 

ture i starten af september rapporteredes om moderate 

mængder af Spiselig Rørhat (den kom i 1995 

før Sommer-Rørhat, der til gengæld fandtes til hen 

i oktober?!) men selv de klassiske tre-uger-efterregnen 

var det stadig sløjt med svampene. Ved 

„svampedag i Århus“ den 24. september var der 

moderat med svampe fremme, mens ridderhatworkshoppen 

den 25. måtte aflyses, da der kun var 

fundet 2-3 arter af Tricholoma. Faktisk skulle man 

hen i slutningen af oktober, før sene slægter som 

Ridderhat rigtig kom igang, og da de første betydende 

frostnætter kom allerede i starten af november, 

blev det i sandhed en kort sæson. 

Jens H. Petersen 

Nordøstsjælland 

En våd vinter og et regnfuldt forår skabte i 1995 

gode vækstbetingelser for såvel træboende basidiesvampe 

som tidlige sæksvampe. I Geelskov, hvor 

stubbene ikke fjernes efter fældning af store træer, 

blev der midt i april registreret en flot bestand af 

Klokke-Tørhat (Xeromphalina campanella) på en 

henrådnende nåletræsstub. Desuden fandt vi to 

frugtlegemer af Kæmpe-Stenmorkel (Gyromitra gigas) 

og ca. ti eksemplarer af Udbredt Stenmorkel 

(G. ancilis) på gamle granstubbe langs Stenvej. 

Oppe i granskoven stod der adskillige bestande af 

Sortbæger (Pseudoplectania nigrella), som ellers 

har været meget fåtallig i dette område. 

Den 30. april blev der ligeledes fundet ualmindelig 

mange sortbægere langs stier i Tisvilde Hegns 

granbeplantninger og desuden rigtig mange Spiselig 

Stenmorkel (Gyromitra esculenta) i fyrreskoven. 

Midt i maj måned fandt Annie og Bjørn Pedersen 

Kegle-Morkel (Morchella conica) på træflis ved 

et boligkompleks i Herlev. Flisen stammede fra 

Sverige og var blevet udlagt i løbet af efteråret og 

vinteren 1994. Bjørn rapporterede fundet til Mogens 

Holm (se Svampe 3l: 5-6) og indsamlede alt i 

alt godt 3 kg kegle-morkler på lokaliteten! 

På en hekseringstur den 5. juni til Stampen i det 

sydvestlige hjørne af Jægersborg Hegn undersøgte 

vi bl.a. en gammel grusgrav, der bruges som affalds-

plads for gødningsblandet halm fra Dyrehavens 

vildthuse. Denne store mødding var, trods det kølige 

vejr, virkelig lun, „lækker“ og myldrende fuld af 

coprophile svampe. Der var Blære-Bægersvamp 

(Peziza vesiculosa), flere små blækhatte-arter, 

Randbæltet Glanshat (Panaeolus subbalteatus) og 

Almindelig Gulhat (Bolbitius tibutans). Men Rosa 

Gulhat (B. coprophilus), der kunne studeres i alle 

udviklingsstadier, var så absolut den flotteste (se 

Svampe 24: 9). På hjemturen blev der samlet masser 

af Vårmusseroner. Iøvrigt var juni kold, regnfuld 

og svampefattig. 

Sankthansaften slog vejret om, og vi fik masser 

af sol og varme, men desværre ingen ordentlige 

regnbyger. 

I begyndelsen af juli nåede vi lige at finde lidt 

kantareller, brogede skørhatte og punktstokkede 

indigo-rørhatte. Men efterhånden bestod skovbundens 

svampeflor kun af tørketålende arter som Høj 

og Rødmende Fluesvamp, Spanskgrøn og Fastkødet 

Skørhat, Peber-Mælkehat og Bredbladet Væbnerhat. 

Parasitterne klarede sig imidlertid godt. Den 25. 

juli fandt jeg en stor, smuk Silkehåret Posesvamp 

(Volvariella bombycina) på en blottet rod af en stynet 

Poppel ved Virum Gadekær. Ca. 10 dage senere 

sad der 4 mindre frugtlegemer af „den silkehårede“ 

ca. 5 m oppe på poppelstammen. I Frederiksborg 

Slotspark fandt Benny T. Olsen den 11. august adskillige 

frugtlegemer af Kobberrød Lakporesvamp 

(Ganoderma pfeifferi) ved foden af store, tykstammede 

bøgetræer og et enkelt eksemplar af Ege- 

Spejlporesvamp (Inonotus dryadeus) på et meget 

gammelt egetræ. Midt i august blev der både i Egebæksvang 

ved Espergærde og i Søllerød Kirkeskov 

øst for Holte fundet Snyltende Rørhat (Boletus parasiticus) 

på Almindelig Bruskbold (Scleroderma 

citrinum). 

Efter 8 ugers tørke vakte Bjørn Pedersens fund 

af Skærmformet Stilkporesvamp (Polyporus umbellatus) 

den 19. august i Ryget Skov ved Lille Værløse 

jubel. Og da Børge Rønne dagen efter fandt 

Flosset Fluesvamp (Amanita strobiliformis) ved 

„Smalle Åsti“ i Frederiksværk, blev vi højst forbavsede, 

fordi jorden var knastør og skovbunden iøvrigt 

næsten svampetom. 

Den 27. august sprang champagnepropperne i 

Lystrup Skov hvor 40 af foreningens medlemmer 

deltog i hekseringstur nr. 500!! Hermed blev der sat 

et festligt punktum for Børge Rønnes imponerende 

indsats som turleder, en begivenhed, der også vil 

SVAMPE 33, 1996 

komme til at præge denne rubrik. Rønne har nemlig 

registreret såvel vejrforhold som interessante 

svampefund fra de mange hekseringsture, og alle 

disse oplysninger er blevet brugt til de sidste 6 

landsdelsrapporter fra Sjælland. Der er næppe nogen, 

der i fremtiden vil kunne levere så velunderbyggede 

og omfattende rapporter. 

I begyndelsen af september faldt der endelig 

nogle gode regnbyger, og ca. 14 dage senere begyndte 

svampene at vise sig i skovenes muldrige 

buskadser, men endnu ikke på morbundsskrænterne. 

Månedens „rødlistefund“ blev gjort af Henny 

Fibæk, der den 17. september opdagede en gruppe 

bævretunger (Tremiscus helvelloides) ved kanten af 

skovvejen mellem Duemose og Hvidekilde i Gribskov. 

Det usædvanlig lune oktobervejr med tilpas høj 

luftfugtighed gav et meget artsrigt skovbundsflor. 

Og efterhånden kom der da også gang i overdrevssvampene, 

sådan at vi, i forbindelse med Erik Ralds 

kursus, kunne indsamle hele 11 forskellige, farvestrålende 

vokshattearter i Jægersborg Dyrehave. 

Ved den efterfølgende endelige bestemmelse af 

svampene på Botanisk Institut konstateredes følgende 

4 meget sjældne arter: Orangegylden Vokshat, 

Randstribet Vokshat, Skarlagen Vokshat og 

Tæge-Vokshat (Hygrocybe aurantiosplendens, H. 

colemaniana, H. punicea og H. quieta). 

Fra turen i Tisvilde Hegn den 22. oktober hjembragtes 

masser af Ægte Ridderhatte (Tricholoma 

auratum) og desuden nogle flotte eksemplarer af 

Skællet Kødpigsvamp (Sarcodon imbricatus). Sidst 

i oktober blev der fundet Snyltende Posesvamp 

(Volvariella surrecta) både i Vestskoven og ved Tibberup 

Holme i Gribskov. Iøvrigt har der stået ualmindelig 

mange høje posesvampe (V. gloiocephala) 

på markerne i år. På en tur i Rudeskov den 1. november 

registrerede vi hele 170 forskellige svampearter, 

hvoraf Vinrød Mørkhat (Psathyrella bipellis), 

Pudesvamp (Nidularia deformis) og Tueporesvamp 

(Grifola frondosa) var de mest spændende. Men et 

par døgn senere satte nattefrosten en stopper for 

dette års artsrige efterårsflor. 

Betty Klug-Andersen. 

Bornholm 

Vinteren var mild som så mange af de foregående. 

Man kunne finde Fløjlsfod (Flammulina velutipes), 

Judasøre (Auricularia auricula-judae) og først på 

året lidt østershatte (Pleurotus ostreatus). Det er 

35

ikke så tit, vi falder over østershatte her på Bornholm. 

Foråret var køligt. Stenmorklerne (Gyromitra 

esculenta) kom samtidig med Spiselig Morkel 

(Morchella esculenta) med de fleste fund i første 

uge af maj. I år registreredes Spiselig Morkel på to 

nye lokaliteter, nemlig ved en P-plads i Rønne og 

op ad en havemur ud mod vejen et sted i Svaneke. 

Kan de godt lide asfalt eller er det mon bilosen, der 

trækker?? 

I slutningen af maj/begyndelsen af juni var der 

rigeligt med Vårmusseron (Calocybe gambosa) 

samt Ager-Champignon (Agaricus arvensis) og 

Mark-Champignon (Agaricus campestris). I juni registreredes 

også enkelte fund af Svovlporesvamp 

(Laetiporus sulphureus). 

Men så kom sommeren med varme og tørke. 

Heldigvis havde forsommeren givet så meget vand, 

at kantarellerne (Cantharellus cibarius) havde fået 

lige tilpas. De myldrede frem i begyndelsen af juli. 

Der var mange, og de var store. Adskillige mennesker 

fik sig et Kantarel-eventyr, mange for første 

gang i deres liv. Men eventyret sluttede med den tiltagende 

tørke. På sommerens svampeture var der 

ofte flere deltagere end svampe. De eneste sikre 

„hit“ var Almindelig Pælerodshat (Xerula radicata), 

Sodfarvet Skærmhat (Pluteus atricapillus) og 

Sortfiltet Netbladhat (Paxillus atrotomentosus). På 

en tur i Almindingen ved Svinemosen d. 20/8 fandt 

vi Pælerods-Svovlhat (Hypholoma radicosum) og 

en usædvanlig Blækhat, formentlig Spættet Blækhat 

(Coprinus lagopides) – desværre var den ret 

medtaget, så den kunne ikke gemmes til senere bestemmelse. 

I slutningen af august startede regnen endelig. 

Vi havde en meget våd tur til Dueodde d. 3/9. Her 

var de første rørhatte og skørhatte kommet, desuden 

blev der fundet Filtstokket Læderhat (Panus 

conchatus). En deltager havde medbragt nogle flotte 

eksemplarer af Høj Posesvamp (Volvariella 

gloiocephala). Denne svamp havde iøvrigt et meget 

flot blomstringsår med flere masseforekomster 

rundt om på øen. 

Vi afholdt en meget velbesøgt „Åben Svampebestemmelse“ 

d. 10/9. Ud fra indholdet i folks kurve, 

kunne vi let danne os et indtryk af den aktuelle 

svampesituation: Der var masser af champignoner 

af forskellige arter, mange rørhatte, fluesvampe og 

skørhatte, men næsten ingen mælkehatte og slet 

ingen ridderhatte. Årets første tragt-kantareller 

(Cantharellus tubaeformis) dukkede op og der var 

36 

igen Almindelig Kantarel samt lidt Almindelig Pigsvamp 

(Hydnum repandum). Vi så også de første 

slørhatte til garnfarvning (dermocyberne), og publikum 

fik lejlighed til at studere både Grøn Fluesvamp 

(Amanita phalloides) og Panter-Fluesvamp 

(A. pantherina). Nu begyndte svampefloret rigtigt 

at gå i gang. Der kom et gevaldigt boom af Karl-Johan 

(Boletus edulis) i slutningen af september og 

der var masser af svampe på vore ture, også gode 

spisesvampe. 

Vi havde besøg af Benny Olsen d. 23/9 og 24/9, 

hvor turene gik til Paradisbakkerne og Aaker Plantage 

og af Erik Rald d. 7/10 og 8/l0, hvor vi var i Rø 

Plantage og Bodilsker Plantage. Benny Olsen havde 

aldrig før været på svampetur på Bornholm, så 

for ham var alt nyt og spændende, og han bemærkede 

også, som de fleste nye, at svampefloret herovre 

er lidt anderledes end det sjællandske. Erik Rald er 

en mere rutineret gæst, men han fik også et par nye 

oplevelser: han var med til at plukke Tragt-Kantareller 

„én masse“ i Bodilsker Plantage og han fandt 

selv en Blomkålssvamp (Sparassis crispa)! Vi andre 

fik glæde af begge de herrers svampekyndighed på 

de ialt fire ture, det blev til med ekskursionsleder 

ovrefra. 

Sæsonen fortsatte en måneds tid endnu. Vi havde 

en interessant tur til Poulsker Plantage d. 5/11 i 

rigtigt frostvejr. Alle svampene var stivfrosne og 

gran-mælkehattene (Lactarius deterrimus) var 

smukt lysegrønne. Det bliver de i frostvejr, har vi 

opdaget. Tragt-kantarellerne kom igen efter frostperioden, 

og vi sluttede sæsonen med en juletur i 

Almindingen d. 3/12, hvor der stadig var en del hatsvampe, 

som kunne identificeres. 

Med hensyn til sjældenheder har året ikke budt 

på så meget. Nordisk Mælkehat (Lactarius trivialis) 

var på bordet mange gange i efterårssæsonen, der 

var gevinst på mycelierne af Lærke-Mælkehat (L. 

porninsis) i Rø Plantage d.7/l0 og Rosabladet Mælkehat 

(L. controversus) ved Svaneke d. 8/10. 

Vi bemærkede en større hyppighed end vanligt 

af Bævretand (Pseudohydnum gelatinosum), Æsel- 

Ørebæger (Otidea onotica) og Hare-Ørebæger 

(Otidea leporina) I Rø Plantage d. 7/l0 fandt vi 

Elastik-Foldhat (Helvella elastica); den ser vi kun 

med års mellemrum. Sluttelig skal nævnes, at vi d. 

24/9 fik indbragt et eksemplar af Løvegul Skærmhat 

(Pluteus leoninus), fundet i Paradisbakkerne. 

Den fik Benny Olsen med til København til Botanisk 

Museum. 

Karen Nisbeth og Lasse Andersen

Nogle danske klitsvampe og deres levesteder 

Steen Andrew Elborne, Fr. d. VII's vej 29, 3450 Allerød 

I Svampe 19 beskrev jeg i generelle træk klitsvampenes 

økologi og udbredelse i Danmark (Elborne 

1989). I denne artikel vil jeg komme lidt mere ind 

på de enkelte klitsvampes udseende og økologi. 

Metode 

Da mange af arterne ikke tidligere er udførligt beskrevet 

i dansk eller anden almindelig, udbredt 

litteratur giver jeg for hver art en beskrivelse baseret 

på egne iagttagelser af frisk materiale. Hatog 

stokmål er udtryk for minimum- og maksimumværdier 

af indsamlingerne. Farver er i nogle 

tilfælde angivet i kode ifølge Kornerup og Wanscher 

(1974). Sporemål hviler på mindst 20 målte 

sporer for hver art. Mål som forekommer i mindre 

end 10% af tilfældene angives i parentes. Hos 

basidier og cystider angives kun minimum- og 

maksimumværdier. For linseformede sporer angives 

tre mål: længde og bredde både i profil og forfra. 

Cystidemål angives ofte med tre intervaller: 

først længde, så bredden ved basis og derpå bredden 

i spidsen. 

Den økologiske gruppeinddeling af arterne 

følger dels egne feltiagttagelser, dels litteraturangivelser. 

De anvendte klittype-betegnelser følger 

Warmings (1909) inddeling. Hovedklittyperne 

er hvid og grå klit, hvor sidstnævnte er inddelt i en 

række former, f.eks. grønsværklit, mosklit o.s.v. I 

nogle tilfælde er den plantesociologiske samfundsbetegnelse 

i bredeste forstand angivet. 

Periodicitet: Der er angivet samtlige måneder, 

hvor arten er konstateret i danske klitter, dvs. 

både belagte fund og angivelser i ekskursionslister. 

Materiale: For hvert fund er angivet: dato, lokalitet, 

habitat og kollektionsnummer. En række 

forkortelser er blevet brugt for at begrænse 

materialelisterne: 

ØH: Øst for Himmerige, syd for Ålbæk, TBU 1, 

(bruges alene hvis fundet er gjort uden for de 

permanente prøvefelter). 

PK: Pælebakke Klit, syd for Gl. Skagen, TBU 1 

(fund gjort uden for felterne). 

P1-P4: Felt 1-4 i ØH. 

SVAMPE 33, 1996 

P5-P16: Felt 5-16 i PK. 

(SAE-0001): Egen indsamling nr. 1. 

DB: David Boertmann (indsamler, evt. efterfulgt 

af et indsamlingsnummer). 

JV: Jan Vesterholt (do.). 

TL: Thomas Læssøe (do.). 

Diskussion: Først sammenlignes beskrivelserne af 

mine fund med litteraturangivelserne, dernæst 

sammenlignes habitatsangivelserne og til slut forekomsttidspunktet. 

Habitatstyperne fra litteraturen 

er så vidt muligt oversat til dansk eller angivet 

uændret med den plantesociologiske betegnelse. 

Det skal bemærkes, at der ikke er foretaget 

en harmonisering af plantesamfundsbetegnelserne. 

Således kan der udmærket optræde to eller flere 

navne for det samme plantesamfund. De navne, 

som indgår i samfundsnavnene er enten dominerende 

arter eller karakterarter. 

