Lars Løkke på besøg i Afghanistan

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har i går og i dag været på overraskelsesbesøg i Afghanistan. Besøget kommer kort efter at Folketinget har godkendt en tilbagetrækningsplan.

(Foto: © Scanpix, Den Danske Kampgruppe)

Statsministeren har netop været på lynvisit i Afghanistan. Det sker efter et flertal i folketinget for lidt over en uge siden blev enige om en ny plan, der betyder, at de danske kampsoldater skal være ude af landet ved udgangen af 2014.

- Målsætninger er jo at vi efter 2014 ikke skal have kampsoldater i Afghanistan. Det kræver, at afghanerne varetager deres egen sikkerhed og det kan de jo kun gøre, hvis de får et velfungerende politi, sagde statsministeren under besøget til DR-Nyheder.

Skal uddanne politifolk

Guvernøren i Helmand-provinsen, hvor de danske soldater er udstationeret, er positiv over for den danske plan. Og han er fortrøstningsfuld i forhold til at afghanerne selv om bare fire år skal stå for sikkerheden.

Den danske indsats vil i fremtiden blandt andet fokusere på at uddanne afghanske politifolk.

Det vil den, fordi det er meget vigtigt, at det afghanske politi opruster, både i antal og kvalifikationsmæssigt, så det er det vi støtter meget offensivt i øjeblikket, slog statsministeren fast under besøget i Helmand.

Allerede til sommer bliver antallet af danske soldater i Afghanistan skåret ned.