Løkke besøger danske soldater

I alt seks danske soldater har mistet livet de sidste fire måneder i Afghanistan.

Dermed har denne sommer været den blodigste nogensinde under den snart ni år lange danske indsats i landet.

Men det betyder ikke, at de danske soldater bliver trukket hjem foreløbig.

Det fastslår statsminister Lars Løkke Rasmussen (V), som i weekenden har besøgt de danske soldater i Afghanistan.

Jakkesæt skiftet ud med skudsikker vest og cowboybukser

Efter flere dage med jakkesæt og slipsemøder i FN-bygningen i New York holdt Lars Løkke tale for omkring 100 soldater på træverandaen i den danske hovedlejr Camp Price i cowboybukser og skjorteærmer.

Den danske statsminister lagde vægt på, at de 37 danskere, som sammenlagt er blevet dræbt i Afghanistan, ikke må være døde forgæves:

"Det er vigtig for mig at sige til jer, at vi er indstillet på at gøre vores mission færdig. Vi ønsker naturligvis ikke at være i Afghanistan en dag længere end nødvendigt. Men vi skal ikke forivre os på en sådan måde, at vi taber det hele mellem hænderne," siger Lars Løkke Rasmussen.

Ingen dato på tilbagetrækning

Dermed sender han et klart signal til Socialdemokraterne og De Radikale, som forud for forhandlingerne om en ny plan for indsatsen i Helmand har sat 1. juli som datoen for tilbagetrækningen af de danske kamptropper.

Løkkes besøg kommer efter en uge, hvor den danske bataljonschef i Afghanistan Lennie Fredskov vakte opsigt med en udmelding om, at danske soldater ikke længere skal gå patruljer fra lejren Armadillo (i dag kaldet Budwan). Ifølge flere danske soldater har man dermed overladt civilbefolkningen i den nordligste del af det danske ansvarsområde til Taliban.

Lars Løkke lægger imidlertid vægt på, at ændringen giver mulighed for at styrke indsatsen omkring byen Gereshk og opbygningen af de afghanske sikkerhedsstyrker.

"Det er afgørende vigtigt, at den strategi bliver fulgt, så vi etapevis kan overdrage ansvaret til afghanerne. Det kan der ikke sættes nogen dato på. Det giver ikke nogen mening," siger Lars Løkke Rasmussen.

Det er tredje gang, han besøger Afghanistan i det seneste år. Sidste gang var i juni måned, hvor han på grund af angreb måtte opgive at besøge Armadillo.