Artsgennemgang 

Klit-Barkhat 

(Hohenbuehelia culmicola Bon) 

Hat 8-40 mm, muslingeformet til halveret tragtformet, 

sjældnere kredsrund, rand først nedbøjet, 

snart lige eller tilbagebøjet, svejfet, ustribet, overfladen 

dækket af hvidgrå filt, ofte i koncentriske 

zoner, nær stokken fint tottet-skællet, sort til sortgrå, 

lidt lysere brunlig mod randen. Lameller hvide 

med gråligt skær, senere flødefarvede til lyst 

okkerfarvede, nedløbende, tætte, tynde, relativt 

brede, æg hvid til sortgrå. Stok 2-20 × 2-10 mm, 

sortgrå, midtstillet til excentrisk, stiv, massiv, cylindrisk, 

hvidlig filtet, basis hæftet til substratet 

med hvid, mycelsammenspunden sandklump. 

Kød hvidt og tykt, sort lige under overfladen, 2 

mm i hatten, ca. 1/4 mm tykt, sort, gelatinøst lag 

under hathuden. Lugt svag, ved gennemskæring 

melagtig. Smag stærkt melagtig. 

Sporer (8-)9-12(-14) × (4,5-)5-7(-7,5) µm, pæreformede, 

ellipsoidiske til aflangt ellipsoidiske, 

med nedtrykt område over fasthæftningspunktet 

(suprahilar depression), glatte, tyndvæggede, far- 

37

veløse eller med gulligt indhold. Basidier 2- og 4sporede. 

Cheilocystider 23-37 × 5-9,5 µm, flaskeformede 

(lageniforme) til kølleformede med en 

kort, påsat hals, som af og til er tvedelt, hals afsluttet 

med et omvendt pæreformet til sammensnøret 

hoved, der er adskilt fra halsen ved en ring 

eller sjældnere et septum, og ofte dækket af en 

klæbrig dråbe, 3-5,5 × 2-3 µm, farveløse, glatte, 

tyndvæggede. Tykvæggede cystider (metuloider) 

36-77 × 7-12,5 µm, tenformede, spidsen dækket af 

krystaller, ellers glatte, tykvæggede, 1,5-3,5 µm, 

farveløse til gullige, metachromatiske. Gelatinøst 

lag under hathuden 35-160 µm tykt, med spredte, 

glatte til brunt inkrusterede hyfer, skråt opstigende, 

parallelle, tyndvæggede, med øskner, 0,5-3,5 

µm brede. Hattrama af sammenvævede, glatte, 

farveløse hyfer, 3-7,5 µm brede, med øskner, fortykkede 

vægge, væggen op til 3 µm. 

Habitat: Nedbryder (saprobiont) på græsser, 

muligvis suppleret med fangst af nematoder. På 

Hjælme (Ammophila) og sjældnere på Klit-Kambunke 

(Koeleria glauca) i lavninger i hvid og grå 

klit. 

Periode: Maj og september til januar. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: Grenen, Skagen, på småtuer af 

Koeleria glauca i hvid klit, 11.10.1983 (DB83128); 

Skrøtbakke Klit, Gl. Skagen, i hvid klit på Ammophila, 

8.10.1982 (SAE-0578); PK, i lavning bag hvid klit, på 

Ammophila, 1.10.1982 (SAE-0538); 18.5.1983 (SAE- 

0783); på rester af Ammophila i hvid klit, 17.9.1983 

(SAE-0843); på Ammophila i lavning i hvid klit, 

10.11.1983 (SAE-1148); 15.10.1985 (SAE-1520); P13, på 

Ammophila, 10.11.1983 (SAE-1150); Råbjerg Mile, i 

hvid klit med Salix, 5.10.1950, M. Lange (som cf. Omphalina 

arenicola) (ML-3401). 

Diskussion: Arten er let genkendelig inden for 

slægten Barkhat (Hohenbuehelia) pga. voksestedet 

og den tydeligt afsatte stok. Mine fund har lidt 

større dimensioner end Bons angivelser (1979a, 

1980b). Ifølge Bon (l.c.) er hatten 1-1,5(-2) cm 

bred og stokken 0,5-1,5 × 0,2-0,4 cm. Sporerne er 

lidt større i mine indsamlinger (Bon: 9-11(-12) × 5- 

6(-7) µm), hvilket kan forklares med tilstedeværelsen 

af 2-sporede basidier. 

Klit-Barkhat er kendt fra Frankrig, Holland, 

Storbritannien, Irland og Danmark (Bon 1979a, 

Courtecuisse 1984b, Elborne 1995, Watling & 

Gregory 1989). 

Arten blev beskrevet så sent som 1979 af Marcel 

Bon fra Frankrig, og da jeg startede mit klitsvampespeciale 

tre år senere var jeg naturligvis 

38 

spændt på om den også kunne findes i Danmark. 

Det lykkedes samme efterår, som jeg gik i gang 

(1982). Nogenlunde samtidig gik jeg i gang med en 

revision af slægten Hohenbuehelia i Europa. Mine 

undersøgelser af materiale fra herbarierne i Kew 

og Edinburgh i 1984 viste at den også fandtes i 

Storbrittanien og Irland, men blot havde været 

fejlbestemt. Det ældste fund af arten viste sig ifølge 

mine herbariestudier at være dansk, idet Morten 

Lange allerede i 1950 fandt den i Råbjerg Mile, 

men havde opgivet at sætte et sikkert navn på den. 

Frugtlegemerne gror på levende stængler af 

Hjælme lige i sandoverfladen (Bon 1980b), men 

efter min erfaring dog også på døde stængler. 

Courtecuisses fund (l.c.) er fra hvid klit, Vortemælk-Hjælme-samfundet(Euphorbio-Ammophiletum). 

Thorn og Barron (1986) påviste evnen til at 

fange nematoder hos alle undersøgte Hohenbuehelia-arter 

i Ontario, Canada. Samtlige arter gav 

ophav til konidiedannende anamorfer med timeglasformede 

fangstceller, som var i stand til at 

fange nematoder. Jeg har selv konstateret dannelsen 

af fangstceller ved spiring af basidiesporer fra 

Klit-Barkhat på V-8 agar. 

Fruktificeringsperioden ligger mellem oktober 

og februar (Bon l.c., Courtecuisse l.c., Elborne 

1995). 

Hygrofan Trævlhat 

(Inocybe impexa (Lasch) Kuyper, 

syn.: Inocybe maritima (Fr.: Fr.) P. Karst.) 

Hat 16-45 mm, først konisk-konveks, snart affladet 

konveks med lav, bred pukkel eller bredt nedtrykt 

midte, rand først indrullet, snart nedbøjet, 

med hvide slørrester, midte indvokset trådet, men 

mod randen snart hvidt til sølvgråligt trådskællet, 

5B2, midte og rand brunlig 6D/E6 til 7E6. Lameller 

lyst gråbrune, 5C3-4, 5C5 til 5D5, med hvid æg, 

bredt tilhæftede til udrandede og tandformet nedløbende, 

tynde, tætte, bugede, op til 9 mm brede. 

Stok 10-32 × 3,5-8 mm, blegt gråbrun, 4-5B3 til 

7C3, fibret, cylindrisk, massiv. Kød hvidt i hatten, 

svagt brunligt i stokken. Lugt svagt syrlig, spermatisk 

ved gennemskæring. 

Sporer (9-)10-18,5(-19) × (4,5-)5,5-7,5(-9) µm, 

ægformede, mandelformede eller projektilformede, 

glatte, gulbrune, væg noget fortykket (< 1 µm). 

Basidier 29-36 × 8,5-9,5 µm, 4-sporede. Cheilocystider 

38-79(-91) × 10-26 µm, næsten runde, kølle-

formede eller flaskeformede, uden eller med få 

krystaller på toppen, tynd- til tykvæggede (-2,7 

µm), glatte, farveløse til gulbrune. Pleurocystider 

magen til cheilocystider. Hyfer med øskner. 

Habitat: Mykorrhizadanner med Krybende Pil 

(Salix repens). I lavninger og på tørre skråninger i 

åben vegetation, under Krybende Pil, i Sandskægssamfund 

(Corynephorion). 

Periode: Maj-juni og oktober-november. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: P5, 13.10.1982 (SAE-0601); 

25.10.1983 (SAE-1083); 1.6.1984 (SAE-1235); PK, uden 

for P5, under Salix repens, 5.11.1982 (SAE-0666); 

13.6.1983 (SAE-0810); PK, nær P7, Salix repenslavning, 

13.6.1983 (SAE-0802); ØH, klitlavning med 

Salix repens, 15.6.1985 (SAE-1366); Råbjerg Mile, i 

klitlavning under Salix repens, 20.5.1985 (SAE-1369). 

Diskussion: Hygrofan Trævlhat har været tolket 

på mange forskellige måder, mest under navnet I. 

maritima. Heim (1931) fortolkede den (som I. maritima), 

som en art med vortede sporer, nu kaldet 

I. heimiana Bon (1984a), mens Høiland (1977) 

konkluderede, at denne fortolkning af arten er 

identisk med I. dunensis. De fleste nutidige forskere 

er dog enige om, at I. maritima i Fries' forstand 

er en glatsporet art, som er nært beslægtet med Laset 

Trævlhat (I. lacera) (Moser 1983; Høiland 

1977b). I nyere omtale af arten reducerer nogle 

forfattere den til en varietet af Laset Trævlhat 

(Bon 1984a). Arten er også tidligere beskrevet 

som I. lacera var. arenaria Rudnicka-Jezierska 

(1967) fra polske indlandsklitter. Kuyper (1986a) 

fandt ud af at det ældre navn I. impexa var det korrekte 

for arten. Den væsentligste skillekarakter 

mellem I. impexa og I. lacera er førstnævntes hygrofane 

hat, som er mørkt gråbrun i fugtig tilstand 

og skifter til lysegrå eller næsten hvid ved udtørring, 

hvor den sidste har en ikke hygrofan, mørkebrun 

hat (Høiland 1977b). I mit materiale synes 

der at være en tendens til mere tykvæggede cystider 

med tydelige krystaller på toppen hos I. lacera, 

mens cystiderne er ret tyndvæggede og næsten 

uden krystaller hos I. impexa. Dette forhold bekræftes 

dog ikke af alle angivelser i litteraturen, 

f.eks. har I. lacera tyndvæggede cystider med sjælden 

forekomst af krystaller ifølge Enderle & 

Stangl (1981), mens I. impexa ifølge Høiland (l.c.) 

har cystider med krystaller på spidsen og en væg 

op til 3 µm. Arterne I. halophila og Kliddet Trævlhat 

(I. pruinosa), har begge næsten samme mikroskopiske 

karakterer som nærværende art, men de 

afviger makroskopisk blandt andet ved tilstedevæ- 

SVAMPE 33, 1996 

relsen af pruina på stokken (Heim 1931). 

På grund af den taksonomiske forvirring omkring 

Hygrofan Trævlhat kan kun et fåtal af opgivelserne 

vedrørende artens økologi anses for pålidelige. 

Arten angives mest fra bart sand i hvid klit 

med Krybende Pil i nærheden, men også fra de 

fugtige lavninger imellem klitterne i Krybende 

Pil-bevoksninger (Høiland 1975; 1977b; Lisiewska 

1984, Salici-Ericetum). Den nævnes også fra ren 

hvid klit (Elymo-Ammophiletum) uden omtale af 

mulige mykorrhizaværter (Stangl 1983; Lisiewska 

1984). Moser (1983) omtaler arten fra sandede 

kyster i nærheden af Fyr (Pinus) og Gran (Picea); 

og Bon (1984a) nævner den fra krat af Havtorn (- 

Hippophaë) og Fyr i dæmpede klitter. I polske 

indlandsklitter er arten registreret sammen med 

Pommersk Pil (Salix daphnoides) (Rudnicka-Jezierska 

1967, 1969). 

Forekomsttidspunktet er fra april til november 

(Bon l.c.; Høiland l.c.). 

Sand-Trævlhat (Inocybe serotina Peck) 

(Syn.: Inocybe psammophila Bon) 

Hat 17-62 mm, lavt klokkeformet til konveks med 

bred pukkel, rand længe indbøjet, siden lige til 

nedbøjet, med fine, hvide slørrester, midte glat, 

mod randen radiært fibret, pukkel og midte hvidlig, 

mod randen okkergul til strågul, 4B5, rand af 

og til med grønligt skær og gennemskinneligt stribet. 

Lameller hvide som unge, siden lyst gråbrune 

til lysbrune med hvid æg, 4C4 til 4C5, smalt tilhæftede 

til udrandede, bredt bugede, tætte, tynde. 

Stok 15-70 × 6-14 mm, hvid til svagt brunlig, især 

ved berøring og ved tørring, noget silkeglinsende, 

top hvidpudret, basis noget knoldformet til kølleformet, 

cylindrisk, massiv. Kød hvidt, fast. Lugt 

syrlig til spermatisk, kraftig. 

Sporer (11,5-)12,0-15,5(-17,5) × 6,5-8,5(-9) µm, 

ellipsoidiske, mandelformede til næsten cylindriske, 

glatte, gulbrune, relativt tykvæggede (< 1 µm). 

Basidier 4-sporede. Cheilocystider 39-80 × 17,5-32 

µm, bredt ellipsoidiske, omvendt ægformede eller 

bredt kølleformede med eller uden enkelte krystaller 

på toppen, farveløse til gullige, tyndvæggede 

til svagt fortykkede (1,4-4 µm). Pleurocystider magen 

til cheilocystider. Hyfer med øskner. 

Habitat: Mykorrhizadanner med Krybende 

Pil. Med stokken dybt nedsænket i bart sand, i 

lavninger bag hvid klit med spredte buske af Krybende 

Pil, eller til tider tilsyneladende uden for- 

39

indelse med en mykorrhizapartner. 

Periode: Juli til november. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: PK, lavning i hvid klit, på bart 

sand, Salix repens nær ved, 20.9.1982, SAE; P11, 

1.10.1982 (SAE-0542); bart sand i hvid klit, 16.9. 1982 

(SAE-0625); i sand under Salix repens, læsiden af hvid 

klit, 28.8.1983 (SAE-0839); Salix repens-lavning, 

25.10.1983 (SAE-1081); bart sand i lavning i hvid klit 

med Salix repens nær ved, 24.7.1984, (SAE-1247 & 

1248). 

Diskussion: Både Mosers (1983) og Enderle og 

Stangls (1981) nøgle anbringer fejlagtigt Sand- 

Trævlhat i gruppen uden cystider på stokken. Tilstedeværelsen 

af disse bekræftes dog både af mine 

og f.eks. Bons (1984a) undersøgelser. Bon (1984a) 

påviste ved en undersøgelse af den nordamerikanske 

typekollektion flere afvigende punkter i 

forhold til det europæiske materiale. Blandt andet 

fandt han, at frugtlegemerne var spinklere end i 

Europa og stokken var pudret i hele længden, en 

meget vigtig karakter i Trævlhatte-systematik. 

Mikroskopisk skulle den „rigtige“ I. serotina afvige 

fra I. psammophila, som Bon døbte den europæiske 

svamp, ved noget længere sporer, 14-17(- 

19) × 7,5-8,5(-9) µm (Bon l.c.). Andre forfattere 

(fx Kuyper 1986a) og jeg selv mener dog at forskellene 

er for små til en artsadskillelse og at navnet 

I. serotina skal bruges også til europæisk materiale. 

I. devoniensis Wallace ap. P.D. Orton, der 

lige som nærværende art forekommer i klitter og 

ligeledes hører til gruppen med cystider i stoktoppen, 

afviger hovedsageligt ved at besidde flaskeformede 

cheilocystider, smallere sporer, (10-)12- 

15(-20) × 6-7,5(-9) µm, og en mørkere hat (Bon 

1984a). Makroskopisk minder I. arenicola (Heim) 

Bon og I. dunensis P.D. Orton en del om den her 

beskrevne art, men mikroskopisk kendes de let på 

henholdsvis glatte, tyndvæggede cystider og vortede 

sporer (Bon 1984a). Inocybe fulvida Bres. 

var. subserotina Bon er meget nærtstående til I. serotina, 

faktisk afviger den kun ved oftest at besidde 

de hos Inocybe almindelige, flaskeformede cystider 

og en tendens til en pseudoparenkymatisk 

hypoderma (Bon 1984a). Efter min mening er det 

overvejende sandsynligt, at Bons varietet er identisk 

med I. serotina. 

Sand-Trævlhat er udelukkende knyttet til klitter. 

Hyppigt angives den at forekomme i bart sand 

i hvid klit, (Ammophiletum) uden angivelse af en 

mykorrhizavært i nærheden (Bon 1970, 1971, 

1984a; Courtecuisse 1981; Heinemann & Dari- 

40 

mont 1956; Lisiewska 1966, 1984; Arnolds 1983) 

og i tættere vegetation tilhørende Koelerion albescentis 

(Bon 1984a) eller Evighedsblomst-Blåmunke-samfundet 

(Helichryso-Jasionetum litoralis)(Lisiewska 

1966). Ofte er tilstedeværelsen af 

Krybende Pil eller Gråris (S. arenaria) dog nævnt 

i forbindelse med arten, idet den enten gror på 

nøgent sand mellem buskene eller i lavninger 

mellem lave Krybende Pil-klitter (Bruylants 1969; 

Courtecuisse 1983; Høiland 1975; Heinemann & 

Darimont 1956; Watling 1981; Heim 1931; Hassell 

1953). Rudnicka-Jezierska (1969) nævner arten 

fra indlandsklitter med Pommersk Pil. Jeg er 

overbevist om, at arten altid danner mykorrhiza 

med Pile-arter fra S. repens-gruppen, selvom der 

tit er flere meter til nærmeste busk, kan der sagtens 

være forbindelse mellem svamp og rødder. 

