Danmark fik ros for sin indsats i Afghanistan, da Lars Løkke Rasmussen (V) mødtes med USA's præsident.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har mandag aften dansk tid afsluttet sit møde med USA's præsident, Barack Obama. De to ledere mødtes i Det Hvide Hus I Washington.

Og under de to statslederes møde i præsidentens kontor, det ovale værelse, var der ros fra den amerikanske præsident til den danske indsats i krigen.

- Danmark er ikke noget stort land. Men i forhold til størrelsen, har det gjort en stor indsats, siger Obama og fortsætter:

- De danske soldater kæmper i et af de hårdeste områder.

Lars Løkke Rasmussen informerede under mødet Obama om den fortsatte danske strategi for Helmand-provinsen, hvor de danske soldater er. En strategi, som Obama er enig i.

- Under Mr. Rasmussens lederskab er der i Danmark opnået enighed om en strategi for transitionen, som er en model for de andre allierede, siger Obama med henvisning til processen med gradvist at overlade sikkerheden i landet til afghanerne selv.

Lars Løkke Rasmussen fortæller efter mødet med Obama, at Danmark og USA er enige om vigtigheden af også at støtte en økonomisk udvikling i Afghanistan, hvor bønderne kan blive mindre afhængige af at dyrke narkotika.

Inden mødet med Obama mødtes Løkke med flere amerikanske politikere.

Løkke ankom til USA's hovedstad, Washington, søndag aften dansk tid, hvor han blev indlogeret i Det Hvide Hus' officielle gæstebolig, Blair House, som ligger tæt ved præsidentboligen.

Det er en gestus, der opfattes som en understregning af det gode forhold mellem Danmark og USA.

Det var Lars Løkke Rasmussens første officielle besøg i Det Hvide Hus.

/ritzau/