VIDEO: Løkkes fest i Grøften er valgets første personsag

En dansk soldats død kan ikke kombineres med en fest i Tivoli, mener opposistionen. Valgtes første personsag, mener politiske kommentatorer.

Lars Løkke Rasmussen er i dag blevet stillet til regnskab for, hvorfor han valgte at feste i Tivoli, da han fik nyheden om, at at en danskk soldat var død i Afghanistan. (Foto: © Henning Bagger)

At Lars Løkke Rasmussen lørdag aften festede igennem i Grøften, selv om en dansk soldat netop var blevet dræbt i Afghanistan, er ikke ok.

Det mener blandt andre SF's Jonas Dahl, der i skarpe vendinger har kritiseret statsministerens optræden.

Ekstra Bladet bragte i dag historien. En historie, der af både DR's politiske redaktør, Jens Ringberg, og politisk kommentator Niels Krause Kjær betragtes som valgkampens første personsag.

Forklarer sig på Facebook- Det her er der ingen politiker, der har brug for. Det er ikke så heldigt for ham, siger Niels Krause Kjær til DR Nyheder.

- Det er et angreb på hans karakter. Oppositionen går ind og fisker i de her vande og peger på gamle historier fra dengang, da han var finansminister, og nogle mente at der gik lidt for meget fadøl i den.

Lars Løkke Rasmussen har i dag forsvaret sig over for vælgerne på Facebook i en kommentar rettet direkte til de danske soldater og deres pårørende:

Forklaring lyder plausibel

Jens Ringberg mener ikke, statsministeren kan gøre andet i situationen.

- Lars Løkke havde ikke andet valg end at kommunikere på Facebook. Det er det, man gør, når man ikke vil udtale sig om sagen, men alligevel gerne vil sige noget, siger redaktøren.

Niels Krause Kjær er enig.

- Han har gjort det, han kunne gøre. Og forklaringen om, hvorfor han deltog i festlighederne i Tivoli, lyder meget plausibel. Jeg tror ikke, vi skal regne med, at den her sag får mere luft under vingerne, siger han.

"Helt gak gak"

En anden sag, der har sat dagsorden på den politiske scene i dag er Joachim B. Olsens tilkendegivelse om, at staten ikke bør bestemme, om en mand skal have lov til at have flere koner ad gangen.

Pia Kjærsgaard kalder udmeldingen for "vanvittig".

- Det er helt forrykt og helt hen i vejret. Man kan også gifte sig med sin hund, hvor lagt skal vi ud? Det her er helt gak gak, siger hun til DR Update.

Niels Krause Kjær giver hende ret.

- I en valgkampssammenhæng må man ikke åbne så meget som en sprække med sådan noget her - særligt ikke når man tidligere har været ude på de vilde våger og givet anledning til diskussion som Joachim B. Olsen har, siger han.

Ikke særligt flatterende

Jens Ringberg mener, at dagens udtalelse endnu engang svækker kuglestøderens troværdighed. Ligesom den gang han over for BT tænkte højt om et muligt nyt skattesystem.

- Liberal Alliance har fundet ham og arbejdet for, at han skal tages alvorligt som politiker. Første gang, han gjorde sig gældende, var, da han sagde, at 20 procent i skat ville være fair, og næste gang foreslår han flerkoneri. Og vi hører ham ikke uddybe det, for han er åbenbart pakket væk igen. Det er ikke særligt flatterende.