Artens tilknytning til sparsom vegetation i hvid 

klit fremgår tydeligt af en frekvensanalyse fra undersøgelsesområdet, 

desuden bemærker man 

manglen på mykorrhizaværter i umiddelbar nærhed 

af frugtlegemerne. Frugtlegemer findes i perioden 

fra august til november (Heim 1931; Bon 

l.c., Hassell l.c.). 

Sand-Hjælme (Ammophila arenaria) fandtes i 

15 % af 41 undersøgte 25 × 25 cm-kvadrater omkring 

frugtlegemer af Sand-Trævlhat. Følgende 

arter fandtes i under 10 % af felterne: Marehalm 

(Leymus arenarius), Skov-Hullæbe (Epipactis 

helleborine), Sand-Star (Carex arenaria), Gråris 

(Salix arenaria), Rød Svingel (Festuca rubra), Gul 

Snerre (Galium verum) og Alm. Kællingetand 

(Lotus corniculatus). 

Klit-Trævlhat 

(Inocybe vulpinella Bruylants) 

Hat 14-30 mm, halvkugleformet til konveks, ofte 

med lav pukkel, rand indrullet med hvide tottetfiltede 

slørrester, radiært gulbrunt trådet, nøddebrun, 

6D6 til 6E6. Lameller først lyst grålige til 

lerbrune, 6C5, siden kanelbrune til tobaksbrune, 

6D5, med hvid æg, frie, bugede, tynde, tætte. Stok 

21-45 × 4-8 mm, først flødefarvet, 4A3, til lyst gulligbrun, 

senere rødbrun, 6D6, basis blivende hvid 

og noget knoldformet, fint hvidpudret i hele længden, 

længdefibret, ingen slørrester set, cylindrisk, 

massiv. Kød gråligt. Lugt svag eller manglende. 

Sporer (10-)11-16,5(-18) × (6,5-)7-9(-10) µm, ellipsoidiske, 

aflangt ellipsoidiske til næsten cylindriske, 

glatte, tykvæggede (0,7-1,1 µm), med én

Hygrofan Trævlhat (Inocybe impexa) 

i Sandskægssamfund i grå 

klit nær Krybende Pil, 13.6.1983, 

Pælebakke Klit, Gl. Skagen (SAE 

-0801). Foto Steen A. Elborne. 

Inocybe impexa in Corynephorus 

vegetation in grey dunes with 

Salix repens nearby. 

Sand-Trævlhat (Inocybe serotina) 

i lavning bag hvid klit med 

Krybende Pil. 28.8.1983 Pælebakke 

Klit, Gl. Skagen (SAE- 

0839). Foto Steen A. Elborne. 

Inocybe serotina in depression 

behind yellow dune with Salix repens. 

Klit-Trævlhat (Inocybe vulpinella) 

i lavning i grå klit med Krybende 

Pil, 28.8.1983, øst for Himmerige, 

Ålbæk (SAE-0841). Foto Steen 

A. Elborne. 

Inocybe vulpinella in depression 

in grey dune with Salix repens. 

SVAMPE 33, 1996 

41

oliedråbe, gulbrune. Basidier 34-41 × 10-14,5 µm, 

4-sporede, sjældnere 2-sporede. Cheilocystider 

42-84 × 13-24 µm, kølleformede til flaskeformede, 

tykvæggede (1,5-5 µm), med krystaller på spidsen, 

farveløse til gulbrune. Pleurocystider og caulocystider 

magen til cheilocystider. Hyfer med øskner. 

Habitat: Mykorrhizadanner med Krybende 

Pil. Lavninger med ret spredt vegetation i grå klit, 

Krybende Pil-samfund (Salicion repentis). 

Periode: Maj til oktober. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: ØH, klitlavning med Salix 

repens, 6.10.1982 (SAE-0563); bart sand i grå klit med 

Salix repens, 28.8.1983 (SAE-0841); lavning i bart sand 

med Salix repens, 11.10.1983 (SAE-0909); Salix repenslavning, 

24.10.1983 (SAE-1074 & 1077); Salicetum, 

18.6.1984 (SAE-1222); Salicetum, 31.5. 1984 (SAE- 

1225); Salicetum under Salix repens, 23.7. 1984 (SAE- 

1250). 

Diskussion: De to meget nærtstående arter I. vulpinella 

og I. halophila Heim har næsten enslydende 

beskrivelser hos henholdsvis Bruylants (1969) 

og Heim (1931). Ifølge førstnævnte forfatter afviger 

I. halophila fra nærværende art ved at have 

mikroskopiske karakterer, specielt sporer, som 

hos Laset Trævlhat (I. lacera), d.v.s. lange og relativt 

smalle, et flygtigt, uldent slør, grønligt kød i 

hatten, og en let spermatisk lugt. Heim (l.c.) angiver 

sporemålene for I. halophila til 9,5-20 × 5-8 

µm, men for det meste 12-19 × 5,5-6,5-7 µm. Bruylants 

(l.c.) målte sporerne hos I. vulpinella til 12- 

14,25 × 6-8 µm, og angav kødet i hatten til at være 

hvidt med gule toner, samt at mangle lugt og 

smag. Huijsman (1978) var af den opfattelse, at I. 

halophila sensu Heim er sammensat af flere taxa. 

Han mente, at Heim måtte have blandet en ham 

ukendt art af I. lacera-komplekset sammen med 

indsamlingerne af I. halophila og derud fra lavet 

sin beskrivelse. Huijsman (l.c.) lavede en emenderet 

beskrivelse af I. halophila for at udelukke 

ovennævnte fremmedelementer. Ifølge ham var I. 

vulpinella identisk med den og at betragte som et 

synonym. Nogle forfattere har fuldstændig fejlfortolket 

I. halophila, f.eks. Pearson (1943) som regnede 

den for meget nærtstående til I. lacera, hvilken 

art hans beskrivelse også dækker ganske 

godt. Andersson (1950) omtaler I. lacera var. halophila, 

der i hans fortolkning ligeledes synes 

identisk med I. lacera. Begge sidstnævnte forfattere 

må have overset den meget vigtige karakter i 

Heims (l.c.) beskrivelse, som går på stokkens pruinøsitet. 

Denne karakter er meget vigtig i Inocy- 

42 

be-systematik og gør bl.a. at I. halophila skal anbringes 

i en gruppe med pruina i hele stoklængden, 

mens I. lacera hører til en helt anden gruppe 

uden pruinøs stok. Moser (1983) anbringer også 

fejlagtigt I. halophila i gruppen uden pruinøs stok, 

selvom han gør opmærksom på at, den er rosa 

pudret. Flere moderne forfattere anerkender stadig 

to arter I. halophila og I. vulpinella, og jeg er 

enig med dem (Moser 1983; Enderle & Stangl 

1981; Bon 1984a). I. fulvida Bres. var. subserotina 

Bon (1984a) viser flere ligheder både hvad angår 

udseende og økologi med nærværende art, men 

afviger dog ved en noget kraftigere statur og en 

okkergul, næsten glat, silkeagtigt trådet til rødligt 

stribet stok. 

Klit-Trævlhat er udelukkende kendt fra klitter, 

oprindelig beskrevet fra mosrig og urterig vegetation 

på skalsand under Gråris og Krybende Pil 

(Bruylants l.c.). Arten omtales også fra hvid klit 

(Ammophiletum) og fra dæmpet klit i Kambunkesamfundet 

(Koelerion albescentis), uden at en 

eventuel mykorrhizavært nævnes (Bon 1984a). Varieteten 

fuscolamellata Bon gror foruden i klitlavninger 

med Salix dunensis også i grusgrave og i 

sand langs veje med Pil og Birk (Betula)(Courtecuisse 

1984c; Bon 1984a). 

Forekomst fra maj til december (Bon l.c.; 

Bruylants l.c.). 

Klit-Ametysthat 

(Laccaria maritima (Teodorowicz) Sing.) 

Hat 12-50 mm, halvkugleformet, plan-konveks til 

konveks med bred, afrundet pukkel, midte ofte 

noget nedtrykt, rand indbøjet, bølget til lige, randstribet 

de yderste 2 mm eller ustribet, mat, fedtet, 

orangebrun 7C/D8. Lameller lyserøde, 6A3-4, 

bredt tilhæftede til udrandede, nogle med tværårer, 

bugede, 4-8 mm brede, tykke, ret fjerne til 

fjerne. Stok 20-50 × 4,5-9 mm, mørk orange eller af 

hattens farve, basis vandet lyserød, 2/3 nedsænket 

i sandet, indvokset længdefibret, mat, cylindrisk 

til noget kølleformet udvidet mod basis, hul. Kød 

af hattens farve undtagen i stokbasis, som er vandet 

hvid til lyserød, tykt. Smag mild. Lugt ubetydelig 

til let stikkende. Farvefoto findes hos Elborne 

1989. 

Sporer 13,5-19 × 7,0-11,5 µm, ellipsoidiske til 

afrundet firkantede, fint punkteret-vortede, tykvæggede, 

farveløse. Basidier 2- og 4-sporede, med 

øskner. Cystider mangler.

Habitat: Nedbryder på døde plantedele, især 

fra Hjælme. På bart sand i hvid klit og i vindbrud i 

grå klit med spredt Hjælme-vegetation. 

Periode: September til november. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: PK, vindbrud i hvid indlandsklit, 

30.9.1982 (SAE-0526); vindbrud i grå klit, 5.9.1982 

(SAE-0745); vindbrud i grå klit med Ammophila, 

12.10.1983 (SAE-0932); Råbjerg Mile, lave hvide klitter 

med Ammophila, 15.10.1985 (SAE-1527) – Ø-JYLL.: 

Anholt, 12.10.1991, U. Nørskov (SAE-1865); 

15.10.1991, M. Holm, (SAE-1890) – BORNH.: Dueodde, 

bart sand i Ammophiletum, 29.9. 1985, P. Corfixen 

(SAE-1434). 

Diskussion: Klit-Ametysthat kendes let på sporernes 

facon og størrelse. En nærtsstående art fra 

Nordamerika, L. trullisata (Ellis) Peck, har glatte 

og noget større sporer, 13,5-21,5 × 6-9 µm (Høiland 

1976a). Klit-Ametysthat har en nordlig udbredelse, 

idet den forekommer i Grønland, Polen, 

Holland og de nordiske lande (Høiland l.c., Courtecuisse 

1984). 

Lige som de andre ametysthatte regnes den for 

en fakultativ mykorrhizadanner, især med arter af 

Pil (Høiland l.c.). Fælles for de fleste angivelser er 

forekomsten i næsten bart sand, udelukkende i 

klitter, både inde i landet og ved kysten. En del 

fund er fra ren hvid klit, f.eks. Bon & Gehu (1973) 

fra Ammophilion; Høiland (1977a) fra dæmpede 

Ammophila-klitter; Fåhræus (1978) på nøgent 

sand inden for kystklitterne; Lisiewska (1984) fra 

Elymo-Ammophiletum. Nærheden af mykorrhizaværter 

nævnes f.eks. af Courtecuisse (1983), 

som fandt arten på nøgent sand ved basis af Pil, og 

Høiland (1975) på nøgent, løst sand i forsænkninger 

mellem Salix repens-klitter. Eriksson 

(1964) nævner arten fra flyvesandsmarker nær 

fyrrerødder og Rudnicka-Jezierska (1969) har 

den fra indlandsklitter med Pommersk Pil. 

Som det fremgår af fundene kan den også leve 

uden mykorrhizaværter. I disse tilfælde må den 

leve saprobiontisk ved nedbrydning af klitgræsser, 

især Hjælme. 

En frekvensanalyse foretaget i undersøgelsesområdet, 

understøtter yderligere teorien om, at 

arten kan leve som nedbryder af dødt græs. Det 

fremgår, at arten enten gror på helt bart sand eller 

nær Sand-Star (Carex arenaria) og Sand-Hjælme. 

Sand-Star fandtes i 35 % og Hjælme i 25 % af 20 

undersøgte 25 × 25 cm-kvadrater omkring frugtlegemer 

af Klit-Ametysthat. 

Frugtlegemer fremkommer i perioden fra juni 

SVAMPE 33, 1996 

til november (Bujakiewicz & Lisiewska 1984; 

Rudnicka-Jezierska; Fåhræus; Courtecuisse l.c.). 

Klit-Huesvamp 

(Mycena chlorantha (Fr.: Fr.) P.Kumm.) 

Hat 5-14 mm, konisk, klokkeformet til konveks, 

rand lige, gennemskinneligt stribet 2/3 til midten, 

svagt fedtet, mat, mørk olivengrøn, olivenbrun til 

gulliggrøn, udtørrende lyst gulliggrøn. Lameller 

hvide, smalt tilhæftede, ret tætte, bugede, relativt 

tykke. Stok 14-45 × 0,7-1,2 mm, lyst olivengrøn til 

lyst brunlig, tværbølget, glat, skinnende, ofte 

skæv, basis hvidfiltet. Lugt svag af iodoform ved 

opbevaring i lukket beholder. Farvefoto findes 

hos Elborne 1989. 

Sporer (7,5-)8-10(-12,5) × 4,5-7(-8,5) µm, ægformede, 

dråbeformede til ellipsoidiske, glatte, 

tyndvæggede, farveløse til gullige, amyloide. Basidier 

24-32 × 8,5-9,5 µm, 4-sporede. Cheilocystider 

25-48 × 11-21 µm, pæreformede til kølleformede, 

øverste trediedel dækket af cylindriske til svagt 

forgrenede vorter, 2-5(-6,5) × 0,5-2(-2,5) µm, tyndvæggede, 

farveløse. Lameltrama af farveløse, 

tyndvæggede, glatte, cylindriske til opsvulmede 

hyfer, med øskner, 2-18,5 µm brede, vinrøde i Melzer. 

Habitat: Nedbryder på græsblade. Ofte i knipper, 

ved basis af tuer af Hjælme, sjældnere Marehalm 

og Klit-Kambunke (Koeleria glauca), i bart 

sand i hvid klit og grå klit. 

Periode: September til november, sjældnere til 

januar. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: ØH, bladskeder af hjælme, 

marehalm og klit-kambunke i grå klit, 29.9.1982 (SAE- 

0507); ØH, grå klit på Ammophila, 6.10.1982 (SAE- 

0558, NEOTYPE); P1, ved Ammophila, 5.10. 1982 

(SAE-0550); mellem Ammophila 11.10.1983 (SAE- 

0889); Uggerby Plantage, åbent græsland i nåleskov, 

nær havet, E. Dybkjær, 18.10.1985 (SAE-1587); Grønne 

Strand, R. Ejrnæs, 18.10.1993 (SAE-1976) – NV-JYLL.: 

Bulbjerg, 21.10.1983 (SAE-2024) – Ø-JYLL.: Anholt, 

Flakket, 15.10.1991 (SAE-1889); Samsø, Issehoved, 

8.10.1988 (SAE-1766) – V-JYLL.: Fanø Bad, 29.10.1986 

(JV86-942) – S-JYLL.: Rømø, Lakolk Strand, grå klit 

med tæt Ammophila-vegetation, 18.10.1983 (SAE- 

1032) – FYN: Tryggelev Nor, grå klit, på græs, især 

Ammophila, 17.10.1984 (SAE-1299); Stengade Skov, 

klit, 17.10.1984 (SAE-1300); Ristinge Strand, på 

Ammophila i hvid klit, 19.10. 1984 (SAE-1315) – NV- 

SJÆLL.: Ellinge Strand, 22.10. 1987 (SAE-1682); 

Sonnerup Strand, 22.10.1987 (SAE-1685) – NØ-SJÆLL.: 

Tisvilde Hegn, grønsværklit på Ammophila- og 

Leymus-rester, 30.10.1983 (SAE-1175); hvid klit, E. 

Rald, 29.10.1983 (SAE-1192); 4.11.1984, B. Rønne; på 

43

Ammophila i hvid klit, 3.11.1985 (SAE-1616); 

11.1.1986, S. Rosendahl; 5.11.1987 (SAE-1701) – S- 

SJÆLL.: Præstø Fed, på Ammophila i hvid klit og 

grønsværklit, 20.11.1983 (SAE-1203); 

Diskussion: Klit-Huesvamp tilhører sektion Filipedes 

(Maas Geesteranus 1984). I samme sektion 

findes et par andre arter med gule til grønlige farver 

på hatten. Oliven-Huesvamp (M. arcangeliana 

Bres.) har oftest en mørk violetgrå til sepiabrun 

stok og gror på døde kviste og stammer af 

løvtræ (Maas Geesteranus 1984). Adskillige angivelser 

af Klit-Huesvamp fra skov baserer sig givetvis 

på sidstnævnte art (Pearson 1955; Kühner 

1938, under Alnus viridis). Grågul Huesvamp (M. 

flavescens Velen.) adskiller sig ved mere gule, 

brunlige eller grålige farver på hatten, anderledes 

lugt og cystider med bredere basis (Maas Geesteranus 

1984). Mycena elegans (Pers.: Fr.) P. Kumm. 

sensu A.H. Smith opføres af Kühner (1938) som 

synonym til M. chlorantha, men Maas Geesteranus 

(1984) påviser en del forskelle, f.eks. flere 

hele lameller, manglende iodoformlugt, mindre 

sporer og anden habitat (nåletræ). På dette grundlag 

laver han en ny art, M. chloranthoides, som 

indtil videre kun er kendt fra i U.S.A. 

Klit-Huesvamps voksested angives til næringsfattig, 

sandet jord i kystklitter i sparsom og lav vegetation 

af græsser f.eks. Sand-Hjælme og Marehalm, 

Star (Carex) og mos (Maas Geesteranus 

1984); Elymo-Ammophiletum (Lisiewska 1966); 

hvid klit med Sand-Hjælme (Arnolds 1983); Ammophiletum 

(Courtecuisse & Guinberteau 1985). 

Arten findes dog også ofte i grå klit f.eks. blandt 

græs på sand i Evighedsblomst-Blåmunke-samfund 

(Helichryso-Jasionetum) (Bujakiewicz & Lisiewska 

1984); Helichrysetum (Courtecuisse & 

Guinberteau l.c.); grå klit med Snotand (Tortula) 

(Courtecuisse 1981); grønsvær på leret-sandede 

kystklinter (Bon 1972); tæt græsland på tørre klitter 

(Arnolds l.c.). Den er også fundet blandt buske 

i Gråris-samfund (Salicion arenariae)(Courtecuisse 

& Guinberteau l.c.). Frugtlegemerne gror 

oftest direkte på basis eller på rødderne af græsser, 

f.eks. Sand-Hjælme og Sandskæg eller Helichrysum 

stoechas (Courtecuisse & Guinberteau 

l.c.). Hassell (1953) angiver substratet som bladmuld. 

Arten forekommer i de sene efterårsmåneder 

og om vinteren, oktober til januar (Courtecuisse 

& Guinberteau; Hassell; Maas Geesteranus l.c.). 

44 

Lilla Navlehat 

(Omphalina lilacinicolor Bon) 

Hat 2-14 mm, flad til svagt konveks med noget 

nedtrykt midte, rand hel, svejfet, fint bølget, ustribet, 

efter frost stribet til midten, mat, tør, lyst chokoladebrun 

med kødrødt skær, udtørrende okkergult 

til lerbrunt, efter frost gulbrun til okkergul. 

Lameller lyst lerbrune med lyserødt skær, gullige 

efter frost, nedløbende, fjerne, tykke, af og til gaffeldelte. 

Stok 3-15 × 0,5-3 mm, af hattens farve, efter 

frost gulliggrå med olivengrønt skær, cylindrisk, 

massiv, mat, noget skinnende som tør. Kød 

hvidt. Hat og stok under stor forstørrelse (80 ×) 

fint dunede til glatte. 

Sporer (5,5-)6-9(-9,5) × (4,5-)5-7(-8,5) µm, næsten 

kuglerunde, bredt ellipsoidiske til bredt dråbeformede, 

tyndvæggede, glatte, med 1-2 eller 

mange oliedråber, farveløse. Basidier 27-48 × 6,5- 

9,5 µm, 2- eller 4-sporede. Cheilocystider ofte 

manglende eller meget fåtallige, cylindriske og 

bugtede, smalt kølleformede med lave vorter til 

flaskeformede, tyndvæggede, glatte, farveløse. Lameltrama 

af cylindriske til opsvulmede, tyndvæggede, 

glatte til fint inkrusterede, farveløse hyfer, 

med øskner. 

Habitat: Nedbryder, associeret med mosser. I 

mos, oftest Klit-Snotand (Tortula ruraliformis), i 

grå klit, Klit-Kambunke-samfund (Koelerion). 

Periode: Oktober til marts. 

MATERIALE: ØH, 15.1.1983 (SAE-0760); PK, Koeleriasamfund, 

i mos, 13.10.1982 (SAE-0602); PK, Koelerion, 

i mos nær P9, 5.1.1984 (SAE-1211); P9, på Tortula 

ruraliformis, 5.11.1982 (SAE-0667); på Tortula, 13.11. 

1982 (SAE-0699); på Tortula ruraliformis, 15.3.1983 

(SAE-0765); på Tortula ruraliformis, 12.10.1983 (SAE- 

0935); i Tortula, 10.11.1983 (SAE-1154); P13, 

14.10.1982 (SAE-0604); 6.11.1982, (SAE-0674); på 

Tortula ruraliformis, 15.3.1983 (SAE-0766); 5.1.1984 

(SAE-1213). 

Diskussion: Makroskopisk kunne Lilla Navlehat 

godt ligne en lille, ustribet udgave af Rødbrun 

Navlehat (O. pyxidata), men mikroskopisk falder 

de næsten kuglerunde sporer straks i øjnene. Hos 

Rødbrun Navlehat er sporerne mere ellipsoidiske 

til mandelformede. De nærmest beslægtede arter 

er O. galericolor (Romagn.) Bon og O. brownii 

(Berk. & Broome) P.D. Orton. Førstnævnte blev 

oprindelig beskrevet (Romagnesi 1952a) fra samme 

type habitat som O. lilacinicolor, og Bon 

(1980a) hævder dog også, at han finder de to arter 

voksende ud og ind mellem hinanden. Den pri-

Klit-Barkhat (Hohenbuehelia culmicola) 

på Hjælme i lavning bag hvid 

klit, 17.9.1983, Pælebakke Klit, Gl. 

Skagen (SAE-0843). Foto Steen A. 

Elborne. 

Hohenbuehelia culmicola on 

Ammophila in depression behind 

yellow dunes. 

Lilla Navlehat (Omphalina lilacinicolor) 

fra mosklit med Klit-Kambunke 

i tuer af Tortula ruraliformis. 

13.10.1982 Pælebakke Klit, Gl. Skagen 

(SAE-0602). Foto Steen A. Elborne. 

Omphaline lilacinicolor from 

mossy grey dune with Koeleria 

glauca in cushions of the moss 

Tortula ruraliformis. 

Klit-Mørkhat (Psathyrella ammophila) 

i hvid klit på Hjælme-tuer, 

24.10.1992, Skallingen (JV92-876). 

Foto Jan Vesterholt. 

Psathyrella ammophila in yellow 

dune on tufts of Ammophila. 

SVAMPE 33, 1996 

45

mære forskel på de to arter er, som artsnavnene 

antyder, farven på frugtlegemerne, idet O. galericolor 

er okkergul og med gennemskinnelig hat ligesom 

en Hjelmhat (Galerina), mens O. lilacinicolor 

er brunrosa eller lilla med ustribet hat. Mikroskopisk 

er de to arter ens. Mine undersøgelser 

peger stærkt i retning af en synonymisering af de 

to arter, idet frugtlegemerne i mine felter gik fra 

at være kødrød-brune i frisk og ung tilstand med 

ustribet hat, til at være okkergule med stribet hat 

hos gamle frugtlegemer, især efter frostperioder. 

Høiland (1977a) nævner også både rødbrun og lysokker 

hatfarve hos O. galericolor. Kuyper 

(1986b) mener ikke, at O. lilacinicolor kan opfattes 

som en selvstændig art, men snarere er et infraspecifikt 

taxon af O. galericolor. Jeg er tilbøjelig 

til at give ham ret, men foretrækker dog indtil 

videre at bruge artsnavnet O. lilacinicolor, idet 

beskrivelserne af denne er bedst dækkende for 

mine fund (Bon 1980a). 

Arten kendes indtil videre kun fra kystklitter, 

hvor den er hyppigst i grå klit, i de åbne græssamfund 

tilhørende Koelerion eller mere præcist Snotand-Rottehale-samfund 

(Tortulo-Phleetum), ofte 

voksende blandt Klit-Snotand (Bon 1979a, 1979b, 

1980a, 1985a; Courtecuisse 1981, 1983). Den kendes 

dog også fra hvid klit, Hjælme-samfundet, 

Ammophiletum (Bon 1985a). 

Alle citerede fund i litteraturen er fra november 

og december måned (Bon 1980a). 

Klit-Mørkhat (Psathyrella ammophila 

(Dur. & Lév.) P.D.Orton) 

Hat 15-41 mm, halvkugleformet, konisk til konveks 

med bred pukkel, rand bølget, unge eksemplarer 

med fine hvide slørrester, glat til fint radiært 

furet, hygrofan, midte kastaniebrun, randen 

mørkebrun, udtørrende okkerbrunt til lerbrunt 

fra randen. Lameller lyst brungrå til lergrå med 

hvid æg, sjældnere rød æg, bredt tilhæftede til noget 

udrandede og nedløbende med tand, ret fjerne, 

tynde. Stok 20-65 × 3,5-5 mm, hvid til gulligbrun, 

top længdefuret, uden tydelige slørrester, 

cylindrisk, hul, basis ofte langt nedsænket i sandet, 

men ikke rodslående. 

Sporer (9,5-)10-14(-14,5) × (5,5-)7-8,5 × (6,5-) 7- 

7,5 µm, ellipsoidiske til mandelformede, spirepore 

midtstillet til noget excentrisk, glatte, tyndvæggede, 

mørkt umbrabrune. Basidier 23-33 × 9-14 µm, 

4-sporede, sjældnere 2-sporede, med øskner. 

46 

Cheilocystider 23-64 × 10-24 µm, bredt kølleformede, 

ellipsoidiske, ægformede, pæreformede til 

næsten cylindriske, sjældnere med en kort hals, 

glatte til fint inkrusterede, farveløse til gulbrune, 

tyndvæggede, med øskner. Pleurocystider meget 

fåtallige, bredt kølleformede, tyndvæggede, glatte, 

farveløse. Hyfer med øskner. 

Habitat: Nedbryder på bladrester af græsser. I 

hvid klit, enkeltvis eller i småknipper, ved basis af 

græstuer, især under Sand-Hjælme. 

Periode: Maj til december. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: Skrøtbakke Klit, hvid klit i 

sand, 25.8.1982 (SAE-0472); PK, hvid klit, i bart sand 

med hjælme, 30.7.1982 (SAE-0736); hvid klit i sand, 

26.8.1982 (SAE-0473); hvid klit mellem Ammophila 

arenaria, 20.9.1982, SAE; Ammophiletum, 18.6.1984 

(SAE-1223); hvid klit mellem Ammophila, 1.6.1984 

(SAE-1237); læsiden af hvid klit med Ammophila, 

15.10.1985 (SAE-1521); P8, 17.5.1983 (SAE-0774); P10, 

13.6.1983 (SAE-0801B); Ålbæk, hvid klit blandt 

Marehalm og Hjælme, T. Borgen, 3.7.1982 (TB 82-3 

DK); Tversted Strand, bart sand, Ammophiletum, 

16.10.1985 (SAE-1541); Tornby Strand, hvid klit på 

Ammophila, 14.10.1985 (SAE-1511); Uggerby Strand, 

hvid klit i bart sand ved Ammophila, 18.10. 1985 (SAE- 

1573); Grønne Strand, 18.10.1993 (SAE-1979); 

Hjardemål Strand, 19.10.1993, T. Læssøe (SAE-1988); 

Svinkløv, 20.10.1993 (SAE-2000) – V-JYLL.: Fanø Bad, 

29.10.1986 (JV86-934) – S-JYLL.: Rømø, Lakolk Strand, 

hvid klit mellem Ammophila, 19.10.1983 (SAE-1036) – 

NØ-SJÆLL.: Tisvilde Strand, Ammophiletum, 4.8.1985 

(SAE-1379 & 1380); Brøndby Strand, bart sand i hvid 

klit med Ammophila, 5.10.1983 (SAE-1087); hvid klit 

med Ammophila og Leymus, 30.6.1984 (SAE-1238). 

Diskussion: Klit-Mørkhat tilhører sin egen monotypiske 

sektion i underslægten Psathyrella. Arten 

kendes især på voksestedet, hvide klitter i flyvesand, 

men også på den robuste statur med tykt 

hatkød og den ikke rodslående, men i sandet langt 

nedsænkede stok (Kits van Waveren 1985). De 

andre arter, som er klitbundne, P. flexispora Wallace 

& Orton, P. dunensis Kits van Wav. og P. dunarum 

Kits van Wav., tilhører alle sektion Pennatae 

i underslægten Psathyra (Kits van Waveren 

1985). De kan derfor nemt skilles fra P. ammophila 

ved deres korte sporer (under 10 µm lange) og 

kølleformede basidier (under 10 µm brede) (Kits 

van Waveren 1985). Mit materiale passer godt på 

Kits van Waverens beskrivelse (1985), dog skal 

nævnes forekomsten af 2-sporede basidier, som 

han ikke omtaler. Nogle enkelte af mine fund havde 

rød lamelæg og derfor også fint gulbrunt inkrusterede 

cheilocystider, hvilket i starten fik mig

til at tro, at det drejede sig om en anden art. Kits 

van Waveren (l.c.) nævner dog også forekomsten 

af sådanne afvigelser i sit materiale. 

Klit-Mørkhat er langt den almindeligste og 

mest udbredte klitsvamp i Danmark, samt i resten 

af Nordeuropa. Den angives fra flere forskellige 

klitsamfund, men hyppigst er den i hvid klit 

blandt Sand-Hjælme og Marehalm, i Elymeto- 

Ammophiletum (Bon 1970); Courtecuisse 1983; 

Høiland 1975; Stoll 1927; Wakefield 1919; Heinemann 

& Darimont 1956; Kreisel 1970; Fåhræus 

1978; m.m.fl.). Som eksempel på artens nære tilknytning 

til den hvide klits græsser, og især Sand- 

Hjælme, kan angives en frekvensanalyse fra undersøgelsesområdet. 

Sand-Hjælme fandtes i 86 % og Marehalm i 22 

% af 58 undersøgte 25 × 25 cm-kvadrater omkring 

frugtlegemer af Klit-Mørkhat. Gråris og Ager- 

Svinemælk (Sonchus arvensis) fandtes i under 10 

% af felterne. 

På forstranden og i de lave embryonale klitter 

med Strand-Kvik (Elytrigia junceiforme) og 

Strandarve (Honckenia peploides), samt spredte 

Hjælme-planter, er den en af de få svampearter, 

som kan trives (Kits van Waveren 1985; Bon 1970; 

Bon & Gehu 1973; Kreisel 1957a). I lignende samfund 

i andre lande, specielt længere sydpå, findes 

den også, f.eks. i Strandmælde-samfund (Atriplicion 

littoralis) (Bon & Gehu 1973; Courtecuisse 

1983), i Sølvmælde-samfund (Atriplicetum arenariae) 

og i Vortemælk-Hjælme-samfund (Euphorbio-Ammophiletum 

arenariae)(Sandras 1980); på 

delvist dæmpede klitter i Strand-Korsløv-samfund 

(Crucianelletum maritimae) (Folgado m.fl. 

1984), og i Agropyretum mediterraneum (Rivas- 

Martinez & Losa-Quintana 1969). Også i grå klit 

findes den omend sjældnere, f.eks. i Kambunkesamfund 

(Koelerion)(Bon 1970), og i Evighedsblomst-Blåmunke-samfund(Helichryso-Jasionetum) 

(Lisiewska 1984). På indlandsklitter er der 

også gjort fund af arten, således fandt Rudnicka- 

Jezierska (1969) den i hvid klit med Marehalm, og 

Winterhoff (1975, 1977, 1978) observerede den i 

de tørre, kalkrige klitter i Sydtyskland, i Klit- 

Kambunke-samfundet. 

Forekomsttidspunktet ligger imellem april og 

november, med mange angivelser fra sommermånederne 

juli og august (Fåhræus l.c.; Rudnicka- 

Jezierska 1969; Bujakiewicz & Lisiewska 1984; 

Hassell 1953; Rotheroe et al. 1987). 

SVAMPE 33, 1996 

Summary 

The sand dune fungi Hohenbuehelia culmicola, Inocybe 

impexa, I. serotina, I. vulpinella, Laccaria maritima, Lycoperdon 

lividum, Mycena chlorantha, Omphalina lilacinicolor, 

and Psathyrella ammophila are described based 

on Danish material. Their ecology, periodicity and 

taxonomy are compared with that reported by other 

authors. 

Hohenbuehelia culmicola is easily separated from other 

species of Hohenbuehelia by the habitat and prominent 

stipe. Carpophores found in Denmark are larger 

than previously published and also spores are sligthly 

larger. The latter probably due to the occurence of 2spored 

basidia. The species was described by Bon in 

1979, but the first collection known is from Denmark in 

1950. Spores germinated on V-8 agar produced glutinous 

cells for capturing nematodes just like all other 

species of Hohenbuehelia studied. 

Inocybe impexa has been variously enterpreted, 

mostly under the name Inocybe maritima. My interpretation 

is that of Kuyper (1986) of a species close to Inocybe 

lacera but with a hygrophanous pileus. 

Inocybe serotina has by some authors wrongly been 

placed in the group without cystidia on the stipe. In fact 

it has abundant cystidia in the whole length of the stipe. 

Bon (1984) studied the typematerial from North America 

and found it to differ from European material, which 

he subsequently described as a new species Inocybe 

psammophila. However, I find the differences to small 

to warrant a separation of the two species. 

The habitat is mostly naked sand in depressions behind 

yellow dunes, but the mycorrhizal partner Salix repens 

is always found closeby. 

Inocybe vulpinella is a well-defined species, closely 

related to Inocybe halophila. The latter has been widely 

misinterpreted as a species close to Inocybe lacera. 

However, the latter has a fibrillose stipe without pruina, 

while the two former have an entirely pruinose stipe. 

Laccaria maritima has a northern distribution, from 

The Netherlands and northward to Greenland and the 

Nordic countries. From the finds it appears to be a facultative 

mycorrhiza forming species with Salix species. 

Mycena chlorantha is confined to coastal sand dunes 

and coastal grassland. Reports from woods have proved 

to be misidentifications, e.g. of Mycena arcangeliana. It 

grows exclusively on grasses, especially on Ammophila. 

Omphalina lilacinicolor is closely related to Omphalina 

galericolor differing mainly in colour. Some authors 

synonomise the two species, but I hesitate to do likewise. 

The species is rare in Denmark, but may have been 

overlooked due to its late time of occurence. It is usually 

closely connected with the moss Tortula ruraliformis. 

Psathyrella ammophila is easily separated from other 

species of Psathyrella in yellow sand dunes since 

they belong to another section with shorter spores and 

clavate basidia. The presence of 2-spored basidia found 

in Danish material, was not mentioned by the specialist 

47

Kits van Waveren (1985). Psathyrella ammophila is the 

most common and widely distributed larger fungal species 

in Danish sand dunes and in Northern Europe. It 

occur most commonly in yellow dunes on Ammophila 

but may also be found on other grasses in fixed dunes as 

well as in inland dunes. 

Litteratur 

Andersson, O. 1950. Larger fungi on sandy grass 

heaths and sand dunes in Scandinavia. – Bot. Notiser, 

suppl. 2(2): 5-89. 

Arnolds, E.J.M. 1982. Ecology and coenology of macrofungi 

in grasslands and moist heathlands in 

Drenthe, the Netherlands. Part 2. Autecology. 

Part 3.– Taxonomy. – Bibliotheca Mycologica 90: 

1-501 + 8 pl. 

- 1983. 4.3 Macrofungi. i Wolff, W. J. (red.): Ecology 

of the Wadden Sea. 3(9-11): 61-73. – Rotterdam. 

Bon, M. 1970. Flore Héliophile des Macromycètes de 

la zone Maritime Picarde. – Bull. Soc. mycol. 

France 86: 79-213. 

- 1971. Écologie des Macromycètes du littoral Boulonnais. 

– Colloques Phytosoc. 1: 141-148. 

- 1972. Macromycètes du littoral Boulonnais. – 

Doc. mycol. 3: 9-46. 

- 1979a. Taxons nouveaux. – Doc. mycol. 37-38: 89- 

91. 

- 1979b. Miscellanées. Saison mycologique 1979 

dans le nord-ouest de la France. Espèces rares ou 

nouvelles pour la région. – Doc. mycol. 37-38: 88. 

- 1980a. Agaricales rares ou nouvelles de la zone 

maritime Picarde (5e supplément). – Bull. Soc. 

mycol. France 96(2): 155-174. 

- 1980b. Quelques Agaricales „greffées“ sur Ammophila 

arenaria (L.) Link. – Doc. mycol. 41: 47- 

54. 

- 1984a. Macromycètes de la zone maritime Picarde 

(8'ème suppl.). Les Inocybes sabulicoles. – 

Doc. mycol. 53: 9-40. 

- 1985. 2 ème Stage „Dunes et pelouses“ à St. Valéry-sur-Somme 

(28 oct. - 3 nov. 1984). – Bull. trim. 

Féd. mycol. Dauph.-Sav. 24(96): 26-28. 

- & J.-M. Gehu 1973. Unités superieures de la vegetation 

et recoltes mycologiques. – Doc. mycol. 

6: 1-40. 

Bruylants, J. 1969. Inocybe vulpinella nov. sp. – Bull. 

Soc. mycol. France 85: 341-344, tab. 85. 

Bujakiewicz, A. & M. Lisiewska (1983) 1984. Mikoflora 

zbioro wisk róslinnych slowinskiego parku 

narodowego. Badania fizjograficzne nad polska 

zachodnia 34, ser. B – Botanika s. 49-77. 

Courtecuisse, R. 1981. Les champignons des dunes. – 

Bull. Soc. Mycol. Nord. 30: 17-28. 

- 1983. Transect mycologique dunaire sur la côte 

d'Opale (France) ou étude préliminaire sur les 

48 

champignons des dunes, dans leurs relations avec 

les principales unités de végétation. Les groupements 

héliophiles et arbustifs de la xérosère. – 

Thèse, Université de Lille. 

- 1984b. Transect mycologique dunaire sur la côte 

d'Opale (France). I. Les groupements héliophiles 

et arbustifs de la xérosère. – Doc. mycol. 57-58: 1- 

115. 

- 1984c. Transect mycologique dunaire sur la côte 

d'Opale (France) ou étude préliminaire sur les 

champignons des dunes dans leurs relations avec 

les principales unités de végétation. Les groupements 

de l'hygrosère. Memoire présenté et soutenu 

le 10 septembre 1984 pour l'obtention du 

Diplôme d'Études Approfondies d'Écologie. 

Université de Paris XI. 

- & J. Guinberteau 1985. Mycena chlorantha fo. 

caespitosa Courtecuisse et Guinberteau fo. nov. – 

Doc. mycol. 61: 51-54. 

Elborne, S.A. 1989. Danske Klitsvampe. – Svampe 

19: 1-11. 

- 1995. 33. Hohenbuehelia. i C. Bas, T.W. Kuyper, 

M.E. Noordeloos & E.C. Vellinga (red.), Flora 

agaricina neerlandica vol. 3, s. 158-166. – Rotterdam 

Enderle, M. & J. Stangl 1981. 4. Beitrag zur Kenntnis 

der Ulmer Pilzflora. Risspilze (Inocyben). – Mitt. 

Ver. Nat. Math. Ulm 31: 79-170. 

Eriksson, M. 1964. Larger fungi on dunes in Finland. 

– Ann. Univ. Turku, Ser. A, 2 (32): 149-154. 

Folgado, R., M. Honrubia & M. Costa 1984. Notas 

sobre los hongos de la dehesa de la Albufera (Valencia, 

España) I. – Int. J. Myc. Lich. 1(13): 351- 

365. 

Fåhræus, G. 1979. Storsvampar på Fåröns sanddynar. 

– Svensk Bot. Tidskr. 72(4): 279-284. 

Hassell, F.C. 1953. The fungi of North Bull Island, 

Co. Dublin. – Irish Nat. J. 11(1): 3-7. 

Heim, R. 1931. Le genre Inocybe. Précéde d'une Introduction 

générale à l'Étude des Agarics 

Ochrosporés. – Encyclopédie Mycologique 1. P. 

Lechavalier & fils ed., Paris, 429 pp + 35 t. 

Heinemann, P. & F. Darimont 1956. Premières indications 

sur les relations entre les champignons et 

les groupements végétaux de Belgique. – Les Naturaliste 

Belges 37: 141-155. 

Huijsman, H.S.C. 1978. Notes on Inocybe. – Persoonia 

9: 479-484. 

Høiland, K. 1975. De obligate storsoppene på sanddyner 

i Norge, med særlig vekt på forekomstene 

på Lista, Vest-Agder. – Blyttia 33: 127-140. 

- 1976. A comparison of two sanddwelling Laccaria, 

L. maritima and L. trullisata. – Norw. J. Bot. 

23: 79-82. 

- 1977a. Storsopper i etablert sanddyne-vegetasjon 

på Lista, Vest-Agder. 1. Progressive systemer. – 

Blyttia 35: 139-155.

- 1977b. A revision of the sand-dwelling fungus Inocybe 

maritima. – Norw. J. Bot. 24: 249-254. 

Kits van Waveren, E. 1985. The Dutch, French and 

British species of Psathyrella. – Persoonia suppl. 

2. 

Kornerup, A. & J. H. Wanscher 1974- Farver i farver. 

– København. 

Kreisel, H. 1957a. Die Pilzflora des Darss und ihre 

Stellung in der Gesamtvegetation. – Feddes Rep. 

137:110-183. 

- 1970. Pilzflora der Insel Hiddensee. – Wiss. Z. 

Univ. Greifswald, Math.-nat. R. 19(1-2): 99-121. 

Kuyper, T. W. 1986a. A revision of the genus Inocybe 

in Europe. I. Subgenus Inosperma and the 

smooth-spored species of subgenus Inocybe. – 

Persoonia, suppl. vol. 3. 

- 1986b. Zwei seltene Nabelinge in der Bundesrepublik 

Deutschland. – Beitr. Kenntn. Pilze Mitteleuropas 

2: 7-10. 

Kühner, R. 1938. Le genre Mycena (Fries). – Encyclopédie 

Mycologique 10: 1-710. 

Lisiewska, M. 1966. Grzyby wyzsze Wolinskiego Parku 

Narodowego. – Acta Myc. 2:25-77. 

Lisiewska, M. (1983) 1984. Udzial Macromycetes w 

zbiorowiskach roslinnych na wydmach i w borach 

nadmorskich w slowinskim parku narodowym. – 

Badania fizjograficzne nad polska zachodnia 34, 

ser. B – Botanika: 23-47. 

Maas Geesteranus, R.A. 1984. Conspectus of the 

Mycenas of the Northern Hemisphere - 3. Section 

Filipedes. – Proc. K. Ned. Akad. Wet. C 

87(4): 413-447. 

Moser, M. 1983. Kleine Kryptogamenflora IIb/2. Basidiomyceten. 

2. Die Röhrlinge und Blätterpilze. 

5. ed. – Stuttgart. 

Pearson, A.A. 1943. Agarics. New records and observations. 

II. – Trans. Br. mycol. Soc. 26: 36-49. 

- 1955. Mycena. – The Naturalist 1955: 41-63. 

Rivas-Martinez, S. & J.M. Losa-Quintana 1969. 

Comportement sociologique des champignons 

des dunes littorales du Fleuve Llobregat (Barcelone). 

– Bull. Soc. mycol. France 85: 235-244. 

Romagnesi, H. 1952a. Quelques Omphalia des sables 

maritimes fixés. – Rev. mycol. 17: 39-45. 

SVAMPE 33, 1996 

Rotheroe, M., J. Hedger & J. Savidge 1987. The fungi 

of Ynyslas sand-dunes. – The Mycologist 1987: 

15-17. 

Rudnicka-Jezierska, W. 1967. Nowe gatunki grzybów 

psammofilnych. – Acta mycol. 3: 183-187. 

- 1969. Higher fungi of the inland dunes of the 

Kampinos forest near Warsaw. – Monographiae 

Botanicae 30: 3-117. 

Sandras, M. 1980. Étude de la flore mycologique. – 

Bull. Soc. Bot. Centre-Ouest, N. S., n˚ spec. 4: 25- 

81. 

Stangl, J. 1983. Inocybe squarrosa Rea und I. maritima 

(Fr.) Karsten – zwei bemerkenswerte Erstfunde 

für Deutschland. – Sydowia 36: 288-292. 

Stoll, F.E. 1925-1927. Die Wanderdüne bei Langasciem 

am Rigaschen Strande. – Z. Pilzk. 5-6: 174- 

181, tab. 5. 

Thorn, R.G. & G.L. Barron 1986. Nematoctonus and 

the tribe Resupinatae in Ontario, Canada. – Mycotaxon 

25(2): 321-453. 

Wakefield, E.M. 1917-1919. Observations on the biology 

of some sand-dune fungi. – Trans. Brit. mycol. 

Soc. 6: 33-36. 

Warming, E. 1909. Dansk plantevækst. 2. Klitterne – 

København. 

Watling, R. 1981. Chapter 23. Relationships between 

macromycetes and the development of higher 

plant communities. i Wicklow, D.T. & G.C. Carroll: 

The Fungal Community. Mycology series 2. – 

New York. 

- & N.M. Gregory 1989. British Fungus Flora. 

Agarics and Boleti. 6 / Crepidotaceae, Pleurotaceae 

and other pleurotoid agarics. – Edinburgh. 

Winterhoff, W. 1975. Die Pilzvegetation der 

Dünenrasen bei Sandhausen (nördliche Oberrheinebene). 

– Beitr. Naturk. Forsch. Südw.-Dtl. 

34: 445-462. 

- (1976) 1977. Die Pilzflora des Naturschutzgebietes 

Sandhausener Dünen bei Heidelberg. – Veröff. 

Naturschutz. Landschaftspflege Bad.-Württ. 

44-45: 51-118. 

- 1978. Bemerkenswerte Pilze in Trockenrasen des 

nördlichen Oberrheingebietes. – Hess. Flor. Briefe 

27(1): 2-8. 

49

Klaus Høecks svampedigte 

Erik Rald, Viborggade 15 st. tv., 2100 København Ø. 

I Svampe nr. 4 bragte Poul Printz en særdeles interessant 

og velskrevet artikel om svampene i 

litteraturen (Printz 1981). Hans konklusion var, 

at svampene i litteraturen helt generelt står som 

billeder på død og forrådnelse. Naturligt nok, 

når man tager svampenes placering 

i naturens fødekæder som 

nedbrydere af organisk stof i 

betragtning. Men også lidt trivielt 

og for mykologer ikke særligt 

interessant. Bliver svampene 

altid behandlet sådan i litteraturen, 

spurgte Printz i artiklen. 

Jeg har forsøgt at læse nogle 

digtsamlinger af nyere danske 

forfattere for at få svar på 

spørgsmålet. 

Der skrives ikke mange digte 

om svampe i ny dansk lyrik. Det 

skyldes, at digtene ofte er ganske 

abstrakte og ikke afbilder 

noget genkendeligt fra den ydre 

verden, og hvis de gør det, er 

det oftere inspiration fra storbyen 

og medieverdenen end fra 

naturen, der gør sig gældende. 

Slut med svampedigte, ville 

man tro. Men der er dog en enkelt 

nutidig dansk forfatter, som 

har skrevet adskillige digte om svampe, nemlig 

Klaus Høeck. Det kunne derfor måske være af 

interesse for svampeforeningens medlemmer at 

stifte bekendtskab med hans svampedigte. 

Hvem er Klaus Høeck? 

Klaus Høeck er født i 1938 og har kun udgivet 

digtsamlinger. Blandt digterne „efter 1968“ er 

Klaus Høecks lyriske forfatterskab formentlig 

størst af omfang, målt i sidetal. Han har udgivet 

ikke mindre end 27 digtsamlinger under eget 

navn i tidsrummet 1971-1995, hvortil kommer 

10 samlinger skrevet sammen med andre lyrikere. 

Nogle af hans bøger er meget omfangsrige, 

„Hjem“ er således på over 600 sider. Samtidig 

er forfatterskabet et af de mindst læste, mindst 

omtalte og mindst forståede – men efter min 

50 

mening mest interessante. Bortset fra med-forfatteren 

Asger Schnacks rosende omtaler bliver 

han stort set negligeret. I 8. bind af Gyldendals 

store „Dansk litteraturhistorie“ fra 1985 er han 

ikke nævnt. Hans nyeste digtsamling er dog blevet 

indstillet til Nordisk Råds 

litteraturpris for 1995. 

I 1994 udkom den første og 

hidtil eneste bog om forfatterskabet, 

en 162 sider lang analyse 

af digtsamlingen „Hjem“ (Sørensen 

1994). Dette litteraturvidenskabelige 

værk er blevet 

temmelig forbeholdent modtaget 

af anmelderne. Én anmelder 

kritiserede forfatteren af værket 

for ikke at beskæftige sig med 

digtene selv, men blot samle nogle 

spredte citater fra digtsamlingen, 

sætte dem i forbindelse 

med sine egne meninger om 

verdens indretning og konkludere, 

at sådan og sådan tænker 

Klaus Høeck. Hvad afhandlingen 

burde have gjort var at tænke 

lidt over forholdet mellem den 

bog, som den behandler, og den 

måde, som den gør det på. „Har 

en afhandling imidlertid ikke 

denne interesse, men er optaget af sit eget i dette 

tilfælde religiøse projekt, så må den også affinde 

sig med at blive udkonkurreret af mere 

spændende læsninger, i dette tilfælde f.eks. en 

meteorologs, en svampeeksperts, en landmålers“ 

(Andersen 1994). 

Nå ja, det var det med, at en svampeekspert 

måske kunne have noget at sige vedrørende lyrik, 

der fik mig til at skrive denne artikel. 

Fra svampenes huse 

I den omtalte digtsamling „Hjem“ fra 1985 finder 

vi under den fælles overskrift „Svampe“ en 

fortløbende række af digte med svampemotiver. 

Jeg har optrykt dem her i artiklen spredt over 

siderne. Så kan man læse de 9 svampeportrætter 

enkeltvis eller samlet, som man nu vil. I bogen

står hvert enkelt vers uden egen overskrift. Opsætningen 

er Klaus Høecks egen, hvor han som 

fast praksis rykker linje 1, 4, 7 og 10 lidt ud mod 

venstre og iøvrigt ikke anvender bindestreger, 

men blot afbryder midt i ordene, når linjen er 

fuld og fortsætter ordet på næste linje. 

Svampedigtene i „Hjem“ er mere eller mindre 

bygget over en fælles opskrift. Hver slags 

svamp har sit digt, og i hvert digt fortælles noget 

karakteristisk om hver svamp. Man bemærker, 

at Klaus Høeck tilsyneladende har en lidt ældre 

svampebog, hvor Violet Hekseringshat stadig 

tilhører slægten Ridderhat. Han kan heller ikke 

finde ud af at skrive slægtsnavnet Amanita med 

stort – en typisk begynderfejl. Det må man vel 

modvilligt tilgive ham. Det er jo trods alt ikke 

en svampebog, han skriver, men en digtsamling. 

Nogle svampe beskrives mere udførligt end andre, 

men alle får et velvalgt ord med på vejen. 

For den snehvide fluesvamps vedkommende 

fremhæves dens giftighed, for stinksvampens 

vedkommende dens lighed med det mandlige 

kønslem, en lighed som jo i århundreder har 

hensat læg som lærd i forbløffelse. Hver svampetype 

har sit eget „hus“, som beskrives ved karakteristiske 

dele af frugtlegemets opbygning. 

Konsolformen i fyrsvampens terrasser, hymenoforets 

gangagtige udforming i labyrintsvampens 

labyrint. Hekseringshatten beskrives ved 

hekseringens kompasform. Som den sidste 

svamp kommer tragthatten med hatmidtens 

forsvindingspunkt. Skrivestilen giver mindelser 

om kunstretninger som romantik, symbolisme 

og surrealisme. Svampeportrætterne synes hyllet 

i et slør af fin-de-siècle-stemning. 

SVAMPE 33, 1996 

De ni svampedigte i bogen „Hjem“ står 

øverst på siderne 236 til 244. Bogen er indrettet 

på den måde, at der står tre digte på hver side. 

Tilsammen danner de ni digte afsnittet „Svampe“. 

Før dette afsnit kommer afsnittene „Mosser, 

laver, græsser, bregner” og „Siv, rør, alger“, 

og efter det kommer afsnittene „Vilde blomster“, 

„Buske, krat, buskadser“ og „Træer“ med 

flere. Klaus Høeck bruger en tillempet biologisk 

systematik! Tilsammen danner disse afsnit hovedafsnittet 

„Floraen“, som igen samles med 

afsnit som „Geologien“, „Faunaen“ og „Mennesket“ 

til sporet „Natur“ øverst på siderne. 

Nederst på siderne finder vi så digte om „Kultur“ 

med afsnit om f.eks. „Landeveje, biveje, sideveje“ 

eller „Konsum, konserves“, sågar „Affald“ 

og „Reklamer“. Digtene øverst er altså 

ordnet efter en naturvidenskabelig systematik, 

digtene nederst efter en kulturgeografisk systematik. 

Ingen fænomener synes for ubetydelige 

at skrive digte om. Tilsammen danner disse digte 

en komplet leksikalsk beskrivelse af den danske 

virkelighed, forfatteren lever i. Den er hans 

hjem, og ved at skrive om den tager han den i 

besiddelse, så han for alvor kommer „hjem“. 

Fra sjælens labyrinter 

Hvis dette var alt, hvad der var at sige om svampedigtene, 

forbliver der vel en undren tilbage. 

Mon ikke vi kan blive enige om, kære læser, at 

forfatteren til disse svampedigte på en eller anden 

måde har gjort sig store anstrengelser for at 

gøre sig så uforståelig som mulig? Hvad er mon 

forklaringen på det? – Her vil en lyrik-erfaren 

læser måske komme på den tanke, at digtene i 

virkeligheden ikke handler om svampe, men at 

51

digtene i stedet handler om digterens egne følelser, 

som svampene så bruges som billeder på? 

Sådan foregår det jo ofte i andre digte, hvor 

svampe indgår. Lad os da forsøge at samle de 

mere eller mindre svampefremmede ord i versene 

og se, om vi kan konstruere en anden mening 

ud fra dem. 

De ni vers fortæller tilsammen en lille historie. 

De indledes med ordene „Der var engang 

en skov“, som også gentages i det sidste af 

svampeversene. I første vers findes den stadig, i 

sidste vers er den der ikke længere. Skoven læses 

som et billede på et rum i sjælen. Der er tale 

om næppe huskede, knapt forståede erindringer 

fra et kærlighedsliv, der genopleves i erindringen. 

Skimmelsvampen associeres med rust og 

glemsel – som så ofte i poesien. Digteren tiltaler 

sit genoplevende selv med du, og den giftige 

snehvide fluesvamp bruges som billede på hans 

første kærlighed. Harmoni og lykke synes ude 

af billedet. Jalousi såvel som gråd er en væsentlig 

bestanddel af dette forhold, symboliseret af 

henholdsvis fyrsvampen og rørhatten. Digteren 

som ungt menneske farer vild i kærlighedens irgange 

på jagt efter kærtegn hos stinksvampen 

og ømhed hos hekseringsridderhatten, men møder 

hverken nåde eller forsonlighed. Der er en 

mangel på udfyldt centrum i dette (eller disse) 

kærlighedsforhold, symboliseret af hekseringens 

cirkel- eller kompasform. Seksualiteten, 

symboliseret af stinksvampen, hænger mest 

sammen med ensomheden. Kun hos champignonen 

opleves en kortvarig kærlighedslykke, 

idet dens lampeform udspreder et ledelys, der 

fører til hjertet i skovbunden. I sidste vers konkluderes, 

at disse tidlige kærlighedoplevelser 

væsentligst rummede lidelse og smerte, og at 

52 

genoplevelsen ikke bibragte den nulevende forfatter 

noget afgørende nyt. 

Bogens væsentligste tema er netop, om der er 

nogen mening med lidelsen i kærlighedsforholdet. 

Læser man videre, kommer man til to afsnit 

med „Vilde blomster“, der er tilegnet „Gudrun“. 

Her fortælles i tilsvarende blomstersprog 

om et forhold, der endte med, at kvinden forlod 

digteren. Og læser man endnu længere frem, ser 

man, at afsnittene „Torve, pladser“, „Parker, 

anlæg“ og „Gartnerier, dyrkede blomster“ er 

tilegnet „Margit Jean“, som også hele bogen er 

tilegnet. Man forstår, at det er analysen af forholdet 

til hende, som endte med, at hun døde, 

der er digterens dybeste anliggende. Hvordan 

forsone sig med skæbnens grumhed, synes han 

bestandig at spørge. 

Svamp og sjæl 

Det kunne se ud som om, denne læsning af 

svampeafsnittet som almindelig lyrik giver ganske 

god mening. Måske vil læseren dog stadig 

stå med et spørgsmål på læberne: Hvordan er 

den logiske forbindelse mellem følelsernes art 

og svampenes art? Ét sted i svampedigtet er det 

kommenteret nærmere. „Labyrint F. Labyrintsvampen 

selvfølgelig“ indledes et vers med. 

Spredt igennem bogen optræder 28 labyrinter, 

der er betegnede ved bogstaverne A til Å. I 

svampeafsnittet er turen kommet til labyrint F. 

Derfor er det naturligt, at det vers, hvor labyrinten 

optræder, er verset om labyrintsvampen. Ligeledes 

er der, som vi har set, forbindelser mellem 

frugtlegemform og følelsesform hos andre 

af svampearterne. Champignonen er vel med, 

fordi den rent faktisk optrådte i den konkrete

situation, der skildres. I andre tilfælde kan vi 

ikke umiddelbart øjne nogen forbindelse mellem 

svamp og sjæl. Vi kan ikke fuldstændigt 

læse svampene som symboler på noget sjæleligt, 

på samme måde som vi ikke fuldstændigt kunne 

læse afsnittet som ægte svampedigte. 

Vi kan nu vende tilbage til artiklens udgangsspørgsmål, 

om svampene i litteraturen altid 

symboliserer forrådnelse, opløsning og død. 

Nej, ikke i Klaus Høecks tilfælde. Han behandler 

de enkelte svampeslægter mere individuelt, 

omend måske ikke i alle tilfælde på en måde, en 

svampeelsker ville synes om. Han bruger dem 

ikke som traditionelle symboler eller billeder, 

men lader svampelivet og sjælelivet stå uformidlede, 

gensidigt udelukkende hinanden, men 

alligevel stærkt billedassocierende over for hinanden. 

Læser vi videre i digtsamlingen, finder vi 

mange afsnit, der er opbygget som svampeafsnittet, 

med cirka halvt af hver til den ydre og 

den indre verden, og et ret udvendigt eller tilfældigt 

forhold mellem disse to verdener, der 

står mere eller mindre abrupt over for hinanden. 

I afsnittet om fluer, gedehamse og myg er 

der dog så godt som intet, der ikke vil gå lige ind 

hos enhver, der også finder disse dyr irriterende. 

Omvendt vil en gartner ikke finde meget af interesse 

i afsnittet „Buske, krat, buskadser“, som 

mestendels er en teoretisk diskussion af forholdet 

mellem sprog og virkelighed, en af forfatterskabets 

helt gennemgående problemstillinger. 

Også forholdet mellem de to verdener har variabel 

tekstplads til rådighed bogen igennem. 

Ånden og digtet 

SVAMPE 33, 1996 

Svampedigtene står i „Hjem“ sammen med andre 

digte fra naturen. De står øverst på siderne, 

hvor de tilsammen danner et „spor“, der betegnes 

„Natur“. Digtene nederst på siderne danner 

sporet „Kultur“, som skal læses i modsat retning, 

fra sidste side til første side. Det midterste 

spor skal ifølge Klaus Høecks læsevejledning 

ses som radierne i den cirkel, der tegnes af den 

store læsecirkel. Dette spor kaldes „Ånd“ og 

digtene heri består af ord taget fra de to digte 

over og under dem på samme side. Ånd er altså 

også i bogstavelig forstand forholdet mellem 

natur og kultur, eller mellem sjæl og legeme. 

Et vers i afsnittet „Eksistens“ lyder: „Det er 

fortabelsen: / at falde tilbage / i stenen / gøre sig 

/ til fugl igen, blive / eet med kødet. Eller / det 

omvendte: at flygte ind i sindet / forsvinde i endeløse 

labyrinters skær af / perlemor blive eet / 

med sjælen. / Kun åbenheden står tilbage.“ Verset 

rummer et budskab om, hvordan man skal 

leve livet. Samtidig finder jeg det oplagt at læse 

det som en stillingtagen til de to hidtil skitserede 

måder at læse Klaus Høecks digte på. De er 

begge halve, fordi de tager stilling og vælger én 

af to modsatte muligheder. Vi fanger ikke det 

egentlige og må give fortabt. Kun hvis vi fastholder 

begge læsemuligheder samtidig, står 

åbenheden os åben. Her ligger nøglen til den 

rette læsemåde af Klaus Høecks poesi: det materielle 

og det sjælelige må hele tiden holdes 

sammen, thi i mødet mellem dem opstår det poetiske 

billede, der åbner for noget større. Det er 

ånden. 

Også i svampedigtene finder vi spor af denne 

åndelige, religiøse tilværelsestolkning. Der er 

f.eks. i labyrintsvampverset billedet af maleren 

53

Jørgen Boberg forestillende den kristne mystiker 

den hellige Teresa af Avila blandt roser. Jeg 

kender ikke et sådant billede, men denne maler 

maler ofte stærkt seksuelt betonede billeder i en 

hyperrealistisk stil. De to fugle kan stå for den 

skyldbetonede dualisme, der her bliver afvist 

som en vildvej. Ordet „kupler“ i champignonverset 

kan jo være kupler over kirker eller moskeer, 

og farven lilla/violet, der er gennemgående 

i hele digtsamlingen, har vidtgående religiøse 

betydninger, som farven for den højeste åndelige 

tilstand. 

Klaus Høecks metode 

Klaus Høeck har allerede tidligere behandlet 

emnet svampe i et værk af lignende omfang og 

interesse, nemlig i værket „Rejse“, der udkom i 

fem bind i årene 1971-1973. I „Rejse II. Lejre“ 

(Høeck 1972), hvor vi finder et vers i digtet 

„Morgnende“, som er aftrykt andetsteds på 

denne side. Vi genkender digtemåden med indstrøede 

labyrinter og blandingen af svamp og 

sjæl. I foregående og efterfølgende vers i dette 

digt går rejsen gennem augustskoven i form af 

træer, buske, blomster og græs. I dette vers drejer 

det sig om svampe, og vi genkender navnene 

på Morkel, Blækhat og Karbol-Champignon. 

Igen finder svampeeksperten anledning til at 

skose digteren: der findes ikke morkler i august 

måned. Læser vi digtet fra sjælesiden, finder vi 

skitseret en del af en passionshistorie fra Jesu 

Christi gentagne liv i den årlige natur i den romantiske 

tradition fra Oehlenschläger. 

Klaus Høeck har med imponerende konse- 

54 

kvens fastholdt sin særegne digteriske metode 

forfatterskabet igennem. Dengang han lagde ud 

som digter, skrev han en række teoretiske artikler 

i forskellige litteraturtidsskrifter om sin 

måde at skrive på. Her skriver han i 1969 bl.a., 

at hans billedsprog er „ikke den klassiske poesis 

metaforer, dens sammenligninger, dens naive 

symboler, men det poetiske billede, der dannes 

tilfældigt spontant af to modsatte og logisk uforenelige 

realiteter, men som har en fælles 

grund.“ Han skriver, at hans kunst „sætter på en 

måde den reale ‚ydre‘ og ‚indre‘ verden i parentes 

for at holde disse strukturer sammen i kunstværket. 

Der bliver tale om en balanceakt mellem 

den reale ‚ydre‘ og den reale ‚indre‘ virkelighed,“ 

og samtidig „en accentuering af forholdets 

betydning“ (her citeret efter Søren Sørensens 

bog). 

Læseren tvinges til at læse teksten som noget, 

der foregår i sproget, og ikke som noget, der 

uden videre afbilder verden. Denne pointe er 

for Klaus Høeck så vigtig, at han gerne risikerer, 

at hans bøger bliver kaldt uforståelige og får lov 

at stå ulæste på bibliotekernes hylder. 

Konklusion 

Har en læsning af svampedigtene af en „svampeekspert“ 

kunnet bidrage til forståelsen af digtene? 

Svaret må være: både-og. Når digtene står 

trykt i et svampeblad, forventer læseren allerede 

med det samme, at de må handle om svampe. 

Når svampelæseren så støder mod en uvant 

hånd, der former det vante svampestof på en 

fremmedartet måde, kan der ske ét af to. Man

forsøger at læse hen over de fremmedartede 

elementer i teksten og læse den som ærlig svampesnak. 

Den naturvidenskabelige systematik i 

Klaus Høecks værker inviterer til denne læsemåde. 

Men på den anden side må man sige, at 

den lader hånt om den mening, forfatteren 

eventuelt søger at tilføje det leksikalske stof. 

Denne læsemåde støder på et tidspunkt mod en 

barriere, og det er nærliggende at lægge digtene 

fra sig med holdningen: det her er altså bare for 

søgt! Alternativt forsøgte vi os med at læse digtene 

som udtryk for digterens følelser, som en 

lyrikelsker ville gøre det. Men så var det det 

leksikalske stof, der gjorde modstand mod læsningen. 

Begge de to læsemåder, den materielle og 

den sjælelige, fører – taget hver for sig – på vild- 

spor. Vi må fastholde vores opmærksomhed på 

forholdet mellem den indre og den ydre verden, 

der hvor det materielle og det sjælelige støder 

sammen i det digteriske sprog. Denne dobbeltfokuserede 

læsemåde svarer, læste vi i forfatterens 

teoretiske artikler, temmelig nøje til hans 

SVAMPE 33, 1996 

egen hensigt med at skrive. 

Skal vi da gøre ret og skel mellem indledningens 

magister Sørensen og anmelder Andersen, 

må vi godt nok kritisere litteraturmagisteren 

for at gå for direkte til det åndelige, men anmelderens 

fastholdelse af det materielle som 

fortolkningsgrundlag synes heller ikke egnet til 

at bære en helhedsforståelse af digtene. På den 

anden side var det vores forsøg på at læse digtene 

som svampedigte, der så at sige fik os til at 

snuble over nøglen til en frugtbar måde at læse 

Klaus Høecks digte på. 

Klaus Høecks måde at skrive digte på kan 

ved første øjekast forekomme fremmedartet. 

Ved nærmere bekendtskab kommer man til at 

beundre bøgernes sindrige kompositionsprincipper, 

og gang på gang vil hans metode med at 

lade nye poetiske billeder opstå ved mere eller 

mindre tilfældig blanding af ydre og indre realitet 

give fascinerende effekter. Der er måske 

ikke poetisk gevinst på hver eneste side, men 

han sammenligner selv læsningen af værkerne 

med at gå tur i en skov: ofte må man gå lange 

stræk i mindre ophidsende terræn, der så danner 

baggrund for den smukke udsigt, den overraskende 

lysning eller fascinerende tykning. 

Læst på denne måde kan Klaus Høecks digtbøger 

anbefales på det varmeste – uanset om de 

handler om svampe eller ej. 

Litteratur 

Andersen, F. 1994. Hjem? Åbenbaring og tro. Eller: 

at komme til kort. – Kritik 112: 68-72. 

Høeck, K. 1971. Rejse I. Yggdrasil. – København. 

- 1972. Rejse II. Lejre. – København. 

- 1985. Hjem. – København. 

Printz, P. 1981. Svampenes plads i litteraturen. – 


Sørensen, Søren 1994. Den ottende dag. En monografi 

over Klaus Høecks digtsamling Hjem. – 

Odense. 

55

To nye fund af 

Pseudombrophila ripensis 

Pseudombrophila ripensis (E.Chr. Hansen) Brumm. 

(basionym: Peziza ripensis E.Chr. Hansen 1876, synonym: 

Fimaria ripensis (E.Chr. Hansen) Korf 1971). 

I sin guldmedaljeafhandling fra 1876 beskriver 

Emil Chr. Hansen hvordan han i august 1874 i 

Ribes omegn fandt nogle mere eller mindre kugleformede, 

ca. 10 mm store sklerotier i fåre- og 

kogødning. Gødningen blev anbragt på jord under 

en glasklokke. I slutningen af december var 

gødningen kraftigt angrebet af larver og podurer 

(springhaler). Hansen skyllede gødningen 

grundigt i vand og anbragte fire pæne stykker 

på fugtigt sand. I løbet af februar 1875 blev adskillige 

nye sklerotier synlige i overfladen af 

gødningen og senere på foråret udvikledes der 

adskillige apothecier fra sklerotierne. Apothecierne 

udvikledes herefter hurtigt (i løbet af 2-3 

uger) og i asci dannedes modne ascosporer. 

Arten blev forgæves eftersøgt i løbet af sommeren 

og efteråret 1875 både i Jylland og på 

Sjælland. Den blev genfundet på Sjælland i maj 

1992, og i 1995 blev den fundet i Jylland, i begge 

tilfælde på gammel kogødning. Arten er måske 

ikke så sjælden, men fjorgammel kogødning er 

ofte fyldt med larver og fluer. Selv har jeg ikke 

følt mig fristet til at se nærmere på dette substrat. 

Ifølge van Brummelen (1995) er der enkelte 

fund fra Norge, Sverige, Danmark, Tyskland, 

Holland, Frankrig og Spanien, samt et enkelt 

fund fra Californien, U.S.A. Med undtagelse af 

et fund fra fjeldet i Norge er alle fra april-juni 

og langt de fleste på gammel kogødning. Selv 

om arten er let kendelig følger her en kort beskrivelse. 

Apothecier først skålformede, regelmæssige, 

ofte med indrullet rand, med livlig okkergult 

hymenium; udvendig tiltrykt håret, grålig, bredt 

udviklet fra det delvist skjulte sklerotium, senere 

udbredt, og randen og sklerotiet spaltet i uregelmæssige 

flige. 

Hymeniet op til 250-280 µm tykt, med slanke, 

14-17 µm brede 8-sporede asci, der ikke er amyloide. 

Parafyser trådformede, 2-3 µm brede, 

56 

Usædvanlige danske svampefund red. Jan Vesterholt 

med tværvægge, kun svagt fortykkede foroven. 

Asci og parafyser indlejret i en gulbrun, amorf 

masse. Sporer ellipsoidiske, glatte, rækkestillede, 

14-17 × 8,5-9,5 µm, først farveløse, senere 

svagt gullige. 

MATERIALE: Ø-JYLL.: Stabelhøje, ved Agri, Mols 

Bjerge, på gammel kogødning, 16.6.1995, leg R. 

Ejrnæs & C. Lange (C) – NV-SJÆLL.: Ordrup Næs, 

på gammel kogødning, 5.5.1992, R. Ejrnæs, H.H. 

Bruun & U. Søchting (C). 

Henry Dissing 

Almindelig Hjelmmorkel (Cudonia 

confusa Bres.) i løvskov 

På en ekskursion med bl.a. Karen Nisbeth til 

Døndalen på Bornholm 7. oktober 1995 fandt 

jeg en lille flok frugtlegemer af denne art. De 

groede i tykt, løst mos og voksede bueformet ud 

fra en næsten lodret lerskrænt langs med stien 

på nordvestsiden af Døndal Å. Trævegetationen 

bestod af blandede løvtræer og -buske. 

Jordbunden må karakteriseres som fed, leret 

muldbund, og der var bl.a. mange trævlhatte og 

stedvis også vokshatte, blåhatte og nonnehatte. 

Jeg har ikke tidligere set Almindelig Hjelmmorkel 

i Danmark og blev temmelig forbavset 

over at finde den på en lokalitet uden nåletræer. 

I litteraturen angives begge Hjelmmorkel-arterne 

(Cudonia circinans og C. confusa) nemlig at 

gro i nåleskov. Efter at jeg kom hjem, slog jeg 

op i seks forskellige svampebøger, som alle 

uden mindste vaklen udpegede nåleskov som 

voksestedet for denne art. 

Nogle af bøgerne betvivler eksistensen af to 

arter, da de kun adskilles ved en farveforskel på 

hat og stok. Hvis der kun er en art, skal den ensfarvede 

Cudonia confusa regnes for et synonym 

til den ældst beskrevne art, Hekserings-Hjelmmorkel 

(Cudonia circinans (Pers.) Fr.). Svampebøger 

har det med at skrive af efter hinanden, 

men alligevel finder jeg fundet økologisk interessant. 

Jeg tørrede nogle eksemplarer som belæg. 

Erik Rald

Pseudombrophila ripensis, Jylland, maj 1995. Foto Jens H. Petersen (se desuden i van Brummelen 1995, Fig. 

21, Pl.16, b-d, Pl.17, a-c). 

Sandravsvamp (Sarcoleotia globosa). Råbjerg Mile. Foto 

Thomas Læssøe. 

SVAMPE 33, 1996 

Sandravsvamp (Sarcoleotia 

globosa) i Danmark 

Den noget uanseelige discomycet Sandravsvamp 

(Sarcoleotia globosa (Sommerf.: Fr.) 

Korf) er primært at finde i boreale og arktisksubarktiske 

områder. Den er vidt udbredt i 

Skandinavien og er fundet enkelte gange i Alperne. 

Derudover er den kendt fra nogle få lavlandsfund 

i Belgien, Holland, Tyskland og også 

fra danske klitheder (Elborne 1989). Det første 

danske fund stammer fra en vestjysk hede 

(Søchting, pers.medd.). Knudsen & Sørensen 

(1986) angav nedenstående fund, det andet danske, 

fra Råbjerg Mile men uden detaljer. 

Det indenlandske fund er gjort på en udpræget 

surbundslokalitet men jorden var temporært 

beriget efter afbrænding. Schumacher & 

Sivertsen (1987) konkluderer, at Sandravsvamp 

foretrækker at kolonisere neutrale til basiske 

jorder. Råbjerg-habitaten er formodentlig beriget 

af indflyvende, mere kalkrigt materiale. 

Beskrivelse: I flokke på sand eller tørvejord, 

evt. brændt, i udlandet også fundet på forstyrret 

jordbund enten menneskeskabt eller langs elve; 

57

af facon lidt som en Ravsvamp (Leotia lubrica) 

men det afsatte hoved er mere afrundet og mørkebrunt 

til næsten sort og svampen er langt 

mindre, maksimalt 5 cm høj, men typisk meget 

kortere; stokken tynd, 10-20(-35) × 1-2 mm, 

mere eller mindre snoet, næsten glat, lysere end 

hymeniet, eventuelt rodslående i sand. Kødet er 

ikke gelatinøst, modsat hos Sejskive (Ascocoryne) 

og Ravsvamp (Leotia). I felten kan den minde 

lidt om ganske små eksemplarer af Klit-Jordtunge 

(Geoglossum arenarium). 

Asci 8-sporede, kølleformede med tydelig 

jodpositiv apikal ring, 101-121 × 10-14 µm, sporedel 

65-69 µm, sporer 25-32 × 3-4,5 µm (Råbjerg 

Mile), parafyser tæt sammenkittede, mørkebrune, 

mere eller mindre krumme. 

MATERIALE: NØ-JYLL.: Råbjerg Mile, 15.10.1985, på 

fugtigt sand på afblæsningsflade med Empetrum og 

Clavaria argillacea, H. Knudsen m.fl. s.n. (C) – V- 

JYLL.: Hoverdal Plantage, UTM: MH6026, gammel 

brandplet ca. 1 km W f. Sørup Sande, med Pholiota 

highlandensis, Pustulina patavina, Peltigera cf. 

rufescens, P. spuria, Cladonia portentosa, C. glauca, 

Hypochoeris cf. radicata, Empetrum , Polytrichum 

juniperinum og Salix repens, U. Søchting s.n. 

Den anden danske art, der har været henført til 

Sarcoleotia, S. turficola (Boud.) Dennis, er ifølge 

Schumacher & Sivertsen (1987) ikke hjemmehørende 

i denne slægt. Indtil videre bør den 

nok henføres til Ascocoryne, selv om Dennis 

påviste, at den manglede det karakteristiske, gelatinøse 

væv, der bl.a karakteriser denne slægt. 

Arten er kun kendt fra én dansk lokalitet (Kirkemosen 

ved Rygårds Dyrehave på Sjælland) 

og også opført på en række nationale rødlister 

udover den danske (DK status: truet) 

58 

Thomas Læssøe 

Nyt fund af Brun Aspe-Rørhat 

(Leccinum duriusculum) 

På en ekskursion med Svampevennerne til Rø 

Plantage på Bornholm 7. oktober 1995 blev der 

ved fremvisningen fremlagt et eksemplar af 

Brun Aspe-Rørhat (Leccinum duriusculum 

(Schulzer) Singer). Der var tale om et helt ungt 

eksemplar med mørkebrun hat med stærkt 

overhængende hathud; stokkødet var på dette 

tidspunkt anløbent i en sortagtig farve. Skælrørhattene 

(Leccinum) er ofte ganske vanskelige at 

bestemme, men kombinationen af de nævnte 

karakterer peger entydigt på denne art, der er 

knyttet til Poppel. Værtstræet kunne ikke fastslås, 

men Bævreasp (Populus tremula) var ikke 

usandsynligt. Finderen fik sin spiselige svamp 

med hjem, så eksemplaret er sikkert fortæret. 

Der foreligger ikke mange tidligere fund af 

denne art i Danmark. Jan Vesterholt har i sin 

database registreret følgende fund: Høvænge 

Skov på Lolland 1930, Mindeparken på Lolland 

1982, Lehnskov Strand på Fyn 1993, Kongelunden 

på Sjælland 1993, Tisvilde Hegn på Sjælland 

1993 samt Svinemosen i Almindingen på Bornholm 

1992. Det sidstnævnte fund har jeg selv 

studeret i frisk tilstand. Arten er let nok at kende, 

men den bliver sikkert ofte forvekslet med 

andre brunhattede arter. 

Erik Rald 

Kromgul Vokshat (Hygrocybe vitellina 

ss. Boertmann) fundet på Møn 

Hygrocybe vitellina (Fr.) P. Karst. ss. Boertmann, syn. 

H. luteolaeta Arnolds) 

Denne sjældne art (rødliste-kategori „truet“) 

var indtil sæsonen 1995 kun kendt fra fem jyske 

lokaliteter, alle med overdrevspræg (Boertmann 

1995). Arten har præference for svagt sur 

til svagt basisk jordbund (Boertmann & Rald 

1991). Det var derfor en stor overraskelse, da 

arten blev fundet i en næringsrig skovmose i 

Store Klinteskov på Møn. Frugtlegemerne groede 

spredt, dybt i mos inden for et par kvadratmeter, 

især omkring nogle enlige Mangeløvstuer 

(Dryopteris felix-mas). 

I sæsonen 1994 blev der fundet Hvidløgs- 

Vokshat (H. helobia) i samme mose (Hansen & 

Sandal upubl.). I mosekanten på relativt veldrænet 

jord blev der både i 1994 og 1995 fundet 

store mængder af køllesvampe, især Gylden 

Køllesvamp (Ramariopsis crocea). Et par hundrede 

meter op ad svagt skrånende bakke og på 

skrænt ned mod Siesø var der ligeledes store 

mængder af køllesvampe (især Hvid Køllesvamp 

(Clavaria acuta) og Gylden Køllesvamp), 

mængder af meget langstokkede Kegle-Vokshat 

(Hygrocybe conica), Mønje-Vokshat 

(H. miniata) og adskillige arter af Rødblad 

(Entoloma underslægt Leptonia) repræsenteret 

ved masser af frugtlegemer. Der blev mærkeligt 

nok ikke fundet jordtunger på stedet. Skovbun-

den var desuden domineret af Violduftende 

Hekseringshat (Lepista irina). 

MATERIALE: MØN: Store Klinteskov, skovmose v. 

Kalsterbjerg, SØ f. Siesø, 11.10.1995, TL-4017 (C) 

SVAMPE 33, 1996 


Rusporet Keglehat (Conocybe 

dumetorum) fundet i Danmark 

Keglehatte har det med at være små, og bestemmelsen 

kan volde problemer på trods af relativt 

nye monografier. En af de få arter, der virkelig 

er afvigende og derfor i princippet let at bestemme 

på trods af den ringe størrelse, er Rusporet 

Keglehat (C. dumetorum). Dette skyldes 

den udpræget tofarvede stok, der kan minde om 

stokken hos visse bruskhatte. Yderligere er sporerne 

fint ornamenterede (olieimmersion!) – 

alle andre europæiske arter har glatte sporer. 

I oktober 1994 fandt jeg sammen med Karen 

Hansen og Sanne Sandal en Keglehat, der makroskopisk 

fuldstændig svarede til C. dumetorum 

(Velen.) Svrcek, en art jeg tidligere har set 

i Sydengland, og efter en del besvær lykkedes 

det også at konstatere, at sporerne virkelig har 

ru vægge. 

I fodnoterne til British Fungus Flora 3 (Watling 

1982) er der nævnt glatsporede indsamlinger 

fra England, og „forme leiosporées“ blev 

også angivet af Kühner (1935). Denne form er 

nu formelt beskrevet som C. dumetorum var. 

phaeoleiospora Hauskn. Hovedvarieteten af C. 

dumetorum er angivet fra Danmark i Hansen & 

Knudsen (1992) og Petersen & Vesterholt 

(1990), men der findes ikke tilgængeligt materiale 

af arten på Botanisk Museum, og det er ikke 

lykkedes at finde kilden til denne angivelse. Arten 

er i følge Vellinga & Noordeloos (pers. 

medd.) ikke sjælden og uden specielle økologiske 

krav i Holland. En mulig kilde til den danske 

angivelse er den førende ekspert på feltet 

Roy Watling, der har besøgt landet adskillige 

gange og desuden forfattet Keglehatte-nøglen i 

Nordic Macromycetes. 

Beskrivelse: Hat glat, rødbrun, stribet næsten 

til midten, hygrofan, konveks, 0,7-1,2 cm 

bred; lameller orangebrune, æg lysere, relativt 

brede, ca. 18 gennemgående, mellem hver af 

disse 3 kortere; stok tynd, lidt bugtet, fint pudret, 

18-23 × 0,5-0,8 mm, hvidlig øverst, nedefter 

rødbrun til næsten sortbrun ved basis, der er 

svagt udvidet med hvid filt. 

Sporer 6,5-7,5 × 4-5 µm, lyst brune, noget citronformede 

med utydelig spirepore og meget 

fint vortet ornament; cheilocystider lecythiiforme 

(karaffelformede, med et lille rundt hovede 

på en smal hals) med 6-6,5 µm brede hoveder; 

caulocystider lecythiiforme med 6,5-8,5 µm brede 

hoveder. 

MATERIALE: MØN: Store Klinteskov ved Stengården, 

på næringsrig jord under nælder, med Peziza granulosa, 

T. Læssøe, K. Hansen & S. Sandal TL-3687, KS- 

94-x227 (C) 


Duft-Slørhat (Cortinarius 

osmophorus) fundet på Møn 

(Cortinarius osmophorus P.D. Orton.) 

Denne sjældne art (se Svampe 24: 42), der i øvrigt 

stort set ikke er illustreret i tidens standardværker 

bortset fra Phillips (1981), har været 

kendt fra Bjergeskoven ved Buderupholm, 

Rold Skovdistrikt siden 1990. Den er følgeligen 

opført i kategorien „truet“ i „Rødliste 95“, der 

forventes at udkomme i 1996. Mere eller mindre 

forventeligt dukkede den op ved Kalsterbjerg 

på Møn i sæsonen 1995, iøvrigt ca. samme 

sted hvor der i sæsonen 1994 blev fundet Firefarvet 

Slørhat (C. rufoolivaceus). Arten kendes 

på sin særdeles kraftige, vammelt sødlige lugt og 

sine mere eller mindre gulbrunlige farver. Ud 

over Danmark er arten kendt fra i hvert fald 

England, Frankrig og Schweiz. 

MATERIALE: MØN: Store Klinteskov, Kalsterbjerg, 

11.10.1995, T. Læssøe (TL-4018)(C) 


Bredsået Muslingesvamp 

(Crepidotus carpathicus) i Danmark 

(Crepidotus carpathicus Pilát, syn: C. wakefieldiae Pilát) 

Allerede tilbage i 1982 fandt undertegnede på et 

mykologisk feltkursus under Københavns Universitet 

en lille gullig muslingesvamp i meget 

tætstillede sværme på bark af Ahorn. Ud over 

farven var den karakteriseret ved at have meget 

små, tætstillede frugtlegemer og desuden ved 

sine små, næsten kuglerunde sporer. Efter Mosers 

funga blev den bestemt til C. wakefieldiae, 

59

Brun Aspe-Rørhat (Leccinum duriusculum), Almindingen, Bornholm, 16.10.1992 (JHP-92.428). Foto Jens H. Petersen. 

der ikke tidligere var angivet fra Danmark. 

Siden har Beatrice Senn-Irlet (1992, 1993 & 

1995) i en serie artikler bearbejdet bl.a. de europæiske 

Crepidotus-arter, og hun har fundet frem 

til at samme Pilát også beskrev C. wakefieldiae 

på et tidligere tidspunkt under navnet C. carpat- 

Rusporet Keglehat (Conocybe dumetorum) TL- 

3687. Foto Thomas Læssøe. 

60 

hicus. Senn-Irlets studier har vist, at det især er 

sporeornamentet, der klart adskiller de enkelte 

Crepidotus-arter. Crepidotus carpathicus falder i 

en gruppe med meget små, kugleformede sporer, 

og arten har også usædvanligt korte cheilocystider, 

som er noget forgrenede i toppen. 

I 1995 blev arten genfundet i Sorø Sønderskov 

meget tæt på det oprindelige voksested og 

desuden i den nærliggende Bromme Plantage. 

Derudover dukkede der efter forespørgsel tre 

jyske fund op. Senn-Irlet (1995) har studeret ialt 

otte indsamlinger fra Frankrig, England, Irland, 

Schweiz, Ukraine og U.S.A. (Virginia) og angiver 

arten som sjælden. Den kan jo også tænkes 

at være noget overset. Mig bekendt har svampen 

ikke tidligere været afbildet i farver. Den er 

ikke tidligere angivet fra Danmark og ej heller 

fra Norden. Det danske navn Bredsået Muslingesvamp 

foreslås. 

Beskrivelse: Hat bleggul, næsten livligt gul 

som helt ung, 3-5 mm i diameter, frugtlegemer 

tætstillede på substratet, uden stok, med kraftig 

gul til hvid filtagtig belægning, der især ved basis

Bredsået Muslingesvamp (Crepidotus carpathicus), Sorø Sønderskov 1995, TL-4004. Foto Thomas Læssøe. 

Duft-Slørhat (Cortinarius osmophorus) fra Buderupholm Skov, 10.9.1992 (JHP-92.248). Foto Jens H. Petersen. 

SVAMPE 33, 1996 

61

stritter i alle retninger. Med 10-26 lameller, alle 

inklusive, disse ret smalle, blegt gullige til brungullige 

med lysere æg. 

Basidier mest 4-sporede; sporer næsten til 

helt kuglerunde (Q=1-1,1), 5,5 × 5-5,5 µm; cheilocystider 

af længde med basidierne, kølleformede 

med uregelmæssige fingeragtige forgreninger 

i spidsen, 18-25 µm lange. 

MATERIALE: Ø-JYLL.: Skanderborg Dyrehave, 22.9. 

1989, J. Mårbjerg s.n. (C 20118); 16.2.1992, på 

løvtræspind, J. Mårbjerg (JM92-031) (C) – S-JYLL.: 

Geestruplund N f. Agerskov, 10.10.1989, på Populus 

tremula-bark, R. Toft (RT89-951) (C 26216) – V- 

SJÆLL.: Sorø Sønderskov, 19.10.1982, Acer-bark, S.A. 

Elborne & T. Læssøe s.n. (C 31962 & 31963); 23.9. 

1995, på (?) bøgepind (? Fagus), T. Læssøe (TL- 

4004) (C 32625); Bromme Plantage, 17.10.1995, 

løvtræspind (indet. hardwood stick), kursus leg. (C 

32730). 

Thomas Læssøe & Steen A. Elborne 

Summary 

Pseudombrophila ripensis originally described from 

Denmark in 1876 by E. Chr. Hansen has been found 

on Zealand in 1992 and in Jutland in 1995. 

Cudonia confusa was found on the island Bornholm 

in a rich deciduous forest without any coniferous 

trees present. 

Sarcoleotia globosa, primarily an arctic-subarctic 

to boreal species, is reported from Denmark based on 

two collections, one from a dune heath with Empetrum 

and one from an old burn on a heath. 

Leccinum duriusculum was found on Bornholm. 

The species is only known from seven Danish localities. 

Hygrocybe vitellina is reported for the first time 

from E Denmark and also for the first time from a bog 

in a calcareous, rich woodland. The species has redlist 

status as 'endangered'. 

The presence of Conocybe dumetorum in Denmark 

is verified by a recent collection from Møn, 

where the fungus grew in a dense nettle stand on very 

rich soil. 

Cortinarius osmophorus is reported from the second 

Danish locality. Both Møn, the new site, and 

Bjergeskov are beech woods on calcareous soil with 

an abundance of Phlegmacia and rare orchids. The 

species is given 'endangered' status in the Danish redlist 

(in prep.). 

Seven collections of Crepidotus carpathicus are reported 

from Denmark, representing the first records 

from the country. The photograph apparently represents 

the first published colour illustration of this taxon. 

62 

10 µm 

5 µm 

Bredsået Muslingesvamp (Crepidotus carpathicus). 

Cheilocystider, basidier (th), og sporer. Tegning 

Thomas Læssøe. 

Litteratur 

Boertmann, D. & E. Rald 1991. Notater om de danske 

vokshattes udbredelse, økologi og fænologi. – 


Brummelen, J. van 1995. A world-monograph of the 

genus Pseudombrophila (Pezizales, Ascomycotina). 

– Libri Botanici 14. 

Elborne, S.A. 1989. Danske klitsvampe. – Svampe 19: 

1-11. 

Hansen, E.C. 1877. De danske gjødningssvampe.– 

Vid. Meddr dansk naturh. Foren. 1876: 1-148. 

Hansen, L. & H. Knudsen (red.) 1992. Nordic Macromycetes 

vol. 2. – Copenhagen. 

Knudsen, H. & P.G. Sørensen 1986. Årsrapport 1/12 

1984 - 30/11 1985. – Svampe 13: 30-37. 

Kühner, R. 1935. Le genre Galera (Fries) Quélet. 

Encyclopédie Mycologique 10. – Paris. 

Petersen, J.H. & J. Vesterholt (red.) 1990. Danske 

storsvampe. Basidiesvampe. – København. 

Phillips, R. 1981. Mushrooms and other fungi of Great 

Britain and Europe. – London. 

Schumacher, T. & S. Sivertsen 1987. Sarcoleotia globosa 

(Sommerf.: Fr.) Korf, taxonomy, ecology 

and distribution 163-176, i G.A. Laursen, J.F. 

Ammirati & S.A Redhead: Arctic and alpine mycology 

II. Environmental science research 34. 

New York. 

Senn-Irlet, B. 1992. Type studies in Crepidotus I. – 

Persoonia 14: 615-623 

- 1993. Type studies in Crepidotus II. – Persoonia 

15: 155-167. 

- 1995. The genus Crepidotus (Fr.) Staude in Europe. 

– Persoonia 16: 1-80. 

Watling, R. 1982. British fungus flora 3. – RBG, 

Edinburgh.

Sæsonens art af Christian Lange 

Kølle-Bævrerust 

(Gymnosporangium clavariiforme) 

Mange svampesamlere betragter sommerperioden 

som den del af året, hvor man holder fri – 

der er jo ikke nogle svampe at lede efter. Men 

der er masser af svampe, blot ikke særligt mange 

hatsvampe. Der findes endog en gruppe af svampe, 

der har deres hovedforekomst netop om 

sommeren, nemlig rustsvampene. 

Kigger man om foråret og den tidlige sommer 

på stammer og grene af Almindelig Ene (Juniperus 

communis) ser man ofte fortykkelser, 

hvorfra der bryder gule, Guldgaffel-lignende 

svampe frem. Mange tror det er en Guldgaffel, 

men det er det ikke. Det er derimod en rustsvamp, 

Kølle-Bævrerust (Gymnosporangium 

clavariiforme). 

Rustsvampene er en speciel og ret isoleret 

gruppe af basidiesvampe. De er planteparasitter, 

der lever af den vært, de vokser på, uden at dræbe 

den. De har også flere ret specielle karakterer, 

bl.a. danner de ikke nogle egentlige frugtlegemer 

og mange af arterne har en meget kompliceret 

livscyklus, hvor svampen er afhængig af at 

kunne vokse på to forskellige værter for at kunne 

gennemføre hele cyklus. Kølle-Bævrerust er 

en af de rustsvampe, der lever på to forskellige 

plantearter. Dels lever den på Ene, hvor man ser 

disse fortykkede grene med de gule udvækster, 

der kommer igen det samme sted år efter år, 

hvorved fortykkelsen bliver større og større. 

Dels lever den på Hvidtjørn (Crataegus) og Pære 

(Pyrus communis), hvor man kan se den som 

brunlige pletter og opsvulmninger på blade og 

knopper. Hvor almindelig arten er ved jeg ikke. 

Lind (1913) angiver den som almindelig, både på 

Hvidtjørn og Ene. Jeg har selv set den et par 

gange på hver vært, så jeg tror den er ganske 

almindelig; prøv selv at se efter. 

At forklare en rustsvamps livscyklus kort, er 

nærmest en umulighed, men her følger et forsøg: 

På de gule udvækster på ene danner svampen basidiesporer. 

Selve de gule grene er ikke egentlige 

frugtlegemer, men søjler af sammenvævede, basidiebærende 

hyfer. Ofte kan man dog kun se 

sporerne, da basidierne er tæt sammenvævede og 

SVAMPE 33, 1996 

svære at preparere frem. Basidierne er afvigende 

ved at være tværdelte i flere rum, hvilket er specielt 

for netop rustsvampene. Basidiesporerne 

spredes og de skal lande på en Hvidtjørn eller 

Pære for at kunne spire og vokse. Her lever 

svampen som en parasit og man lægger ikke 

mærke til den før den begynder at danne ukønnede 

sporer. Denne sporedannelse sker i små 

skåle i pletter på blade og knopper. De sporer, 

der dannes her, skal så spredes tilbage til en ene, 

for at de kan spire og vokse. Teknisk set er det, 

der foregår, at svampens to mycelietyper med 

henholdsvis haploid og dikaryotisk kernefase 

skal vokse på hver deres vært. 

Kølle-Bævrerust er en af de mest iøjnefaldende 

af rustsvampene. Langt de fleste arter ses kun 

som misfarvede pletter på stængler og blade af 

forskellige planter. På en stor del af alle grønne 

planter kan man finde rustsvampe, hvoraf mange 

er værtsspecifikke, dvs. at de kun kan bruge en 

bestemt art eller slægt som vært. Rustsvampe lever 

som parasitter på deres værter og svækker 

herved værten. Det er dog kun sjældent, man ser 

angreb, der er så kraftige, at værten dør. Det vil 

jo være dumt for en parasit, der er afhængig af en 

levende vært, at slå sin vært ihjel, for så ville den 

også selv gå til grunde. Et sådant vært – parasit 

forhold er en yderst fin balance. Hvis vi mennesker 

begynder at manipulere med planter sker det 

ofte, at vi kommer til at forstyrre balancen. Har 

man forædlede planter, viser det sig ofte, at de er 

mindre modstandsdygtige mod rustsvampene og 

ofte bliver hårdt medtaget af angreb. Mange af 

vore højt forædlede kornsorter er eksempelvis 

sarte overfor svampeangreb, hvorfor man bruger 

kemisk bekæmpelse. Det er ikke modstandsdygtighed 

mod svampe, men derimod høj kornproduktion, 

man har fremavlet. Import af planter 

fra fremmede verdensdele har også været årsag 

til problemer med rustsvampe. Der er nemlig flere 

gange sket det, at en rustsvamp er flyttet med. 

Et af de bedst kendte tilfælde er filtrusten Cronartium 

ribicola, der værtsskifter mellem femnålede 

fyrre-arter og arter i slægten Ribes (Ribs, 

Solbær m.fl.). Den findes naturligt i Mellemeuropa, 

men ved tankeløshed fik man den slæbt til 

63

USA, hvor den spredtes på de der hjemmehørende 

arter af femnålet Fyr og Ribes. Da disse 

værter ikke kendte denne rustsvamp var skaderne 

på træerne store, og da netop de fyrretræer er 

vigtige skovtræer i USA, fik det enorm økonomisk 

betydning. For at forhindre rustsvampens 

spredning er der derfor mange steder i USA forbud 

mod at dyrke Ribs og Solbær, netop for at 

forhindre smitte af fyrretræerne. Herhjemme ses 

den ikke meget, da det ikke er ret mange arter af 

disse fyrre-arter, der dyrkes på vore breddegrader. 

Nogle år er den dog temmelig hård ved arten 

Silke-Fyr (Pinus peuce), som mange har i haverne. 

Hvis man vil til at se på rustsvampe nytter det 

ikke meget at tage sin normale svampeflora med 

i skoven. For at bestemme disse småsvampe må 

man have fat i mere specielle bøger. Et sted at 

starte er Rostrup’s Den Danske Flora, II. del 

(Rostrup 1904), hvor en del af de almindeligst forekommende 

rustsvampe er listet. En anden god 

start er Coulianos & Holmåsen’s Galler (Coulianos 

& Holmåsen 1991; er anmeldt andetsteds i 

dette blad). Den har også medtaget og illustreret 

mange af de mest iøjnefaldende rustsvampe. Af 

mere omfattende bestemmelsesværker kan man 

prøve med Wilson & Henderson (1966): British 

Rust Fungi, Gjærum (1974): Nordens Rustsopper 

eller Ellis & Ellis (1985): Microfungi on Land 

Plants. 

Når man skal bestemme en rustsvamp starter 

man altid med at identificere værten. Man har 

derfor også brug for en almindelig flora, så at 

studere rustsvampe bevirker også, at man får 

øvet sig i botanikken! 

Litteratur 

Coulianos, C. & I. Holmåsen 1991. Galler. En fälthandbok 

om gallbildningar på vilda och odlade 

växter. – Interpublishing, Stockholm. 

Ellis, M. B. & J. P. Ellis 1985. Microfungi on Land 

Plants. An identification Handbook. 

Gjærum 1974. Nordens Rustsopper. – Oslo. 

Lind, J. 1913. Danish Fungi as represented in the Herbarium 

of E. Rostrup. – Gyldendal, København. 

Rostrup, E. 1904. Den Danske Flora II. del. Blomsterløse 

planter. – Gyldendal, København. 

Wilson, M. & D.M. Henderson 1966. British Rust 

Fungi. – Cambridge University Press. 

64 

Kølle-Bævrerust (Gymnosporangium clavariiforme) 

på Almindelig Ene (Juniperus communis) i Mols Bjerge, 

30.4.1993 (JHP-22.83). Foto Jens H. Petersen.

Forfattervejledning 

Manuskripter 

Artikler til Svampe kan afleveres på 3,5" diskette fra IBM-PC kompatible eller 

Macintosh computere. Kommer teksterne fra IBM-PC, skal de være lagret 

som Word, WordPerfect eller som ASCII-dokumenter (også kaldet DOStekst). 

Hvis du er i tvivl så kontakt Jan Vesterholt, tlf: 75 89 34 42. 

Indlæg til bladet kan naturligvis også afleveres maskinskrevet. 

Manuskripter sendes til Jan Vesterholt, Kærvænget 32B, Gl. Sole, 8722 

Hedensted. 

Illustrationer 

Fotografier, der ønskes bragt i farve, afleveres som film (dias eller negativer). 

Fotografier til sort/hvid illustration afleveres som dias eller som papirkopi i 

formater op til A4. Stregtegninger afleveres i dobbelt størrelse, dog maksimalt 

i A4 format. 

Udbredelseskort, diagrammer, tabeller og lignende afleveres som skitser, der 

af redaktionen rentegnes på computer. 

Ved spørgsmål angående illustrationer, kontakt Jens H. Petersen, tlf.: 86 10 

00 96. 

Navnebrug 

Ved dansk svampenavngivning følges „De danske svampenavne – en kommenteret 

navneliste“ (Petersen & Vesterholt 1993). Findes intet navn heri, 

kan forfatteren selv foreslå et nyt navn. Forslag vil blive vurderet af 

redaktionen. 

Afleveringsfrister 

Stof til efterårsnummeret af Svampe skal være redaktionen i hænde senest 

den 1. maj; stof til forårsnummeret senest den 15. november.

Indholdsfortegnelse 

1 Om sjældenhed i mykologien 

Flemming Rune 

7 Internationalt svampefarveseminar i Härnösand 1995 

Jytte Albertsen 

10 En ganske særlig svampetur 

Flemming Rune 

11 Mykologi – et mandefag 

Flemming Rune 

11 Diplomtagere 1995 

12 Søger, saa skulle I finde . . . (Mat. 7,7) 

Bjørn W. Pedersen 

13 Hvordan går det med Frost-Sneglehat? 

Jan Vesterholt 

26 Anmeldelser: Galler, Atlas van Nederlandse paddestoelen, the genus 

Pseudombrophila, Svamperiget, Pilze der Schweiz 4, Rørhatte, British Puffballs, 

Svampe i Grønland 

34 Landsdelsrapporter 

37 Nogle danske klitsvampe og deres levesteder 

Steen A. Elborne 

50 Klaus Høecks svampedigte 

Erik Rald 

56 Usædvanlige danske svampefund 

63 Sæsonens art: Kølle-Bævrerust 


Forsidebillede: Orange Korkpigsvamp (Hydnellum aurantiacum) er en af de sjældne pigsvampe, der muligvis er 

udryddelsestruede på grund af luftforurening – se artiklen „Hvordan går det med Frost-Sneglehat?“ på side 13. 

Foto: Jens H. Petersen, Reva, Indalselven, Fors SN, Sverige, 23.8.95. 

ISSN 0106-7451 

SVAMPE 33 

1996

Svampe 33.1 (s. 1-25)

Create successful ePaper yourself

Delete template?

Save as template?